Rejse til Oman: Her kan du opleve ørkenræs og UNESCO-ruiner

I Salalah i den sydlige del af Oman gemmer ørkenen på UNESCO-beskyttede ruiner, uforglemmelige solnedgange og vildt ræs på sandbankerne.

Efter noget tid på vejene vænner vi os til de mange omvandrende dromedarer, der er fast inventar i Omans golde ørkenlandskab. Vi er på vej mod Rub Al Khali, verdens største sammenhængende sandørken. Og med den 30-årige Abdullah som chauffør, mangler vi ikke samtaleemner, selvom der er flere timers kørsel på programmet.

»Har du virkelig set Kasper Schmeichel købe mælk i et supermarked?« spørger han mig forundret, mens han ringer sin fætter op for at fortælle ham om episoden.

»Min fætter er fan og har styr på alle de store fodboldspillere, så det er sejt, at du har set Schmeichel så tæt på,« fortsætter han.

Det behøvede han ikke at have oversat, for det havde jeg gættet ud fra fætterens ivrige reaktion i den anden ende af telefonen.

Abdullah er egentlig ingeniør, men har ikke kunnet finde job inden for sit felt, så han arbejder også som guide. Arbejdsløshedsraten i Oman er ellers kun omkring halvanden procent, og Abdullahs kone arbejder da også med
it. Der skulle være så meget arbejde – især i servicebranchen – at folk kommer til landet fra forskellige asiatiske lande, Egypten eller Tyrkiet. Det ser åbenbart anderledes ud med jobs for ingeniører.

Det påvirker dog ikke Abdullahs humør. Han glæder sig til at køre os op og ned ad de stejle sandbanker i Rub Al Khali-ørkenen sammen med sin chef Ali, der kører i bilen foran os. Rub Al Khali-ørkenen går også under navnet The Empty Quarter, da der ikke gror meget på disse kanter. Ørkenen er enorm, hele 650.000 kvadratkilometer, og den strækker
sig over Oman, Saudi Arabien, UAE og Yemen. Størrelsen imponerer mig dog ikke så meget som højden på sandbankerne. For jeg er ikke glad for højder og er lidt nervøs for, om vores ellers flotte firhjulstrækker kan klare ørkenens utilregnelige sand.

En duft så stærk, at den holder i årtusinder

Først har vi nogle historiske stop på vejen. Ruinerne Shisr Wubar er cirka 6.000 år gamle ruiner og er på UNESCO’s verdensarvsliste. Shisr Wubar var et knudepunkt for handlen med frankincense, en særlig røgelse, i flere årtusinder var en af de vigtigste handelsvarer i denne region.

Frankincense bliver fremstillet af harpiks fra røgelsestræet boswellia sacra og har en meget stærk duft, der stadig bliver brugt i eksempelvis parfumer.

Omanerne er stolte af deres frankincense-historie, og Ali kører os derfor forbi Wadi Dawkah, hvor disse unikke træer gror under regeringens opsyn. Her går det op for os, hvor Alis stærke parfume stammer fra. Træerne oser af ham. Eller også
er det omvendt. Nu har vi i hvert fald duften med os resten af turen, og alle dem, der sidder i Alis bil, har også fornøjelsen af duften hver dag på rejsen.

Skulle vi savne duften i løbet af dagen, kan vi altid købe frankincense på markeder, putte det i vores karbad, dufte det på hoteller, få en drink med det, eller endda tygge på det som tyggegummi. Det er helt klart en duft af oldtidens Oman, som i den grad stadig er holdbar i dag – også selvom den kan være lidt for stærk.

Dune bashing og ørkencamp

Næste stop er traditionel frokost i campen, Ubar Camping, der ligger perfekt i udkanten af Rub Al Khali-ørkenen. Selvom vi kører flere kilometer uden at se andre biler på denne strækning til ørkenen, dytter Abdullah pludselig af en indflettende bil.

»Det er min anden fætter,« griner han, mens han spekulerer over, hvad fætteren mon laver på disse kanter.

Endelig når vi frem til campen, hvor man kan overnatte i glamping-telte med senge. Med udsigt over ørkenen.

Her er vi, udover et par lokale gutter, der har taget den lange vej til campen, de eneste frokostgæster. Menuen står på ris og gryderetter med enten kylling eller oksekød. Måske en lidt tung spise i varmen, men vi sidder under skyggen i et åbent telt, og her gør vi selvfølgelig som de lokale.

Imens forbereder jeg mig mentalt på de høje ørkenklipper, vi skal ræse op og ned ad.

»Så er der afgang mod sandbankerne Al Khadaf,« siger Abdullah.

Aktiviteten hedder dune bashing og går ud på at køre hurtigt op og ned ad bakkerne. Hvorfor, tænker du måske? For adrenalinens skyld. Den skal jo også passes engang i mellem.

Snart ser vi nogle af bakkerne. De højeste bakker er 250 meter høje, og det er højt, hvis bilen sidder fast. Og det gør den selvfølgelig. Efter et par ellers fornuftige omgange på de mindre bakker, sidder vi simpelthen fast.

Selvom Abdullah gasser op, kommer bilen ikke de sidste meter op over toppen. Det huer hverken Abdullah eller Ali. Så vi må ud at skubbe.

Når bilen endelig er fri igen, ser jeg mit snit til at takke nej til at fræse ned ad bakken. Det er lige så sjovt at løbe ned. Det er det blødeste sand, som bare tager imod og masserer fødderne.

Det er sidst på eftermiddagen, og solen er ved at forberede sig på sit aftenshow. Lige da den har malet alt i lyserøde pastelfarver, kommer der nogle vilde dromedarer travende hen over scenen. Med sandbankerne som kulisse, burde man tro, at de var blevet bestilt til at optræde i solnedgangens sidste akt. Men nej, det var faktisk helt naturligt. Som det tit er i
Oman, hvor naturen dominerer. Her fylder ørken, bjerge og kyster ca. 80 procent af landet, mens kun 20 procent er beboede områder.

Tilbage i campen har de sørget for langborde, hvor vi spiser sammen med øvrige gæster, som nu har fundet vej til campen. I campen kører alt på solenergi, og det handler om at falde ned i tempo. At spise under den funklende stjernehimmel er én ting, men bagefter at sidde samlet omkring bålet og høre ejerens historier fra gamle dages Oman, er helt magisk. Han husker os på at værdsætte det stille liv. Ligesom det liv, beduinerne levede på disse kanter – uden Instagram-perfektionisme.

Nyt liv i ørkenen

Da vi senere er ude at sejle i solnedgangen langs de majestætiske klipper, kommer delfinerne dansende som om, de var bestilt til det. Og da vi nogle dage senere er ude at snorkle blandt farverige fisk, svømmer vi pludselig også sammen med havskildpadder.

De holder til omkring China Wreck, som er et vrag fra et skib, der sank i 1932. Det ligger kun på en dybde på syv meter, og fungerer som hjem for mange forskellige arter som pindsvinefisk, flagermusfisk og lejlighedsvis rokker. Og ja, gamle havskildpadder med mos på ryggen.

Om sommeren ruller monsunen ind og vækker landskabet til live med frodige, grønne oaser af svajende palmer og bananplantager. Men bananplantagerne står også skarpe her i december, da Ali tager os forbi sin plantage, som har været i familien i generationer.

»Her har jeg løbet rundt som barn og fulgt med i bananernes cyklus. Nu tager jeg mine børnebørn med herhen,« siger han, mens han deler ud af de små, søde bananer, inden vi kører mod endnu flere grønne oaser.

Vi stopper i Wadi Darbat, hvor floden løber mellem to dale med klipper på hver side. Her ekkoer de fritgående æsler og dromedarer i dalen, mens vi sidder på en udendørscafé og får en kop sød te og varme fatirapandekager med honning.

»Når monsunregnen kommer, bliver hele området farvet endnu grønnere, og der kommer endnu flere vandfald, der falder i plateauer. Det tiltrækker endnu flere dyr,« griner Abdullah, da dromedarerne nysgerrigt prøver at undersøge, om vi har mad på os.

Dyreliv og luksushotel i ét

Det femstjernede Alila Hinu Bay Hotel har forpligtet sig til en række bæredygtige tiltag, der blandt andet inkluderer bevarelsen af et naturreservat, som er vigtigt for Hinu Bays økosystem. Derfor er hotellet bygget, så det nærmest smelter sammen med klippernes forskellige niveauer, og med havet og bjergene som kulisse.

Her hænger flamingoer ud ved søen, som er en del af både hotellet og naturreservatet, og om aftenen vandrer dromedarerne gerne forbi det kæmpe klippe- og sandområde ved stranden. Hvis man er heldig, kan man også spotte hvaler fra udsigtspunktet ved stranden.

Som en del af den kulturelle bæredygtighed har kokkene på hotellet sammensat en menu, der omfavner forskellige dele af frankincense-kulturen, inspireret af ruten, hvor handlende kom fra både den arabiske halvø og Middelhavslandene. Hver ret har sin egen historie, og råvarerne er lokalt produceret. Der er endda små stykker af frankincense på bordet, hvis man vil dufte – eller få sig en vild sæbelignende smagsoplevelse.

Picnic på stranden

Den sidste dag har Ali og Abdullah flere overraskelser til os. Først kører de os til en mennesketom strand, hvor de tænder op i den medbragte grill og serverer forskellige retter på et farverigt tæppe. Alt mens solen bevæger sig over i pastelfarver inden, aftenhimlen tager over og giver frit udsyn til en stjernehimmel helt uden lysforurening. Det eneste lys kommer fra månen og resterne af gløderne på grillen. Men Ali har endnu et punkt på programmet:

»I må hjem til mig og møde mine sønner, inden I skal til lufthavnen.«

Hjemme hos Ali fortæller sønnerne om deres uddannelser, rejseplaner og fremtidsdrømme, inden vi siger farvel. Abdullah kører os til lufthavnen. Han kender endnu ikke sin fremtid på jobmarkedet, men hans entusiasme tyder på, at han vil tage imod fremtiden med samme åbenhed, som han og Ali har taget imod os.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. juni 2025.

FRI var inviteret til Oman af Ministry of Heritage og Tourism Oman.