Macao: En bid af Portugal på Kinas sydkyst

Macao var en af de første faste europæiske handelsstationer i Asien. Fra 1500-tallet og frem til 1999 var byen på portugisiske hænder, og det ses overalt i de historiske bydele.

En sødlig duft danser gennem de travle gader i den centrale bydel, Santo António, i Macao, der ligger som et appendiks med en halvø og to øer, forbundet til det kinesiske fastland.

Den indbydende aroma kommer fra bagerierne, der alle falbyder den portugisiske kage pastel de nata – en delikat hapser, der består af butterdej og vaniljecreme, og som er svært vanedannende.

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man befandt sig midt i Lissabon, men Portugals hovedstad ligger flere tusind kilometer væk.

Mens jeg bevæger mig gennem mylderet og guffer den friskbagte og endnu lune kage i mig, går jeg i retning af Macaos historiske vartegn: ruinerne af kirken São Paulo.

Pludselig troner den smukke sandstensfacade foran mig oppe for enden af den store baroktrappe, der må være den mest fotograferede i hele Asien.

Der knipses selfies og gruppefotos hele vejen op ad de 68 trin, som ganske belejligt nu skal forceres ovenpå den ikke helt kaloriefattige pastel de nata.

Kagen såvel som kirkeruinen siger nærmest alt om Macao: Portugals kolonitid er for længst ovre, men byens portugisiske dna er alt andet end forduftet.

Det er snart 40 år siden, Portugal indgik en aftale med Kina på omtrent samme vilkår som briterne gjorde med Hongkong.

Den tidligere koloni her ved Perleflodens udmunding skulle atter være kinesisk territorium, og aftalen om »Et land, to systemer« løber frem til 2047.

Macao fik eget demokratisk styre og rettigheder, der blandt andet skulle beskytte minoriteten af de knap 10.000 makanesere – eller português macaense, som de kaldes på lokalsproget.

Det var deres forfædre, som skabte det forunderlige byrum, jeg befinder mig midt i fuld af pastelfarvede facader, snirklede gader, brolagte pladser og mægtige barokkirker som i enhver anden portugisisk by.

Det meste står endnu, som det har gjort i flere hundrede år, men for São Paulo gik det noget anderledes.

Kirken blev indviet i 1640 efter næsten 40 års arbejde.

Den blev hovedsageligt opført af kristne japanere og koreanere, der var blevet fordrevet efter forfølgelser i deres hjemlande sidst i 1500-tallet og nu knoklede under slavelignende forhold, anført af portugisiske jesuitter.

På det tidspunkt havde Macao allerede været kontrolleret af Portugal i næsten 100 år, efter at den europæiske sø- og handelsmagt havde indgået en lejeaftale med det kinesiske kejserrige i 1557.

Herefter begyndte et eksporteventyr af luksusvarer som silke, te, porcelæn og ædelstene – alt sammen produkter, som Europas overklasse tørstede efter.

UNESCO-fredet centrum

Jeg er nået op til São Paulos stenfacade, der står tilbage, efter en brand under en kraftig tyfon i 1835 ødelagde stort set alt andet af det enorme kirkekompleks.

Havde branden brændt 100 år tidligere, havde portugiserne utvivlsomt genopført kirken i al sin pragt, men Portugal måtte i starten af 1800-tallet se til, mens deres enorme imperium begyndte at smuldre, efter Brasilien erklærede sig selvstændigt i 1822.

Der var således ikke midler eller viljestyrke til at genrejse São Paulo.

Man kan dog stadig nyde facadens detaljerigdom, der binder europæiske og asiatiske traditioner sammen.

Der er hugget kinesiske tegn ind i sandstenen flere steder, ligesom man også kan spotte kinesiske løver, der vidner om, at to kulturer har gået hånd i hånd i Macao gennem århundreder – og fortsat gør det.

Dør om dør med kirkeruinen ligger det kinesiske tempel Na Tcha, som et andet billede på, hvordan flere kulturer – og religioner – mødes her og trives sammen.

Fra São Paulo fortsætter jeg min byvandring til borgen Fortaleza do Monte, der rejser sig bastant i Macaos historiske hjerte.

Ligesom resten af det smukke byrum, er den på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Portugiserne byggede dette enorme fort i første del af 1600-tallet for at beskytte byen mod piratangreb, men også mod fjender fra Europa, ikke mindst hollænderne, som man konstant rivaliserede med i kapløbet om at kolonisere Asien.

Heroppe fra borgens mure betragter jeg nu en mageløs udsigt til både de historiske kvarterer – og Macaos nyere bydele med skyskrabere som i enhver anden kinesisk storby.

Det slår mig samtidig hvor grønt og frodigt her er.

Byen breder sig inde mellem grønklædte bjerge.

Næsten 30 procent af Macao er fortsat ubebygget og med subtropisk skov og naturparker.

Synet i den gamle have

Op gennem 1600-tallet udbyggede koloniherrerne Macao til en egentlig by efter portugisisk forbillede.

Det ser jeg for alvor, da jeg bevæger mig videre gennem det pastelfarvede centrum.

Jeg nyder blandt andet synet af den cremegule barokkirke São Lourenco og de noble handelspalæer, der flankerer den smukke plads Largo do Senado.

Her ligger også Leal Senado – Det Loyale Senat – som var Macaos regeringsbygning frem til overdragelsen i 1999.

Macao omtales ofte som en tidligere portugisisk koloni, mens byen i dag selv definerer sig som »kinesisk territorium under tidligere portugisisk administration«.

Uanset termen, så fornægter middelhavsstemningen sig ikke.

Den sydligste bydel, Coloane, som Portugal annekterede fra Kina i 1864, blev hjemsted for både smuglere og pirater og var med til at give Macao et blakket ry.

Coloane rummer en mængde historiske og farverige bygninger og er i dag kendt for sin tilbagelænede landsbystemning.

På byens mindre torve sidder folk ved caféborde og betragter gadens teater under skyggefulde træer, nøjagtig som man ville gøre det »hjemme« i Portugal.

I gade efter gade står facader i muntre farver, mens brolægningen er udført med sirlige mønstre, kendt af alle, der har besøgt det portugisiske fastland eller steder som Madeira og Azorerne.

Der er også europæiske referencer i Macaos ældste park, Jardim de San Francisco, der blev grundlagt af spanske franciskanermunke omkring 1580.

Den kendes derfor også som »Castilianernes Have«.

Et system af trapper og lyserøde balustrader forgrener sig under palmer og tropisk løv.

Flere af parkens træer er helt tilbage fra grundlæggelsen, og det er kærkomment med en grøn pause herinde, mens trafikken buldrer ude på den anden side, hvor byens travle handelskvarter begynder.

Midt i parken står et tårn i pink og rosa farver i klassisk portugisisk byggestil.

Det er et mindesmærke for faldne under første verdenskrig og således opført i en tid, hvor ingen var i tvivl om, hvem der kontrollerede den sydkinesiske by.

Bag det lille tårn inde mellem trækronerne kan man skimte det moderne Macao.

Her rejser den underfundige skyskraber Grand Lisboa sig.

Udsigten fra den 500 år gamle have til det lotusformede højhus fra 2007, der blandt andet rummer et hotel og et kæmpe kasino, indkapsler bedre end noget andet hele Macaos maleriske historie.

FRI var inviteret af Finnair og Macao Tourism Office.

Coverbillede: Kristoffer Flakstad.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 31. oktober 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Asien? Find flere artikler her