Modena midt på Posletten er en af Italiens lidt oversete byer. Den står i skyggen af Milano, Bologna og selv nabobyen Parma. Men det er synd, for balsamicoeddikens og Ferrari-bilens hjemby byder på udsøgt gastronomi, smuk arkitektur og gode shoppingmuligheder.
Tilbage i sommeren 2004 besøgte jeg Modena første gang.
Det var blot på en kort endagstur under et ophold i den nærtliggende storby Bologna.
Jeg nåede derfor kun at opleve en flig af Modena, og lige siden har der været en drøm om at vende tilbage og få nogle flere indtryk af byen, der også går under navnet »Motorhovedstaden«, fordi berømte italienske sportsvogne af mærker som Lamborghini, Ferrari og Maserati fremstilles her.
Det er nu ikke så meget biler, jeg er kommet for at opleve, men mere det søde liv, der blandt andet gjorde, at bysbarnet Luciano Pavarotti ikke nænnede at flytte herfra, men blev i Modena og døde her efter sin imponerende operakarriere.
Jeg ankommer til byen først på aftenen, og efter en hurtig indtjekning på mit hotel begiver jeg mig ud i byens gader.
Modena, som udtales med tryk på første stavelse, er en ældgammel by.
I romertiden blev den kaldt Mutina, og i middelalderen udviklede den sig til en velstående handelsby, ligesom flere andre
af Poslettens byer.
Her blev opført et universitet så tidligt som i 1175, og rige adels- og købmandsfamilier slog sig ned og byggede storladne palæer.
Det gjaldt ikke mindst den indflydelsesrige Este-familie, hvis overhoveder med tiden blev hertuger af Modena.
Jeg krydser den store Piazza Roma, hvor Este-hertugernes enorme palads fra 1600-tallet cementerer byens rigdom.
I dag har familien for længst forladt slottet, og der er noget næsten lidt dystert over den imposante bygning og den store, tomme plads her i aftenskumringen.
FAKTA
Værd at vide om Modena
Rejsen dertil: De nærmeste lufthavne er Bologna og Bergamo. Herfra er der en lille times kørsel afhængig af trafik. Man kan tage tog til Modena fra Bologna og Milano.
Årstid: Vinteren kan være kølig og sommeren meget varm. Bedste årstider er det sene forår og tidlige efterår.
Overnatning: Der findes hoteller i alle prisklasser. FRI boede på det centralt beliggende BW Premier Milano Palace.
Mad og drikke: Der findes en lang række spisesteder, cafeer og barer i centrum. Mange steder bruger
de lokale råvarer, og menukortene skifter med sæsonerne.
Shopping: Blandt de attraktive varer er balsamico, ost, Lambrusco og Ferrari-merchandise.
Svampe og mørkerød Lambrusco
Den intimitet, som er lidt fraværende på Piazza Roma, finder jeg til gengæld et stenkast derfra.
Her, dybt inde i Modenas hjerte, befinder sig den lille, elegante plads Piazza Giuseppe Mazzini.
Som i store dele af det middelalderlige centrum er byhusene malet i de mest vidunderlige pastelfarver fra citrongul til fersken og abrikos.
Folk har efterhånden indfundet sig på pladsens spisesteder, og navnlig restauranten Uva d’Oro er åbenlyst populær.
Folk står i kø i dørpartiet for at få et bord, og tjenerne løber i pendulfart med vin og anretninger ud til de ventende gæster på stedets overdækkede terrasse.
Synet glæder mig, for i modsætning til de impulsive italienere, har jeg bestilt bord hjemmefra netop her på anbefaling
fra en kender af byen.
Det er blevet sæson for de delikate Karl Johan-svampe – eller porcini, som de hedder på det lokale sprog.
Stolt over udbuddet har restauranten lavet en hel opsætning ved siden af indgangen, hvor de flotte, friskplukkede svampe ligger fremme til at vække en sult hos selv den mest mætte.
Jeg begynder den kulinariske oplevelse med et bræt med lokalt charcuteri.
Her er blandt andet skiver af mortadella og skinke fra det nærliggende Parma.
Ved siden af serveres det lokale brød, crescentine, som er en slags fladbrød, der ofte laves, så de ligner små, gyldne puder.
Brødene tilberedes i kogende olivenolie og smager sammen med det tilhørende kødpålæg rent ud sagt himmelsk.
Det samme gør den portion tagliatelle med Karl Johan-svampe, som jeg efterfølgende sætter tænderne i, akkompagneret af et glas af den lokale Lambrusco.
Og nej, der er ikke tale om det lyserøde sprøjt, som var en populær aperitif i mange danske hjem i 1980erne, men en mousserende rødvin fuld af kraft og dansende perler.
Den evige forædling
På andendagen er det tid til at udforske Modena nærmere.
Foruden de kendte sportsvogne, er byen især berømt for ét bestemt produkt: balsamicoeddike.
Det er mit mål at smage på den kendte, sødlige eddike på et tidspunkt i løbet dagen.
Der findes i dag billige efterligninger, hvor rødvinseddike og sirup er mikset sammen, men den originale balsamico fremstilles af druemost som lagrer i tønder i årevis.
En flaske af den ægte vare kan koste op mod 1.000 danske kroner og er derfor ikke noget, man klatter væk.
Mens jeg går rundt i bykernens stemningsfyldte gader, og kigger på modebutikkernes vinduer og de patinerede facader, slår det mig, hvordan italienerne evner at dyrke en underspillet luksus.
Det gælder alt fra biler og påklædning til mad, drikkevarer og arkitektur.
Man går ikke på kompromis, men vil have det mest udsøgte, og Modena står med sine sportsvogne og balsamicoeddike som et tydeligt billede på netop denne livsstil.
Efter en kaffepause på en anden af byens hyggelige pladser, Piazza XX Settembre, slentrer jeg mod byens smukke domkirke.
Modsat de mange pastelfarvede palæer og byhuse, knejser den i gråhvide toner midt på Piazza Grande.
Katedralen er sæde for ærkebisperne af Modena, og den tog som de fleste andre storladne kirkebyggerier i middelalderen flere hundrede år at opføre.
Den stod endelig færdig i 1319 og er endnu et eksempel på byens kompromisløshed.
REJSETIPS
4 ting du skal opleve i Modena
Albinelli-markedet
Byens torvehal, hvor tænderne løber i vand, så snart man træder indenfor. Bod efter bod falbyder delikate produkter som oste, kødvarer, vine, grøntsager og meget andet.
4 Madonne
Byens førende producent af den ligeledes ædle ost Parmagiano-Reggianno, som kan købes i butikken.
Enzo Ferrari Museum
Der er naturligvis et museum i byen med en hyldest til skaberen af verdens måske mest berømte og eftertragtede
sportsvogn, Ferrari.
Acetaia del Duca
En traditionel balsamico-producent, hvor de dyre dråber kan smages og købes.
Balsamico og valnøddelikør
Om aftenen bliver det til et besøg på den livlige restaurant Osteria di Modena Rossi, der ligger overfor det gamle hertugpalads.
Og endelig opstår der lejlighed til at smage på den ædle balsamico.
Som en lille optakt til måltidet serveres et stykke af den lokale Parmagiano-Reggianno-ost stænket med dråber af den mørke, tykke eddike. Og efter en tallerken med grillede grøntsager vender balsamicoen tilbage, denne gang sammen med ostefyldte cappelletti (en slags ravioli).
Umamismagen fra osten og den søde, syrlige smag fra eddiken passer perfekt sammen.
Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan italienerne bærer sig ad, men de kommer som regel i mål med det ypperligste – også på denne aften i Modena.
Det sanser jeg endnu engang, da jeg efter måltidet bliver budt et glas af den lokale likør, Nocino.
Den fremstilles af grønne, umodne valnødder, der trækker i alkohol, hvorefter sirup tilsættes.
Det er noget nær den mest rafinerede likør, jeg nogensinde har smagt.
Mæt og fuld af indtryk går jeg lidt efter gennem byens halvtomme gader med maven fuld af underspillede luksusprodukter fra vidunderlige Modena.
Coverbillede: Nils Melzer
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. februar 2026.
Ønsker du mere inspiration til en rejse i Italien? Find flere artikler her
