På drømmerejse til Waikiki i Honolulu

ANNONCE

Hvor skulle din ultimative feriedag tilbringes? Forfatter og journalist Pia Konstantin Berg er ikke i tvivl. Her guider hun til det perfekte døgn i Hawaiis strandparadis Waikiki.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, har min største hobby været at udforske verden.

Jeg har benyttet enhver chance for at rejse, både i min fritid og som en del af mit arbejde, hvilket har bragt mig til hæsblæsende storbyer og verdens vilde afkroge – fra øde filippinske øer over europæiske hovedstæder til isfjorden ved Ilulissat.

Men hvis jeg på magisk vis fik mulighed for at knipse mig hen til en hvilken som helst destination i verden, hvor ville jeg så havne? 

Da jeg for nylig fik det spørgsmål, svarede jeg instinktivt Waikiki.

Honolulu-bydelen er det sted, jeg oftest drømmer mig tilbage til, og hvis jeg på ægte Nik & Jay-vis kun havde én dag tilbage at rejse i, ved jeg, præcis hvor og hvordan den skulle forløbe.

waikiki
Foto: Pia Konstantin Berg

Rooftop-pool og bystrand

Jeg vil slå øjnene op på Shoreline Hotel, præcis som jeg gjorde efter min allerførste nat på Hawaii.

Og da jeg forestiller mig, at man på denne form for knipsedrømmerejse ikke bliver ramt af jetlag, vil jeg denne gang være en noget mere veludhvilet og overskudsagtig version af mig selv, så jeg kan få det bedste ud af dagens pakkede program. 

Hotellet er en god, gedigen 4-stjernesoplevelse til overskuelig pris – altså i Hawaii-målestok, hvor alt er til den pebrede side – og så er det udstyret med noget så genialt som en rooftop-pool.

Foto: Pia Konstantin Berg

Den står jeg klar til at hoppe i fra morgenstunden, for det er dét tidspunkt, der er bedst chance for at have herligheden for sig selv, så jeg uforstyrret kan nyde udsigten over det betagende kystområde, jeg skal udforske på ny.

Herefter venter dagens første gåtur.

Der er ikke mere end et par hundrede meter fra hotellet til havet, og Waikiki er indehaver af den smukkeste bystrand, jeg nogensinde har befundet mig på.

Trangen til at soppe er nærmest umulig at bekæmpe, så jeg vil sikkert tage klipklapperne i hånden og ende med at få halvgennemblødt tøj, fordi jeg hele tiden lige skal lidt længere ud for at undersøge noget spændende i det spejlblanke vand.

Hvem ved, det kan jo være, jeg er så heldig at se en havskildpadde, hvis jeg er tålmodig nok.

Når soppelysten er styret, vil jeg gå videre op til shoppegaden Kalakaua Avenue og købe en Tropical Bowl hos Sunrise Shack.

Den lokale kæde, som også serverer Hawaii-klassikeren, acai, har perfektioneret morgenmadsretter med frisk frugt, og den tropiske version er min personlige favorit.

Den tager jeg med tilbage til hotellet og deler med min mand, for han må efterhånden være vågnet – og han er mindst lige så begejstret for denne destination, som jeg er.

Foto: Pia Konstantin Berg

Shopping og skjulte skatte

Hawaii har fået en ekstra stor plads i vores rejsehjerter, efter vi for et par år siden blev gift her – godt nok ikke i Waikiki, men på Maui.

Havde vi al tid i verden, ville jeg chartre et privatfly for mine sidste feriepenge og genbesøge Palauea Beach, hvor den lille ceremoni fandt sted, men uret tikker, så i stedet vil jeg nyde, at jeg i en fantasi som denne har ubegrænset appetit. 

Der er ingen diskussion om, at vores second breakfast skal indtages på Castro’s, som ligger lige ud til Fort DeRussy Park.

Den familieejede morgenmadsrestaurant har velsmagende cubanske specialiteter på kortet, og vi tiltusker os et af bordene udenfor, hvor vi kan nyde formiddagssolen, inden den begynder at brænde alt for meget igennem.

Foto: Pia Konstantin Berg

Velaffodrede vil min mand sikkert have lyst til at shoppe, og mens han gennemtrawler det store udvalg af butikker på Kalakaua Avenue, sætter jeg kurs mod 307 Lewers Street.

Her ligger noget, som udefra mest af alt ligner en kedelig kontorbygning, men som indvendigt gemmer på små butiksperler, blandt andet Ukulele Lab, hvor du kan købe fine håndlavede instrumenter.

På samme adresse ligger Nail Salon Ai, hvor jeg stikker hovedet ind for at spørge det søde personale, om de tilfældigvis har tid til en luksuspedicure.

Det har de, og jeg napper skam også en manicure med, nu jeg alligevel er her, for på sådan en sidste feriedag skal der ikke spares på noget.

REJSETIPS
Øhop

Planlægger du en tur til Hawaii, så husk, at rejsen derover er den største udskrivning.

Når først du kommer frem, er det forholdsvis billigt at flyve fra ø til ø – og der er særligt store oplevelser at hente på vulkanøen Big Island.

Frisk fisk og flotte parker

Det kan godt være, at vi ikke har tid til at besøge flere øer i denne omgang, men vi kan dog nå at lægge vejen forbi Paia Fish Market på Kuhio Avenue.

Som navnet antyder, ligger moderrestauranten i den hyggelige Maui-by Paia, og der er retterne så populære, at køen af gæster ofte strækker sig langt ned ad gaden.

Her i Waikiki er det heldigvis lettere at få friskfanget fisk på tallerkenen, og jeg får derfor hurtigt bestilt en omgang Shrimp Quesadillas – en ret, jeg har fået smag for under mine ture til Mexico, og som sidder lige i skabet her.

Foto: Pia Konstantin Berg

Og fordi heldet selvfølgelig tilsmiler os på denne dag, får vi selskab af den blomsterkrans-iførte Hawaii-hund, som charmerede alle gæsterne, sidst vi besøgte restauranten. 

Herefter slentrer vi ned til Kapi’olani Regional Park og nikker til det vilde vulkankrater Diamond Head.

Banyan-træer. Foto: Pia Konstantin berg

Måske smider vi os i græsset et sted for at nappe en morfar, inden vi fortsætter til Kapiolani Beach Parks imponerende banyan-træer og eksotiske fugle med røde hoveder. 

Oven på gåturen trænger vi helt sikkert til at køle lidt af, og derfor slår vi ind omkring Island Vintage Shave Ice, hvor vi bestiller den søde Hawaii-klassiker, der vist bedst kan beskrives som en mellemting mellem en slush ice og en amerikansk snow cone – altså en form for afhøvlet is tilsat forskellige former for sirup, hvor særligt ananasvarianten er et hit hos mig.

Hummerpizza og Hawaiis bedste Mai Tai

I Waikiki er det aldrig for tidligt til dagens første øl, og jeg vil bestille min på Arnold’s Beach Bar, som slet ikke ligger på stranden, men har adresse i en lillebitte smøge, du næppe kommer forbi ved et tilfælde.

Her er ofte flere lokale end turister, og falder du i snak med en livlig sjæl med en spændende historie, bliver én øl hurtigt til flere.

Vi må dog løsrive os for at nå vores reservation på Monkeypod Kitchen, som den berømte Hawaii-kok Peter Merriman står bag. 

Ud over at servere verdens bedste Mai Tai (tro mig, jeg har foretaget grundig research for at nå frem til den konklusion), har de også noget så ekstravagant som en hummerpizza på menukortet.

Mai Tai. Foto: Pia Konstantin Berg

Og da jeg ved, at det er en sand drømmeret, er det uden tvivl den, der skal forkæle mine smagsløg, inden vi daffer videre til dagens sidste beværtning, Heyday på det skønne White Sands Hotel. 

Her har vi med et vaskeægte swing-sted at gøre – og med det mener jeg selvfølgelig, at baren er udstyret med gynger, du kan svaje frem og tilbage på, mens du slubrer en kølig drink i dig og nyder livemusikken fra det lille husorkester, som leverer ukuleleversioner af Sunday Morning og samtlige hits, Jack Johnson nogensinde har produceret. 

Jeg elsker alt ved Hawaii, men jeg elsker muligvis denne bar allerhøjest, så jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at slutte min rejsedrøm end netop her.

FERIETIPS
Besøgsværdige vandhuller

Waikiki er fuld af fine barskatte, og disse tre steder er særligt hyggelige:

Suzie Wong’s hideaway
Den klassiske dive bar ligger et stykke fra de mondæne resorts og er derfor et hit blandt de lokale.

Er du til håndbajere, rockmusik og en halvnøgen Burt Reynolds på dametoilettet, er det her, du skal slutte din aften. 

Lewers Lounge
Vil du hellere have ordnede forhold og jazzet livemusik, så besøg Lewers Lounge.

Her er klientellet mere stilet klædt på – og dukker du op i t-shirt, står det servicemindede personale klar til at låne dig en mere passende skjorte.

In between karaoke
Alle fans af regnbuebarer, hvor du får stående ovationer for selv den sløjeste fremførelse af en Whitney Houston-ballade, bør tage forbi In Between Karaoke.

Waikiki er en fest i sig selv, men på denne gydebar er stemning på sit højeste.

Coverbillede: Pia Konstantin Berg

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 26. september 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i USA? Find flere artikler her