Spøgelsesbjerg og dybe kløfter: Familieferie i St. Johann

I St. Johann lige syd for Salzburg i Østrig kan både børn og voksne opleve den vilde natur og få sig et lille gys på bjerget oven over byen.

Det har regnet, da vi tager svævebanen op i 1.800 meters højde til Geisterberg.

Vi gynger op gennem skyerne og gyser allerede lidt ved at svæve højt oppe over dalen. Hele bjerget ligger indhyllet i en dis, og vi føler os lidt alene i verden.

Vi er min kone og jeg i selskab med to børnebørn på fem og ni år, som synes, det er spændende at skulle op på et bjerg med spøgelser.

Ved svævebanens endestation suser de to drenge straks afsted på en sti mod den første post, mens vi forsøger at hitte rede i, hvad det hele går ud på.

»Her er et spøgelse,« lyder det fra drengene, og ganske rigtigt er der et billede af et spøgelse på en bænk 100 meter fremme.

Så kan et lille klistermærke sættes fast på en skive, som skal fyldes ud med ti spøgelser. Ind i mellem posterne er der legestationer placeret op ad bjergsiden.

Drengene er henrykte. De gynger, klatrer og springer ud fra tårne. Ind imellem må vi råbe efter dem ud i det ukendte terræn for at finde ud af, hvor de er blevet af.

Alexander på ni år kravler op i et udspringstårn. Der er to en halv meter ned til madrassen.

Han tøver, venter og ender med at springe… igen og igen.

Venlige spøgelser

Geisterberg eller »spøgelsesbjerget« er en oplevelsespark med 40 legestationer på forskellige niveauer.

De større børn kan prøve at lege bjergbestigere og klatre knap 50 meter op ad en bjergvæg. For de mindre er der
slotte med venlige spøgelser og sejlture over en uhyggelig sø.

De voksne kan nyde naturen på bjerget og udsigten over dalen og så tage spøgelsestoget tilbage til svævebanen igen efter tre timers sjove strabadser.

Drengene nynner den melodi de hørte i toget: »Gspensti und Spuki gerade auf dem Geisterberg«, genfærd
og spøgelser lige på spøgelsesbjerget.

Togføreren siger »Grüss Gott«, som er en almindelig hilsen i Østrig og betyder Gud hilser dig.

Philip på fem siger: »Tror I på gud?«

Nede i dalen ved svævebanens start er der en stor legeplads med alt fra trampoliner til gynger og tovbane.

Her støder vi ind i en dansk familie, Sabine Meyer med sin kæreste Andreas og to børn på fire og knap et år. De er på en biltur ned gennem Europa og med kort varsel besluttede de sig for et stop i St. Johann.

»Vi har fået et fantastisk hotel her i Alpendorf med en fin udsigt, og så er der denne her store legeplads.«

Hotel Tannenhof: Ski-in/Ski-out luksus for hele familien

Vores hotel ligger også i Alpendorf, som er en lille hotelby et par kilometer uden for St. Johann im Pongau, som ikke skal forveksles med St. Johann i Tyrol.

Hotellet hedder Tannenhof og er et klassisk familiedrevet østrigsk hotel med blomster i altankasserne, store udhæng og med skigæster om vinteren og vandrere om sommeren.

Karin Viehhauser er anden generation i driften af hotellet, men hendes mand og de fire børn er også med.

»De fleste, der kommer her, er stamgæster. Det er familier med børn, ældre, yngre og par. Vi lægger vægt på at skabe en personlig og hjemlig atmosfære,« siger hun.

Alexander og Philip bevæger sig hurtigt hjemmevant på hotellet, og komme ned i den indendørs pool, hvor de plasker og svømmer, indtil de er helt opløste. Poolområdet er med wellness-tilbud, sauna (kun for gæster uden tøj på, som det kendes fra Tyskland) og tilbud om massage og andre behandlinger.

»Vi gør meget ud af at være et børnevenligt hotel,« siger Karin Viehhauser og tilføjer, at der hver dag er tilbud om aktiviteter for de små og mulighed for regulær børnepasning, hvis de voksne vil ud at vandre i bjergene.

Vi bor i halvpension, og drengene finder hurtigt hen til vores stambord. Dagens menu vælger vi allerede om morgenen, og den står typisk af en menu på fire retter til de voksne med valg mellem en kødret, fisk eller en vegetarret til hovedret.

Dertil en lille forret plus en grønsagssuppe og en dessert. Alt sammen lækkert og omhyggeligt tilberedt.

Drengene siger »Danke« og spiser deres suppe, stikker lidt i de østrigske nudler med kød til og så middagens højdepunkt: isen, som de selv kan skovle op i en eller to vafler direkte fra isboksen.

Liechtensteinklamm: En vandretur gennem Østrigs dybeste kløft

Vi taler om, hvad der venter dagen efter, inden øjnene falder i. Vi skal på udflugt til Østrigs dybeste kløft, Liechtensteinklamm, som er halvanden kilometer lang og 300 meter dyb, og som heldigvis ligger i gåafstand fra hotellet.

Vi går ad en sti lige uden for hotellet ned mod kløften.

»Se der står en hjort,« udbryder en af drengene. Den viser sig at være udstoppet, men da vi kommer nærmere,
kan vi se, at den ikke bare står til pynt. Den er skydeskive for folk, der vil skyde med bue og pil, Bogen Jagd.

De kan tage et kursus på stedet og så øve sig inden for et større indhegnet område, som er indrettet til formålet, og det er forbundet med livsfare at gå derind, står der med røde bogstaver.

Vi vandrer så andægtigt langs hegnet og over marker med gule og blå blomster og ind i skoven ad ujævne stier, vi krydser et lille vandløb og efter en kilometer er indgangen til kløften der.

Der er mange mennesker i alle aldre og størrelser, og stien er både smal og lidt smattet. Vi går ind i en smallere og smallere og dybere og dybere dal, vandet bruser nedenunder stien, som er forsynet med rækværk og advarsler om ikke at gå uden for stien.

Ned går det under klippefremspring, gennem tunneler, over små broer og op og ned ad trapper indtil en udendørs vindeltrappe fører os 30 meter ned ad. Den hedder Helix og efter endnu en lang tunnel kan vi ikke komme længere.

Trætte ben og bue og pil

Vi er ved foden af et vandfald, som larmer så meget, at enhver samtale bliver til en råben. Den femårige meddeler, at han nu har trætte ben.

Vi forsøger med alskens afledningsmanøvrer, »se floden dernede, se klippen, se hvor højt op der er«, og det hjælper os frem til kiosken ved indgangen, hvor belønningen venter i form af en lille bue, pil, slangebøsse og et par glas kold æblesaft.

Den anden danske familie tog turen med den etårige i bæresele.

»Liectensteinklamm og Geisterberg var begge to superfede ture. Vi elsker at vandre i naturen, så for os er det her perfekt, når der både er natur og gode legepladser,« siger Sabine Meyer.

Tørsten er slukket og med bue, pil og slangebøsse går det til fods tilbage til Hotel Tannenhof.

På hotellet hopper vi direkte i poolen og så ellers ned til stambord og stamplads.

Der venter ærtesuppe og saft, og det hele glider ned. Fruen kaster sig ud i den lokale biksemad, Gröstl, og dertil østrigsk rødvin af druen Blaufränklisch.

Tiden går hurtigt i bjergene, der er mange andre fristelser, såsom minigolf og et besøg i en isgrotte. Vi vælger at tage et par kilometer væk til en skov parcours bane. Parcours er en bane med forhindringer, og drengene har gået til det derhjemme.

Vi vandrer igen et stykke vej ind i skoven, og der er ganske rigtigt spændt reb og net ud mellem træerne, så både voksne og børn kan opleve suset og spændingen ved at bevæge sig i tyve meters højde mellem træerne.

For de små er der et anlæg med mindre krævende balancesnore og pæle og stiger.

Isbaren kalder

Tre dage med naturoplevelser lakker mod enden. Philip på fem vil gerne op på spøgelsesbjerget igen.

Det når vi ikke i denne omgang, siger vi voksne.

Sabine Meyer og hendes familie har haft nogle fantastiske dage i Alpendorf, siger de.

»Vores datter på fire var helt vild med legepladsen og spøgelsesjagten. For os har det været helt perfekt at kunne køre ture ud fra hotellet og vandre i den smukke natur. Her er så roligt, så børnevenligt og så meget natur. Mange af vores venner har også kommenteret de billeder, vi har lagt op på Instagram, og skrevet og spurgt om, hvor det dejlige sted er.«

På vejen hjem til Danmark spørger vi Alexander og Philip, hvad det bedste ved turen var.

»Isbaren, hvor vi selv kunne tage is,« lød det første bud.

»Swimmingpoolen,« lød det næste. Hvad så med naturen, ville vi vide?

»Den var flot, men det var ikke bjergene, der gjorde det til en god ferie,« sagde Alexander så og tilføjede:

»Floden der snoede sig, vandfaldene og så det at springe ud fra tårnet i spøgelsesparken.«

FRI var inviteret til St. Johann af SalzburgerLand, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. februar 2026.

Coverbillede: Wolfgang Weisler, Pexels

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Østrig? Find flere artikler her