Bjergtaget af Cézannes landskaber i Provence

Aix-en-Provence fejrer i år bysbarnet Paul Cézanne. FRI er rejst i fodsporene på den berømte billedkunstner og har oplevet den by og natur, der var inspirationskilde for hans værker.

»Cézanne, luk dig op!« 

Guiden smiler selv lidt af parafrasen over de berømte ord, som kendes fra folkeeventyr som 1001 nats Eventyr og  Brødrene Grimms fortælling om Sesambjerget. Ordene er gået over i historien som en magisk adgangskode til et hemmeligt sted, og her er det helt på sin plads.

Det er næsten hellig grund, vi træder ind på, da guiden sætter nøglen i, og smedejernslågen åbner sig til Bibémus-stenbruddet, seks kilometer uden for den sydfranske by Aix-en-Provence.

Her blev der allerede i antikken hugget store blokke af de gyldne kalksten, som blev brugt til at etablere et nyt territorium for romerske besættere. Fra senmiddelalderen blev stenbruddets kalksten brugt til at opføre byens mest herskabelige huse, som står den dag i dag. 

Bibémus er også stedet, hvor det berømte bysbarn, Paul Cézanne, brugte en stor del af sit voksenliv som kunstner, og mange mener, at det var her, modernismen blev født. Cézanne var betaget af de grafiske linjer i de store grå og okkerfarvede kolosser, der går igen i rigtig mange af hans værker, og som på trods af mangeårige indhug stadig fylder meget i nutidens vilde landskab. 

Det er ikke svært at forstå fascinationen, da jeg står midt i det, og man forstår godt, at kommunen hæger om netop denne del af naturparken, der omringer bjerget Mont Sainte-Victorie.

»Vi har ikke altid hans værker, men vi har naturen, og den lever videre,« supplerer Géraldine Fridrici fra turistkontoret, som har et travlt år med kampagnen »Cézanne2025«. 

Med den fejrer byen hans liv og gerning, selv om der først er et egentligt jubilæum i 2026, nemlig 120-året for hans død. Men det er nu, at mange brikker i puslespillet om hans tilknytning falder på plads. 

Vandring i kunsthistorien

Den industrielle revolution med fremstilling af cement til byggebranchen gjorde Bibémus overflødig som stenbrud, men George Bunker, en amerikansk kunstsamler og ejer af flere af Cézannes værker, kendte til stedet og dets betydning for maleren, så han købte det i 1954 af bevaringsværdige grunde. 

Ved hans død i 1991 arvede kommunen stenbruddet med den klausul, at området skulle naturbeskyttes af hensyn til kunsthistorien og samtidig være tilgængeligt for offentligheden. Aix-en-Provence har løst det ved at gøre det område, hvor Paul Cézanne færdedes mest, til et åbent museum, men altid i følge med en guide. 

Rundt omkring er der derfor placeret plancher af udvalgte værker ved de steder, som direkte inspirerede til det pågældende motiv, så kunsten bliver levende for øjnene af os.

Højdepunktet på vores guidede tur er det lille refugie, et simpelt stenhus, hvor han havde base de sidste år af sit liv. Han blev kørt herud af sin chauffør, men vandrede det sidste stykke, oftest med sit staffeli og lærreder i en rygsæk. Andre gange lod han det overnatte, til han kom igen for at male. 

Herfra er den vigtige udsigt til det 1.100 meter høje Saint-Victorie-bjerg, som han har malet i al slags lys og fra flere vinkler. 

For Cézanne var det et helligt sted. Dels fordi der i gammel tid var et kloster tæt på toppen, men lige så meget fordi det var symbolet på naturens skønhed og kræfter, man ikke kan ændre på. Andet end i sin fortolkning som maler, hvor hans post-impressionistiske stil løftede ham op i superligaen af franske malere i starten af det 20. århundrede. 

Bytur i Cézannes fodspor

Mættet af førstehåndsindtryk, vender jeg tilbage til centrum af Aix-en-Provence for at se, hvad han kommer af. Jeg slår dog først et slag indenom Hotel Caumont-museet. Ikke fordi de har nogle Cézanne-værker hængende, men de deltager i hyldesten af ham med en rigtig god dramatiseret kortfilm, som på en halv time fortæller hans livshistorie. 

Med den in mente, er det afsted på en selvstændig vandretur rundt i byen for at se de steder, som har haft betydning for ham. Turistkontoret har skabt en god rute (I Cézannes fodspor), der er en rejse gennem forskellige faser i hans liv, fra fødsel til død med bronzestatuen af ham fra 2006 ud for Rotonde-springvandet som det oplagte udgangspunkt.

Som hjælp til besøgende, har byen lagt et messingskilt på fortovet i brostensstørrelse med et stort indgraveret »C« ud for alle de nævnte, historiske ejendomme i kvartererne på begge sider af hovedstrøget Cours Mirabeau.

Det er nemlig få steder, der er referencer til Paul Cézanne, fordi husene i dag er almindelig beboelse. Undtagen i rue de l’Opera nummer 28, hvor der står malet over døren, at han blev født her 19.januar 1839.

På hjemmebane hos kunstneren

Vandreturen giver et godt indblik i byens hverdagsrytme, som er fortsat, siden Cézanne forlod denne verden, og som har gjort Aix-en-Provence til en populær kulturby. Og det til trods for, at der ikke er mange originale Cézanne-værker tilbage i byen bortset fra de ti oliemalerier og adskillige akvareller, der hænger i den permanente udstilling i Musée Granet. 

Og nu er der kommet endnu en grund til at dykke ned i historien om Cézanne, familiens landsted, Jas de Bouffan. Her tilbragte kunstneren 40 år af sit liv, og det repræsenterer en afgørende periode i hans karriere. Det ligger halvanden kilometer vest for centrum, og renoveringen af det herskabelige hus, som Cézanne senior købte, da han havde fået succes som bankmand, har været meget afgørende for byens beslutning om at hylde bysbarnet. 

Her fandt konservatorerne nemlig et værk, som var et af Paul Cézannes mange eksperimenter malet direkte på væggen. I mange år var det dækket af efterfølgende husejeres andre malerier.

Sammen med den genskabte have med kastanieallé, æble- og olivenplantage og åkandedam, der også var med til at nære malerens fantasi, kan vi andre med åbningen af Jas de Bouffan træde direkte ind i kunsthistorien til den kakafoniske lyd af cikader.

De sidste penselstrøg

Knapt så prangende, men ikke mindre vigtigt, er Cézannes værksted, Atelier des Lauves, et par kilometer mod nordvest. Han sad omkring århundredeskiftet og malede i det fri på Lauves-bakken, da han så et til salg-skilt. Han besluttede sig for at købe grunden og fik opført et hus efter sine egne tegninger, så det passede til hans liv på det tidspunkt. 

Stueetagen var bolig, mens førstesalen blev indrettet med et 50 kvadratmeter stort atelier, som skulle blive rammen om de sidste og mest epokegørende værker, han malede indtil sin død. Nu er dette hus også blevet renoveret og genåbnet som meget mere end et museum. Her kommer man ikke tættere på hans personlige sfære, når man går rundt blandt de originale møbler, opstillinger, malergrej og nips i charmerende rod, alt sammen badet i det forførende provencalske lys gennem de store vinduer.

Coverbillede: Sophie Spiteri

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. oktober 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Frankrig? Find flere artikler her