Seiko-museet i Tokyo er et af den slags oversete museer, der formidler sit stof så overbevisende, at selv en skeptiker må overgive sig. Fordelt over seks etager i et strømlinet højhus i bydelen Ginza får man historien om, hvordan vi gik fra solur til atomur. Hvis du ikke var urnørd inden, bliver du det nu.
Ingen så det komme den juledag i 1969, da Seiko for første gang løftede sløret for det nye Quartz Astron.
Det var et elegant guldur med en moderat størrelse på 36 mm, og selvom det med sit poetiske og pudeformede design nok var snydt ud af næsen på sin samtid, så var det alt andet end samtidigt: Astron var verdens første kvartsarmbåndsur og revolutionerede urindustrien ved at være 100 gange mere præcist end noget mekanisk ur på markedet.
Dyrt som en familiebil
Det havde taget Seiko ti år at udvikle teknologien, der gik ud på at lade et batteri sende strøm gennem en kvartskrystal og få det til at vibrere.
En computerchip omdannede herefter vibrationerne til elektriske impulser, der fik urets visere til at bevæge sig præcist.
Det var ikke billigt: De første Astron-ure kostede 450.000 yen, eller hvad der svarede til en Toyota Corolla. Ikke desto mindre lød det kækt fra Seikos PR-folk i datidens avisannoncer:
»Someday all watches will be made this way«.
På en måde fik de ret, for blot få år senere lykkedes det Seiko at få produktionsomkostningerne ned, og snart blev kvartsure fremstillet i et antal, der tog den mekaniske urindustri på sengen.
I Schweiz kalder de stadig 1970erne og 1980erne for »kvartskrisen«, for 1.000 schweiziske urbrands gik nedenom og hjem som følge af kvartsurenes indtog. I Japan kaldte man det ikke overraskende for »kvartsrevolutionen«.
Det er blandt andet den fascinerende historie, man får på Seiko-museet midt i fashionable Ginza, hvor en elevator giver adgang til seks forskellige etager med temaer, der spænder fra tidtagningens tidlige historie i form af solure og middelalderlige lod-ure til teknologiske tigerspring som Astron.
Det lille ur funkler i en montre på anden sal, hvor man også kan se illustrationer af de kvartsure, som ti år inden Astrons lancering var større end et amerikanerkøleskab.
Det understreger bedre end nogen anden genstand på udstillingen, hvorfor ure ikke kun er for urnørder. Det er for alle med en interesse i historie, design og videnskab.
Altid et skridt foran resten
Udstillingen er også en virksomhedshistorie med en etage om Kintaro Hattori, der stiftede Seiko i 1881 som en importør af væg- og lommeure fra Europa, som han senere selv begyndte at producere.
Hattori tog på researchrejser i Vesten og introducerede senere samlebåndsproduktion i sine fabrikker. »Always one step ahead of the rest,« lød hans motto, der mundede ud i, at Seiko som det første japanske urfirma i 1913 lancerede et armbåndsur.
Laurel, som det hed, er en vigtig del af udstillingen og var en vild satsning i en tid, hvor folk kun gik med lommeur.
Denne omlægning af produktionen til armbåndsure gav imidlertid pote efter Første verdenskrig, hvor armbåndsure helt erstattede de gammeldags lommeure. Hattori var også en skarp kommunikator, der annoncerede i nye medier som radioen.
Selv Seikos butik på hjørnet af Tokyos berømte kryds Ginza 4-chome fik han designet med et klokketårn, som hurtigt blev et vartegn for Seiko og Ginza. Det er det stadig.
Fra øverste hylde
Selvom kvartsure fylder i Seikos nyere historie, behøver man kun at tage elevatoren op til sjette sal for at konstatere, at mekanisk urmageri fra øverste hylde fylder lige så meget.
Sidste år indviede man en hel etage til Grand Seiko, Seikos luksusmærke for ure, der siden 1960 har været Seikos bud på det fineste urmageri.
Etagen føles med sin dæmpede belysning, minimalistiske indretning og sildebensparket som et museum inde i museet og viser historiske Grand Seikos, som dem der i slutningen af 1960erne helt dominerede de schweiziske kronometertest.
Det var en serie uafhængige test, som de største urfirmaer lod deres ure undergå for at opnå et schweizisk officielt certifikat som et »kronometer«, et andet ord for præcisionsur.
Det mestrede japanerne i en grad, at schweizerne i 1967 helt droppede konkurrencen.
Der er kort sagt sket kvantespring i japansk urmageri, siden man i Edo-perioden langt op i 1800-tallet brugte wadokei, traditionelle japanske ure, der ikke måler tiden ud fra et moderne 24-timers system, men ud fra solens gang og årstiderne: På et wadokei er dagen opdelt i 12 timer, men antallet af minutter i hver time varierer efter årstiden, hvilket betyder, at en time er længere om sommeren end om vinteren.
Japanerne droppede wadokei–urene i slutningen af 1800-tallet, da man gik over til den vestlige solkalender og et fast 24-timers tidssystem.
Det var nødvendigt for industrialisering og integration med resten af verden, men omvendt opgav Japan dermed også en tidsfornemmelse, der var i sync med naturen.
Rickshaw-tid
Måske var det dét, den britiske forfatter Rudyard Kipling mente, da han under et besøg i Tokyo i 1889 overrasket konstaterede, at »afstande beregnes pr. time i Tokyo«.
Hver gang han bestilte en rickshaw for at komme rundt, var det rejsetid og ikke kilometer, der blev angivet: »Fyrre minutter i rickshaw« beskrev en specifik afstand og afspejlede et ældre, præ-standardiseret system til tidtagning. Lidt ligesom det gamle wadokei-system.
Selvom de færreste har lyst til at gå tilbage til den måde at indrette tiden, er det fascinerende at se Seiko-museets wadokei-ure.
De ligner noget Jules Verne kunne have udtænkt og vidner ikke kun om en alternativ måde at opfatte tiden. De knytter også an til nutiden.
Grand Seikos designfilosofi hedder The Nature of Time og bygger på en idé om, at natur, håndværk og tradition hænger uløseligt sammen.
For Grand Seiko betyder det at skabe ure, der afspejler tidens gang gennem japansk æstetik, lysets og skyggens spil og de fire årstiders cyklus.
Det forklarer måske, hvorfor brandet konsekvent nævner naturfænomener som inspirationskilde til deres skivedesign.
Der er ikke tale om den naturligt flydende tid i et wadeko-ur, men det er det måske i ånden. Måske er det bare Seikos effektive marketing, der er steget mig til hovedet, men det er den tidsfornemmelse, jeg har i kroppen, da jeg forlader museet.
Japansk urmageri i seks etager
FRI har talt med Noboru Miyadera, direktør for Seiko-museet i Tokyo, som hvert år besøges af over 55.000 mennesker. Museet udstiller omkring 700 ure ud af en samling på 10.000 armbåndsure og 1.500 andre ure.
Hvilket ur på museet er dit foretrukne?
»I stedet for et enkelt ur vil jeg hellere pege på hele sjette sal på museet, som vi tilføjede sidste år, og som dækker Grand Seiko. Jeg arbejdede som projektleder på at skabe et miljø, hvor de besøgende kan fordybe sig i historien og filosofien bag Grand Seiko-mærket. Det blev grundlagt i 1960, og den nye afdeling præsenterer mere end hundrede historiske Grand Seiko-ure. Det er et rum, hvor Grand Seikos ånd bliver bragt til live.«
I har mange andre ure på lager. Hvilke ure ser I frem til at vise frem i fremtiden?
»Et projekt, vi overvejer, er en særudstilling af King Seiko-modeller. King Seiko var en luksuskollektion af ure med meget høj præcision, der blev introduceret i 1960erne sammen med Grand Seiko. Den oplever for tiden fornyet opmærksomhed, og vi vil meget gerne dele dens historie med vores besøgende.«
Hvilket ur i samlingen er det mest værdifulde?
»Museet rummer mange historisk betydningsfulde genstande, såsom europæiske tårnure fra 1500-tallet og traditionelle japanske ure fra Edo-perioden (en periode i Japans historie fra 1603 til 1868, red.). Blandt Seiko-produkter er det dyreste efter den oprindelige udsalgspris nok et juvelbesat Credor-ur, der solgte for omkring 200 millioner yen på det tidspunkt (8,3 millioner kroner, red.). Det er dog ikke udstillet for tiden.«
Hvilket ur i samlingen har den bedste historie?
»Et af de mest interessante ure i vores samling er Astronomical Observatory Chronometer, der bestod Observatory Chronometer Trials i 1969. Det var ejet af Hans Kocher, en berømt schweizisk urmager, der designede Caliber 11-kronografen. Det er et legendarisk urværk, der blev brugt af Heuer og Breitling det samme år, som Seiko introducerede sin egen 6139-kronograf. Det ur er meget vigtigt for Seiko, men kun 73 eksemplarer blev fremstillet, og ingen af dem blev i virksomheden.«
»Efter mange års søgen tog jeg til Schweiz i 2022 for at møde Kochers familie. Det var en rørende oplevelse, fordi jeg kunne mærke den stærke forbindelse mellem schweizisk og japansk urmageri. Jeg bragte dette særlige ur tilbage til Seiko, til dets fødested, for at udstille det. Det faktum, at en så vigtig person inden for schweizisk urmageri elskede det Seiko-ur i mere end 50 år, og at jeg kunne bringe det tilbage til Seiko, gør historien helt speciel.«
Får I også interessante donationer fra samlere?
»Det sker. En af de mest bemærkelsesværdige er Credor Sonnerie. Den oprindelige ejer købte serienummer 001 på lanceringsdagen og fik sågar en skrædder til at lave specialfremstillede skjorter med forstørrede venstre manchetter for at passe til Sonnerie-urets store og tykke urkasse. Desværre døde han for et par år siden, men hans familie donerede generøst uret, så andre kunne værdsætte det.«
Seiko-museet ligger i Ginza, Tokyo. Gratis entre.
Coverbillede: Christian Martinez
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 22. november 2025.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Japan? Find flere artikler her
