Carlsberg Byen: Weekendguide til hip bydel i København

ANNONCE

Romersk spa, gourmetmad og en tur i luksusbiograf. FRI har været på miniferie i Københavns hippe bryggeribydel Carlsberg Byen og har sammensat en guide med gode oplevelser.

Enkelte par og små grupper har taget plads i tagterrassens loungemøbler. Til alle sider er der kig til moderne højhuse og fredede industribygninger fra en svunden tid, hvor selv en skorsten skulle tage sig kunstfærdigt ud.

Tjenerne bringer Aperol Spritz, snacks og kølig hvidvin ud på bakker til de hyggende gæster. Jeg befinder mig på Tramonto Rooftop på taget af Hotel Ottilia i hjertet af Carlsberg Byen.

Her har jeg sat den lokale beboer Marianne Achiam stævne til en snak om bydelen, og hvad den har at tilbyde. »Min mand og jeg flyttede hertil i 2022 efter en del år på Vesterbro,« begynder hun.

carlsberg byen
Marianne Achiam. Foto: Antonia Kaspar

»Vi var sådan set glade for at bo på Vesterbro, men fik så muligheden for at købe en lejlighed som et projektsalg her. Den vender mod syd og har frit kig ud over J.C. Jacobsens Have, og det er altså ikke mange steder i København, man har udsigt til en park. Vi har ingen børn, men vi har en hund, og alene af den grund var det attraktivt for os at bo tæt på et stort, grønt område.«

Marianne Achiam, der til daglig arbejder som forsker på Københavns Universitet, fremhæver, at Carlsberg Byen ligger ideelt mellem det pulserende Vesterbro og store grønne oaser som Søndermarken og Vestre Kirkegård.

»Her er fredeligt, selvom byens puls er så tæt på,« siger hun. »Her er ikke ret meget trafik, og du ser ingen biler parkeret i gaderne som de fleste andre steder i København. Alle biler holder i kældre under husene, og det kan jeg rigtig godt lide.«

International stemning

Carlsberg Byen er fra flere kanter blevet kritiseret for at være både kedelig og fuld af arkitektonisk miskmask. Den opfattelse deler Marianne Achiam ikke.

»Jeg erkender, at ikke alt det moderne byggeri her er lige vellykket, men jeg synes, at bydelen fremstår som en flot mosaik af nyt og gammelt,« siger hun.

Samtidig nævner Marianne Achiam den internationale stemning.

»Jeg har selv boet i USA som barn, og min mand har rødder i Hongkong, hvor hans forældre kommer fra, så vi er begge glade for at høre mange forskellige sprog her. I vores opgang bor der flere expats fra blandt andet Italien og USA, og så ligger den internationale Europaskole midt i bydelen. Den stemning taler til vores hjerter.«

Marianne Achiam tilføjer dog, at der måske kan blive en smule for pænt og friseret nogle gange.

»Vi kom som sagt fra Vesterbro, og det tog os lidt tid at vænne os til al den orden, der er her i Carlsberg Byen, men i dag sætter jeg stor pris på den. Samtidig har vi lært at bruge bydelen i mange forskellige sammenhænge, og der sker hele tiden noget nyt her.«

Foto: Kristoffer Flakstad

Når Marianne Achiam ikke arbejder på sit kontor på universitet, hænder det, at hun sætter sig på kaffebaren Coffee Collective med sin pc. Og hun og hendes mand, Steven Achiam, går jævnligt ud på spisesteder, barer og ikke mindst i luksus-biografen Reservoir.

»Jeg har også fået smag for vinbaren Liquo, som er et hyggeligt sted at tage en drink med en veninde,« fortæller Marianne Achiam.

Hun fremhæver desuden restauranten Beyla på Købkes Plads. »Det er vegansk fusionsmad og virkelig lækkert.«

Marianne Achiam nævner også flere gode bagerier og takeaway-steder som Hart og den mexicanske Hija de Sanchez.

»Vi forsøger at holde lidt igen, for man kan hurtigt købe sig fattig i godt brød, kager, vin og takeaway her. Der er mange – og dyre – fristelser,« smiler Marianne Achiam, der dog savner nogle bedre indkøbsmuligheder.

»Her er Netto og Føtex, men det ville være fantastisk med nogle flere specialbutikker, der havde lækre råvarer,« siger hun. »Men det kommer muligvis også på et tidspunkt. Carlsberg Byen udvikler sig hele tiden.«

Det skal du opleve i Carlsberg Byen

Fredag: Aire Spa, Hotel Ottilia og Paula

Kl. 15.00: Aire Spa

Efter en hektisk uge valgte vi som det første et velgørende besøg i Aire Ancient Baths. Skuldrene sænkes automatisk i denne luksuriøse spa, der er indrettet i en af Carlsberg Byens gamle bygninger.

Den dæmpede belysning og de rustikke, indbydende omgivelser giver associationer til romertidens termiske bade, og her er både kolde og varme bassiner og et saltholdigt Dødehavsbad, som man kan flyde rundt i.

Der var overraskende meget personale og et utrolig højt serviceniveau. Prikken over i’et under vores to timer lange besøg blev en 30 minutters massage.

Kl. 17.00: Hotel Ottilia

Carlsberg Byen har sit eget firestjernede hotel, opkaldt efter brygger Carl Jacobsens første hustru, Ottilia Mary Stegmann. Hotellet, der ligger i det tidligere bryggeri, var FRI’s base under opholdet i Carlsberg Byen.

Hver dag klokken 17-18 byder hotellet på et glas vin, som man enten kan nyde i baren, på tagterrassen eller på værelset. Hotellet ligger midt i bydelen og dermed i få minutters gang fra det meste.

Nogle af værelserne har karakteristiske runde vinduer med siddeplads. Vi tog imod tilbuddet og nød et glas hvidvin på tagterrassen.

Foto: Kristoffer Flakstad

Kl. 19.00: Middag på Paula

Denne udsøgte restaurant åbnede dørene i foråret 2025 og har allerede vundet flere af de lokales hjerter.

Her kan både bestilles a la carte og menuer med hhv. tre og fem retter og tilhørende vinmenu. Der er fokus på lokale råvarer og sæsonens udvalg, så chefkok Stefan Hansen udskifter menuen meget ofte.

Vi nød blandt andet kammusling, tatar af sommerbuk (med kaviar) og havtaske med friske ærter og hestebønner. Til desserten blev der serveret en overraskende god vin fra Ørnberg på Sjællands Odde.

Lørdag: Jacobsens Have, Åben, Reservoir

Kl. 11.00: J.C. Jacobsens Have

Efter en solid morgenmad på hotellets restaurant Tramonto, begav vi os til J.C. Jacobsens Have, som mange lokale blot kalder for Carlsberg-haven.

Den smukke park er nærmest som en botanisk have fuld af sjældne vækster, stier i kuperet terræn og åbne plæner. J.C. Jacobsen anlagde selv haven i perioden 1847-1867 nedenfor den pragtvilla, som han og familien boede i.

Den blev senere til en æresbolig for fremtrædende forskere, herunder Niels Bohr. Den sidste beboer blev sinolog Søren Egerod, som døde i 1995.

Senere åbnede Carlsberghaven for offentligheden, og i 2017 gennemgik den en stor renovering med tilbageførelse af det oprindelige islæt.

Foto: Kristoffer Flakstad

Kl. 13.00: Rundtur og øl

Efter havevandringen gik vi på en spadseretur i kvarteret og så på ny og gammel arkitektur.

Carlsberg blev grundlagt i 1847, og her er mange historiske bygninger, som fyrtårnet fra 1883 kaldet Kridttårnet og den berømte Elefantport fra 1901, som er hugget i bornholmsk granit.

Vi endte på ølbaren Åben, hvor der var liv og glade dage. Åben er en lille kæde, der startede i Aarhus, men som nu præger bylivet i København med flere barer samt bryggeri i Kødbyen.

Efter et par smagsprøver bestemte vi os for en IPA, der blev nydt på stedets terrasse og med kig til gadens teater. Baren frekventeres blandt andet af de mange ansatte i bydelens kontordomiciler og studerende på Professionshøjskolen Metropol.

Kl. 15.00: Film i luksusomgivelser

Der duftede af popcorn, da vi ankom til biografen Reservoir, men herefter hørte lighederne med en almindelig biograf hurtigt op.

Stedets fire sale har kun plads til få gæster, for pladsen bruges på udsøgte loungemøbler og små borde, hvor man kan synke ned og få serveret både mad, snacks og cocktails som Negroni og signaturen Reservoir Whisky Sour.

Nogle vælger at spise i stedets restaurant før filmen, mens andre bestiller servering foran det hvide lærred. Der er med andre ord tale om en udsøgt totaloplevelse, og på menukortet er der alt fra burgere og tacos til salater og tapas.

Kl. 19.00: Berømt pizza

Der er allerede sagt og skrevet en del om italienske Giuseppe Oliva og hans spisested Surt. Restauranten slår sig først og fremmest op som et pizzeria, men her serveres også andre retter fra støvlelandets køkken.

Pizzaerne bages efter alle kunstens regler i en stenovn med brænde, som giver dejen en sprødhed, man sjældent oplever i Danmark. Det foregår midt i restauranten, så alle kan følge med.

Efter lidt afslapning på hotellet smagte vi på både charcuteri, pizza og italiensk naturvin i de fyldte, men afslappede omgivelser på Surt.

Kl. 22.00: Godnat-drink

Hotel Otillia inviterer sine gæster til at gentage eftermiddagens seance med en drink. Mellem 22.00-23.00 byder hotellet på gratis cocktails og avecs som whisky og årgangsrom.

Vi satte os i den hyggelige lounge bag receptionen, hvor par og grupper sippede drinks over muntre, dæmpede samtaler.

Foto: Kristoffer Flakstad

Søndag: Carl Jacobsens Have

Kl. 11.00: Et hemmeligt helle

Efter morgenmaden tjekkede vi ud, men lod vores bagage blive på hotellet. Derfra gik vi op til Carl Jacobsens Have, som Carlsberg besluttede at åbne for offentligheden i foråret 2025.

Haven, der i weekenderne er åben 10.00-20.00, blev anlagt af Carl Jacobsen, som det verdensomspændte danske bryggeri i sin tid blev opkaldt efter, og koncernens nye hovedkvarter ligger ved siden af.

Besøget i Carlsberg Byen blev dermed afsluttet i grønne – og kulturhistoriske – omgivelser.

REJSETIPS
Tag en guidet rundtur

Vil du have et mere indgående kendskab til Carlsberg Byens oprindelige bygninger og spændende bryggerihistorie, kan du med fordel melde dig til en guidet omvisning.

Her går du i fodsporene på Carlsbergs visionære grundlægger, J.C. Jacobsen, og den ligeså berømte bryggersøn, Carl Jacobsen.

På rundturen kommer du både ned i de gamle kældre under Carlsberg Byen og ind i de fine gemakker, hvor de to berømte bryggere afholdt selskaber med byens spidser.

Læs mere her

Coverbillede: Kristoffer Flakstad

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 30. august 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Danmark? Find flere artikler her