I nærkontakt med Ugandas næsehorn: »Så længe vi holder os helt i ro, er risikoen for et angreb lav«

FRI er taget på safari i Ugandas store naturreservater, hvor der både er plads til et fantastisk dyreliv og gæster med hang til adrenalinsus.

»Holdt!« Guiden Nelson Baluku stopper brat og stirrer intenst mod et tæt buskads. Det samme gør jeg. Der er de. Næsehornene. To styk. En mor og dens kalv, der begge græsser. Ud over afstanden på femten meter er der intet mellem dyrene og os.

FRIs udsendte er på safari i Ziwa Rhino Sanctuary i Uganda. Safarien foregår til fods. Inden afgangen fra reservatets hovedkvarter fortalte Nelson Baluku, at et næsehorn trods en vægt på op mod et par ton hurtigt kan komme op i fart. Og være dødsensfarligt for værgeløse mennesker som os.

»Et hunnæsehorn med en kalv reagerer aggressivt, hvis hun føler sig truet. Første tegn er en virren med ørerne, men så længe vi holder os helt i ro, er risikoen for et angreb lav,« hvisker guiden.

Næsehornet er tilbage

Tidligt i morges kørte vi fra hovedstaden Kampala nordpå til Ziwa Rhino Sanctuary. Den tre timer lange tur foregik i en lejet Toyota med Juma Asooli som chauffør. Nu er det sidst på formiddagen, solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen har passeret 30 grader. Ikke noget for næsehorn. Derfor er mor og kalv fra før søgt ind i skyggen og er ved at gøre klar til en middagslur, forklarer guiden Nelson Baluku.

Han har ret. Kort efter slumrer dyrene sødeligt. Vi sniger os gennem et krat og kommer så tæt på, at vi kan høre deres dybe og rolige vejrtrækning. Og en mægtig, salig prut fra kalven. »Alt det græs, den har spist, giver luft i maven,« siger Nelson Baluku med et glimt i øjet.

Ziwa Rhino Sanctuary åbnede i 2005 for at genindføre næsehorn i Uganda, efter det sidste af slagsen blev skudt af krybskytter i 1986. Det 70 km2 store naturareal er åbent for turister og råder nu over 40 hvide næsehorn. De første eksemplarer kom til parken fra nabolandet Kenya, og i dag er flere af de store pattedyr undfanget, kælvet og opvokset i Ziwa.

Det næste skridt bliver gradvist at udsætte dyrene i tre af Ugandas ti nationalparker. Den største af dem er Murchison Falls National Park.

Vandfald og jungle

Nationalparken – som er halvanden gange større end Fyn – skal vise sig at være en knaldperle proppet med eventyr, som man uden hastværk kan nå på under et døgn.

Lige nu er der tid til en guidet gåtur inden solnedgang ved Murchison Falls, som gennemstrømmes af Nilen og ligger højt på Ugandas hitliste over attraktioner. Med rette. Det er fantastisk at se de enorme vandmasser i den 50 meter brede flod trænge sig gennem en kun syv meter bred klippespalte og tordne 43 meter ned i et inferno af bulder, brag, brus og skumsprøjt.

Nu står guidens løfte om en forfriskning ved vandfaldet klart. Han mente selvfølgelig ikke en sodavand, men et brusebad af forstøvede vanddampe. Det føles som at stå i en let regnbyge. Lidt derfra er der tørvejr og et smukt panorama. Grøn jungle helt til horisonten og Nilen, som roligt flyder mod Lake Albert 60 kilometer væk og fortsætter nordpå mod Sydsudan, Egypten og Middelhavet.

Pas på flodhestene!

Vi fortsætter videre i Murchison Falls National Park – i slalomkørsel mellem bavianer, der hænger ud på asfaltvejen – og tjekker ind hos Red Chilli Rest Camp. Receptionisten udleverer ikke en nøgle til det ulåste safaritelt, men giver en vigtig instruks: »Nilen løber få hundrede meter herfra, og af og til kommer flodheste herop for at græsse. Hvis I skal fra safariteltet til toiletbygningen i løbet af natten og ser eller hører en flodhest, skal man slukke lommelygten, gå stille tilbage til teltet og vente, til den er gået.«

Natten bliver flodhestefri, men det gør den næste dag ikke. Heldigvis. For det er fascinerende at se de store dyr drive den af nær bredden i Lake Albert. Ovre på den anden side af den 30 kilometer brede sø danner skovklædte bjerge i DR Congo en smuk baggrund.

Besøget ved søen indgår i en formiddagssafari i Murchison-parken i den lejede Toyota med ranger Bruhan Taban som guide. Uden hans trænede øjne var det ikke blevet til et syn af fugle og små antiloper i det høje græs. Eller løver, som parrer sig.

Det er både en langsom og hurtig omgang. Efter et langt forspil, hvor hunløven kredser om den liggende han for derpå at lade sig bestige, varer parringen kun få sekunder. »Tja, set fra et menneskeligt synspunkt har en hanløve ikke meget at byde på. Nu begynder et nyt forspil, som varer tyve minutter. Skal vi køre videre?« foreslår Bruhan Taban.

Mens det krævede kikkert at se løveparring på 100 meters afstand, er nationalparkens mange giraffer, koantiloper, bøfler, bavianer og elefanter nemme at se med det blotte øje. Flere af dyrene befinder sig tæt ved grusvejen og stirrer nysgerrigt på Toyotaen. Den må stoppe, da en fem meter høj giraf krydser vejen.

På himlen svæver lammegribbe med 2,5 meter vingefang, og pludselig letter en stor næsehornsfugl fra et krat i vejkanten. En leopard har netop, og desværre, forladt et højt træ, lyder det fra en anden safaribil. Men synet af Ugandas nationalfugl, den farverige krontrane, retter op på sagerne.

Angrebet af løve

Efter et par timers kørsel gør det godt at strække ben ved Lake Albert i selskab med ranger Bruhan Taban, som har et AK 47-maskingevær over skulderen. Det kommer af og til i brug.

»Da en kollega og jeg engang var ved at optælle fugle, kom en hunløve pludselig løbende direkte mod os. Så bliver man bange, kan jeg love dig. Jeg skød ti varselsskud op i luften, og det fik løven til at vende om. Da hun stak af, så jeg, at hun blev fulgt af to unger,« fortæller Bruhan Taban, som også har skræmt elefanter, bøfler og krybskytter med advarende skud.

Han siger farvel og tak for i dag ved rangernes barakker, hvor han blev hyret i morges. Så er det tid til sejlads på Nilen langs flodbredden i selskab med fire fugleglade englændere. De kagler, pipper og får næsten vinger og letter af glæde, hver gang de ser et eksemplar fra en af Murchison-parkens 450 fuglearter: fem varianter af farverige isfugle, hvide flamingoer og ibis, grønryggede hejrer, afrikanske bladhøner og saddelnæbstorke med gule, røde og sorte næb.

»Åh, se nu der! En sort biæder med rød hals og turkisblå halefjer. Den er jeg helt vild med,« jubler en af briterne.

Deres entusiasme smitter, og snart er jeg også fortabt i fjer. Alle skåler i Nile Special. Hvilken øl skal man ellers drikke, når man sejler på verdens længste flod? At den tilmed smager godt, gør ikke sagen værre.

Efter en god time begynder det at buldre stadig højere. Murchison Falls i sigte. Vandet har voldsom fart på efter faldet, men skipper giver ekstra gas i kampen mod den stærke strøm og sejler så tæt på, som det er forsvarligt. Det vil sige 100 meter fra de vildeste strømhvirvler.

Så vender han den lille speedbåd og giver endnu mere gas. Et kvarter senere anløber fartøjet den lille bådebro, som er base for sejladser med fugle og vandfald på programmet.

Chauffør Juma Adooli venter oppe på vejen i Toyotaen. Frokosten bliver en mægtig portion ris og bønner i flækken Pakwach lige uden for nationalparken, og så går det sydpå. Hen under aften triller den hvide Toyota ind i Jinja, en by
med 100.000 indbyggere ved Victoriasøen, som er mest kendt for at ligge ved Nilens udspring.

Det må vente, for det er bælgmørkt. Og tid til butter chicken og en Nile Special ved et bord få meter fra bredden af Victoriasøen i Jinja Sailing Clubs restaurant. Baggrundsmusikken leveres af kvækkende frøer og kværnende cikader. En seng til natten sørger Nile Front Cottage for.

Vild rafting

Næste formiddag er der rafting på programmet. Turen er arrangeret af selskabet Nalubale Rafting og er heftigere end forventet. Uden varsel bliver vi slynget i Nilen fra en gummibåd i en afsindig strømhvirvel for foden af et lille vandfald. Det hører til i kategori 5; den næstvildeste inden for rafting.

Det er utroligt fedt. Hvis man altså tænder på et totalt kontroltab, hvor man kastes rundt i et vildt kaos. I kategori 5 vandfaldet vælter kaskader af vandmasser ind over den velvoksne gummibåd og smider den rundt, som var den en tændstikæske. Ingen af de otte vovehalse om bord ved, hvad der er op, ned, forlæns eller baglæns.

Og på et splitsekund rammer jeg vandoverfladen og synker mod bunden. Men kun i få sekunder. Så går turen op til overfladen takket være redningsvesten. En lille følgekajak sørger for transport til gummibåden, som er kommet i smult vande og driver med strømmen på verdens længste flod.

»Vi skal passere i alt ti vandfald og har tre tilbage. Det næste er i kategori 4 og kan være ret heftigt. Smid jeres padler overbord og krum jer sammen i bunden af båden, når jeg råber »Drop!«. Efter vandfaldet kommer et roligt stykke, hvor I kan drive nogle hundrede meter,« siger Ashraf, fartøjets kaptajn.

Som sagt, så gjort og skønt er det at ligge på ryggen og flyde med strømmen i det 25 grader varme vand med udsigt til en grøn jungle og en blå himmel. Uden risiko for krokodiller. »De er trukket længere ned ad floden for at være i fred for mennesker. De få, der er tilbage, er vegetarer,« har Ashraf forsikret.

Jeg er altædende. Og vild med Uganda.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 19. oktober 2024.

Find mere inspiration til din rejse i Afrika her