Turisme med fokus på ophav er en ny meningsfuld rejsetrend

ANNONCE

Fra digitale stamtræer til støvede arkiver og små landsbyer. »Rodturisme« eller slægtsrejser får flere til at rejse i sporene på deres slægt for at forstå, hvor de kommer fra.

Landsbykirkens døbefont, den vejrbidte gravsten yderst på kirkegården, vinduet over porten i baggården.

For en voksende gruppe turister er de klassiske turistattraktioner skiftet ud med steder, de færreste umiddelbart kan se fidusen i at rejse langt efter. Men for den enkelte kan netop dén port eller dén gravsten være hele rejsen værd.

Fænomenet, som vokser i disse år og får stadig flere til at drage helt eller halvt rundt om jorden for at gå i sporene på deres rødder, kaldes »rodturisme«.

Med digitale arkiver er slægtsforskning blevet en verdensomspændende industri.

Hjemme fra sofaen kan vi gå på opdagelse i stamtræet og finde ud af, at oldefar faktisk blev født i Litauen, eller at tipoldemor stammede fra Grækenland. Men for mange er den viden ikke nok.

De vil også se, høre, dufte og mærke det sted, deres forfædre var rundet af.

slægtsrejser
Cherrye Moore har skræddersyet slægtsforskningsrejser for besøgende i det sydlige Italien i 20 år. Foto: My Bella Vita Travel

Mødet med slægtens historie resulterer altid i en følelsesladet oplevelse, fortæller Cherrye Moore. Hun bor i den syditalienske provins Calabrien, hvor hun driver rejseselskabet My Bella Vita Travel, der gennem 20 år har lavet skræddersyede slægtsforskningsrejser.

»Vi spørger altid på forhånd, hvad de rejsende håber at få ud af at besøge deres fædrene by. Man tror måske, at de håber at finde en fjern fætter. Det sker også nogle gange. Men overvældende mange siger, at de simpelthen bare gerne vil være der. Stå på den gade, hvor deres bedstefar legede som barn eller se de bjerge, som deres bedstemor talte om gennem hele sit liv,« forklarer Cherrye Moore.

Mange af hendes gæster er i 60erne og 70erne og har drømt om netop det øjeblik gennem årtier.

En slægtsforskningstur i det sydlige Italien lægger turen forbi rådhuset, hvor lokalarkivet har hjemme, og her gennemgås de gamle bøger med information og de besøgendes slægtninge. Foto: My Bella Vita Travel

»At være der sammen med dem, når det endelig sker, er ikke noget, vi tager let på. Det rører også os. For mange mennesker giver det øjeblik dem en dybere forståelse for deres families historie. De begynder at forstå, hvor hårdt livet må have været for dem, der rejste, og hvad det egentlig indebar at pakke alt sammen og starte forfra i et nyt land. Det er én ting at høre historien, noget andet at stå midt i den,« siger Cherrye Moore, der oplever en voksende interesse for rodturismen.

På bucketlisten i mange år

Selv forlod hun for år tilbage sin hjemegn, Texas i USA, og slog sig i 2006 ned i Calabrien.

Sammen med sin mand åbnede hun et bed and breakfast i hans barndomshjem i Catanzaro. Næsten alle deres engelsktalende gæster havde rødder i Calabrien, men talte ikke italiensk og bad derfor deres værter om hjælp til at lokalisere familiens ophav.

Antallet af henvendelser voksede, og da Cherrye Moore brugte henved 20 timer om ugen på at hjælpe slægtsforskningsturister, gjorde hun det til en del af sin forretning.

»Folk er desperate efter at forstå deres familiehistorie, og de slægtninge, som stadig bor i Italien, ligger inde med mange af svarene. Selv italienerne var begejstrede, da vi begyndte på det, og spurgte, om vi også kunne gøre det omvendt og hjælpe dem med at finde amerikanske fætre eller kusiner. Det gør vi ikke, men ønsket er det samme: At genoprette en forbindelse,« siger Cherrye Moore og tilføjer, at slægtsrejsen for mange er noget, der har stået på bucketlisten i årevis.

Mad, musik og stemning fylder ofte også meget på slægtsforskningsrejser, hvor besøgende ofte er nysgerrige efter at lære den lokale kultur at kende. Foto: My Bella Vita Travel

»Men vi ser ofte også et bittersødt mønster. Når nogen mister en forælder eller en bedsteforælder, som var den, der bar hele familiens historie, bliver sorgen det afgørende skub. De har hørt på de historier hele deres liv, og pludselig føler de en trang til at rejse ud og opleve dem selv. Lige nu arbejder vi med en kvinde, hvis far er 93 år og født i Calabrien. Hun vil
gerne hertil, så hun kan tage billeder og videoer med hjem til ham,« fortæller Cherrye Moore, og tilføjer:

»Uanset den konkrete situation bunder det altid i det samme: Et personligt ønske om at forstå sig selv lidt bedre og kunne dele den erfaring med sin familie.«

Bella Vita Travel skræddersyr alle rejser, men understreger, at man aldrig ved, hvad man finder.

Mad, musik og stemning fylder ofte også meget på slægtsforskningsrejser, hvor besøgende ofte er nysgerrige efter at lære den lokale kultur at kende. Foto: My Bella Vita Travel

»Vi er ikke slægtsforskere, og vores mål er ikke at opbygge et komplet stamtræ eller love kontakt til fjerne slægtninge, men gæsterne underskriver en fuldmagt, så vi kan undersøge deres familiehistorie,« siger hun og forklarer, at hendes team samler oplysningerne, hvorefter specialister gennemgår arkiver og følger sporene.

»Hvis der stadig bor slægtninge her, forsøger vi at arrangere et møde. Vi kan ofte udpege konkrete adresser og sige: ‘Det her er huset, som din familie boede i’, og vi kan identificere sognekirken og afklare, om det er den samme døbefont, som blev brugt ved netop deres bedsteforældres dåb. Alt afhænger af den rejsendes ønsker,« forklarer hun.

Braveheart satte gang i noget

Ifølge National Geographic var de skræddersyede slægtsrejser allerede på vej op før coronapandemien, og da verden igen blev åbnet, tog tendensen yderligere fart.

Solène Prince, der er docent ved Linnéuniversitetet i Sverige og har forsket i rodturisme, ser også, at det vokser og udvikler sig – drevet af tv-programmer om at spore sine slægtninge, men i høj grad også af teknologi.

»Der er kommet mange flere platforme, hvor man kan søge efter sine rødder. I dag er det forholdsvist billigt at lave sit stamtræ online. I et land som Sverige er mange af arkiverne digitaliserede, og det giver folk bedre adgang til at finde de her oplysninger,« siger hun og tilføjer, at mange rejsedestinationer også er blevet mere proaktive.

Hvilken dør og hvilket vindue har familiens tidligere generationer boet bag? Slægtsrejsen kan føre til forfædrenes præcise adresser – her er det Visby i Sverige. Foto: Jerker Andersson / bank.sweden.se

»I Canada og USA er der mange, der har rødder i Irland og Skotland, og det har man set en mulighed i,« siger hun og påpeger, at storfilmen Braveheart med Mel Gibson i sin tid gjorde det hot at være af skotsk oprindelse og fik flere til at søge efter slægtsspor i højlandet.

Siden er det kun blevet nemmere, og flere lande ser muligheder i det. I 2024 opfordrede EU ligefrem sine medlemslande til at sætte fokus på rodturismen, da det også leder turister ud af de overfyldte storbyer.

Fra Amaliehaven til Amerika

Mange rodturister sætter også kursen mod danske himmelstrøg.

Her står blandt andre Jørgen Spo Madsen klar til at hjælpe dem. Han er statsautoriseret translatør og turistfører og overtog for et år siden forretningen Danish Heritage Tours, hvor han hjælper rejsende, der kommer til Danmark for at udforske deres aner.

Selv om vi kan finde næsten al information hjemme fra sofaen, kan det ikke sammenlignes med at rejse ud, mener han.

»Den fysiske rejse giver turisten flere dimensioner end et todimensionelt billede eller en nok så ordrig beskrivelse kan give. Pludselig at stå i den kirke, hvor éns oldemor blev døbt og fysisk røre ved den selvsamme døbefont, som blev brugt til dåben for 150 siden – der kommer mange flere sanser i spil,« forklarer Jørgen Spo Madsen.

Langelinje ved Amaliehaven var et af de steder, mange danskere udvandrede fra med skib. Her går mange turister på jagt efter danske aner gerne stop. Foto: VisitDenmark 

Det giver en langt dybere og meget mere personlig forståelse af historien, påpeger han.

Mange har aldrig været i Danmark før, og derfor fortæller han også sine gæster om, hvordan livet var i Danmark i 1800-tallet, og om, hvad der for eksempel kunne få folk til at udvandre.

»Jeg var overrasket, de første gange mine gæster pludselig blev stille, berørte og eftertænksomme, når de stod ansigt til ansigt med steder, hvor deres forfædre havde boet, arbejdet eller gået i kirke. Første gang, jeg oplevede det, var med en gruppe ‘almindelige’ amerikanske turister. Vi stod ved Amaliehaven, hvor mange danske udvandrere steg på skibet til
Amerika, og jeg spurgte, om nogle af dem havde danske aner. Det var et enkelt par, og de blev berørte, da jeg fortalte, at deres forfædre med rimelig sandsynlighed var steget på skibet lige her,« siger han.

FAKTA
I slægtens fodspor

I flere lande har myndighederne etableret kontorer til at hjælpe udefrakommende med at finde deres rødder i landet.

Tyskland
På det statslige turistråd er samlet links til relevante arkiver. Germany.travel/heritage

Italien

Italiens turistministerium hjælper med links til arkiver og til hvilke dokumenter, der kan være nyttige, når du leder efter italienske grene på stamtræet. Italea.com

Skotland
Skotlands turistorganisation giver overblik over relevante arkiver. Visitscotland.com/ancestry
Men du kan også starte direkte i landets rigsarkiv på Scotlandspeople.gov.uk.

Irland
Landets turistorganisationer giver overblik over arkiver og hjælper med at komme i gang. Tourismireland.com og
Ireland.com

Canada
Canadas regering har samlet et overblik over arkiver og søgemuligheder på Canada.ca.

Danmark
Danske Slægtsforskere har også en oversigt over hjælpemidler til at finde slægt uden for Danmark: Slaegt.dk/kilder/find-slaegt-uden-for-danmark


Forbindelse til forfædrene

At stå midt i historien skaber en håndgribelig forbindelse til ens forfædre, siger Solène Prince.

»Min forskning viser, at det skaber meget stærke følelser, næsten som en spirituel forbindelse, og det er det, som de her rejser dybest set handler om. Det er steder, som turistbureauerne aldrig ville markedsføre, men som har enorm betydning for den enkelte. Det gør rejsen meningsfuld for folk,« siger hun og understreger, at man også skal være forberedt på, at der ikke findes nogen garantier, når man rejser i sporene på sin slægt på den måde.

Der kan være arkiver, der er lukkede, dokumenter som er gået tabt, eller skæbner som viser sig anderledes, end man troede.

»Det er ikke sikkert, at man finder alle brikker til puslespillet,« forklarer Solène Prince.

Foto: My Bella Vita Travel

Hun tror, at flere vil leve af denne form for turisme i fremtiden, men også at rejseformen vil udvikle sig. For i takt med at teknologien udvikler sig, vil det blive endnu nemmere for flere at spore deres aner.

Rigsarkivet i Danmark oplyser, at de ikke har mulighed for at trække konkrete tal, men at de får henvendelser fra udenlandske slægtsforskere, der søger deres danske aner.

Coverbillede: My Bella Vita Travel

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste kulturrejse? Find flere artikler her