Brug byen som en ægte newyorker: Her er 11 ting, du ikke må gå glip af

ANNONCE

FRI’s fotograf tog med sin familie til New York i tre måneder. Her er hendes alternative tips til byen, der aldrig sover.

Min drøm har længe været at bo i New York med hele familien. I et år eller måske endda to. Det har dog vist sig at være lidt svært, for hvornår kan en familie på fire lige hive et helt år ud af kalenderen? Men da den yngste blev student i år, var der en åbning.

Godt nok kunne det ikke blive til et helt år, men i stedet tre måneder hen over sommerferien. Det svarer også til den mængde tid, man maksimalt må opholde sig i USA på et turistvisum, som er meget nemmere at få end at skulle søge om en længere opholdstilladelse. Hvordan er det så at bo i New York i tre måneder? Kort fortalt: Fuldstændig fantastisk! Byen er magisk.

Det er svært at blive træt af at være her. I hvert fald hvis man har et temperament, som passer til byen. Som Anne Mette Lundtoft skriver i bogen New York fra serien Vide Verden, er det egentlig ikke til at forstå, hvorfor man bliver så forelsket i New York, for her lugter, er beskidt og tilmed hundedyrt.

Men byen har også en særlig magi, som bliver skabt af alle de mennesker, som lever og fungerer sammen, udveksler varer og serviceydelser, spiller musik og opfører shows for hinanden, hjælper hinanden, smiler til hinanden, råber af hinanden og deler de samme gader, parker, subway og den samme vilde by.

På vores tidligere ture til New York har vi kun været afsted en uges tid, så det her er en meget anderledes måde at opleve byen på. Vi har opdaget helt andre sider af byen og helt andre ting, vi kan gøre her og føler os nu lidt mindre som turister. Det kan du også komme til. Her er 11 tips til ting, du kan lave i New York – og føle dig lidt mere som en rigtig newyorker!

1. Street FC

Fodbold er stort i Danmark, og det er det faktisk også i New York. Der er fodboldbaner over alt i byen og på nogle af dem spiller ‘Street FC’ – en klub for gadefodbold. Du kan melde dig ind i klubben via appen Street FC, hvor du også kan tilmelde dig de enkelte kampe. Det koster 50 dollars om måneden (og du kan nøjes med at være med en måned). Du indtaster, om du er ‘beginner’, ‘standard’ eller ‘advanced’ og kan herefter tilmelde dig lige så mange kampe, som du orker..

Der er kampe hver dag mange forskellige steder i byen. Hver kamp består af flere små kampe af hver fire minutters varighed og med fem spillere på hvert hold. Der er tre hold i alt, og vinderholdet bliver på banen og udfordres i næste kamp af det hold, som har holdt pause. Der er gang i den! Pris: 335 kroner.

På en af de lokale skoler var tagterrassen ombygget til sportsbaner. Blandt andet fodboldbaner hvor man kan spille med ”Street FC”, mens venner kigger på og hører musik. Foto: Sif Meincke

2. Japansk vævekursus

Der er et hav af kurser, du kan tage på i New York, sammen med de andre lokale. Jeg prøvede eksempelvis vævning på japansk væv. Vævekurset kan besøges i et lille, hyggeligt hus i Dumbo, Brooklyn, og det er nemt at lære at væve. Du køber et kursus af mindst to timers varighed, men du kan sagtens købe flere timer og lære endnu mere. Og du får det fineste vævede souvenir med hjem. På et begynderkursus på to timer når du at få lavet et fint, lille tæppe. Pris: 500 kroner for to timer.

3. Lej eller byt dig til en lejlighed

Det er dyrt at bo på hotel i New York, men mange turister finder en billigere løsning ved at bytte deres bolig – eksempelvis via Home Exchange. Alternativt kan du leje en lejlighed gennem AirBnB. Korttidsudlejning af lejligheder i New York er dog kun tilladt, hvis du bor sammen med værten, og hvis I er maksimalt to personer, der checker ind.

New York har formentlig flere spisesteder og take away-forretninger end nogen anden by, men vælger du at bo i en lejlighed, har du mulighed for at lave din egen mad en gang imellem. Det er også en oplagt undskyldning for at shoppe i de lokale supermarkeder, der har masser af spændende produkter på hylderne, vi ikke kender hjemmefra.

Tag eksempelvis forbi Trader Joe’s supermarked, hvor det er som at træde ind i en historisk kulisse. Butikkerne er helt nye, men de er indrettet som gammeldags supermarkeder. Når en kasse bliver ledig, rækker ekspedienten et træskilt i vejret for at markere, at der er ledigt – og så står personalet altid klar til at pakke dine poser.

4. Fotoworkshop på Fotografiska og ICP

Der er flere spændende todages fotoworkshops hos Fotografiska og The International Center of Photography (ICP), og du kan deltage uanset dit niveau. Der er især mange workshops med ”street photography”, og det er en oplevelse at deltage i et. Alle kan være fotografer, også selvom man ikke er professionel!

Fotografiska har udover deres workshops også et enormt spændende fotomuseum. Bestemt et besøg værd, uanset om du skal på kursus eller ej. Pris: Begge steder koster deres to dages workshop cirka 5.000 kroner.

5. Coney Island

Så amerikansk og så lidt New York! Man tager subway’en fra Manhattan eller Brooklyn og kører de 45 minutter ud til Long Islands sydvestligste hjørne. Her er der strand, forlystelsespark og hotdogs og burgere i stride strømme. New York er muligvis den mest europæiske by i USA, men Coney Island føles i kontrast som det mest amerikanske sted i New York.

Så trænger du til at dase på stranden en dag, så er det her, du skal tage ud sammen med de mange, mange andre newyorkere, der har fået samme idé. Pris: Det er gratis at være i Coney Island, så det koster kun transportudgifterne frem og tilbage.

Foto: Sif Meincke

6. Jazz: Blue Note, Village Vanguard, Flatiron Room

Verdens mest berømte og mest solgte jazz-album, Kind of Blue, blev komponeret og indspillet af Miles Davis, som i sin ungdom flyttede fra St. Louis, Missouri til New York. Albummet gjorde med sin afslappede og stemningsfyldte stil jazz elsket af mange, som hidtil ikke havde forstået den ‘mærkelige’ musik.

New York dannede i 1950’erne og 1960’erne rammen om jazzens udvikling og udbredelse. Derfor skal man selvfølgelig ind og besøge nogle af de legendariske spillesteder:

Foto: Sif Meincke

Village Vanguard er et af få steder, som Miles Davis og mange andre jazzlegender kom og spillede på, som stadig findes samme sted. Der er levende musik de fleste dage, og hver mandag siden 1966 har 15-mands orkestret The Vanguard Jazz Orchestra spillet. Hvor kan man ellers finde så stort et orkester i så små lokaler?

Blue Note Jazz Club et blandt de nyere steder og er først etableret i 1981. Til gengæld akkompagneres den gode jazz af madservering. Vi hørte en af de gamle musikere, som har spillet med alle legenderne, nemlig Gary Bartz med band. Han er 83 år gammel og har stadig masser af spilleglæde og overskud til at performe.

The Flatiron Room er et nyt sted, der er smukt indrettet i en eviggyldig stil med mørke træpaneler, bløde lædersofaer og antikke lamper, der hænger fra loftet. Og så er der god plads ved bordene, og et godt menukort for både mad, vin og whisky. Stedet er mere tænkt som en restaurant med god musikalsk stemning end som et koncertsted, men det fungerer så også bare 100 procent.

Her kommer mange stamgæster, og man kan blandt andet købe en flaske spiritus, nyde lidt af den og så sætte den ind i skabene, som står hele vejen rundt i lokalet, med sit eget navn på. Skabene er fyldt til randen.

Tip: Husk at købe billet forinden til jazzklubberne.

7. Film i det fri

Sommeren igennem er der masser af outdoor movie nights rundt omkring i byen. Et af de skønneste steder er i Brooklyn, hvor man under filmen, kan sidde og nyde Manhattans skyline som den perfekte baggrund for filmlærredet. En fantastisk oplevelse! Udover i Brooklyn Bridge Park er der blandt andet visninger i Bryant Park, Central Park og på diverse tagterrasser. Pris: Gratis.

8. LES

Lower East Side (forkortes LES) er et skønt område i den sydøstlige del af Manhattan. Her er masser af spisesteder, masser af unge mennesker og musik i gaderne, og så er det med Chinatown, Soho og East Village som naboer. Tingene foregår mellem Houston Street i nord og East Broadway i syd og øst for Forsyth Street. Snyd ikke dig selv for en slentretur gennem bydelen på en lun aften. Her bliver flere gader lukket af, og caféerne trækker ud på gaden med borde. OBS. Deli’erne og butikkerne lukker klokken 18 her, mens der mange andre steder i New York er åbent 24/7.

The Tenement Museum tilbyder byvandring i Lower East, hvor man introduceres til bydelens historie og bygninger. Især foregår vandringen i et kvarter, som først var beboet af tyske indvandrere og blev kaldt ”Kleindeutschland”. Siden blev det overtaget af primært jødiske indvandrere, indtil det hele blev mere blandet og blev betragtet som ”slum” af byens finere borgere. Som det ofte sker, er kvarteret i dag mere gentrificeret og er blevet hipt og ungdommeligt. Pris: 210 kroner.

9. Chinatown

Mange turister tager en lille gåtur gennem Chinatown, når de besøger New York, men det kan anbefales at sætte lidt ekstra tid af til rigtig at dyrke den farverige bydel. Start for eksempel dagen med en dim sum-morgenmad på en traditionel kinesisk restaurant. Her får man en god fornemmelse af det lokale liv. Under Manhattan Bridge findes et mindre, dagligt marked, hvor de lokale sælger masser af eksotiske og særprægede varer. I Chinatown kan du opleve den amerikansk-kinesiske kultur på tæt hold. De fleste taler kinesisk, ikke engelsk, og man kan ikke forvente, at de kan andet end kinesisk i butikkerne.

Foto: Sif Meincke

10. Mad fra kiosken

Når man ikke lige ved det, er det svært at regne ud, men selvom de såkaldte ”deli”, som ligger på næsten alle gadehjørner, bare ligner kiosker, er de meget mere end det. De fleste har et meget velfungerende køkken, hvor de blandt andet laver og serverer virkelig gode sandwich. Prøv deres klassiske breakfast sandwich med æg og diverse fyld. For omkring 5 dollars slår de æg ud på deres pande, steger det, lægger en skive ost på, og samler det i en sandwich med eksempelvis bacon eller skinke. Virkelig god kvalitet, prisen taget i betragtning.

11.Gospel Brunch

I Harlem tilbyder restauranten Red Rooster en forrygende kombination af traditionel amerikansk brunch og en enestående koncert med et ti mand stort gospelband: Otte sangere, en orgelspiller og en trommeslager. Maden er god og lavet fra bunden med originalt amerikansk udbud: Corn bread, grits, mac’n’cheese, vafler, friturestegt kylling og meget mere. Gospelbandet er en musikalsk oplevelse, om man er religiøs eller ej. Energien fra de dygtige sangere og
musikere er smittende. Under Princes ”Purple Rain” kneb orkesterlederen og hovedsangeren en tåre eller fem – om det var professionelle tårer, kunne vi ikke vurdere, og vi var også ligeglade, for det virkede. Måske den største positive overraskelse for os herovre. Pris: 500 kroner.

Foto: Sif Meincke

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. september 2024.

Find mere inspiration til din næste rejse til USA her