Ferie i Tunesien: Fra Tunis’ medina til Hammamets strande

Ferie i Tunesien byder på turkisgrønt hav, hvidkalkede huse og en skyfri himmel. Millioner af europæiske turister søger hvert år hertil for at nyde landets unikke kultur og skønhed.

Da jeg var barn, rejste min noget ældre søster på ferie til Tunesien, og det eneste, jeg husker fra hendes beretninger derfra, er, at der havde været uvejr, og hun fik madforgiftning. Måske er den efterhånden 30 år gamle historie årsag til, at landet aldrig rigtigt har været på min rejseradar.

Da jeg får tilbuddet om en tur hertil, slår jeg alligevel til med det samme, for jeg elsker at blive positivt overrasket – og det er der jo større chance for, når forventningens barre ikke er sat alt for højt.

Jeg lander sidst på aftenen, og der er noget særligt over at stifte bekendtskab med en ny destination i mørke. At blive kørt ad ukendte veje og kun være i stand til at skimte svagt oplyste konturer af, hvad landet byder på. 

Vi holder ind ved turisthoteller med lovende navne som Paradise Palace og Hotel Golden Tulip, som får min mave til at knurre, selvom stedet vist ikke har det fjerneste med kødpålæg at gøre. Den sult er der råd for at få stillet, så snart jeg ankommer til spahotellet TUI Blue Palm Beach i Hammamet, en times kørsel fra Tunis. 

På værelset går jeg om bord i de små glasskåle med pistacienødder, mandler og macarons, som er stillet frem, mens jeg inspicerer min rummelige base for de kommende dage.

Selvom klokken har passeret to om natten, har jeg en balstyrisk lyst til at hoppe direkte i den pool, jeg har udsigt til fra min terrasse, men det går ikke. Resten af hotellet sover, og det burde jeg også, for nye eventyr venter meget snart.

Oplev Tunis’ medina: Kattenes by og historiske gader i Tunesien

Der går ikke mere end en håndfuld timer, før jeg igen er på vej mod Tunis, denne gang i morgenlys, og det er en helt anden oplevelse. Langs vejkanten bliver flokke af får drevet mod marker, og vi passerer tusindvis af oliventræer, der leverer frugt til den olie, som er en af landets helt store indtægtskilder.

Da vi ankommer til hovedstaden, går vi mod medinaen ad Avenue Habib Bourguiba. Den mondæne Champs Élysées-agtige boulevard står i kontrast til den gamle bydel, som starter ved den tidligere Port de France. I dag går byporten i stedet under det arabiske navn Bab el Bhar – Havets port.

Selvom det er ved at være 70 år siden, Tunesien blev selvstændigt, er de franske spor stadig tydelige, og vores lokale medina-guide Moncef fra startup-firmaet WildyNess, kommer hurtigt med hyggedrillende stikpiller til den tidligere kolonimagt.

»Paris is the city of rats. Tunis is the city of cats,« siger han, idet mine medrejsende og jeg falder i svime over en killing, som sover sødt i en skuffe hos en håndværker, der koncentreret banker mønstre i en gylden tallerken.

Tunesien er fuld af vildkatte, og det skærer i hjertet at se flokke, der kæmper for overlevelse langs de trafikerede veje, men her i medinaen er der en respekt for dyrene, som både bliver fodret og kælet for.

Det er endnu tydeligere, da vi et øjeblik senere standser ved en ældre skrædder, som øser kærlighed ud over sine to velplejede kæledyr, mens vi kigger nærmere på hans flotte håndlavede veste.

Labyrintisk butiksmekka

Selvom der er mange mennesker i handelsgaderne, er medinaen overraskende rolig. Folk er smilende og høflige og bumper ikke ind i hinanden, men går bagom, hvis de skal forbi.

Mens jeg i andre lande har oplevet at blive trukket ind i butikker af ivrige sælgere, får vi her lov til at suge indtryk til os i fred og ro, mens vi bevæger os mod den store moske, som den gamle bydel er bygget op omkring.

»I ved, at der findes Coca Cola Light, ik’? I Tunesien har vi Islam Light,« joker Moncef og fortæller, at tuneserne generelt har et noget mere afslappet forhold til religion end nabolandene. 

Han standser ved en af de mange farverige døre, vi ser overalt. Denne er udsmykket med en Davidsstjerne og en halvmåne side om side – et vigtigt symbol på tolerance og evnen til at leve sammen trods forskelligheder, fortæller guiden. 

Indgangspartierne er så karakteristiske for Tunesien, at den mest oplagte souvenir må være en af de køleskabsmagneter med blå, røde og gule døre, som bliver solgt adskillige steder i det labyrintiske spindelvæv af gyder, jeg flere gange er tæt på at fare vild i. Det er bare så fristende hele tiden at undersøge, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne.

Tunesiens unikke byer: Karthago og Sidi Bou Saïd

Fra Tunis kører vi videre til den velhavende forstad Karthago cirka 15 kilometer derfra og standser ved udgravningerne af den gamle oldtidsby, som er et absolut must for arkæologisk interesserede.

Her kan du se spor helt tilbage fra den tredje puniske krig, hvor romerne jævnede alt med jorden for at bygge ovenpå. Ruinerne fra de forskellige riger er et fascinerende syn i sig selv, men med den bjergtagende havudsigt som bagtæppe bliver det næppe smukkere.

Okay, måske bliver det faktisk lige så smukt få kilometer derfra i den lille flække, Sidi Bou Saïd, som er bygget op ad en bjergskråning. Vi starter på toppen, hvor der er bedst udsyn over bugten og de mange hvide huse med blå døre, som leder tankerne mod Santorini og Andalusien.

Herefter bevæger vi os ned ad små brostensgader, hvor lilla og pink blomster smyger sig op ad murene. Det er ikke så underligt, at kunstnere fra hele verden søger hertil, hvor den æstetiske inspiration kan høstes lige uden for gadedøren. 

Vi spiser frokost på det femstjernede boutiquehotel La Villa Bleu, som har velduftende couscous og andre lokale retter på kortet, og jeg  snuppede hellere end gerne en overnatning eller to her.

Kreativt samlingspunkt

Sidi Bou Saïd er ikke det eneste trækplaster for kunstnere. Villaen Dar Sebastian i Hammamet har gennem årene huset gæster som Winston Churchill og Coco Chanel og fungerer i dag som et kulturelt centrum, der afholder koncerter og festivaler og tilbyder arbejdsophold til kunstnere fra hele verden.

Den rumænske millionær George Sebastian fik villaen opført i 1927, og da vi står ved den store tomme swimmingpool i midten af en imponerende terrasse, er det ikke svært at forestille sig, at stedet har dannet ramme for nogle vilde fester gennem historien.

Lægger du vejen forbi, kan du slentre rundt i den store park og studere de mange kunstgenstande og skulpturer samt planter og blomster, som pryder grunden. 

Herfra kan vi se hele vejen til medinaen i Hammamet, som vi fortsætter mod. Vi starter med en tilsvarende udsigtsvenlig gåtur på fortets ældgamle mure.

Adgangen hertil koster otte dinarer, som skal ganges med godt to for at få beløbet i danske kroner. En omregningsnøgle, jeg får brug for, da jeg senere går fra butik til butik og erfarer, at jeg ud over spraglede håndklæder, keramik og krydderier til spotpris kan købe en hel stang cigaretter til den nette sum af 45 dinarer.

Jeg takker pænt nej til sidstnævnte, selvom det er sværere her, hvor sælgerne er mere insisterende end i Tunis. 

I stedet sætter jeg mig ind på den charmerende og farverige Café Sidi Bouhdid, hvor lokale mødes for at drikke sød myntete og ryge vandpibe. 

Cafeerne og restauranterne er et naturligt samlingspunkt i byen, også ved marinaen, hvor vi spiser afskedsmiddag på Restaurant Barberousse, der ud over lækre arabiske hapseretter og frisk ceviche med citrusfrugter serverer den største ribeye, jeg nogensinde har set. Var jeg ikke allerede overbevist om, at jeg ville vende tilbage til Tunesien en dag, så bliver jeg det i hvert fald her.

Coverbillede: Pia Konstantin Berg

FRI var inviteret til Tunesien af TUI, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. november 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Afrika? Find flere artikler her