Dét er den ultimative ladeangst: I elbil gennem Sahara-ørkenen

Familien synes, det var en vanvittig plan. Nu kører kæresteparret Minik Dam Frank og Rikke Holst Jørgensen gennem Sahara i en ombygget Tesla.

Det er midt om natten i Dakhla, en lille by i den sydligste del af Vestsahara, hvor ørkensandet ligger på den ene side og Atlanterhavet på den anden. Ved kanten af en byggeplads står danske Minik Dam Frank og kæresten Rikke Holst Jørgensen og stirrer på bilen. Projektørerne, der for få timer siden kastede lys ud over byggepladsens grus og maskiner, er gået. Strømmen er ikke forsvundet af sig selv, den sidder i deres Tesla. 

De var kørt dertil ved at følge en række højspændingsledninger ud af byen i forventning om, at byggepladsen var koblet på elnettet, men nu står nattevagten dér igen, med pandelampen hængende lidt lavere end før.

»Battery empty,« siger han. Batterierne viste sig at være drevet af en dieselgenerator og er nu tomme.

Teslaens display viser godt nok nogle ekstra procenter, men det er langt fra nok til, at de kan være sikre på at komme videre. Næste stikkontakt, de med garanti kan finde, er flere hundrede kilometer væk.

Et markant kursskifte

For kæresteparret har strøm i løbet af de sidste par måneder ændret karakter fra at være noget, der giver komfort til at være forudsætningen for, at de overhovedet kan komme hjem igen. Siden slutningen af september har de levet i deres Tesla, mens de har arbejdet sig ned gennem Europa, Marokko og nu ned mod grænsen til Mauretanien. 

»Jeg føler, at bilen er mit hjem. Aalborg er ikke mit hjem. Det er bilen og de steder, vi kører, der er min hverdag,« siger Minik Dam Frank. 

Da vi taler sammen over en telefonforbindelse, står han alene ved en ladestander i førnævnte Dakhla. Rikke Holst Jørgensen hoppede samme morgen på et fly til Danmark, hvor hun arbejder i 14-dages skifte.

Afrika har ikke hele tiden været planen. Minik Dam Frank er 33 år og erhvervsdrivende på den lidt gammeldags måde. Han har haft egen webshop, siden han var 21, og havde efterhånden tilbragt et årti på den samme kontorstol.

»Jeg synes bare, det var blevet helt utroligt kedeligt. Jeg følte, at jeg spildte livet, hvis det var dét, mit liv skulle bestå af,« siger han. 

Da han mødte Rikke Holst Jørgensen for knap tre år siden, viste det sig, at hun gik rundt med samme rastløshed. Begge drømte de om eventyr, og første skridt blev småture: Norge i hans gamle Golf, hvor de sov på en tynd madras i bagagerummet, og en vinter hvor de boede på Tenerife i en lejet camper. Det var dér, ideen tog form: Tænk, hvis de kunne køre til De Kanariske Øer i deres egen bil og bo i den hele vinteren.

»Vi har ikke en pose med guld,« som han siger. »Hvis vi skulle have råd til at rejse så meget, var vi nødt til at bo i det, vi i forvejen havde. Det skulle være vores hverdagsbil.«

At droppe lejligheden og rejse ud i verden i en Tesla Model Y var en fælles drøm. Derfor blev første skridt sejlbåden. I sommeren 2024 solgte de lejligheden og købte en 45 år gammel båd i Sverige, som blev deres base, når de var i Danmark. Senere samme år købte de Teslaen, som de tog på første længere tur til Tenerife, Gran Canaria og Fuerteventura. 

»Min familie blev tosset«

Båden bliver deres folkeregisteradresse, bilen deres hjem på hjul. Næste spørgsmål er bare: Hvor skal de hen? De har været på Nordkap, oppe ved polar­cirklen. Da de kigger på kortet, føles det allerede, som om de har været i begge ender af det, der realistisk kan lade sig gøre i en bil.

»På den ene side af kortet var der krig i Ukraine. På den anden side var der Afrika. Så det var egentlig ret oplagt, hvad der var mest spændende,« siger han.

Da de fortæller familien, at de har tænkt sig at køre til Marokko og videre gennem Vestsahara, bliver hans familie tosset. Det rene selvmord, kaldte de det. 

»Jeg tror, de så nyhederne for sig. Men den virkelighed, vi ser i fjernsynet, er ikke altid den virkelighed, vi møder hernede, hvor folk generelt er utrolig hjælpsomme. Hvis man viser dem respekt, har vi kun oplevet, at folk har været søde. Hvis man har et problem, får man hjælp.«

En dag, hvor han kører alene gennem Sahara, efter at Rikke er fløjet hjem til arbejdet i Danmark, bliver han stoppet af to mænd på en øde vej, langt fra nærmeste by. De beder om et lift, men han kan mærke, at de er stressede. Han fornemmer, at der er noget andet på færde, end med de mennesker, de ellers har mødt. Senere får han at vide, at de formentlig var smuglere på vej mod kysten, som gerne ville med i hans bil, fordi udenlandske biler sjældent bliver stoppet ved de mange check­points. 

»Jeg prøvede at være høflig, men sagde klart, at de ikke måtte komme med. Til sidst accepterede de det. Jeg gav dem to æbler og ønskede dem held og lykke. Men det var et af de tidspunkter, hvor jeg var mest bange,« siger han:

»Men jeg har vænnet mig til at spænde ballerne lidt, som man siger, og se, om tingene ikke alligevel kan lade sig gøre. Det der med at flytte sine grænser, det er blevet en del af det.«

Det gælder også på et mere hverdagsagtigt plan. De seneste år er han og Rikke Holst Jørgensen gået fra at være »halvsure turister«, der helst ville være i fred, til bevidst at opsøge andre rejsende, og det åbner, ifølge dem, mange døre.

To personer – lidt plads

Generelt lyder han veltilpas. Er han ligefrem lettet over at have lidt tid for sig selv, mens kæresten er hjemme i Danmark?

»Opturene er meget store. Nedturene er også rigtig store. Men vi er blevet gode til at støtte hinanden, når tingene er svære,« siger han.

Store skænderier har de ikke, siger han. Små irritationer selvfølgelig. For eksempel om morgenen, når han, der står op med solen, får vækket hende i bagagerummet.

»Hvis jeg kommer til at rumstere for meget for at lave kaffe, kan hun godt blive lidt træt af mig,« som han formulerer det.

Turen er ikke kun et privat eventyr. Den fungerer også som testplatform for deres virksomhed Next Adventure, hvor de udvikler og finpudser de camper-kits og tagtelte, de sælger til andre.

»Vi tester alt det udstyr, vi selv rejser med, og justerer efter turen. Tanken er, at andre skal kunne tage på eventyr på en komfortabel og tryg måde. Uden at skulle opfinde det hele fra bunden,« siger han.

Hvorfor gøre det svært for sig selv? 

At bilen er elektrisk, gør rejsen både mere besværlig og mere interessant. I Europa er det legende let, siger han. I Afrika er det alt andet end dét. Her tager en fuld opladning typisk mellem 27 og 100 timer. Strømmen er ustabil, kabler hænger som spaghetti mellem betonpæle, og mange steder kører alt på dieselgeneratorer eller solceller. Hver gang de kører mod et nyt punkt på kortet, ved de praktisk talt ikke, om turen tager én dag eller seks.

»Ladeangsten handler ikke om rækkevidden. Den handler om, hvorvidt der overhovedet findes strøm i den anden ende,« siger Minik Dam Frank, der tidligere har fløjet på det danske svæveflyvelandshold, hvor hver meters højde og hver luftstrøm tæller. 

»Det er lidt den samme hjerne, jeg bruger her,« siger han. »Dengang handlede det om at presse grænserne for, hvor langt man kan flyve på ingenting. Nu handler det om at se, hvor langt man kan køre elbil i Sahara.«

På de mest øde stræk holder de farten omkring 60 km/t for at få mest mulig rækkevidde. I Vestsahara kan medvind betyde, at bilen ruller 30-40 km/t næsten uden strømforbrug, mens modvind kan koste dem flere hundrede kilometer. 

En stor del af det vigtige arbejde er dog gjort hjemmefra, hvor de lavede et slags analogt sikkerhedsnet på vejen ned gennem Marokko og Vestsahara: Hver tankstation, hver mobilmast med solceller, hver café med en stikkontakt er markeret på gps’en og i telefonen. De har telefonnumre på vagter, værkstedsejere og caféindehavere, der har lovet, at de må komme forbi og »stjæle« lidt strøm, hvis alt andet glipper.

»Hvis vi virkelig havner i problemer, skal vi nok kunne få hjælp. Men det bliver ikke sådan noget, hvor der kommer en mand i refleksvest og skifter et hjul på 20 minutter,« siger han.

Hvorfor valgte I egentlig en elbil og ikke bare en trofast diesel- eller benzinbil?

»Dengang vi mødtes, havde jeg en gammel Golf 6, hvor vi lige præcis kunne sove bagi. Det var dér, drømmen startede, og på det tidspunkt tænkte vi kun på ture som Norge, hvor der er masser af ladestandere, ikke på Sahara. Vi købte Teslaen, fordi den passede bedst til de rejser, vi drømte om dengang. Den har vist sig at være fantastisk, også når vi bor i den seks-syv måneder ad gangen, som vi gør nu. Men vi købte den ikke, fordi vi skulle køre til Sahara. Det havde jeg nok ikke tænkt var muligt dengang,« siger han.

Når man på tusind kilometers afstand hører om turen, lyder det til, at den befinder sig et sted på aksen mellem ultimativ frihed og logistikhelvede, mellem det romantiske og det benhårde: Spørgsmålet er, om det på bundlinjen er det værd? 

Svaret er ligetil for Minik Dam Frank. Gevinsten er alt det, han ikke anede, han havde brug for: personligt overskud, et roligere nervesystem, sågar en anden forståelse af verden.

»Jeg har fået meget større respekt for andre mennesker. Man møder folk, der har en anden tro, bor på et andet kontinent, har en helt anden hverdag. Og man opdager, at de bekymringer, man selv går rundt med i Danmark, er så små,« siger han.

Samtidig føles hverdagsproblemerne lettere, når han er hjemme. Efter at have stået i Vest­sahara uden strøm, føles alt i Danmark nemt. Prisen er til gengæld kontant: ingen sikker base, ingen sofa, ingen stor seng, intet bad, man kan trække sig tilbage til. Det, de fleste forbinder med et »rigtigt« hjem.

»Hvis man vil have friheden, er man nødt til at slippe nogle af de ting,« siger han.

Et godt råd

Hans råd til dem, der går med den samme rastløse fornemmelse, er ikke at sælge det hele i morgen. Det er noget mere beskedent.

»Tag ud og smag på det. Tag en nat i bilen på en strand i Danmark. Tag en uge til Norge. Find ud af, om det er noget for dig. Hvis man kan lide det, kan man altid skrue op,« siger han. 

Lige nu er planen at vente. Et par timer endnu ved en ladestander i Vestsahara, mens bilen langsomt fyldes med strøm.

Derefter går turen den modsatte vej, nordpå gennem ørkenen, op gennem Marokko og tilbage mod Europa. Denne gang med kraftig modvind, fortæller han:

»Det kommer til at koste lidt på batteriet.«

Det lever han med. Alternativet var jo den gamle kontorstol.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. december 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Afrika? Find flere artikler her