Sai Kung: Skaldyr, solopgang og sandstrand 30 minutter fra Hongkong

Ikke langt fra Hongkongs pulserende centrum venter søvnige fiskerlejer og skønne strande. Blandt andet på den sanselige halvø Sai Kung. 

Klokken er kvart i seks om morgenen. Så tidligt ringer mit vækkeur normalt ikke, men flere lokale har opfordret mig til at komme hurtigt ud af fjerene, så jeg kan nå at få solopgangen med.

Jeg befinder mig på luksusresortet WM Hotel, der ligger i udkanten af den lille havneby Sai Kung på halvøen af samme navn.

Aftenen før kørte jeg fra det centrale Hongkong gennem bydelen Kowloons jungle af skyskrabere og dernæst videre til det bjergrige og temmelig øde New Territories.

Engang troede jeg, at Hongkong mest bestod af by og tætte højhuse, men det er faktisk kun 25 % af den tidligere britiske koloni ved Perleflodens delta, som er bebygget. Resten består af bjerge, regnskove, klipper og strande. 

Jeg brygger en hurtig kop kaffe på værelsets Nespresso-maskine og kører det elektriske gardin op. Med koppen i hånden åbner jeg værelsets altandør og ser ud over bugten.

Det er endnu mørkt, og luften er kølig, men i den fjerneste horisont er der enkelte gyldne striber på himlen, som vidner om, at det er tid til at iføre sig sko og hættetrøje. Om lidt går forestillingen i gang. 

På den anden side af hotellets have løber der en promenade langs vandet ind mod Sai Kung Town.

I dagtimerne er stien især populær blandt hundeluftere, joggere og andre, der blot trænger til lidt frisk luft i palmernes skygge, men så tidligt på dagen har jeg næsten stien for mig selv.

Jeg møder en ældre, lokal mand, der er ude at spadsere i morgengryet, og lidt efter kommer også to ældre kvinder trissende. Himlen begynder at lysne, og flere folk dukker op for at opleve det forestående syn. 

Inden længe er det så lyst, at man kan se ud over hele Sai Kung Hoi-bugten.

Den smukke naturhavn, der også er kendt under navnet Inner Port Shelter, er omkranset af lave, jadegrønne bjerge og med spredte småøer her og der.

I vandet lige foran mig vugger små junker med garn og andet fiskegrej ombord, og så sker det.

Nogle husker måske forfatteren Rudyard Kiplings digt »Mandalay«, der er oversat til dansk og besunget af flere kunstnere herunder Four Jacks med refrænet: »Oh den vej til Mandalay/ fuld af flyvefisk i leg/Og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj«.

Sangen kommer til mig, mens jeg står her og nyder synet af den flammende himmel i honninggule, orange og rosa toner.

Til sidst bryder solen frem bag de yderste øer – måske ikke ligefrem som torden, men i hvert fald gylden og majestætisk. 

Kejserrigets 99 års lejemål

New Territories, som Sai Kung-halvøen er en del af, blev indlemmet i kronkolonien Hongkong i 1898.

Der var flere årsager til, at briterne ønskede at udvide med mere land – blandt andet fordi befolkningstætheden på den oprindelige Hong Kong Island og det senere erhvervede Kowloon udløste flere frygtede epidemier.

Der var med andre ord brug for at kunne flytte en god portion indbyggere væk fra den tætteste og mest usunde slum. 

Samtidig viste fjendtlige nationer, ikke mindst Japan, tænder. Man så sig nødsaget til at kunne beskytte Hongkongs havne og centrale bydele mod eventuelle angreb og belejringer, og aftalen blev derfor, at briterne kunne leje New Territories af kejserriget Kina i 99 år.

Kun få englændere og andre udlændinge bosatte sig dog her, og mens det centrale Hongkong i dag fremstår som en international heksekedel, så ligner New Territories i høj grad det Kina, som altså lejede området ud frem til 1997, og som igen styrer Hongkong – i dag under parolen »ét land, to systemer«.  

Efter den dybt betagende solopgang vender jeg tilbage til hotellet, hvor en nærmest uoverskuelig morgenmadsbuffet venter. Hele fem kokke står klar til at lave alt fra omeletter og pandekager til japansk ramen.

Her er et væld af lune, asiatiske retter, salater, frugter, kager og brød, og mens jeg går til makronerne, bliver morgen til dag, og luften synes efterhånden t-shirt-varm. 

Før jeg skal på opdagelse inde i Sai Kung Town, tillader jeg mig en henslængt time i den lune sol på hotellets rooftop.

Fra den kæmpe vinkelformede infinity-pool er der kig til både det inderste af bugten med en lille sandstrand og de mange småøer og vige rundt omkring.

Man må sige, hotellets placering er velvalgt. Det er ikke et sted, man naturligt kommer forbi, men når man først er der, så er det svært at skulle væk derfra igen.  

Alt godt fra havet

Omkring middagstid går jeg de godt ti minutter ind til Sai Kung Town.

Engang var byen blot et søvnigt fiskerleje i det yderste hjørne af Hongkong, men efter anden verdenskrig voksede der et større bysamfund op, der dels levede af fiskeri og dels af at smugle vestlige varer ind i det kommunistiske Kina.

I dag er Sai Kung Town først og fremmest et yndet udflugtsmål for både Hongkong-borgere og kinesere på den anden side af bygrænsen. 

Nogle kommer her blot for at nyde de rolige omgivelser, der står i skærende kontrast til de centrale bydele. Andre booker forskellige bådture rundt i bugten – med eller uden fiskestang.

Det helt store trækplaster er dog byens vidunderlige madscene. Jeg slentrer af sted med Sai Kungs havn på den ene side og byen på den anden. Med direkte kig til bugten og de talrige skvulpende fiskerbåde ligger restauranterne skulder mod skulder. 

Det er for længst blevet frokosttid, og der er fyldt godt op ved de fleste borde langs kajen.

Mens nogle af spisestederne måske godt kunne ligne turistfælder, har andre gjort sig umage, og et par af restauranterne er ligefrem omtalt i Michelin-guiden.

Fælles for stort set alle spisestederne er enorme akvarier i flere etager. Her er der levende langustere, krabber, muslinger og diverse andre skaldyr og bløddyr fra havet, som jeg ikke aner navnene på.

Akvarierne rummer naturligvis også levende fisk, som kokkene med andre ord kan tilberede så friske, som det overhovedet er muligt. 

Mens der gumles og gurgles, og tjenere løber i pendulfart med fyldte fade, fortsætter jeg videre og kommer til sidst til en mere rolig ende af havnen.

Det tynder ud i antallet af restauranter, men roen her tiltaler mig, og jeg slår mig ned på den charmerende fiskerestaurant Sing Kee Seafood, der er blandt de anbefalede steder i Michelin-guiden.

Her bestiller jeg en krydret kantonesisk ret med rejer og cashewnødder, hjertemuslinger i sød sauce og kammuslinger i egen skal med glasnudler og koriander.

Jeg nyder det udsøgte måltid og betragter det inderste af byens havn. Imens sender jeg en kærlig tanke til de to turister på flyet fra Færøerne, der for flere år siden introducerede mig til dette fjerne, eksotiske hjørne af Hongkong. 

FRI var inviteret af Finnair og WM Hotel, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Asien? Find flere artikler her