Spiseguide til Antwerpen: hipstercaféer, gourmetrestauranter og cool bistroer

ANNONCE

Antwerpen er især kendt for diamanthandel, verdenskunst og designertøj, men den kan også noget med mad og drikke. Med flere Michelin-stjerner end Bruxelles er byen blevet Flanderns gastronomiske epicenter.

Det røde vartegn for Antwerpens ny-gamle bydel er ikke til at overse. Med sine 60 meter rager bygningen højt op over havnebassinet i det tidligere arbejderkvarter Het Eilandje.

De forskudte kasser er beklædt med indisk sandsten og vinduer af bølgende glas i postmoderne art deco-stil, der klædeligt bryder med områdets historiske arkitektur. 

Museum Aan De Stroom, blot kaldet MAS i daglig tale, er rammen om byens maritime bedrifter. En halv million sjældne kunst- og kulturobjekter hjembragt fra Afrika, Amerika, Asien og Oceanien fortæller om Antwerpen som vigtig havneby og knudepunkt for Belgiens position som søfarende (koloni)nation.

Det er det, de fleste turister kommer her for at se – og så udsigten over byen fra panoramataget på tiende etage. 

Lige nedenunder ligger restauranten Zilte som et fyrtårn for den gode smag. Her har kokken Viki Geunes med sine tre Michelin-stjerner været med til at cementere byens ry som Belgiens gastronomiske epicenter og givet Antwerpen endnu et godt kort på hånden som hip destination.

antwerpen
Den røde MAS-bygning omgivet af marinaen i Het Eilandje bydelen er blevet Antwerpens moderne vartegn og et fyrtårn for byens gastronomi med restaurant Zilte på niende etage. Foto: VisitAntwerp

Nostalgisk øl og trendy grill

Havnekontoret Havenhuis for enden af Kattendijk-bassinet har også bidraget til Antwerpens nye stærke identitet som kulturdestination.

Det er blevet en turistattraktion på grund af stjernearkitekten Zaha Hadids futuristiske tilføjelse oven på den gamle brandstation fra 1922, der får bygningen til at ligne et skib med vinduer som funklende diamanter. 

De nye boligblokke omkring havnebassinet er mikset med afslappede barer med træterrasser samt Michelin-guidens anbefalede grill-restaurant Cella på Oostkaai, der holder til i et nedlagt industrilager – og hele stemningen og stilen leder tankerne hen på Københavns Nordhavn. 

På den anden side af gaden ligger rækkerne af gamle arbejderboliger og små virksomheder, der nu huser kreative iværksættere som mikrobryggeriet bag den historiske Seef-øl (en lokal hvedeøl fra det 16. århundrede), der udskænkes i deres gårdhave på Indiëstraat.

Zaha Hadids »skibsvrag« med diamantvinduer ovenpå Havenshuis er en turistattraktion. Foto: Elsebeth Mouritzen

Hemmelige åndehuller 

Antwerpens historiske centrum synes også at have forandret sig på de bare fire år, siden jeg sidst var her.

Heldigvis er der ikke pillet ved de storslåede bygninger med overdådig arkitektur. Mange af dem kan ses omkring Vor Frue domkirke med indvendige udsmykninger af bysbarnet Peter Paul Rubens og rådhuset Stadthuis, der ligner stilen på den oprindelige børsbygning i København.

Det er ikke helt forkert, for arkitekterne i slægten Van Steenwinckel, som stod bag dette byggeri og noget af Kronborg, kom oprindeligt fra Antwerpen.

Det er også her, på de populære turiststrøg som Oude Koornmarkt og Lange Nieuwstraat, at cafeerne synes at have fået vokseværk langt ud på fortovene.

Min guide Sylvia giver mig derfor tips til nogle smutveje som Vlaeykensgang og Borzestraat med »hemmelige« autentiske spisesteder som Sir Anthony van Dijk, ’t Hopfke og Borze Café, hvor tiden synes at stå stille i kønne middelaldergårde.

Vlaeykensgang er en af de historiske passager, som flere af de bedste restauratører har lejet sig ind i. Foto: VisitAntwerp

Slowlife i foodie-kvarter

Hjemme i min del af centrum på Korte Nieuwstraat er pulsen lidt lavere. Bortset fra sporvognene, der jævnligt kører forbi Hotel Julien – en rolig oase indrettet i to herskabshuse fra 1500-tallet og med interiør værdig til en moderne boligreportage. 

Gennem en gyde overfor ligger den lige så stille barokplads Hendrik Conscienceplein. Pladsen er et godtudgangspunkt for at fare vild på den gode måde i den romantisk-historiske bydel med guirlander af grønne planter tværs over de smalle gader. 

Turen fører ud til de større strøg Klapdorp, Hofstraat, Korte og Lange Koepoortstraat.

Gaderne undergår en løbende udvikling med spændende livsstilsbutikker og ikke mindst uformelle foodie-steder med lokal atmosfære: hipstercafeen Kasette Koffie, den sicilianske sandwichbar Tratt Bar, musik- og spisebaren Bracc og den trendy barbeque-restaurant Orbit Bistro.

Barokpladsen Hendrik Conscienceplein er en af de mange grønne oaser i centrum. Foto: VisitAntwerp

En kort spadseretur ned til floden Scheldt ligger restauranten RAS i en renoveret nyklassicistisk bygning fra 1800-tallet, som nu mere ligner et art deco-skib, der har lagt til kaj ved Zuiderterras.

Den er også populær som panoramabar med udsigt til bydelen Linkeroever, hvis man da ikke vil krydse floden under vandet! 

Jeg tager de historiske rulletrapper af træ ned til Sint Anna-tunnelen, som blev åbnet i 1933 som en halv kilometer hurtig genvej til den venstre flodbred.

Den bruges døgnet rundt af lokale fodgængere og cyklister, men for os turister er det en kuriøs måde at komme op at se Antwerpens skyline fra den anden side.

Kulinarisk opsving

Jeg spørger turistbranchens oldermand, Koen Kennis, som også er byens viceborgmester, hvad der har forstærket interessen for byen de senere år.

»Du har allerede oplevet det, vi selv fremhæver: at Antwerpen er som en metropolis i lommeformat. Dens mange facetter med mode, design, gastronomi, kultur og innovation går hånd i hånd med vores rige historiske arv,« siger han.  

»Vi har gjort meget for byudviklingen uden for centrum som i Het Eilandje i nord og Het Zuid i syd, men det, der former Antwerpens fælles identitet og har gjort det gennem mere end 100 år, er åbenheden mod verden. Som en af Europas vigtigste havnebyer har vi altid været påvirkede af nye ideer og tendenser udefra, som vi har filtreret og gjort til vores egne, og det gælder også for det kulinariske opsving, vi oplever lige nu,« siger Koen Kennis.

Jeg springer på sporvognen mod syd, hvor tre museer ikke er til at komme udenom: først MoMu, der hylder Antwerpens bidrag til den internationale mode som kulturfænomen siden 1980erne, museet for samtidskunst M KHA, og så det kongelige museum for kunst, KMSKA, med fokus på værker af flamske malere gennem 700 år.

Modemuseet MoMu er en hyldest til designergruppen Antwerp Six, som i 1986 satte belgisk mode på verdenskortet. Foto: VisitAntwerp

Dybere inde i Zuid-kvarteret blomstrer kreativiteten i de tidligere gamle herskabskarreer med cafeer og gallerier.

Men endnu længere sydpå skifter det karakter. Der er bygget til med endnu mere elegant, moderne arkitektur end nordpå. Eksklusive kunsthandlere og restauratører er rykket ind og har trukket den kreative klasse med sig. 

Der er fuldt booket på kvarterets nyeste Michelin-restaurant, men heldigvis har ejeren også åbnet bistroen Bar Misera, hvor det er til at få plads. Menukortet er kosmopolitisk, men jeg er ikke i tvivl om forretten.

På opfordring vælger jeg deres specialitet: lun strimlet sardinbug på svampet, ristet fladbrød, og smagen indkapsler lige præcis alt det fra fortid og nutid, som Antwerpen står for i dag.

REJSETIPS
Transport til Antwerpen

Du flyver til Bruxelles med Brussels Airlines eller SAS.

Det tager en halv time med direkte tog til Antwerpens historiske og meget smukke Centraal Station, der ligner en katedral.

Kører du selv, er der ca. 700 km fra grænsen eller Puttgarden-færgen.

Med tog tager rejsen ca. 16 timer fra København.

Antwerp City Pass giver adgang til museer, kirker og offentlig transport, rabat på cykelleje og sightseeing-ture.

Ekspertens tips til madoplevelser i Antverpen

Til efteråret afholder Antwerpens højest dekorerede køkkenchef, Viki Geunes, et gastronomisk pop-up-event i Tivoli. Her giver han de bedste gastro-tips til sin hjemby. 

For knapt tyve år siden stod den autodidakte kok Viki Geunes fra provinsbyen Mol og så byggeriet af museet MAS vokse op mod himlen. Han tænkte: »Hvis jeg kan bestemme, vil jeg åbne min næste restaurant deroppe«. 

Hans ønske gik i opfyldelse samtidig med åbningen af museet i 2011. Han kaldte sit nye sted for Zilte, og de to Michelin-stjerner, han havde haft med i kufferten fra den første restaurant, blev belønnet med en tredje i 2020, som han siden har kunnet fastholde. 

Det gjorde ham ikke kun til Antwerpens højest dekorerede køkkenchef og restauratør. Hæderen har også inspireret mange kolleger i byen til at tro på deres egne visioner, så de nu tilsammen kan glæde sig over 15 stjerner. Det er fire flere end deres kolleger i Bruxelles.

Til efteråret rejser Viki Geunes med sin stab til København for at indtage restauranten The Pagoda, Tivolis japanske tårn, mellem d. 2.oktober og 1.november.

»Jeg er beæret over at kunne sætte Belgien på gastro-verdenskortet.«

Der er særlig én ting, han glæder sig til at servere: kaviar.

Viki Geunes er autodidakt kok, og han elsker stadig at eksperimentere i sit køkken derhjemme. Foto: PR

Det sorte guld

FRI er under besøget i Antwerpen inviteret til at smage på Ziltes tre-stjernede menu, som er en dekorativ symfoni af smagseksplosioner. Kaviaren kommer allerede ved den anden servering i selskab med linser, vagtel og tåreærter. 

»Kaviar er et luksusprodukt, som du ikke spiser for at stille sulten. Du gør det for at få en sanselig oplevelse, hvor smagen og strukturen får dig til at stoppe op, værdsætte og hylde livet,« siger Viki Geunes.

Han bruger udelukkende »det sorte guld« fra den lokale importør, Imperial Heritage. Det er både sevruga- og oscieta-kaviar fra opdrættede stør, som får ordentligt foder i udendørs, naturlige omgivelser.

»Jeg er lidt gammeldags og kan godt lide, når kaviaren er modnet og dermed også lidt ’fed’ i smagen. Førhen var man ikke så god til at dosere saltet, når kaviaren skulle præserveres. Jeg kan bedre lide, at man kan smage, at det er en råvare, og det er også nemmere at arbejde med i retter.« 

Det bedste af det nære

Det med kaviaren er et godt eksempel på den belgiske kogekunst, mener kokken.

»Vi er lidt som kamæleoner, vi tager ved lære af andre, både hvad ingredienser og teknik angår, og bruger det som inspiration til at skabe vores eget.« 

»Generelt er belgisk kogekunst nok meget påvirket af det franske køkken. Selv om vi ikke har et egentlig fælles manifest, har mange af os taget udgangspunkt i vores beliggenhed ved vandet med kammuslinger, ål og østers, og selv synes jeg ikke, der er noget, som overgår en søtunge.« 

»Når jeg vælger kød og fjerkræ, bruger jeg det, der lever naturligt omkring os, og jeg elsker især at bruge den klassiske due, fordi den passer til alle årstider og har særegen delikat smag,« siger Viki Geunes.

Viki Geunes er autodidakt kok, og han elsker stadig at eksperimentere i sit køkken derhjemme. Foto: PR

Frieten og favoritter

Man kan ikke gå gennem Antwerpen uden at mærke duften af »frieten«, den belgiske variation af pommes frites. Viki Geunes rynker ikke på næsen af den populære streetfood, tværtimod:

»Når de er lavet rigtigt, smager de fantastisk. Jeg pocherer først mine i olie og eftersteger dem i oksefedt for at få en dyb, intens smag, dypper dem i kold mayonnaise og drikker en god øl til.« siger han.

Han elsker også at lave mad derhjemme, men når han holder helt fri fra køkkenet, ligger favoritrestauranten få meter fra hans egen: izakayaen Hiro med japansk mad. 

Når han vil have et godt brød og en hurtig morgenmad, skal det være i Domestic-bageriet. Er han i det nostalgiske hjørne, elsker han afternoon tea blandt farverige antikviteter i Salon de Thé Claude, og skal det være en let anretning til et godt glas vin, har ejerne af den eklektiske vinbistro Goddaard altid 700 forskellige flasker på lager.

»Jeg elsker at bruge min by. Antwerpen er som en stor landsby, hvor man kan gå til alle oplevelser,« siger Viki Geunes.

FRI var inviteret af Visit Antwerpen.

Coverbillede: VisitAntwerp

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. september 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Belgien? Find flere artikler her