I over 20 år ejede familien Wright deres eget fristed i Provence. Nu har de forvandlet huset til en delebolig, som de ejer sammen med 28 andre familier – til gengæld har de fået nøglerne til yderligere fire nye feriehuse.
En time fra Nices lufthavn og lidt oppe i bjergene ligger den lille franske by Seillans med cirka 3.000 indbyggere.
Stemningen er afslappet og lokal og det har i de senere år især tiltrukket danskere og svenskere, der nyder den provencalske charme.
Blandt andre Camilla Wrights forældre, der i 2001 fandt en rå grund på bjergsiden, hvor de byggede et feriehus, som familien har været tæt knyttet til de sidste 25 år.
»Alle vores sommerferieminder de sidste 20 år med børn og tætte venner stammer derfra,« siger Camilla Wright, der til daglig arbejder som skattechef i Kirkbi.

»Hver gang, man kommer derned, ved man hvilken stol, man sidder bedst på, eller hvor man kører hen og køber sine morgencroissanter. For mig er det et sted, jeg er taget hen for at komme i ferie-mode så hurtigt,« siger hun og knipser med fingrene.
Nu har familien imidlertid valgt at sælge Provence-huset for at købe det igen sammen med 28 andre familier gennem delehuskonceptet MyHomes.
Ud over deres »eget« hus får de også adgang til en lejlighed på Mallorca, en lejlighed i Rom, et landhus i Piemonte samt en skibolig i Megève.
En del af opvæksten
Camilla Wrights forældre har altid elsket at holde ferie i Danmark, men omkring årtusindskiftet fik de lyst til noget andet, og da to andre vennepar i samme periode byggede hus i området, faldt valget på grunden i Seillans.
Faren tegnede selv huset og brugte måneder på at gå og pusle om det, spille golf og dyrke vin.
Ligesom forældrene har Camilla Wright og hendes familie med tre børn haft stor glæde af huset.
Hendes store søn er født samme år, som huset stod færdigt og har holdt alle sine sommerferier i Frankrig, og lærte at svømme i husets pool.

»Vi har også brugt huset til at samles med min mands amerikanske familie, for så var man ikke værtinde eller værtspar, men var der mere på lige fod. På samme måde har vi haft glæde af at holde ferie der med venner,« fortæller Camilla Wright.
Men da hendes far gik bort i 2020, havde moren hverken overskud eller økonomi til at vedligeholde huset, der kostede knap en halv million kroner om året at holde kørende blandt andet på grund af høje franske ejendomsskatter.
Derfor tog Camilla Wright over som »administrator« af huset de næste fem år.
»Når man kun er min lille familie, der bruger det, skal man virkelig holde meget fri for at nå at udnytte så stort et hus. Så vi kunne se, at omkostningen ved at have det stående bare for, at vi kunne holde fire ugers ferie dernede om året, var for høje. Huset kunne heller ikke rigtigt tåle at stå ubeboet så længe. Sammenlagt gjorde det, at vi i 2025 besluttede, at det skulle sælges,« fortæller Camilla Wright om den svære beslutning.

Forbi andre løsninger
Familien overvejede først udlejning, men droppede det, da det ville kræve meget af familien, og de ville stadig stå med alt vedligeholdelse selv.
Faktisk kunne udlejning medføre endnu mere slid.
De overvejede også at spørge nogle vennepar, om de ville købe sig ind.
»Men det er meget at spørge nogle venner, om de vil købe en andel af et hus til ti millioner kroner. Det ville også være nogle svære diskussioner, hvis noget skulle skiftes,« siger hun.
»Så jeg rakte ud til MyHomes, for det var den eneste måde, jeg kunne se for mig, at jeg kunne give lidt slip på huset. Jeg vidste også, at børnene ville blive rigtigt kede af det, hvis vi solgte det helt,« siger Camilla Wright, der sammen med moren talte med hele familien om løsningen, hvor huset ejes af flere familier.
»Vi talte meget om, at det nærmest var ulækkert, at vi havde et hus stående, der ikke blev udnyttet det meste af året. Med delekonceptet bliver det brugt til alles fordel. Det vigtigste er, at huset bliver brugt, så jeg ikke skal have dårlig samvittighed, og så vi stadig kan komme derned,« siger Camilla Wright, der bare har kunnet se til, at huset stod og forfaldt, efter farens død, fordi det stod tomt.
»Det har godt af at komme lidt til live igen!«

Kæmpe lettelse
MyHomes har siden 2016 udbudt luksusboliger i puljer, hvor 16-29 ejere deles om fem boliger, mens MyHomes tager sig af alt det praktiske.
Fra 2025 har MyHomes overtaget, renoveret og indrettet familien Wrights hus i Sydfrankrig, som nu er klar til de mange nye familier.
Camilla Wright har endnu ikke været dernede efter at have solgt huset (og købt en 29.-del igen), men hendes søn har været der og er begejstret, fortæller hun.

Camilla Wright selv har allerede været på Mallorca i en af de andre boliger med sin mand, og i uge ti næste år skal familien holde skiferie i huset i Megève.
»Fordelen er, at alt er pænt, rent og ordentligt, når man kommer, og der står det i skabene, der skal være. Man skal ikke bekymre sig om, om der er et vandrør, der springer, eller en regning, der ikke bliver betalt. Det er en kæmpe lettelse,« siger Camilla Wright, der regner med at bruge alle boligerne flittigt, fordi familien kan rejse uden for skoleferierne.
»Det er ikke alle boligerne, der er færdige endnu, men jeg regner med, at vi kan booke cirka ti uger næste år.«
»Jeg er virkelig blevet populær hos børnene og deres kærester. Næste skridt er, at jeg skal overtale dem til at holde ferie med os,« griner hun.
TIPS
Del hus på luksusmåden
Der er efterhånden flere operatører på markedet, der tilbyder et delekoncept i luksusklassen, hvor man køber en andel af flere ferieboliger. Ud over investeringen i den enkelte ejerforening, betaler hver ejer fællesudgifter hver måned.
Fællesudgifter dækker ikke ejedomsværdiskat i Danmark, opsparing til den langsigtede vedligeholdelse og rengøring og forbrug pr. ophold. Ved hvert ophold betaler man den faktiske udgift for forbrug og rengøring. Ellers dækker det alle udgifter som småreparationer, renovation, forsikringer og administration.
MyHomes tilbyder boligejere tre kategorier af puljer, hvor der i to af dem er 29 ejere om fem boliger i Europa, og en pulje med 16 ejere af fire boliger.
Tilbage i 2008 blev 21-5 etableret som den første ejerforening med delekoncept. Her deler 21 ejere fem boliger i primært Sydeuropa, men også i Skandinavien og New York.
En af de nyere spillere på markedet er Villa No. 8, hvor man er otte ejere om en enkelt bolig.
Coverbillede: MyHomes
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 8. august 2026.
Ønsker du mere inspiration til hoteller og overnatningssteder? Find flere artikler her
