På langrendsskøjter i Sverige: Prøv den klassiske vintersport

ANNONCE

At løbe på langrendsskøjter er en klassisk svensk vintersport, som alle kan prøve kræfter med. FRI er taget til den naturskønne Dalarna-region for at gøre forsøget.

Granskove pudret med frostsne og sølvgrå issøer så store, at de fortaber sig ud i intetheden.

De midtsvenske vinterlandskaber er umådeligt smukke, og gør dagen til en dejlig oplevelse, selv hvis det er op ad bakke at lære teknikken til den populære vinter fornøjelse: Langrendsskøjteløb på naturis.

Nogle fanger det pænt hurtigt, mens andre flagrer hektisk med armene for at holde balancen i kampen med de lange skøjteklinger, der har deres egen uforudsigelige vilje.

langrendsskøjter
Foto: Christian Andersson.

»Skub sidelæns fra og glid. Skub fra igen og glid. Lige så roligt. Forsøg at glide lidt længere tid på den ene fod, før du sætter den anden i,« forklarer tålmodige Christian, der introducerer dagens gruppe af skøjteløber-wanna-bees til sin elskede sport.

Selv er han sådan en, der deltager i maratonløb på skøjter, og sammen med makkeren, Craig, og vennerne fra skøjteudlejningen hjælper han både øvede og begyndere i gang på isen. Man er i gode hænder.

I Midtsverige er turskøjteløb lige så populært som langrend på ski, ikke mindst her i Dalarna-regionen, hvor de mange søer oftest fryser til i december og holder til marts.

Foto: Susser Feit

Det er bare at komme i gang, men det lønner sig at få instruktion og lytte til de lokale, der har styr på, hvor forholdene er gode og ikke mindst sikre: Strømme og vindforhold kan gøre isen tynd nogle steder. Og det skifter hele tiden.

På med skøjterne

Vi starter dagen hos Human by Nature, hvor Martin og Max lejer udstyr ud og omgående giver os et sæt issyle om halsen.

Og det er ikke til forhandling:

»De skal sidde over jakken, tæt under hagen, så du kan få fat i dem, hakke dem i isen og trække dig op igen, hvis du falder i,« siger Martin. Vi nikker tavst og gyser. Dernæst hiver han korte støvler ned af hylderne:

Sådan nogle man klikker fast på skøjteskinnen med en lille metalpind ved tåspidsen, så hele foden kan vippe op og ned.

Foto: Susser Feit.

Jeg havde ellers glædet mig til at se godt ud med hvide kunstløberskøjter og en sød svensk tophue med kvast. Men nej:

Glem piruetter og småspring – herude på søerne løbes der ligeud, langt og længe, erklærer Martin og smækker en hjelm på hovedet af mig.

»I kan tage stave med for en start, det er en hjælp, hvis I er usikre. Og her, stop lige nogle Daim-chokolader i lommen, for der bliver brug for energien,« supplerer Max med et lunt smil.

REJSETIPS
Ind i varmen

Når man er mæt af udendørslivet, har både Mora og Falun hyggelige cafeer og fine indendørs kulturoplevelser. Her er to, der varmt kan anbefales.

Museet i Falun
Dalarna har en lang historie som hjemsted for Samerfolket og kobberminedrift, især omkring Falun. Det har præget byen, ligesom de mange traditioner indenfor kunsthåndværk som tekstiler, indretning og de berømte Dalar-heste, der kan spores tilbage til 1500 tallet. Dalarnas Museum er rigt på viden og sjove detaljer fra den historiemættede region.
dalarnasmuseum.se

Zorngården og -museet
En af Europas mest succesfulde portrætmalere Ander Zorn (1860 – 1920) boede i et stort hyggeligt træhus i Mora. Her samledes tidens store kunstnere, og hjemmet står som da hans enke, Emma, testamenterede huset til byen som museum, inden sin død. Interiøret er ren indretningsinspiration og ligger endda overfor Kunstmuseet, hvor mange af Zorns malerier hænger.
zorn.se

Ud på isen

Ved søbredden møder vi 80-årige Eilert Larsson. En af de frivillige, der sikrer, at skøjteløberne kan komme ud.

Hans traktor med skarpe blade rydder kilometervis af brede baner ved at skrabe det øverste ujævne lag væk, så isen bliver så plan og fin som muligt.

Oprindelig var langrendsskøjter noget man gjorde for at skyde genvej til jobbet eller tage på vennebesøg på den anden side af søen.

Foto: Susser Feit

Men efterhånden blev skøjteløb til en fritidsfornøjelse. Også for stadigt flere vinterturister og byens studerende, fortæller Craig, der instruerer os i dag.

Han er en amerikansk rockmusiker, der strandede i Falun by på en turné med sit band, fordi han forelskede sig.

Først i en svensk pige og siden i skøjteløbet. Bandet drog videre uden Craig, der nu er passioneret skøjteløber.

Han og makkeren, Christian, er her og der og alle vegne med råd og guidning, efterhånden som gruppen fordeler sig ud over søen i varierende stilarter:

Én trækker sig frem med stavene og parallelle skøjter og skal ikke bede om andet, tak. Det er ikke lige meningen.

FRI’s reporter begynder dagen som en usikker Bambi – og ender med at skøjte derud af. Ikke super hurtigt, men dog fremad og uden at falde. Foto: Christian Andersson

»Men du får jo fornemmelse for, hvordan det er at glide på isen, så det er helt fint,« siger Christian opmuntrende.

Enhver vælger sit tempo.

Et par svenskere fanger hurtigt teknikken med at skubbe foden sidelæns med rolig kraft, så det ser kontrolleret ud. Det ligger nok i generne…

Men snart har næsten alle smidt stavene, og instruktørerne forsikrer, at vi gør fremskridt.

Og skønt stilen og især farten stadig lader en del tilbage at ønske, har de ret i, at læringskurven er ganske stejl.

»Det er ikke engang specielt let i dag, for det har sneet, tøet og frosset igen, så isen er noget ujævn,« forklarer Martin, der tager kokketjansen og steger egnens berømte Falukorv – gode grillpølser af lokale dyr – over åben ild i et hyggeligt shelter på søbredden.

En lille ø, ude i Sveriges sjettestørste sø, Siljan, er rammen om snebuffeten med salater og polarbrød til vores grillpølser denne dag. Jonas har tænkt på det hele og sørget for, at der er brænde klar. Foto: Susser Feit

Sådan en korv med brød og ketchup er det lækreste Michelin-måltid oven på formiddagens anstrengelser.

Alle slags vintersport

»Vejret afgør, hvilken vintersport der er mulig. Du kan booke en dag til issejlads eller skøjter, men hvis isen ikke egner sig, er det sjovere med langrend på ski, ture med snesko, isfiskeri eller vintervandring. Dagen bliver altid bedst, når vi laver netop det, som passer til vejret,« siger Jonas fra Outdoor Events ved Mora, der også er en rigtig skøjteløberby.

Han har parkeret sin store kassevogn ved bredden af Siljansøen, og den er pakket med udstyr, for han arrangerer gerne flere dage med al slags vintersport.

Vi lægger ud på skøjter på tværs af søen, der er badet i et elveragtigt sollys denne morgen.

Jonas har pakket rygsække til os med ingredienser til frokost på spejdermanér, og efter et par timer under åben himmel rammer vi en klynge grantræer midt på isen.

Foto: Susser Feit.

Det er en lille ø om sommeren, men nu ligger sneen dyb, så der er snesko klar til flokken, for ellers kan man ikke gå uden at synke i.

Så får vi prøvet det med – og traver i glad gåsegang til den anden side af øen, hvor ildstedet ligger, omgivet af tykke træstammer som bænke.

Vi skovler dem fri for sne, så vi kan samles om bålet, og mens Jonas får gang i ilden, går nogen på jagt efter gaffelgrene, som vi snitter rene til grillpølsespyd.

Selv da kaffen er drukket, og der kun er krummer tilbage af de lune kardemommesnurrer, er det fristende at blive siddende i varmen fra bålet, for benene er ved at være tunge.

Foto: Susser Feit.

Det er anden dag på skøjter, og søbredden, hvor vi startede i morges, forekommer vældig langt væk.

Men kroppen får varmen af at trave, for skøjterne er stoppet i rygsækken, eftersom isen er for knudret til, at vi mestrer den nu.

Men pyt, man snakker også godt til fods herude i storheden, mens den mildeste blå time sænker sig over dagen.

Og selvom det ikke blev til det sorte bælte på turskøjter, er hele begynderbanden langt bedre end i går morges, så vi er fornøjede med resultatet.

FAKTA
Vejen til skøjteløb i Dalarna

Med tog eller fly (f.eks. SAS eller Norwegian) til Stockholm, Arlanda. Tog direkte fra lufthavnen til Falun og forbindelse videre til Mora.

Det er praktisk at være i bil, men ikke nødvendigt, for guiderne kan arrangere pick-up på hotellet.

Leje af udstyr og instruktion bookes på forhånd, enten via turistbureauet eller direkte med naturguiderne.

Det bedste tidspunkt at stå på skøjter på naturis i Dalarna er i januar og februar.

Sæsonen strækker sig fra december til slutningen af marts.

Se mere på outdoorevents.se / humanbynature.se / visitdalarna.com

»Jeg kunne løbe på skøjter hver dag i sæsonen og så gå i hi og sove sommeren væk,« fortalte Christian os den første morgen.

»Jeg har også nydt flirten med den her sport, men jeg tror nu stadig, at jeg vælger at holde mig vågen hen over sommeren,« siger en af mine nye skøjtekammerater ved aftenens middag.

Jeg er enig. Men ikke desto mindre kan vi knapt holde os vågne, til desserten er serveret. Skøjteløb er sundt – også for nattesøvnen!

REJSETIPS
Gode råd til skøjtedagen

Tag aldrig ud alene. Lyt til de lokale, der kender søerne.

Medbring varme sokker i uld. Ikke for tykke.

Medbring også en tynd, varm hue, som du kan have på under hjelmen.

Find varmt tøj og outdoorgear til rejsen her

Bed om knæbeskyttere og hjelm.

Book undervisning. Det er genvejen til at lære teknikken.

Rutinerede kan leje udstyr og få tips til de bedste steder.

Flere hele dage på skøjter er længe, hvis man er nybegynder. Kombiner med f.eks. ski- eller sneskoture.

Coverbillede: Visit Dalarna

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 14. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste aktive ferie? Find flere artikler her