Kap Verde: Guide til unikke oplevelser på øen Sal

På Atlanterhavsøerne Kap Verde er havet altid tæt på. Solen skinner næsten hele tiden, og man opdager hurtigt, at alt går dejligt langsomt.

I 1948 gik det gode skib Damfjord på grund ud for øen Sal, som er en del af øgruppen Kap Verde. Skibet sank, men heldigvis nåede besætningen at redde sig i sikkerhed. Forliset endte faktisk med at blive en redning for øens beboere, for den golde ø var endnu engang truet af hungersnød, så lasten med blandt andet bananer, kaffe og kakao faldt i de helt rette hænder.

Resterne af det danske skib fungerer i dag som dekorationer på det smukke hotel Odjo d’Agua i Santa Maria, og hotelmanageren Sesars bedstefar har sågar skabt to stole af træet fra det gamle danske skib. 

Nede på gaden møder jeg Cesaria, som ikke bare har en souvenirbutik, men også passer det barnebarn, som sidder på skranken.

»Jeg er en en-mands-vuggestue«, siger mormoren, som i øvrigt deler navn med den verdensberømte sangerinde Cesária Évoria, der kom fra en af de andre øer, San Vicente, hvor hendes smukke stemme blev hørt af sømændene, som desværre betalte hende i stoffer og alkohol for at synge.

I 2003 fik hun en Grammy, og hun har optrådt i Danmark flere gange. I det hele taget er stoltheden til den lokale musik så stor, at selv Britney og Madonna må give fortabt. I gaderne i Santa Maria er det de lokale rytmer, der fylder gaderne, og man er mere end velkommen til at danse med … Hvis man tør. 

Buddybar og Calema er nogle af de steder, hvor der er livemusik hver aften, men også i de små gyder væk fra hovedgaden, R. 1 de Junho, kan du svinge det, du har at svinge med.

Sukkerrør og souvenirs med havskildpadder

Turisme er ikke nyt for Kap Verde – det første hotel, Morabeza, blev bygget af et belgisk ægtepar i 1963, og i dag har Kap Verde omkring en million gæster hvert år. Og det forholdsvis nye land, som blev uafhængigt af Portugal i 1975, balancerer som mange andre mellem at skulle tjene penge på turismen og samtidig passe på netop det, folk kommer for at opleve.

Den største attraktion – og motivet på halvdelen af de mange souvenirs, der sælges på øerne – er havskildpadderne. Og har man først set en helt nyudklækket baby, kan man ikke ønske sig meget mere. Men mere om det senere. Først skal vi på rundtur på Sal.

Undervejs på vores rundtur i hovedbyen Espargos tænker man måske, at husene er malet i vilde farver, fordi det ser pænt ud – det gør det også, men kig så på gadehjørnerne, og opdag, at der mangler skilte.

Husene har heller ikke numre, så når du skal forklare nogen, hvor I skal mødes, siger du for eksempel »ved det grønne hus over for Georges restaurant«. Hvordan modtager de her mennesker dog nogensinde post, tænker du måske? Det er nemt – man skriver personens navn, øen de bor på, og deres telefonnummer – så ringer det lokale posthus og siger, at de kan hente deres brev. Der bor cirka 11.000 mennesker i Espargos.

Ressourcerne er sparsomme her på Sal, hvor guiden Marie beder os om at huske at slukke for vores aircondition når vi er ude, og tage korte bade.

Strømafbrydelser er helt normale her, og bedst som man tænker, at de da bare skal have solceller over det hele, fortæller Marie, at det flyvende sand og salten i luften gør det svært, for de skulle i givet fald tørres af hele tiden. Men et par vindmøller er det blevet til, og der er nu syv el-ladestandere på Sal.

Vi turister skal også lige tankes op, så bussen gør holdt ved en butik i den lille fiskerby Palmeira, der sælger den lokale alkohol. 

Grogue er lavet af sukkerrør, og efter sigende fjerner én genstand forkølelsen, mens to kan kurere en brækket arm. Det smager sådan – som en brækket arm – så vi går videre til likør med bl.a. mango, chili og nogle (hvis du spørger mig) klamme hav-dimser, som en blandt det nu lettere overrislede klientel kan oplyse hedder »rankefødder«. Oplagt souvenir til svigermor …

Blikbyen og børnene

Vi kører videre med minibussen. Ude i ingenmandsland fyger det rødbrune vulkanstøv, og vi nærmer os det, der er den egentlige grund til, at jeg vil anbefale denne tur: I udkanten af Espargos er der en by bygget af metaltønder, og her bor alle de mennesker, som ikke er så heldige at have et job på et hotel eller en bar. 

Det er så fattigt her, at man næsten tror, det er løgn. Men det er efter sigende også et sted, som er så rigt på sammenhold, at mange hellere vil bo her end i de lejligheder, som de kan leje for 25 euro om måneden lidt længere inde mod centrum. Men midt i den støvede by er der en fin og farverig legeplads. Regeringen investerer nemlig mange penge i landets børn. 

De har gjort det ulovligt at give penge til børn på gaden, fordi der er skolepligt, som gælder alle børn fra 6 til 18 år. En del af undervisningen i skolen går ud på at lære dem om prævention, og Marie kan fortælle, at fødselsraten i dag er nede på 2,5 barn per kvinde, hvor den i 1975, hvor Kap Verde fik sin selvstændighed, var på hele syv børn per kvinde.

Turen giver et godt indblik i flere nuancer af ørigets liv og indretning, og jeg er glad for ikke at være en af de turister, som sidder hele ferien i baren på all-inclusive-hotellet.

Ti år yngre

Det danske selskab fniser. Tyskerne fniser. Finnerne fniser, mens de holder hinanden i hænderne, da vi alle ligger i den salte sø ved Salinas. Søens høje saltindhold på 30 procent får os alle til at flyde så meget ovenpå, at min sidemand jubler: »Se mine bryster – de har ikke stået så meget opad, siden jeg var teenager!« 

Og vi fniser igen, for det er virkelig åndssvagt sjovt at flyde rundt – og en vis mængde af det gode humør er nok også hjulpet på vej af, at man eftersigende bliver ti år yngre af at hoppe i saltpølen. 

Vi griner og griner. Indtil der er en, der siger, »hvad med ansigtet«, og så plasker vi alle det foryngende vand op i fjæset, og det viser sig at være en virkelig dårlig ide, for nu kan ingen finde ind til bredden, så vi plasker lidt rundt, til der er en, som har fået synet tilbage, og hjælper os andre op. Hvorefter vi står og kigger på hinanden og vurderer effekten af badet… Og så siger vi ikke mere om det projekt. Men sjovt var det, mens det varede. 

Otte minutter yngre bliver vi sat af ved vores hoteller, og så er det tid til en tur til havet.

Stranden er alt for bred til, at der føles overrendt, og der er masser af plads til at spille beachvolley og fodbold – sidstnævnte er blevet ekstremt populært, efter Kap Verde kvalificerede sig til VM, og fodboldholdets trøjer sælges overalt i Santa Maria sammen med kjoler med vestafrikansk mønster, trommer, og strandtasker med det, der er øens motto – »no stress«.

Capi … capri .. en drink til, tak

Livet leves i et langsommere tempo her, så bestil din tuncarpaccio en halv time før, du er sulten, og bliv ikke sur over, at de eneste, der løber, er alle børnene fra den lille børnehaveklasse ved den katolske kirke midt i Santa Maria. 

Måske i erkendelse af, at her ikke er så meget at lave, står tre mænd og ser på den fjerde male et fint murmaleri af fiskere, der sætter ud om morgenen, præcis som de virkelige fiskere gør, og dermed sørger for at hive middagen i land til gæsterne – og en løn hjem til deres familier. 

Lamin Sanyang fra Gambia har boet på Kap Verde i tyve år, og den venlige mand stopper mig for at sige tak til turisterne for at være rejst til landet.

Han fortæller, at de fleste turister kommer mellem oktober og april – resten af tiden holder han fri, for som han siger, så er det for varmt for selv den mest standhaftige nordboer på jagt efter lidt sol. Han er manager på Soul Kitchen, og vil gerne lige komme med et godt råd: Gå ned på stranden og nyd solnedgangen sammen med de lokale. 

Og mens solen går ned, går musikken op, og efterhånden er man glad for, at de forskellige varianter af caipirinhaer simpelthen forkortes til »capi«, hvilket er nemmere at udtale, når man har fået et par stykker.

Kap Verdes babyskildpadder

Men nu til Kap Verdes absolutte højdepunkt. Hvis du synes, at dine nyfødte børn var det smukkeste i verden, så er det fordi, du ikke har set babyskildpadder i minutterne efter, at de er blevet udklækket. 

Vi er vel 60 turister, der står klar ved indhegningen klokken 16.30 ude på øens sydspids. Lenny fra Projeto Biodiversidade fortæller om de små dyr, vi om lidt skal se komme op af sandet. Alle arter af havskildpadder er truede, og han er med til at hjælpe dem ud i havet. Ungerne er i fare for at blive spist af løse hunde eller rovfugle, men her er de bevogtet døgnet rundt, til de er klar til at komme ud i en lind strøm hver eftermiddag, hvor luften er køligere.

Vi turister får vist nogle af de små, gråsorte babyer, der ligger i en spand. De er 5-7 centimeter lange, og det er virkelig meget rørende, specielt efter man har fået at vide, at det kun er 1 ud af tusind, der når voksenlivet, og kommer tilbage (hvis det er en hun) til samme strand om 25 år for lægge sine æg. 

Mennesker har gjort det sværere for de fine dyr. Én ting er forureningen i havene, men lysforurening er også et problem: Når de kommer ud af ægget, pejler de små skildpadder normalt efter månen og stjernernes skin i havet. Men når der ligger oplyste hoteller lige bag deres fødested, kommer de nemt til at drøne den helt forkerte retning. Derfor hjælpes de på vej af denne non-profit-organisation. Hunnerne lægger æg hvert tredje år, men så lægger de til gengæld 60-100 æg ad gangen, og de klækkes fra juli til november.

Nu skal ungerne ud i havet og klare sig selv, som de nu bedst kan, og måske kommer hunnerne tilbage om 25 år for at lægge æg samme sted, som de stævnede ud fra.

Coverbillede: 

FRI var inviteret af Spies, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. november 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Afrika? Find flere artikler her