Engang husede lokalerne en klub for opdagelsesrejsende. I dag er de forvandlet til hotel 100 Princes Street, hvor alt det bedste fra Skotland er samlet under ét tag.
Der står 179 whiskyflasker i de fem glasskabe, som optager næsten hele væggen i det lille lokale. Ét skab for hver af Skotlands fem officielle whiskyregioner.
Roy har stillet fem af flaskerne foran mig.
Og fem glas.
Det lille rum er helliget whisky og intet andet. For en stund glemmer jeg helt, at jeg sidder på et hotel.
Jeg har sagt ja tak til en whiskysmagning, hvor vi skal rundt i de skotske regioner og smage os gennem landets forskellige dram.
Jeg kigger rundt på flaskerne og genkender kun få af etiketterne. Det er tydeligvis en whiskysamling, der stikker dybere end de flestes.

Roy taler entusiastisk, og jeg smager velvilligt på whiskyen. Det skal vise sig at være fem meget forskellige oplevelser, der spænder fra det bløde til det meget røgede.
Whiskysmagningen finder sted på et tidspunkt på min rejse, hvor jeg allerede ligger højt på Skotlandsbarometeret.
Der mangler kun én ting: den historiske fæstning Edinburgh Castle, der troner på en klippe over byen. Det er her, de hvert år afholder det storslåede militære tattoo. Og fra mit hotelværelse rejser slottet sig lige udenfor vinduet.
En herreklub
Jeg befinder mig i den skotske hovedstad, Edinburgh, og har indkvarteret mig på 100 Princes Street, hvilket er både navnet på hotellet og adressen.
Princes Street er Edinburghs livlige hovedstrøg, og i nr. 100 lå hovedkvarteret for den ærværdige Royal Over-Seas League, en klub for opdagelsesrejsende, som blev grundlagt i 1910.
Ånden fra den eksklusive herreklub er bevaret, selvom bygningen har fået en ordentlig overhaling. Da hotelkæden Red Carnation købte den for seks år siden, var den slidt og trængte til en kærlig hånd.

Men dens historie har fået lov at leve videre. Noget af det første, jeg bemærker, er et eksotisk vægmaleri, der skildrer de skotske opdagelsesrejsendes eventyr rundt i verden. Maleriet strækker sig langs trappen op til førstesalen, hvor restaurant, bar og whiskyværelset ligger.
Herinde er møblerne beklædt med klassisk skotskternet stof. Væggene er mønstrede, panelerne er af mørkt træ, gulvtæppet er tykt, og i loftet hænger en guldlysekrone. Jeg kan næsten føle mig som en af historiens store opdagelsesrejsende her.
Afternoon Tea
For gode hoteller gælder en helt enkel regel: jo mindre, des bedre. På 100 Princes Street er der blot 30 værelser.
Så det føles som at træde ind i en lukket klub. Et sted, hvor adgang normalt kræver både et dyrt medlemskab og et imponerende cv. Gæsterne taler dæmpet sammen ved bordene, mens personalet bevæger sig næsten lydløst gennem rummet.
Om eftermiddagen bliver der serveret Afternoon Tea med små sandwiches, scones og kager. Der er flere forskellige slags te at vælge mellem – sort, grøn og hvid – men nu om dage må man også gerne nyde det med et glas champagne.
Så jeg gør begge dele: sort te fra Sri Lanka og champagne fra Frankrig. Til mit traditionelle britiske bagværk.

Haggisbolsjer
Senere på aftenen vender jeg tilbage til The Wallace – hotellets restaurant – og kan se solen male Edinburgh Castle i et smukt, blødt aftenlys.
Menukortet byder både på større og mindre retter, og jeg føler mig eventyrlysten her i de opdagelsesrejsendes lokaler. Så jeg kaster mig over »Haggis Bon Bons« med whiskydip til forret. Samt »Traditional Fish & Chips« til hovedret, lavet på kuller fra Nordsøen.
Mens hovedretten er en britisk klassiker, der næppe kræver yderligere forklaring, er sagen en anden med haggisbolsjerne.
Haggis er en skotsk specialitet lavet af hakket hjerte, lever og lunger fra får, som blandes med havregryn, løg og krydderier og koges i en fåremave.
Skotterne elsker det. Vi andre skal lige vænne os til det.
Men de her hapsere er lavet, så alle kan nyde dem. De små haggiskugler er paneret, friteret og serveret med whiskysauce. Det er næsten hele Skotland i én bid.
En nat i klubben
Det bliver et solidt måltid, som jeg nyder med en god lokal øl. Derefter er det tid til at vende retur til værelset, der naturligvis er lige så vidunderligt og eventyrligt som resten af hotellet. Det er den samme gennemførte skotske stil, som går igen på værelserne.
Det bliver kun til en enkelt nat, men jeg tjekker ud fra hotellet efter at have spist, drukket og følt mig, som en del af det bedre britiske borgerskab.
Som var jeg et velanset medlem af en eksklusiv klub. Forskellen er bare, at på 100 Princes Street kan alle få lov at være medlem.
I hvert fald for en nat.

Coverbillede: Red Carnation Hotels
FRI var inviteret af Red Carnation Hotels.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. september 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Skotland? Find flere artikler her

