I over 200 år har gæster valfartet til München for at danse på bordene og skåle i 1-litersøl, men ikke alle forlader teltene med en bayersk fjer på. Udvalget af alkoholfri øl bliver større og bedre, så hvis du er gravid, sober curious eller generelt holder dig fra alkohol, kan du sagtens feste med.
Jeg har været trofast Oktoberfestgænger, siden jeg som teenager stiftede bekendtskab med fænomenet. Det var kærlighed ved første tår, og jeg elsker at trække i den traditionelle Dirndl-kjole, bunde kæmpeøl og skråle med på schlagerhits, som var der ingen dag i morgen. Den begejstring deler jeg med min veninde Maria, som har konsumeret ikke så få Oktoberfestøl gennem årene. Da hun fik en ekstra passager i maven, troede jeg dog, at hun ville nappe en pause – men hun insisterede på, at hun sagtens kunne være en del af verdens største ølfest uden at drikke alkohol. Så det tog vi afsted for at afprøve.
Salt, fedt og sauerkraut
Vi har knap nok ramt Oktoberfestpladsen, da Maria første gang beklager sig over, at hendes Dirndl strammer over maven, men så snart vi har slået os ned i det første telt, begynder fordelene at vise sig. Denne gang er det særligt positivt, at vi altid starter om formiddagen for at sikre os et bord.

»Det er helt perfekt for mig nu, for det betyder, at flokken nok går kold først på aftenen. Og så kan jeg være tidligt hjemme uden at virke som en lyseslukker, « fortæller hun.
Allerede inden den første øl bliver serveret, smugkigger hun i menukortet, og det bayerske køkken frister tydeligvis. Særligt de salte snaskeretter som Halbe Hendl og Schweinshaxe er et hit, og her behøver hun ikke at tænke over, om der er noget, hun bør holde sig fra.
»Det meste på menukortet er gennemstegt, og som en lille bonus er der sauerkraut til flere af retterne. Det er jo godt for fordøjelsen, der ellers kan drille lidt med en baby i maven.«

Cykelbajere og nyt skud på ølstammen
De store München-bryggerier producerer hvert år en særlig Oktoberfestøl, som typisk er en smule stærkere end en almindelig pilsner. Den såkaldte Radler, som består af halv øl og halv limonade, har længe været et populært alternativ for dem, der gerne vil holde promillen nede. De seneste år er alkoholfri øl dog blevet både mere udbredt og mere populært. Der var stor hype, da det 700 år gamle Augustiner-bryggeri i 2024 annoncerede, at de endelig ville lancere en alkoholfri øl, og ifølge Maria, som tager én for holdet og tester varianter fra flere af de store telte, er nyheden en sikker vinder.
»Ofte lider alkoholfri øl af, at de mangler skarpheden fra alkoholen, og derfor bliver de for søde. Men Augustiner har ramt en frisk og bitter smag, som gør, at jeg faktisk et par gange har været i tvivl om, om jeg har byttet rundt og taget en øl med alkohol i.«

Bryggerierne gør ellers deres bedste for at undgå forveksling ved at servere de alkoholfri øl med en lille papirkrave om 1-literkrusets hank. Drikkevarer i den størrelsesorden fylder hurtigt i den udfordrede graviditetsblære, men det skaber ingen panik.
»En anden fordel er, at der er virkelig gode toiletforhold her i teltene. Det er imponerende, at tyskerne kan bygge en midlertidig by, som får besøg af syv millioner mennesker – og så er der aldrig lang kø til toilettet.«
Ølfest for hele familien
Der er dog også ulemper ved at være ædru til Oktoberfest, og selvom Maria slipper for tømmermændene, må hun lide under den generelle promillestigning i teltet.


»Det eneste negative ved at drikke alkoholfri øl er, at dine venner bliver fulde. Det gør du ikke. De fleste, der har holdt sig ædru til en fest, kan helt sikkert genkende, at samtalerne bliver usammenhængende, og der bliver skrålet lidt for højt med på musikken. Når vi rammer dét punkt, er det mit tegn til at tage hjem. Men det er okay, for jeg føler, at jeg har været en del af festen hele dagen.«
FAKTA
Værd at vide
Oktoberfesten finder sted i München hvert år fra september til starten af oktober. Festlighederne varer normalt 16 dage. Den første Oktoberfest blev afholdt i 1810.
Overvejer du at tage af sted – med eller uden alkohol – skal du ikke udskyde planlægningen for længe. Der er rift om både flybilletter og sovepladser, så husk at booke, før det enten er for dyrt eller for sent.
Find mere praktisk info på oktoberfest.de
Hun kan sagtens forestille sig at tage en alkoholfri tur igen, måske endda med et barn på armen. Selvom Oktoberfest primært er kendt for de store øl, er det nemlig særligt i dagtimerne tydeligt, at det også er en familiefest. Hvert år bliver der sat et gigantisk tivoli op i forlængelse af ølteltene, og det vrimler med klapvogne og børn i mini-Lederhosen.
»For mig rimer Oktoberfest på meget mere end alkohol. Man kan få flere timer til at gå med at kigge på boder, spise snacks og prøve forlystelser. Og der er masser af borde udenfor, hvor der er mere ro på. Jeg har svært ved at forestille mig noget bedre end at sidde her i solen med vennerne, mens ungerne render rundt og hygger sig.«
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. september 2025.
