I den portugisiske landsby Melides har den ikoniske franske skodesigner Christian Louboutin skabt et luksushotel af en anden verden.
Så snart vi træder ind ad porten til det lille hotel Vermelho i Alentejo-regionen, fornemmer vi, at det er et ganske særligt sted. Over disken i receptionen hænger en overdimensioneret indisk inspireret halskæde i guld og lysegrøn. Kaklerne på gulvet er skinnede røde, mens loftet er en mosaik af sirligt udskåret træ.

Hotelejeren er da heller ikke hvem som helst. Det er nemlig den franske skodesigner Christian Louboutin, som står bag hotellet, der ligger i den tyndt befolkede Alentejo-region i landsbyen Melides, cirka halvanden times kørsel syd for Lissabon.
Christian Louboutin har siden 1990’erne haft ejendomme i Portugal, og i de sidste ti år også et hus ved det brusende Atlanterhav, der ligger nogle få kilometer fra Melides. Vermelho er dog designerens første hotel, og han er gået all in. Hotellet slog dørene op i foråret 2023 og blev allerede senere samme år optaget i den eksklusive hotelsammenslutning Relais & Chateaux, der blandt andet tæller danske Dragsholm Slot og Falsled Kro.

»Vermelho« kan oversættes til »rød«, og hotellets navn er da heller ikke tilfældigt. Christian Louboutin blev verdensberømt for sine karakteristiske røde skosåler, og farven løber nu som en rød tråd gennem hotellets indretning, der ellers er en eklektisk fusion af stilarter og farver.

Overalt finder man samlerobjekter og skatte fra hans mange rejser samt masser af finurlige detaljer: Den blå facade på hotellets bistro, Xtian, er et helt kunstværk i sig selv. Den er udsmykket af den italienske skulptør Giuseppe Ducrot, som sammen med den portugisiske arkitekt Madalena Caiado er blandt de mange af designerens kreative venner, som har været involveret i at indrette hotellet.
Bistroens gulv er belagt med mosaikker og væggene prydet med farvestrålende Bollywood-filmplakater fra 1960’erne. »Dagligstuen« på etagen ovenover, hvor vi bliver budt på te efter ankomsten, er indrettet med lyserøde plysmøbler, ægte tæpper, lamper og vægge i glasmosaikker, som man kender dem fra historiske paladser i den indiske delstat Rajasthan – og rødmalede loftsbjælker, naturligvis.
Kakkelfest
Fra den »lyserøde« tesalon bliver vi fulgt ned til værelsesfløjen, der er omgivet af et rødt blomsterhav og duftende citron- og granatæbletræer. Der er også blevet plads til en stor køkkenhave med krydderurter og grøntsager, der forsyner bistroens solide køkken.


De fleste af hotellets tretten værelser har udsigt til den private have, poolen og det fredede naturområde, der starter, hvor hotellets grund hører op. Værelserne i stueplan har egen veranda ud til haven – rummelige nok til at invitere et større selskab på sundowners eller et glas Madeira.
Alle værelser har hver deres særpræg. Ét har grøn som den gennemgående farve, i et andet er væggene indigoblå og dekoreret med svungne, håndmalede plantevækster. Hertil en solgul sofa og et stribet parketgulv. I en af suiterne er Christian Louboutins klassiske sorte pumps blevet brugt som motiv på et par små marmorborde.

Håndmalede portugisiske azulejos (kakler) er et gennemgående tema i indretningen, faktisk er der blevet brugt mere end 7.000 af slagsen. Gulv, vægge og lofter på badeværelserne er beklædt med kakler, og i flere af værelserne gør de sig ud som sengegavle.


Den oversete region
Nok er Vermelho klassificeret som et 5-stjernet hotel og indretningen til den overdådige side, men stemningen her er hjemlig og afslappet. Christian Louboutin kigger også jævnligt selv forbi sit »andet hjem« i Alentejo. Sidste gang for en måneds tid siden, hvor han dukkede op med tre små potteplanter i favnen, som skulle plantes ud i hotellets frodige have.

Vi skal kun bo på Vermelho en enkelt nat, men det er et sådan sted, man bare får lyst til at slå sig ned i længere tid. Synke ned i salonens gyldne veloursofaer med en avis og en stor kop kaffe. Sippe pisco sour fra de ekstravagant ornamenterede barstole og slentre en aftentur i landsbyen, der er typisk portugisisk med brostensbelagte gader og hvidkalkede huse med terrakottatage og blåmalede døre og vinduer.
Melides ligger under en halv times kørsel fra den eksklusive og mere livlige strandby Comporta, der tiltrækker highend-besøgende med sine gourmetrestauranter og butikker med luksusbrands. Comporta er et godt billede på den udvikling, der i gang i Alentejo, der i rejsebranchen ofte beskrives som Portugals »oversete region«.

I Melides er der stadig blot nogle få familiedrevne spisesteder, en kirke, der ringer solen op og ned, et lille pottemageri, der også fungerer som museum. På landsbyens hovedgade finder man Vermelhos egen butik, hvor man kan shoppe lidt af hotelstilen med sig hjem: glaskunst, keramik og tekstiler i fine kulører.
Pool i baghaven
Til trods for Melides’ afsondrede beliggenhed har de lokale indbyggere i årevis været vant til besøgende udefra. Efter Nellikerevolutionen i 1974, hvor Portugals sidste diktator, Marcelo Caetano, blev væltet, kom tyske og hollandske hippier til området og bosatte sig i de naturskønne bakker omkring den lille søvnige landsby.
I de senere år har et mere pengestærkt klientel fået øjnene op for Melides’ charme, og landsbyens små, pittoreske huse sættes i dag til salg for svimlende summer. Flere af husene er blevet gennemrenoveret, og vi spottede blandt andet en splinterny swimmingpool, som var blevet mast ind i en mikroskopisk baghave.
I det hele taget er Melides i gang med at få et omfattende ansigtsløft, og Christian Louboutin har efter sigende selv bidraget med et klækkeligt beløb til landsbyens forskønnelsesprojekt. Da vi besøger landsbyen, er hovedgaden ved at blive gravet op, så der kan lægges nye fliser. Husene på vejen, hvor hotellet ligger, har nymalede facader, og Melides er klar til at byde nye gæster velkommen.
FRI var inviteret af Relais & Chateaux og TAP Air Portugal, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 30. november 2024
