Den nordvestlige rumænske region, Transsylvanien, byder på smukke bjergrige landskaber, frodige højsletter, uendelige skove og små landsbyer, hvor tiden står stille.
Selv i en alder af 46 år, må jeg betegne mig selv som inkarneret hestepige, og når jeg kan kombinere den passion med min store rejselyst, er min lykke gjort. Udover utallige rideture til Island, har jeg redet i Argentina, Grønland, Thailand, Cuba, Spanien, Frankrig, Marokko, Egypten, Grækenland, og hvor jeg ellers har kunnet komme til det.
Efter min mening er hesteryg den bedste måde at opleve et lands natur på og en fantastisk måde at komme tæt på de lokale. Så da mine to gode islandske veninder spurgte, om jeg ville med på en fem dages ridetur i Transsylvanien, tog det mig ikke mange sekunder at sige: »Ja tak!«.
Turen startede i Budapest, hvor det ungarske lavprisselskab Wizz Air bragte os direkte fra henholdsvis København og Reykjavik. Nattoget tog os på en seksten timers bumletur over den rumænske grænse til byen Brasov.
Togstrækningen mellem Budapest og Bukarest er en del af Orientekspressens oprindelige rute. Der er dog meget langt fra fortidens glamour med velourpolstrede sæder og guldrandede tallerkner i spisevognen. I dette gamle sovjetiske tog er den eneste komfort en pose med sengetøj til seksmandskupeens køjesenge og muligheden for at betragte landskabet suse forbi. Rustikt, men en ganske særlig oplevelse. Envejsbilletten kostede kun 20 euro og kan anbefales – især hvis man ikke har travlt.
Streetfood mod vampyrer
Næste morgen i byen Brasov lejede vi en bil og kørte en tre timers tur gennem de sorte Karpaterbjerge til den lille by Izvoare i hjertet af Transsylvanien. Der var tid til et par stop undervejs, blandt andet for at prøve den lokale street food »Langos« – en slags friturestegt brød med creme fraiche, ost og rigeligt med hvidløg, naturligvis for at holde vampyrerne på afstand, som vi fik at vide. Vi nåede også et iskoldt, men yderst forfriskende dyp i floden Tera Mera. Det var tiltrængt efter en lang og lidt klistret togtur.
Vejen nordpå er ikke et område, der er til for travle turister, så man skal være klar på at finde frem af snørklede, hullede veje og køre bag en hestetrukket kærre nogle kilometer her og der. Som belønning for tålmodigheden kommer man igennem små, søvnige landsbyer med storkereder i lygtepælene og en fornemmelse af, at tiden står stille og har gjort det i årtier.
Hvor vi i Danmark bliver opfordret til at indkøbe store mængder vand og dåsemad til den dag, katastrofen rammer, virker det til, at beboerne her i Transsylvanien har regnet prepper-livsstilen ud. Hvert hus ser ud til at være selvforsynende med køkkenhave, høns, en ko, en ged, egen brønd og rigeligt med hjemmelavet brændevin til de kolde aftener. Radioen kører stadig på FM-båndet, og vognene trækkes af heste, der ikke behøver benzin. Der er selvfølgelig også mobilnet og moderne faciliteter, så man lider ingen nød som rejsende.
Islandske heste i bjørneterritorium
Da vi ankom til vores overnatningssted, Hotel Villa Honor, stod maden allerede klar. Det viste sig, at vi var de eneste gæster i den store villa, der både bød på sauna og et opvarmet udendørs vildtmarksbad. Efter en god nats søvn, kun afbrudt af en heftig national alarm på sms, der advarede om, at en brun bjørn var spottet i området, var vi nu spændte på at møde vores mere fredelige firbenede venner på ridecenteret Izlandi Lovak, fem minutter fra hotellet.
Ejeren og hesteentusiasten, Albert Andrés, tog imod os med åbne arme og en obligatorisk skål i den lokale brændevin Palinka direkte fra lommelærken. »Skål – Egezegredre!«… Op i sadlen og så afsted: vi tre gæster, Albert og to lokale guider, seks islandske heste og tre hunde så store som bjørne.
Der lever over 6.000 brune og sorte bjørne vildt i de rumænske skove, og vi var heldige at spotte nogle allerede første dag. De er ikke som sådan farlige for mennesker, men de kan godt finde på at angribe, hvis de føler sig truede, eller hvis de har unger. Hundene er med for at jage bjørnene væk, og det er ret betryggende.
For 18 år siden importerede Albert Andrés som den første et par islandske heste til Rumænien. Nu har han en flok på 40. Den islandske hest er kendt for sin hårdførhed og evne til at gå gennem ild og vand for sin rytter. Ikke mindst er den lille stærke hest kendt for sine to ekstra og yderst behagelige gangarter pas og tølt.
Hestene var vikingernes foretrukne transportmiddel, og den dag i dag er de stadig populære som rideheste. Det kræver ingen særlige færdigheder at holde sig i sadlen, da hestene er små, rolige og meget styrbare. Man skal dog kunne holde ud at sidde minimum seks timer i sadlen på de lange ridt gennem de bakkede landskaber og ujævne skovstier.
Turene her tilpasses rytternes niveau, og der er endda mulighed for at få undervisning i stedets ridehal inden rideturen. Det er også muligt at vælge kortere endagsture, hvor man sagtens kan nå at få en fornemmelse af landskabets storhed og skønhed.
Landet hinsides skovene
Vi red mellem 20-45 kilometer pr. dag og kom langt omkring. Vi besøgte blandt andet en lokal vingård, en fårefarm, et naturreservat, et destilleri og et fiskeopdræt. Hvert sted blev vi taget imod med hjemmelavet mad og rigeligt med Palinka.
Man skal nok hverken være vegetar, glutenallergiker eller afholdsperson for at spise med de lokale. Der er kød, brød og alkohol på bordet i store mængder, og det forventes, at man tager for sig. Men der er selvfølgelig også lækre solmodne tomater, kål i alle varianter og friskrørte oste, hvis man er mere til den slags.
Transsylvanien betyder »landet hinsides skovene«, og det forstår jeg godt, når vi rider gennem de uendelige skove med træer så høje som skyskrabere. Vi red også forbi den tidligere berygtede rumænske diktator Ceausescus sommerresidens, og det siger noget om landskabets udsøgte skønhed, for han har kunnet vælge lige det sted, han ville.
Vi mærker, at områdets specielle kultur befinder sig et sted mellem det sydeuropæiske, det habsburgske og det gamle østeuropæiske. Det sidste ses især på betonblokkene i regionens større byer Brasov, Sibiu og Cluj-Napoca.
Transsylvanien har haft en meget omskiftelig historie. Fra uafhængigt fyrstedømme til indlemmelse i det Habsburgske Rige, som en del af Ungarn. Efter Første Verdenskrig og det østrig-ungarske nederlag blev Transsylvanien overdraget til Rumænien, som en del af Trianon Traktaten i 1920.
Under Anden Verdenskrig blev Nordtranssylvanien annekteret af Ungarn, men tabt igen i 1945. Det betyder, at der i dag er et stort ungarsk mindretal i Transsylvanien, hvoraf en del drømmer om uafhængighed fra Rumænien. Alle skilte står på to sprog, og vi hørte mest ungarsk blive talt omkring os. Her i den nordlige del siger man også »skål« på ungarsk »egezegredre« i stedet for det rumænske »noroc«.
Besøg hos Grev Dracula
Efter fem oplevelsesrige dage blev det tid til at sige farvel til hestene, hundene og vores nye venner i byen Izvoare. Inden vi skulle aflevere bilen, nåede vi et smut forbi Transsylvaniens store attraktion, byen Bran, cirka en halv times kørsel syd for Brasov. Det er her Grev Draculas sagnomspundne slot befinder sig og kaster en mørk, gotisk skygge over byen.
Pludselig er vi landet i en verden af turister og alverdens plastik souvenirs med vampyrer og gys i alle afskygninger. Slottet er dog et besøg værd, og man forstår, hvorfor myten om den blodsugende greve er opstået og blevet fortalt gennem generationer til skræk og advarsel.
Nok mest berømt i Bram Stokers romanversion fra 1897 og gengivet utallige gange på film og i bøger lige siden. Slottet er selvfølgelig et trækplaster for turismen i området, men man skylder Transsylvanien at tage på afveje og skabe sin egen fortælling i denne smukke region i hjertet af Østeuropa – for eksempel på hesteryg.
Coverbillede: Ditte Cohn
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 10. august 2024.
Mangler du inspiration til din næste ferie i Europa? Find flere artikler her
