Kuzguncuk og Balat: Istanbuls farveglade bohemekvarterer

ANNONCE

I Tyrkiets største by klumper turisterne sig sammen omkring Hagia Sophia og Den Blå Moské, men Istanbul har sine små oaser – så hvad med at gå på opdagelse i de mest spraglede nabolag?

En lun vind fra Bosporusstrædet får bladene på de gamle, knortede ahorntræer til at hvisle sagte. Den skyggefulde gade med de skæve fortovssten virker dejlig huleagtig.

Jeg trasker forbi caféer med udendørsservering og små tesaloner, hvor folk sidder og sludrer over et glas myntete eller slapper af med en vandpibe, hvis røg udsender duftbanker af eksotisk frugttobak.

Jeg er flygtet fra menneskemængderne omkring Hagia Sophia. Der ligger flere store seværdigheder indenfor en forholdsvis lille radius omkring den tidligere kirke, og det er ikke så underligt, at folk stimler sammen netop dér.

istanbul
Hagia Sophia. Foto: Unsplash

Hagia Sophia, der i dag er moské, er nærmest blevet symbolet på Istanbul. Det er helt bestemt også med god grund, men horderne af turister får mig snart til at søge mod andre græsgange.

Jeg er ganske overbevist om, at Istanbul må kunne fremvise andet og mere end en tidligere kuppelkirke fra det byzantinske rige.

Osmanner-huse som filmkulisse

Tyrkiets største by er mildest talt en sprudlende smeltedigel med over 16 millioner indbyggere.

Det tidligere Konstantinopel har siden oldtiden været et handelsknudepunkt, hvor byen dannede afslutningen på Silkevejene helt ude fra Kina og Centralasien.

Byen har været vant til tilrejsende og livlig aktivitet i århundreder. Selv de svenske vikinger kendte til byen og kaldte den for Miklagård, og de tog hele vejen fra Skandinavien for at handle sig til luksusvarer som silke, krydderier og smykkesten.

Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Den var og er stadig porten til Mellemøsten, hvor den vestlige side hører til Europa og den østlige til Asien.

Den asiatiske del er også kendt som den anatolske side, og det er netop her, jeg har opdaget et lille helle, som tilbyder lidt mere plads og luft end Sultanahmet.

Jeg er gået i land fra færgen i bydelen Üsküdar og bristefærdig af nysgerrighed draget på opdagelse.

Kuzguncuk er en historisk bydel med gamle osmanner-huse i træ og for en stor dels vedkommende, er de malet i sprælske farver, som tiltrækker mig som bier om en sød honningkrukke.

Kuzguncuk. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Mange af husene er fra 1900-tallet, og har været brugt som kulisser i adskillige tv-serier og filmproduktioner. Gaderne er også populære til bryllupsfotografering.

De fine huse ligger malerisk side om side med stemningsfulde frugthaver, antikvitetsbutikker og boghandlere. Der er en hel del mere ro, charme og overskud af tid her, end da jeg stod i endeløse køer til den ene eller den anden attraktion i hjertet af Sultanahmet.

Nok er der en livlig, multikulturel boheme-stemning i Kuzguncuk, men det er på den hyggelige og afslappede måde.

Det er dejligt fredfyldt at slentre omkring blandt de velholdte huse i sidegaderne, dovne den på en café eller bladre i bøgerne hos boghandlerne.

Det er lidt som at programmere tidsmaskinen tilbage til fordums tid. Der er under alle omstændigheder rig mulighed for at finde sin egen lille plet udenfor det tætpakkede turistcentrum.

Bohemer på slap line

De pittoreske gader i Kuzguncuk tiltrækker selvfølgelig turister på grund af sine fotogene motiver, men det virker egentligt også som et sted, hvor Istanbuls borgere bor.

På den måde bliver Kuzguncuk meget autentisk i sit udtryk. Jeg føler, at jeg får vist en lidt mere jævn side af Tyrkiets millionby.

Jeg har fået en stræbsom smag på at opsøge farverige områder i Istanbul, og et andet oplagt sted at opdage er bydelen Balat.

Balat. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Det er et af de ældste distrikter i byen og ligger cirka en halv times kørsel vest for Hagia Sophia. Det er nemt at komme dertil med en lokalbus.

Jeg står af, da jeg begynder at se huse malet i livlige farver, og endnu flere dukker op, da jeg kommer længere op ad de stejle brostensgader.

Balat er ligesom Kuzguncuk lidt af et kunstnerkvarter, og de kreative indslag tager kun til, jo længere jeg kommer ind i labyrinten af smalle gader.

Husene er malet i alle regnbuens farver, både pastelfarver og pangfarver og udgør en muntert sammenrend af alskens kunstneriske indfald smækket op på husvæggene.

Det er et skønt og sjovt sammensurium af autentisk arkitektur helt tilbage fra 1300-tallet blandet med mere moderne murmalerier.

Et sted er en café gået amok med malerspandene og har farvelagt samtlige trappetrin op til næste niveau i nabolaget.

Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Et andet sted har de klart tømt et brugtvarer-marked for gamle fyldningsdøre, som de har malet med den mest livfulde farvepalet, og sat dem op som et hegn rundt om en café. Joh, det er absolut ikke festlige indslag, det skorter på i Balat.

Jeg er sikker på, at danske Flügger Farver ville falde om af misundelse, hvis de så den entusiasme, der er lagt for dagen i Istanbuls ældste kvarter.

Kuzguncuk og Balat er to lidt anderledes områder i Tyrkiets enorme metropol, men de er sjove at gå på opdagelse i og én ting er i hvert fald helt sikker – ens barnlige farveladelyster skal nok blive stimuleret til fulde.

REJSETIPS
Transport og overnatning i Istanbul

Transport
Turkish Airlines flyver direkte til Istanbul fra Københavns lufthavn. Turen tager 3,5 time.

I Istanbul er nem at komme rundt i med metro, busser og færger.

Det nemmeste er at trække et Istanbul Metrokort og fylde penge på det i automaten ved metrostationerne. Kortet gælder til alle tre transportmidler. Man checker ind og ud på stationerne og ved færgelejet.

Overnatning
Tyrkiets største by er et sandt slaraffenland, når det kommer til hoteller til ethvert behov, smag og pengepung.

Konkurrencen er hård, så overnatning fås ret billigt.

Der findes udmærkede værelser med morgenmad til 400 kroner i gåafstand fra for eksempel Hagia Sophia og Den Blå Moské.

Der er også gode overnatningsmuligheder i Balat og Kuzguncuk.

Hagia Sophia ligger som et centralt pejlemærke, og herfra er det nemt at komme alle steder hen både med metro og færger.

Istanbul er en enorm by, der strækker sig over et kæmpe areal. Den kan virke kaotisk og uoverskuelig, men er faktisk rimelig logisk at finde rundt i.

Coverbillede: Colourbox

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste kulturrejse? Find flere artikler her