hongkong hongkong

Insider-tips til Hongkong: Pubs, badestrande og spøjse højhuse

ANNONCE

Hongkong er farverig, tæt og fuld af indtryk. Men den tidligere britiske kronkoloni er også skove, bjerge, landsbyer og øer, fortæller Jacob. Han er vokset op i den asiatiske metropol og giver her sine bedste anbefalinger til byen og områderne omkring. 

Skyskrabere står tæt på rad og række, så langt øjet kan se. Trafikken buldrer derudaf, og på gaderne er der et mylder af mennesker på vej fra A til B.

Det er eftermiddag i Hongkong, der ved første øjekast kan virke som lidt af en smeltedigel fuld af både europæiske og asiatiske indtryk.

Fra byens midte, der blot kaldes Central, er jeg taget til det sydende kvarter, Soho. Her er gaderne tætte, og flere af dem er meget stejle.

Den centrale bydel befinder sig på Hong Kong Island, der udgjorde den oprindelige koloni, inden briterne senere også satte sig på de såkaldte New Territories, som i dag udgør over 86 procent af byens samlede størrelse. 

Jeg indfinder mig på pubben Stauntons, hvor jeg skal mødes med Jacob, der er født og opvokset i Hongkong. Med sine 31 år kom han lige akkurat til verden, mens byen endnu var en oversøisk britisk koloni, om end han ikke husker tiden før og omkring overdragelsen af Hongkong til Folkerepublikken Kina.

Stauntons er et af hans stamsteder, og han foreslår, vi går op på pubbens tagterrasse, der ligger hævet over menneskemylderet i de tætte gader. Der høres britisk engelsk ved flere borde, og der er pyntet op med Union Jack-guirlander – en åbenlys hilsen til byens status som britisk kronkoloni fra 1841 til 1997. 

Foto: Kristoffer Flakstad

Et stykke bag os rejser bjergene kaldet The Peak sig som en naturlig mur mellem de centrale bydele og Hongkongs forstæder. 

»Mange tror, at Hongkong blot er én stor by, men her er store områder med bjerge, skove, fjerne landsbyer og en række små øer, og afstandene er større end som så,« siger Jacob.

Han er selv vokset op i forstaden Aberdeen, som er kendt for sine flydende fiskerestauranter. »Mit barndomshjem ligger på sydsiden af Hong Kong Island og har en helt anderledes vibe end herinde i centrum,« forklarer han. 

Spøjse højhuse

Mens vi får serveret en pint, fortæller Jacob mig, at han endnu bor hjemme sammen med sine forældre og sin lillebror nede i Aberdeen. Kun hans storesøster er flyttet hjemmefra og har stiftet familie.

»Det er meget normalt i Hongkong,« forklarer han. 

»Huspriserne er simpelthen så tårnhøje, at folk med middelindkomst ikke har råd til at købe egen lejlighed. Så vi bor fire voksne på lidt over 60 kvadratmeter.« 

Foto: Kristoffer Flakstad

Jacob tilføjer, at verdens tættest befolkede område faktisk befinder sig i Hongkong, nemlig kvarteret Mong Kok i bydelen Kowloon inde på New Territories. 

Jeg spørger Jacob, hvad han anbefaler, at man som turist skal opleve i Hongkong? 

»Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget tid, man har, og om man rejser som en børnefamilie eller måske bare som single eller et par,« begynder han. 

»Mange børnefamilier vil nok gå efter en tur i Disneyland, der ligger på Lantau Island ikke så langt fra lufthavnen, mens andre sikkert vil foretrække bylivet her i centrum med masser af butikker, barer og spisesteder.«

Foto: Kristoffer Flakstad

Jacob fortæller, at mange turister ynder at betragte – og fotografere – byens skyline. 

»Det kan man gøre flere steder, blandt andet ovre i Kowloon, hvor man ser ind på de funklende skyskrabere langs havnefronten her på Hong Kong Island.

Arkitekterne har fået lov at lege, og der er mange både flotte og også lidt spøjse højhuse.« Til sidstnævnte kategori hører Jardine House, der med sine mange små, runde vinduer har fået tilnavnet De 1.000 røvhuller

Foto: Kristoffer Flakstad

»Andre vælger at tage op til et af udsigtspunkterne i bjergene over byen enten i New Territories eller her på Hong Kong Island, hvor man har den tætte skyline lidt mere på afstand.«

Jacob fremhæver Victoria Peak i bjergene over os som et oplagt sted at besøge. 

»Der er ofte mange turister, især fordi kabelbanen op til den 552 meter høje top er historisk. Den åbnede helt tilbage i 1888, men trods mylderet er udsigten deroppe formidabel. Der ligger af samme grund flere gamle millionærvillaer i området.« 

REJSETIPS
Tag på stranden

Selvom 31-årige Jacob er et udpræget bymenneske, nyder han også Hongkongs natur. Hvis man har tid, er det hans opfordring at tage ud til en af byens strande.

Blandt hans egne favoritter er Repulse Bay cirka en halv times køretur med bus eller taxa fra Central.

Badesæsonen strækker sig fra marts til oktober, men for en dansker bliver det aldrig rigtig koldt i Hongkong, og der kan solbades og soppes – også i vintermånederne.

800 meter rulletrappe

Selv nyder Jacob at komme i de centrale dele af Hong Kong Island, hvor byen oprindeligt blev grundlagt. 

»Her støder man på gamle bygninger fra kolonitiden, og der er så mange gode, intime spisesteder med småretter, som vi kalder dim sum,« fortæller han. 

»Og så kan jeg bare godt lide at færdes i de her farverige, stejle gader med småbutikker og mindre markeder her og der.« 

Foto: Kristoffer Flakstad

Sidst men ikke mindst fremhæver han den transportmæssige genistreg, som både lokale og turister har nydt godt af siden 1993: den såkaldte Central-Mid-Levels escalator som regnes for verdens længste rulletrappe.

Vi befinder os tæt på den berømte konstruktion, der dagligt transporterer titusinde mennesker op gennem den kuperede bydel Mid-Levels.

Den overdækkede, men udendørs, rulletrappe er i alt 800 meter lang med en højdeforskel på 135 meter fra top til bund. 

»Rulletrappen er måske ikke en turistattraktion i klassisk forstand,« smiler Jacob. »Men det er mit indtryk, at den ikke kun tjener et praktisk formål. Mange besøger kvarteret her alene for at tage turen op.« 

Foto: Kristoffer Flakstad

Jeg har selv prøvet rulletrappen en times tid forinden, og jeg må give Jacob ret: Der er noget fascinerende og eksotisk ved at køre op gennem det stejle, tætbyggede kvarter med kig til alt fra restauranter til frisørsaloner i et byrum, der kommer så langt fra det hjemlige København, man næsten kan tænke sig. 

FAKTA
Praktisk information om Hongkong

Vejen dertil
Der er pt. ikke direkte fly fra Danmark. FRI fløj med Finnair med et kort stop i Helsinki (15 timer i alt). 

Årstid
Hongkong ligger på grænsen mellem tropisk og subtropisk klima. Sommeren er fugtig og varm, mens temperaturen i januar og februar kan dykke til omkring 15 grader.

De bedste årstider er november-december og marts-april. Byen rammes af og til af tyfoner i sommerhalvåret. 

Lokal trafik
Hongkong har en god metro, som bl.a. kører mellem lufthavnen og Kowloon/Central (ca. 30 minutter). Man kan også bestille en taxa. Uber er udbredt og som regel mere effektiv. Der kører busser ud til f.eks. Repulse Bay fra Central. 

Valuta
Den lokale valuta er Hong Kong Dollar. Der kan betales med kreditkort de fleste steder, men især taxaer ønsker kontant betaling. Bestil nogle Hong Kong Dollar hjemmefra i god tid før afrejsen. 

Visum
Danskere skal ikke have visum for at rejse ind i Hongkong. Det samme gælder Macao på den anden side af Perleflodens delta. Begge byer har en særstatus inden for Kina, som varer til 2047, hvor aftalerne skal genforhandles. 

Overnatning
Der findes hoteller i alle prisklasser. Kendt er bl.a. luksushotellet The Peninsula. Priserne er en smule under de danske, men ikke meget. 

Mad og drikke
Man spiser både billigt og godt i Hongkong, hvor det kantonesiske køkken præger gadebilledet. Her fås alt fra hurtige nudelsupper til større måltider med en række småretter med grøntsager, kylling, fisk, svinekød og ris. Prøv de lokale og læskende milk tea og iced lemon tea. 

Shopping
De centrale bydele har alt fra kendte kæder og luksusbutikker til diverse gademarkeder. Mangler man en flaske vand eller en snack, er der aldrig langt til en 7 Eleven. 

Læs mere her

FRI var inviteret af Finnair, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Asien? Find flere artikler her