Storbyhoteller ligner ofte hinanden med deres endeløse gange og identiske værelser. Men i den hollandske hovedstad ligger Pulitzer Amsterdam, som er helt sit eget. Det er indrettet i 25 af byens historiske kanalhuse, hvor den hollandske guldalder møder det moderne storbyliv.
I 1960’erne får Peter Pulitzer en idé. Han vil omdanne Amsterdams faldefærdige kanalhuse til et luksushotel. Dengang var storbylivet langt fra så eftertragtet som i dag, og dele af Amsterdam var decideret råt.
Men Peter Pulitzer var kendt som både rig og charmerende, samt at være barnebarn af stifteren af Pulitzerprisen. Med masser af gåpåmod går han i gang med at opkøbe en stribe bygninger langs Prinsengracht og Keizersgracht i hjertet af den hollandske hovedstad.
I 1970 har han fået fingre i tolv kanalhuse. Bygningerne lader han forbinde med hinanden via et sindrigt gangsystem, og dermed kan Amsterdams første femstjernede overnatningssted slå dørene op. Navnet bliver »Pulitzer Amsterdam«. Med en beliggenhed, som næppe fås bedre.
Siden er hotellet udvidet til at omfatte 25 af de charmerende bygninger fra det 17. og 18. århundrede. Det ligger er i den del af byen, som i dag er UNESCO beskyttet, og hvor de små gader bugner af spændende butikker og hyggelige caféer.
Og hvor der blot er et stenkast over til Anne Franks hus – en af de ting, mange gerne vil opleve i Amsterdam.
REJSETIPS
Kør i bil til Amsterdam
Selvfølgelig kan du flyve til Amsterdam, men har du overvejet at tage bilen?
Der er 620 km fra den danske grænse til Pulitzer Amsterdam. Turen går igennem Tyskland og i en god bil er det en fornøjelse at køre ad den tyske Autobahn.
Afhængig af rute, trafik og hastighed kan det tage 7 timer at køre til Amsterdam fra den danske grænse. Ankommer du til Pulitzer Amsterdam i bil, afleverer du blot nøglerne til hotelpersonalet ved indgangen, for her er »valet parking«. Så forsvinder din bil diskret i et par dage, mens du oplever det bedste af Amsterdam.
Hollands guldalder
Jeg har været i Amsterdam mange gange. Det er en by med mange ansigter – fra de røde lygters kvarter til vidunderlige kunstmuseer – men de her gamle kanalhuse er den hollandske hovedstad fra sin pæneste side.
Pulitzer Amsterdam tilbyder både de mere klassiske hotelværelser samt en række bemærkelsesværdige suiter. Det er rum udover det sædvanlige, og som er inspireret af de flamboyante aristokrater, der engang brugte disse bygninger som hjem.
Det er f.eks. Bogsamlerens suite, hvor reolerne er proppet med spændende bøger, eller Kunstsamlerens suite, der er fyldt med kunst. Men jeg har kastet min kærlighed på værelse 188: Porcelænssamlerens suite.

I 1653 begynder Royal Delft at producere den klassiske blå fajance, og den er overalt på mit soveværelse. På væggene hænger platter, på hylder står figurer og over sengen hænger et vægtæppe med det genkendelige blå mønster. Her er Delfter-fajance fra gulv til loft.
Det tilstødende værelse – for det her er en suite og sådan en består som minimum af to rum – er fyldt med mere porcelæn og keramik. Her er højt til loftet, kæmpe lysekrone og antikke møbler. Samt en ting mere.
På den ene væg hænger elleve malerier i klassisk hollandsk stil. Eller ti malerier, skal det vise sig. Der ligger nemlig en fjernbetjening på bordet, og da jeg trykker på den, bliver det store maleri med guldrammen midt på væggen tryllet om til et fjernsyn. Det lignede et maleri for et øjeblik siden, og det er vitterligt først, da jeg finder fjernbetjeningen, at det går op for mig at guldalderbilledet med et enkelt tryk kan forvandle sig til tv-signal.
Det er en elegant løsning, og den understreger, hvordan hotellet blander de klassiske elementer med en moderne livsstil. Værelset beholder sit historiske udtryk uden at give køb på muligheden for at se fjernsyn.
FAKTA
Amsterdams ikoniske kanalhuse
Amsterdam har mere end 100 km kanaler – grachten – der er formet som koncentriske cirkler omkring byens historiske centrum. Omkring 1.500 broer forbinder de charmerende gader med hinanden, og langs kanalerne står de ikoniske kanalhuse.
Husene har en række fællestræk. Typisk var de ejet af købmænd, som havde tjent gode penge på Hollands status som en mægtig handelsnation.
Husene er både smalle og høje, men faktisk også dybe. Ofte har de en baghave, men den er typisk skjult for turisternes nysgerrige blikke.
Det er almindeligt, at stueetagen har store vinduespartier og højt til loftet, fordi det var i disse gemakker, at fine gæster blev modtaget. Jo længere du bevæger dig op ad kanalhusenes smalle trapper, jo mindre bliver forholdene til gengæld.
Ofte har husene både kælder og loft, og i gamle dage blev handelsvarerne opmagasineret her. Hvis du kigger efter, vil du bemærke, at samtlige kanalhuse har en krog hængende ud fra taget, som kunne bruges til at hejse handelsvarer – såsom krydderier, bomuld eller kakao – op på loftet.
Egen dør ud til kanalen
Porcelænssamlerens Suite ligger i stueetagen af Byghandlerens hus. Jeg kender navnet på bygningen, fordi der hænger en tegning af huset og en beskrivelse af dets 410-årige historie på væggen. Huset blev opført i 1615 af en rig købmand, der handlede med byg.
Som gæst i suiten får jeg tilbudt en nøgle til min egen private indgang. Byghandlerens hus har fra gammel tid en indgang ud til Keizersgracht, og den dør er bevaret. Så med min nøgle kan jeg gå udenom lobbyen og direkte ind på hotellet ude fra gaden. Det er smart!
Der er en ting ved Amsterdams kanalhuse, som jeg faktisk aldrig har tænkt over før, nemlig at de ofte har små baghaver. De er normalt svære at se ude fra gaden, men på hotellet er gårdhaven forvandlet til en hyggekrog. Med borde, stole og kunst.
Det er et skønt sted at sidde, fordi her er Amsterdams mange mennesker langt væk, og herinde ånder alt fred og idyl.

Det moderne hollandske køkken
Næste punkt på programmet er middag. Af hotellets 25 kanalhuse er det store hjørnehus valgt til at huse restaurant »Jansz«. Her serveres mad fra det moderne, hollandske køkken samt en stribe internationale favoritter.
Her er både hollandske østers og kroketter på kortet. Kroketter er klassisk hollandsk hverdagskost. Det kan bedst beskrives som en cylinderformet rulle af kartoffelmos og kød, der vendes i rasp og steges sprød i olie.
I restauranten får jeg plads ved vinduet. En farverig blomsterkasse udenfor vinduet markerer adskillelsen mellem hotel og gadeliv, og på den anden side af blomsterne udfolder hverdagen sig. Her løber en smal brostensbelagt vej, derefter et fortov fuld af cykler og så kommer kanalen. En lille bro løber over vandet og fuldender billedet af den rene idyl.
Pulitzer Amsterdam er dermed noget for sig. De 25 kanalhuse har hver sin historie, hver sin facade og hver sin ruminddeling. Med tiden er de vokset sammen til ét hotel, men husenes oprindelige charme er nænsomt bevaret.

Jeg skal holde tungen lige i munden, når jeg bevæger mig rundt. Det er nemt at fare vild. Gangene er labyrintiske og går ud af den ene bygning og ind i den næste. Op ad fem trin, rundt om hjørnet, igennem en glaskorridor og ind i det næste hus, tre trin ned og så fremdeles.
Jeg elsker det. Fordi bygningens anatomi gør, at jeg aldrig er i tvivl om, hvor i verden jeg befinder mig. Pulitzer Amsterdam står som den diametrale modsætning til det anonyme storbyhotel, for det her sted KAN kun ligge i Holland.
Dermed bliver det så meget mere end blot et sted at overnatte – det bliver til en oplevelse i sig selv.
FAKTA
Det koster en overnatning på hotellet
En overnatning på det femstjernede Pulitzer Amsterdam koster fra 195 euro (1.465 danske kroner) pr. person pr. nat i et delt dobbeltværelse.
Nu om dage er hotelpriser flydende, og det betyder, at priserne stiger og falder afhængig af efterspørgsel og sæson.
Porcelænssamlerens Suite koster fra 532 euro (ca. 3.990 danske kroner) pr. person pr. nat i en delt suite.
Se mere på her
Coverbillede: Pulitzer Amsterdam
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. september 2025.
Vil du læse om andre unikke hoteller? Find flere artikler her

