I den spanske region La Garrotxa ligger middelalderlandsbyer spredt ud i et unikt vulkansk landskab. Selv om vulkanerne ikke har været aktive i tusindvis af år, er de omdrejningspunktet for den bæredygtige turisme, der er vokset frem i området.
Ved en hurtig gennemkørsel ad hovedvejen ligner landsbyen Castellfollit de la Roca mange andre spanske landsbyer fra middelalderen. I århundreder et vigtig stop for rejsende mellem kystbyerne på Costa Brava og det kuperede bagland, men i dag en lidt søvnig by med knap 1.000 indbyggere og et par gammeldags bagere kendt for deres specielle kiks og enormt store muffins.
Castellfollit de la Roca er kendt som »The Hanging Town« på grund af sin spektakulære beliggenhed, som man først rigtigt bemærker efter at have slentret de få hundrede meter gennem smalle, skyggefulde gyder til den panoramiske udsigtsplads for enden af byen.
Ved synet og lyden af de to brusende floder, der mødes neden for byen, går det op for os, hvor særlig en placering den historiske by har.
Den knejser nemlig på en 50 meter høj og smal basaltklippe og rummer i alt et areal på kun omkring én kvadratkilometer. Husenes ydermure til den ene side flugter stort set med klippen, og det er muligvis ikke her, man skal læne sig alt for langt ud ad vinduerne, selv om udsigten er betagende.
I sig selv er det fascinerende, at basaltklippen under Castellfollit de la Roca er dannet af størknet lava fra nærliggende vulkaner efter et udbrud for over 200.000 år siden, men det er typisk for området La Garrotxa, at det meste har forbindelse til den specielle geologi.
Med Castellfollit de la Rocas beliggenhed følger naturligt nok en dramatisk pris – ingen ved hvornår – men på et tidspunkt vil byens yderste huse, bygget i vulkanske sten, styrte til jorden, fordi jorden langsomt eroderer.
Vi tager stien ned fra udsigtspladsen for at komme ned. Den fører os rundt om klippen mod floden forbi nyttehaver, høns og lokalmiljø. En sti, der har været her i hundredvis, måske tusindvis af år, det er nemlig højst sandsynligt en del af Via Annia, de gamle romeres vej, der forbandt Pyrenæerne med kysten.
I bunden kan vi krydse broen over floden Fluvia, hvor vi har det bedste udsigtspunkt op mod landsbyen og klippen, hvor det står klart, at vi befinder os i et ganske særligt område på den Den Iberiske Halvø, nemlig på kanten til naturparken La Garrotxa Volcanic Zone Naturel Park.
Ingen dramatik
Regionen La Garrotxa ligger cirka halvanden times kørsel nordvest for Barcelona og er præget af sit vulkanske landskab med omkring 40 vulkaner og 20 såkaldte lavastrømme på et område, der er cirka 153 kvadratkilometer.
Ordet vulkan skaber som regel dramatiske indre billeder, men der er ingen grund til at bekymre sig om sprudlende ild, askeskyer og national evakuering.
Det seneste vulkanudbrud i området menes at have fundet sted for over 11.000 år siden, og for at være helt ærlig skal man faktisk vide, at det kuperede terræn og de bevoksede grønne bakker, der tegner horisonten, er vulkaner.
Et godt udgangspunkt for at forstå området er derfor et besøg på det relativt nyåbnede museum Crater Space (Espai Crater) i regionens hovedby Olot. Museet er selvfølgelig bygget »nede« i en af de fire vulkaner, som byen er grundlagt ovenpå, og forklarer detaljeret den komplicerede geologiske historie, blandt andet med hjælp fra virtual reality.
Det består primært af ét stort rum med forskellige interaktive oplevelser, og man skal holde tungen lige i munden under de detaljerede forklaringer om lavastrømme og vulkanudbrud i forskellige tidsperioder, som har forandret og skabt naturen i området.
Til forskel fra de store, aktive vulkaner, som mange kender i dag fra Island og De Kanariske Øer, har hver enkelt vulkan i La Garrotxa kun været i udbrud en enkelt gang og er herefter bevokset. De kan derfor være svære at udpege fra de omkringliggende områder.
I den lillebitte museumsbutik forstår man, at der i de senere år nu er kommet en moderne tilgang til at brande La Garrotxa – man kan både købe »vulkan-chokolade«, »vulkan-øl« og selvfølgelig den lokale udgave af likøren Ratafia, lavet af en række forskellige urter og grønne valnødder.
Vil man fuldende vulkan-storytellingen, kan man booke bord på én eller flere restauranter i og omkring Olot, der bekender sig til det »vulkanske køkken«. Maden her er baseret på lokale råvarer som kidneybønner, kartofler, trøfler, kastanjer, vilde svampe samt svinekød, snegle og vildsvin.
Byen Olot har en gammel, charmerende bymidte præget af modernistiske art nouveau-bygninger. Små centrale pladser og en enkelt større rambla med smukke træer er forbundet via snørklede gader. På den centrale allé finder vi Casa Sola Morales med en smukt dekoreret facade, og lige over for byens kirke ligger en boghandel i stueetagen i et farverigt udsmykket hus i stil med Gaudis mesterværker i Barcelona.
REJSETIPS
La Garrotxa
Fra Barcelona er der cirka 1,5 time i bil til La Garrotxas hovedby Olot. Fra Girona er det omkring 30 minutter.
Med udgangspunkt i Olot er det nemt at komme ud til vandreruterne via den offentlige bus Rumbus. Det er muligt at gå fra A-B og tage bussen tilbage til Olot om aftenen. Man kan parkere tæt ved Rumbus-stationen i Olot. Husk at tjekke tiderne, da bussen ikke kører så ofte uden for højsæsonen. Læs mere her
Vandreruterne i området er tydeligt markeret med gule skilte. Det er nemt at sammensætte en vandretur via en app efter sværhedsgrad og interesser.
Der er mange muligheder for overnatning i enten Olot på f.eks. hotel eller lejligheder midt i byen, men mange farmhouses i området er også omdannet til ferielejligheder eller B&B.
Det er spektakulært at se området fra oven i en luftballon.
Bedste rejsetidspunkt er forår og efterår på grund af de smukkeste farver i naturen og det milde klima, der gør det mere behageligt at vandre og opleve naturen.
I vulkanens mave
De fleste besøgende kommer dog for at udforske naturen og den bæredygtige økoturisme i regionen, som er forbundet i et fintmasket net af cykel- og vandrestier på i alt 2.500 kilometer.
Tager man udgangspunkt i Olot, er det nemt at komme rundt til startpunkterne for de bedste naturoplevelser ved at tage den offentlige Rumbus. Den kører i fast rute mellem en række stop, så man netop kan vandre fra A-B uden at skulle tænke på turen tilbage til hotellet.
Vi starter således dagens vandretur på busstationen i et industriområde i udkanten af Olot. Ved siden af ligger en parkeringsplads som led i at fremme den bæredygtige turisme.
De små veje i de traditionelle catalanske landsbyer, hvoraf nogle har under 100 indbyggere, bliver udfordrede, hvis alle turister tager bilen rundt før vandreture og restaurantbesøg.
Vi står af ved stoppestedet Santa Margarida og begynder gåturen ind mod Croscat-vulkanen, et af de mest besøgte steder i naturparken sammen med vulkanen Santa Margarida i nærheden, hvor man tilmed kan gå ned i »krateret« og betragte en lille ikonisk kraterkirke.
Vi sætter dog kursen mod Croscat langs marker, hvor der dyrkes fesols, små hvide bønner, som er karakteristiske for området og på menuen hos de restauranter, der bekender sig til det vulkanske køkken – hvis da ikke høsten som i år er slået fejl på grund af de store mængder regn.
Efter lidt tid står vi ved et lille informationscenter og udsigtspunkt, der på illustrativ vis fortæller om de bløde toppe, vi kan se i det fjerne. Efter yderligere en kort gåtur på stien når vi dagens første wow-oplevelse, vulkanen Croscat.
Eftersom vi står nede og kigger op langs mange nuancer af brune klipper, er det nærliggende at tro, at vi står i krateret af en vulkan. Men faktisk befinder vi os »inde« i selve vulkanen, og det kan primært lade sig gøre, fordi man i en årrække udvandt byggematerialer af de særlige vulkanske sten, indtil lokale oprørsgrupper fik sat en stopper for det i 1982.
Ironisk nok er det netop på grund af udgravningerne, at vi i dag kan betragte det smukke, farverige syn af forskellige lag i rødlige og orange nuancer.
Bøgeskov og middelalderby
Lige i nærheden af Croscat-vulkanen ligger områdets særlige bøgeskov, La Fageda d’en Jorda, som ethvert spansk skolebarn efter sigende kender på grund af et berømt digt om skoven, som skal læres udenad.
Bøgeskoven udgør et af de 27 naturreservater i Natural Park of the Garrotxa Volcanic Zone.
Vi går ad småbakkede stier under det, der ligner et lysende grønt, nærmest hullet, tæppe af trækroner over os. Skoven er speciel, fordi den vokser 550 meter over havoverfladen, hvilket gør den til én af de lavest beliggende bøgeskove på Den Iberiske Halvø – og derudover gror den på vulkansk jord i en gammel lavastrøm fra Croscat-vulkanen.
Den er dog ikke større, end at man kan gå skoven rundt på cirka 30 minutter og komme tilbage til parkeringspladsen, hvor også Rumbus har et stoppested.
Med bussen når vi på få minutter til Santa Pau, der er en anden af områdets tolv søvnige landsbyer og dagens sidste stop.
Midt i byen beundrer vi Placa Major, der er en arkadeformet plads med ujævne buer, anlagt rundt om det kompakte slot, som står på landsbyens højeste punkt.
Vi fortsætter gennem smalle, små gader, hvor knap en bil kan komme frem og ender ved et skønt udsigtspunkt, en portåbning i den gamle bymur, hvor vi kan fornemme både vulkaner og alt det, der bare ligner, i det fjerne.
Vi finder herefter vej tilbage til pladsen, hvor et par restauranter og barer gemmer sig under hvælvingerne og lader os inspirere af de lokale, der runder dagen af med en kop kaffe eller en øl, før solnedgangen lægger et rosa tæppe hen over middelalderbyen.
Coverbillede: Dorte Mosbæk
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. marts 2025.
Mangler du inspiration til din næste ferie i Spanien? Find flere artikler om her
