Drik cocktails på hemmelige barer, udforsk et lokalt township og sus langs Atlanterhavskysten i sidevognen på en klassisk motorcykel. Den sydafrikanske rejsejournalist Sharon Waugh guider dig her til sin elskede hjemby, Cape Town.
Det er svært at forklare, hvad det er, der gør Cape Town så speciel.
Men som en, der har besøgt 59 lande og endnu flere byer, kan jeg helt ærligt sige, at der ikke er noget andet sted i verden, jeg hellere ville bo.
En del af magien ligger i selve landskabet.
Nationalparken Table Mountain strækker sig over det meste af den halvø, som Cape Town ligger på, og derfor fletter lommer af beskyttede naturområder sig ind i selve byen.
Uanset hvor du befinder dig, kan du kigge op og se de relativt uberørte bjerge trone op over byen.
På hver side af halvøen ruller Atlanterhavets bølger, som mødes ved spidsen af Cape Point – et naturreservat fyldt med dyreliv, strande, hjemmehørende planter og dramatiske klipper, hvorfra du kan beskue de betagende udsigter.
Kombinationen af natur, hav og storby tiltrækker mennesker med en helt særlig livslyst.
Cape Town er et sted, hvor du kan vandre højt over byen om morgenen, se solen gå ned over havet om aftenen og spise på en restaurant i verdensklasse, når mørket har lagt sig over byen.

Kulturelt er byen også en af verdens mest mangfoldige.
Arven fra de oprindelige Khoi-, San- og Xhosafolk, den hollandske og britiske kolonihistorie, den muslimske Cape Malay-kultur, generationer af migrationshistorie og et nyere indtog af digitale nomader har skabt en kompleks og levende kultur.
Byens historie er dog ikke uden skyggesider. Den ulighed, undertrykkelse og de geografiske opdelinger, som blev skabt under apartheid, er stadig synligt til stede i byen: i dens byplanlægning, dens nabolag og i den daglige virkelighed for mange af indbyggerne. Men gennem det hele løber der en varme og en stædig følelse af håb, som er svær at sætte ord på, men umulig at overse.
Jeg har svømmet i havet, vandret i bjergene og spist på så mange restauranter i Michelin-klassen, at jeg er stoppet med at tælle.
Jeg har nippet til vin på smukke vingårde, tabt pusten over utallige fantastiske udsigter og haft en masse hverdagsmøder med venlige mennesker, der har levet et liv, som er radikalt anderledes fra mit eget.
Cape Town er en by, der er næsten umulig ikke at elske. Så hvis du ikke er parat til at efterlade en del af dit hjerte her, er det måske bedre, hvis du lader være med at komme på besøg.
Det er det første råd, jeg giver til venner og familie, som besøger byen. Her er resten:

De turistede ting
For førstegangsbesøgende i Cape Town er der en standard-tjekliste over ting, alle bør opleve.
Den inkluderer Table Mountain (tro mig: tag svævebanen, medmindre det at vandre er hele din personlighed), Robben Island (hvor tidligere politiske fanger guider dig gennem cellerne, hvor Nelson Mandela engang sad fængslet) og V&A Waterfront (et kompleks, der spreder sig langs havet, af butikker, restauranter, det arkitektonisk imponerende kunstmuseum Zeitz MOCAA, bådture, gadeartister, Two Oceans Aquarium og en masse andre attraktioner).
Pingvinkolonien ved Boulders Beach er også på listen og kan kombineres med en tur til Cape Point.

Disse ting er klassikere af en grund, men her er nogle mindre kendte oplevelser, som også bør være på dit program:
1. Byvandring i Bo-Kaap
Bo-Kaap er et område, der blev beboet af frigivne slaver, og det er centralt for Cape Malay-kulturen.
Området er meget populært – især blandt fotografer og influencere – på grund af de farvestrålende huse.
En guidet gåtur eller et traditionelt madlavningskursus er en fantastisk måde at få indblik i lokalsamfundet på.
2. Cape Sidecar Adventures
Vejene langs Atlanterhavskysten – the Atlantic Seabord – hører til blandt de smukkeste i verden.
De bugter sig omkring bjergkæden De Tolv Apostle, så du har bjergene på den ene side og havet på den anden, og kulminerer ved den dramatiske Chapman’s Peak.
Du kan opleve disse veje med mange forskellige transportmidler, men jeg synes, den bedste måde er i sidevognen på en vintage motorcykel.
Cape Sidecar Adventures har en hel flåde af dem. De låner dig endda en hjelm og en læderjakke til turen.

3. Township-ture
Township er navnet for byområder for de sorte i Sydafrika, og township-ture er en god måde at få et mere nuanceret indtryk af byen, end hvis du kun opholder dig i de rige områder.
Når det er sagt, kan det etiske aspekt af nogle af township-turene være mere tvivlsomt.
Hvis du beslutter dig for at tage på en, anbefaler jeg derfor, at du tager med et anerkendt bureau, der er baseret i selve området, og som bruger guider, der bor i lokalsamfundet.
På den måde forbliver de genererede indtægter i området. Husk at vise respekt, når du fotograferer.
4. Gå tur på »the prom«
Promenaden er en syv kilometer lang gangsti, der strækker sig langs byens kystlinje fra Mouille Point til Bantry Bay.
Du kan gå turen eller leje et løbehjul eller en cykel. Her kan du snuppe en kaffe eller en is, se offentlig kunst, nyde legepladserne, se solnedgangen eller bare kigge på mennesker.
Gå ikke glip af Sun-Kissed Salsa om sommeren – et gratis event hver anden uge ved Sea Point Pavilion, hvor folk samles for at danse, mens solen dykker ned i havet.
REJSETIPS
Her skal du bo i Cape Town
Cape Town tilbyder gæstfrihed på absolut topniveau til en brøkdel af, hvad det ville koste i Europa.
I den indre by byder Taj Cape Town på sofistikeret luksus med indisk flair.
Dorp Hotel er et charmerende, finurligt og »perfekt uperfekt« luksushotel med en betagende udsigt.
Gorgeous George Hotel og The Trade Hotel er kendt for deres kant og karakter.
Nær den eksklusive kystforstad Camps Bay ligger The Bohoho, som ikke er et hotel, men en farverig, maksimalistisk villa.
The Mount Nelson (eller bare »the Nellie«) er et stort, lyserødt hotel, der er berømt for sin afternoon tea.
I nærheden af V&A Waterfront skiller disse hotel sig ud: One&Only, InterContinental Table Bay, Cape Grace og The Silo Hotel (som ligger på toppen af et kunstmuseum i en ombygget kornsilo).
5. First Thursdays
Den første torsdag i hver måned holder kunstgallerier og museer i den indre by (og nogle gange udenfor) åbent ud på natten.
Der serveres som regel drinks, og i nogle tilfælde er der endda DJ’s, som forvandler gallerierne til rum, der minder mere om natklubber.
Der er en lang række events, pop-up-shops, middagstilbud og ting at se og opleve. Det har en fed energi!
6. Vandring
Jeg ved godt, at jeg lige har opfordret dig til ikke at bestige Table Mountain, men hvis du virkelig vil bestige noget, ville jeg vælge Lion’s Head i stedet.
Det er stadig en udfordring, men mere overskueligt, og du får en fantastisk udsigt over Table Mountain derfra.
Det kræver dog stadig en vis form, da der er stejle passager og stiger, der skal klatres op ad. Gem nødnummeret, der står på skiltet i bunden, gem dine værdigenstande væk, og husk at tage vand og solcreme med.
For begyndere byder Elsie’s Peak og Silvermine 2 på fantastiske udsigter med mindre intensitet – men tag ikke afsted alene.
Hyr en autoriseret guide, eller find en gruppe at følges med via et WhatsApp-fællesskab eller Meetup.

7. Strandliv
Cape Towns smukke beliggenhed ved havet indbyder til badning og strandliv, og hver af mange strande har deres egen personlighed. Blandt højdepunkterne er:
- Clifton og Camps Bay, som er kendt for deres glamourøse stemning.
- Muizenberg, hvis du skal surfe.
- Simon’s Town for at snorkle gennem tangskove med blæksprutter.
8. Andre oplevelser, der er værd at opleve
- Tidlige morgendyp i havnebade (de såkaldte tidal pools) som Saunders Rock og Dalebrook.
- Madmarkeder i weekenden som Oranjezicht City Farm Market og Neighbourgoods Market.
- Paragliding fra Signal Hill, helikopterflyvninger og Kirstenbosch National Botanical Garden.
Fantastisk gastronomi
Cape Town har et stort ry som et kulinarisk hotspot.
Selvom vi endnu ikke har en Michelin-guide, er de finere restauranter, der mest sandsynligt ville optjene stjerner, La Colombe, Salsify at the Roundhouse, Amura, PIER og FYN.
Mad lavet med sæsonbestemte, bæredygtige og ofte sankede ingredienser synes at være den nuværende trend inden for fine dining. Restauranter, der gør dette til ug, tæller De Tafel, Terrarium og Seebamboes.
Mine personlige favoritter, når det gælder mere uformelle restauranter, er Kloof Street House, Gigi Rooftop Restaurant & Bar, The Wes og Libertino. De kombinerer alle fantastisk mad med finurlig indretning og en levende atmosfære.
Hvis du vil have en udpræget lokal smagsoplevelse, tilbyder GOLD Restaurant en interaktiv underholdningsoplevelse sammen med autentiske afrikanske retter fra forskellige dele af kontinentet.
Alternativt kan Unexplored Cape Town tage dig med ind i byens skjulte hjørner for at smage mad fra Cape Towns lokale samfund og den afrikanske diaspora.

Vin og cocktails
Cape Town er hjemsted for en række imponerende cocktailbarer, herunder Anthm, Fable, Cause & Effect og min personlige favorit, The Art of Duplicity – en speakeasy-bar med forbudstids-tema, hvor man skal løse gåder for overhovedet at finde frem til den.
Byen har dog et langt større ry for sine vingårde end for sine cocktailbarer. Der findes hundredvis af gårde i verdensklasse i Cape Town og det omkringliggende landområde.
Nogle af mine favoritter er: Boschendal for deres fredagsmarkeder og picnics, Webersberg for deres vin-parring med salte macarons (hvor der indgår en macaron med kudu-antilope!), Groot Constantia for dens praktiske beliggenhed, historiske betydning og gode restauranter, samt Grande Provence, som har en fantastisk skulpturhave.
Der kører desuden en sporvogn, The Wine Tram, i Franschhoek, som forbinder mange af regionens vingårde og er helt perfekt til en sjov dagsudflugt.
REJSETIPS
Tips til Cape Town
Sprog: Engelsk er ikke det mest talte modersmål i Cape Town, men det er det fælles sprog, som alle deler, og du kan sagtens klare dig uden at lære andet.
Valuta: Valutaen er den sydafrikanske rand (ZAR), men mange steder er ved at blive kontantløse, så kreditkort er bredt accepteret.
Transport: Uber fungerer her og er en nem og bekvem måde at komme rundt på. Hvis du lejer en bil, så husk at give drikkepenge til de uofficielle parkeringsvagter. 10 rand er et godt udgangspunkt.
Vejret: Vejret i Cape Town kan være uforudsigeligt. Forbered dig på alle årstider ved at klæde dig på i lag-på-lag.
Sikkerhed: Hvad angår kriminalitet, så handler det i Cape Town om at bruge sund fornuft og almindelig agtpågivenhed. Undgå øde områder om natten, vandr ikke alene, og hold generelt dine værdigenstande ude af syne for andre.
Coverbillede: Sharon Waugh
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. september 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Sydafrika? Find flere artikler her

