Eastern Express er en mere end hundrede år gammel jernbaneforbindelse mellem Ankara og Østtyrkiet, der i 2019 blev lanceret som turistrute med mulighed for sightseeing og oplevelser undervejs. Turen er på få år blevet så stor en attraktion, at billetterne rives væk.
Fra minaretens tynde, blyantsformede top høres muezzinens klagende bøn. På Kars’ hovedgade passerer en ældre russisk Lada et par herreløse hunde, der strejfer rundt ved de åbne gadekøkkener, hvorfra tyk røg stiger til vejrs.
På mange måder synes udviklingen at være stagneret, og kun ganske få taler engelsk. Al min kommunikation med de lokale indbyggere foregår via tegnsprog og fagter, men folk er venlige og hjælpsomme, når der skal vises vej, eller når jeg handler.
Kars ligger i det østligste Tyrkiet med blot 50 kilometer til Armenien og 100 til Georgien. Byen har gennem historien været under mongolsk, ottomansk og russisk overherredømme, og de mange forskellige strømninger afspejles i både maden og arkitekturen. Og det er netop i Kars – i overgangen mellem Orienten og Occidenten – at turen med jernbanen Eastern Express starter.
Forude venter en over tusind kilometer lang togtur, der med stop i blandt andet Erzincan og Sivas ender i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Til køjs i ødemarken
Med bløde, vuggende bevægelser triller den lange togstamme langsomt ud fra Kars’ banegård. Togstewarden har været forbi min sovekupé og ønsket godnat, men jeg er slet ikke klar til at gå til ro. Jeg betragter landskabet, som glider forbi vinduet, og selv om det er mørkt, fornemmer jeg, hvor øde området er. Kun de smukt oplyste minareter, som dukker op hist og her, vidner om, at her bor mennesker.
Næste morgen står solen ind gennem vinduet, og jeg kravler ned fra min køjeseng. Kupéen er omkring fem kvadratmeter stor, og den er udstyret med to brede sæder, der om natten kan omdannes til en seng. Herudover kan en køjeseng klappes ud fra væggen.
På modsatte side er der et lille bord samt et køleskab, og i hjørnet er der installeret håndvask. Komfortabelt uden at være overdådigt. I hver ende af togvognen er der toilet, og personalet sørger for et passende hygiejnisk niveau under rejsen.
Endelig er der en restaurantvogn, hvor der serveres kolde og varme retter, samt vand, kaffe, øl og vin.
Område fuld af historie
Mens toget kører gennem Anatolien i det centrale Tyrkiet, får tankerne og fantasien frit løb.
Vi passerer Eufrat, der ifølge Det Gamle Testamente var en af de fire floder, som udsprang i Edens Have, og toget følger over store stræk en af ruterne på den sagnomspundne Silkevej, der gennem årtusinder forbandt Kina med Middelhavet.
Her bragte store kamel- og hestekaravaner ædelstene, silke og porcelæn fra øst mod vest, mens der blev fragtet metaller, glas og tekstiler den modsatte vej. Måske har Marco Polo gået lige hér, hvor vi kører nu. På sin rejse i slutningen af 1200-tallet, hvor han blandt andet var diplomat for Kublai Khan i Xanadu og senere besøgte Kina, benyttede han sig af Silkevejen.
Landskabet er råt og upoleret. Toget bevæger sig langs bjergkæder, hvor bjørne og ulve hersker, og vi kører gennem kløfter og tunneler, ligesom vi krydser floder. Det stenede terræn er for det meste uopdyrket, og det eneste tegn på civilisation er selve jernbanesporet samt de kilometervis af ledninger, der opsat på træpæle går parallelt med skinnerne.
Enkelte steder rager en minaret op, og hvor jorden kan dyrkes, ligger små klynger af huse mellem marker, som omkranses af stengærder.
Stop undervejs
Mens toget sagtner farten, anes konturerne af en by forude. Det er blevet tid til det ene af turens tre stop. Denne gang i Erzincan.
Allerede her, 400 kilometer vest for Kars, er der tegn på en stigende levestandard i forhold til det østlige Tyrkiet. En opdæmning af Tuzlafloden giver hydroelektrisk energi, i området er der en betydelig tekstilproduktion, og minedrift med fokus på blandt andet guld og jern tilfører store værdier. I gadebilledet ses mange biler i mellemklassen, udvalget af restauranter er stort, og de fleste har travlt med at scrolle på mobiltelefonen. Jeg finder en restaurant, der lokker med anatolske retter. Mere lokalt kan det ikke blive.
Den smilende tjener bliver ved med at bære retter ind. Det hele kommer i tilfældig rækkefølge, og til at starte med får jeg uforvarende sat gaffen i desserten, der ligner et supplement til kødet. Men trods forvirringen er måltidet en oplevelse.
Smagsindtrykkene er varierede, retterne velsmagende og sammensætningen af ingredienser overraskende. Og der er ikke sparet på krydderierne. Hver ret har fået en passende dosis hvidløg, koriander, timian, kanel eller peberfrugt, den søde og tyktflydende honning smelter på tungen, og koppen med tyrkisk kaffe giver et energimæssigt boost de næste par timer.
Blandt de lækreste småretter er anretningen med lam, ris, kikærter og rosiner samt nogle små pandekager med spinat og ost. Også de små geléagtige og terningformede dessertstykker, Turkish delight, frister.
Blandt de bedste er varianterne med pistacie og valnødder.
Efter middagen er der tid til at slentre rundt, komme omkring et par seværdigheder og foretage småindkøb. Et par timer senere går turen videre mod vest, og min kupénabo kigger forbi med et glas rødvin.
FAKTA
Om Eastern Express
To Express-udgaver
Eastern Express – eller Dogu Express, som den hedder på tyrkisk – fås i to udgaver. Den klassiske rute handler blot om transport mellem Ankara og Kars, og her er toget udstyret med almindelige siddekupéer. Toget standser kun få minutter ved hver station, så passagerer kan komme af eller på. For få år siden udvidede man med en turistrute, der fokuserer mere på oplevelse og sightseeing end på transport. På turistrutens tog er der sovevogne og restaurantvogn, og undervejs er der indlagt en række stop, som hver varer omkring tre timer. Det giver tid til at opleve byerne i Anatolien, få noget at spise samt mulighed for at gå på indkøb.
Rejsetid
Hvor den klassiske rute kører hele året, afvikles turistruten normalt fra november til marts. En tur starter som regel ved nitiden om aftenen, hvorefter toget kører natten over. Næste dag venter en blanding af togtur samt en række stop på ruten. Efter endnu en overnatning i toget ankommer man til endestationen næste formiddag. Samlet tager turen
mellem 35 og 40 timer. I løbet af sommeren 2025 arbejder man på at præsentere en ny og opgraderet version, der skal køre fra efteråret. Trods talrige afgange plejer billetterne til Eastern Express’ turistrute at blive udsolgt på rekordtid.
Ruteforløb og stop undervejs
Turen kan enten foretages fra Ankara til Kars eller vice versa. Der er tre stop hver vej, og det er ikke de samme byer, der gøres ophold i – det afhænger af turens retning – men stop foretages i Kirikkale, Kayseri, Sivas, Erzincan og Erzurum.
Planlægning
Man har naturligvis mulighed for selv at planlægge og organisere sin rejse, men logistisk vil det være meget omstændeligt. Talrige bureauer arrangerer færdigpakkede ture, der inkluderer reservationer, overnatninger, togtur, udflugter samt fly til og fra endestationerne. Få et overblik over de mange muligheder på de tyrkiske statsbaners hjemmeside Railturkey.org.
Fra øde højslette til millionby
Der er et par timer til, at toget når Ankara. I løbet af natten har toget tilbagelagt adskillige hundrede kilometer og bevæget sig ind i et landskab, hvor det bjergrige terræn er afløst af et fladere sletteagtigt område, der kan opdyrkes. I den skarpe morgensol ses spredte industriområder samt områder med tæt bebyggelse.
Fra togvinduet er der mange små tegn på, at vi nærmer os det vestlige Tyrkiet, men i det øjeblik, man kommer ud fra Ankaras hovedbanegård, blæses man bagover. Trafikken er mere end intens, i luftrummet over byen lægger fly an til landing i Esenbogalufthavnen, og gaderne er fyldt med internationale hoteller, shoppingcentre, regeringskontorer og restauranter.
Tyrkiets hovedstad er vokset med eksplosiv hast de sidste hundrede år, og det er uløseligt forbundet med den forandring, landet gennemgik i 1920erne og 30erne.
Handlekraft
Via en lang række reformer og enorm handlekraft fik den daværende præsident Kemal Atatürk ført Tyrkiet ind i en moderne æra. Listen over tiltag er omfattende, men først og fremmest blev religion og stat skilt ad, ligesom det latinske alfabet blev indført. Kvinder fik stemmeret og adgang til uddannelse, og det enorme land blev bundet sammen af en stærk centraladministration.
Fra 30.000 indbyggere for hundrede år siden, hvor byen stadig hed Angora, er der i dag omkring seks millioner, og Ankara råder over 19 universiteter, opera, ballet, koncertsale og adskillige museer.
Overalt ser man buster af landsfaderen Kemal Atatürk, der ikke selv fik biologiske børn, men adopterede otte, hvoraf flere fik bemærkelsesværdige livsbaner. Adoptivdatteren Sabiha Gökcen blev stærkt opfordret til at bryde med normerne, og hun blev i slutningen af 1930erne verdens første kvindelige jagerpilot og opnåede rang af løjtnant. Måske nikker Tyrkiet-rejsende genkendende til den ene af Istanbuls internationale lufthavne, der bærer hendes navn.
En dag, hvor Kemal Atatürk var faret vild i området ved Yalova, fik han hjælp af en otteårig fårehyrde, der viste vej. Atatürk adopterede den unge dreng, Sigirtmac Mustafa, og denne lærte at læse og skrive og tog senere en officersuddannelse.
Kontraster
Den dynamik og modernitet, Ankara udstråler, står i stærk kontrast til det beskedne tempo, der kendetegner livet i det østligste Tyrkiet. Og det er netop dét, en tur med Eastern Express viser.
Der er ikke tale om en luksuriøs oplevelse a la Orient Expressen, hvor man sipper champagne, mens vajende palmer og renæssancebyer passerer forbi vinduet. Man kan heller ikke sammenligne med togruter som den schweiziske Gletsjerekspres, der byder på overdådige bjergpanoramaer.
Til gengæld giver turen gennem det barske anatolske landskab en unik chance for at opleve skiftet mellem Lilleasien og Europa, mellem det rustikke rurale og det energifyldte urbane. Og fra kupévinduet har man første parket til det hele. Få steder passer klichéen bedre: på en togrejse er der tid til at få sjælen med.
FRI var inviteret af GoTürkie, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. maj 2025.
