Armenien på skinner: En togrejse i Araratbjergets skygge

FRIs reporter er hoppet på toget fra Armenien til Georgiens hovedstad, Tbilisi. En rejse, der runder historien om et folkedrab, et struttende byliv og vindblæste kapeller. 

Sneen skinner sølvfarvet i solskinnet på Araratbjergets arrede tinde. Der ligger en tynd tågebræmme omkring det som en sart glorie mod det knitrende blå himmelhvælv, og bjerget virker næsten overjordisk, som det ligger der, tavst og urokkeligt på den anden side af grænsen til Tyrkiet. 

Ararat er bjerget, hvor Noahs Ark strandede under Syndfloden i Bibelen, og jeg synes næsten, jeg fornemmer en strålekrans over dets majestætiske top på denne solbeskinnede dag.

Toget har sat sig i bevægelse fra stationen i Armeniens hovedstad, Yerevan, og snart er vi ude af forstædernes tætte bebyggelse og har frit udsyn til Ararat. Den slumrende 5.137 meter høje hvide dame er ikke bare et bjerg; det er en såkaldt stratovulkan, og den rørte sidst på sig i 1840, hvor der var et større jordskælv i området. Alt ånder dog fred, da jeg beundrer vulkanen fra min kupé i toget mod Tbilisi i Georgien. 

Jeg har valgt en anden rejseform tilbage fra Yerevan, end da jeg kom hertil. Turen fra Tbilisi i Georgien til Yerevan foregik i minibus ad snørklede bjergveje langs grænsen til Aserbajdsjan, men den ti en halv time lange togtur tilbage til Tbilisi har pirret min nysgerrighed. 

Jeg vil gerne opleve Armenien på skinner, og mens jeg sidder og ser landskabet glide forbi, synes jeg, det lever op til alle mine forventninger. At opleve et land fra et togvindue kan nemlig noget helt særligt.

Jeg er så vant til bare at sætte mig i et fly og være fremme på min destination på ingen tid, så det at køre med tog stiller andre krav til mig. Det handler om at være tålmodig og om at lade sig rive med af den behagelige langsommelighed. Jeg er faktisk blevet ganske afhængig af den zen-agtige tilstand, man kommer i ved at sidde kilometer efter kilometer og bare falde i staver med blikket på naturen og landskabet. 

Lige i hjertet

Armenien er godt og grundigt krøbet ind under huden. Naturen og kulturen har fascineret mig, men også landets historie og ikke mindst befolkning har ramt mig i hjertekulen. 

Armenien er en del af Kaukasus sammen med Georgien, Aserbajdsjan, en del af det sydlige Rusland, det østlige Tyrkiet og et lille nip af det nordlige Iran. Jeg skal krydse Armenien fra syd til nord og ind over grænsen til Georgien, og selvom begge lande er små, får jeg tydeligt en fornemmelse af deres størrelse, mens jeg ruller forbi de flade tørre græssletter med bugtede bakker i horisonten.

Nostalgien får et sødmefyldt tag i mig, da jeg sidder ved vinduet og lader tankerne få fri flyvehøjde. Kupeer var sådan noget, vi havde i DSB-togene i Danmark i midt 1980erne. Jeg husker tydeligt, da vi i syvende klasse skulle til Bornholm, hvor første del af turen foregik med tog til København i en seks-mands kupé. I dag her midt i Armenien har jeg hele kupeen for mig selv. 

To danske heltinder

Mit formål med at tage til Yerevan var først og fremmest at besøge folkedrabsmuseet, der ligger på en bakketop i byens udkant med den smukkeste udsigt til Araratbjerget. Det er et sted, der gør dybt indtryk. Bjerget indrammer yndefuldt synet, og museet og mindesmærket understreger storheden på dette særlige sted. En evig ild brænder til minde om de mange millioner armeniere, der blev dræbt af osmannerne under det armenske folkedrab omkring 1915. 

Jeg har især været interesseret i at finde vidnesbyrd om de to danske kvinder: lærerinden Karen Jeppe kaldet Armeniens Moder og sygeplejersken Maria Jacobsen, som begge gjorde en heltemodig indsats med at redde de mange armeniere på flugt. Der er masser af billeder og personlige genstande på museet, der fortæller om deres store humanitære arbejde. 

Der er fuldt fortjent rejst en mindesten over Karen Jeppe i Gylling ved Odder, men hun ligger begravet i Aleppo i Syrien, mens Maria Jacobsen fandt sit sidste hvilested i Byblos i Libanon. 

Det rører mig meget at se museet og opleve hvor værdsat to danske kvinders redningsaktion er selv i dag. Jeg kan også godt fornemme, at jeg som dansker i Armenien er mere end velkommen. Det mærker jeg allerede den første dag på mit hotel, hvor jeg får en ekstra omhyggelig og personlig service.

Ældgammel kristendom

Der er ingen tvivl om, at selvom folkedrabet fandt sted for over 100 år siden, bærer Armeniens befolkning stadig på en stor sorg. Det er et land og et folk, der til fulde har fået verdens hårdhed at føle. Senest i konflikten om den lille armenske enklave Nagorno Karabakh i nabolandet Aserbajdsjan. 

Jeg fornemmer, at alvoren er blevet en del af folkesjælen i Armenien. Selv på en glad og solbeskinnet dag på Yerevans elegante Republik-plads synes der at ligge en svag undertone af tristesse. Men Armenien har rejst sig af støvet. Den gamle bydel strutter af selvtillid, smukt renoverede bygninger i blandede stilarter og et livligt gadeliv. 

Et imponerende vægmaleri på en af bygningerne fanger mit blik, mens folk på shopping går forbi eller hygger sig på nogle af de mange caféer. Nyt og gammelt, mangfoldige kulturer og religioner mødes i elegant forening. Særligt byens ældste kirke, St. Astvatsatsin Kathoghike fra det 13. århundrede og Den Blå Moské i flot persisk stil er et fortryllende syn. 

En morgen tager jeg turen op ad de mange trapper til toppen af Kaskade-komplekset, der er et stort trappeanlæg med en form for hængende haver og skulpturpark. Mine anstrengelser bliver rigeligt belønnet, da jeg når toppen og igen får øje på Ararat i horisonten.

Jeg tager også på en endagstur fra Yerevan for at udforske de ældgamle kristne kapeller, der ligger på de vindblæste bakketoppe. Min chauffør kører mig op til de maleriske landskaber ved Sevan-søen, hvor det lille fine Sevanavan-kloster fra det 9. århundrede ligger. 

Middelalderklosteret Geghard er også et smukt levn fra Armeniens ældste kristendom, og de ældgamle kors og inskriptioner i væggene giver mig associationer til Indiana Jones med pisk og hat på jagt efter en mystisk skat.

Beroligende for sjælen

Min tur omkring Yerevan afsluttes med et besøg ved verdens østligst beliggende græske tempel. Det lille Garni-tempel blev i sin tid ødelagt af et jordskælv, men er nænsomt genopbygget og knejser stolt over den spektakulære Garnikløft. Templet ligger oven over kløften, og kløftens næsten lodrette vægge er oversået med søjlebasalt gennem de storeslående vidder med en brusende flod i bunden.

Da jeg sidder i min togkupé efter så mange fantastiske oplevelser i Armenien og mødet med landets gæstfrie befolkning, kan jeg sidde og reflektere, mens toget med en jævn selvfølgelighed arbejder sig gennem landskabet og med jævne mellemrum tuder højlydt i hornet. 

Jeg luller næsten hen til togets solide trummerum og dens regelmæssige rytme. 

Hvor landskabet omkring Yerevan var præget af tørre sletter, bliver vegetationen mere grønt, bakket og frodigt nordpå. Det føles rart at sidde alene og fundere og bare lade sig flyde med.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 24. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din togferie? Find flere artikler her