Tusindvis af bisoner går frit omkring i South Dakotas naturparker. FRI tog til Midtvesten og mødte en velbevaret cowboykultur, smukke landskaber og den ultimative bisonsafari.
Det er ikke godt at vide, hvad de fire præsidenter på Mount Rushmores bjergvæg tænker, når de med deres altid åbne øjne ser ud over landet. Men én ting kan de med sikkerhed konstatere, og det er, at den amerikanske bison stortrives i dagens USA.
Ikke mindst i delstaten South Dakota, hvor monumentet med de fire præsidenters ansigter er den største turistattraktion. Faktisk er der flere bisoner end i nogen anden stat (cirka 40.000), og tusindvis af dem går frit omkring i nationalparker eller andre beskyttede naturområder, som er åbne for publikum.
At opleve dyret – Nordamerikas største landdyr – er således lige til. Det kræver ikke safaripakker eller andre forberedelser, men sker af sig selv. For eksempel når man kører rundt i Custer State Park, der er et naturområde på størrelse med Langeland.
Ofte står dyrene dovent langs vejene og græsser. Andre gange har de taget ophold på asfalten og går ikke sådan lige til siden, selvom der kommer en bil i amerikansk midtvest-størrelse. Øjenkontakten, hvor man sanser dyrets rolige og samtidig kraftfulde tilstedeværelse, kan strække sig over tid. Når bisonerne flytter sig, passerer bilerne så tæt, at man nærmest kan række hånden ud og røre dyrets karakteristiske pels på hoved, hals og forben.
»Don’t be shy,« siger amerikanerne gerne. De amerikanske bisoner lader til at have forstået budskabet.
En national stolthed
Den europæiske bosætning af prærielandet gik hårdt ud over den amerikanske bison. Bestanden faldt fra adskillige millioner til omkring 300 eksemplarer, før et avlsarbejde fra 1890 og frem vendte udviklingen.
I dag vurderes det, at bestanden tæller op mod 500.000. Den amerikanske bison har været med i mørke kapitler af landets historie, men er i nutidens USA også et eksempel på en vellykket genopretning og en national stolthed.
Bisonen blev i 2016 valgt som USAs nationale pattedyr i en lov, som daværende præsident Obama underskrev. Kendskabet til dyret stiger, og det samme gør efterspørgslen på bisonens fedtfattige kød. Mange ranches, især på prærien og i Rocky Mountains-regionen, har taget bisonen til sig og skabt en god business.
FAKTA
Bison eller buffalo?
Europæerne, der bosatte sig i det vestlige Amerika, omtalte præriens store dyr som en buffalo, selv om der er tale om et dyr i bisonslægten. I dagens USA bruges bison og buffalo i flæng.
Bison er det videnskabelige ord, mens buffalo i højere grad refererer til dyrets historie og symbolske betydning.
At lade dyrene leve frit i naturen overlades til for eksempel Custer State Park i South Dakota. Statsparken ligger i den vestlige del af staten, på grænsen til Wyoming, hvor prærien møder bjergene og skaber dramatisk smukke landskaber med skovklædte bakkelandskaber, søer, dybe kløfter og høje bjergtoppe.
Statsparken har også åbne vidder med vildt græs i mere end 1.000 meters højde over havet. Perfekt til den amerikanske bison, der græsser cirka ti timer om dagen, og som med tyk pels klarer sig i de sneklædte vintre.
Custer State Park har med 1.400 bisoner én af verdens største bestande, som kan opleves af publikum. Flokken holdes under opsyn og reguleres i antal. Men dyrene lever i deres naturlige habitat og bevæger sig frit.
En kæmpe i sprint
The Wildlife Loop er en snoet vej, der byder på nærkontakt til adskillige bisoner i Custer State Park. Med stor sandsynlighed vil andre dyr også vise sig på The Wildlife Loop.
Statsparken er hjemsted for hjorte, elge, vildfår, prærieulve, præriehunde og æsler, mens høge og ørne kan kredse over det knap 30 kilometer lange loop. Afhængig af temperament og afhængigt af, hvor mange gange, der stoppes for at se bisoner på vejen, tager det en-to timer at køre loopet igennem.
REJSETIPS
Vejen til bisonland
Minneapolis i Minnesota er den oplagte gateway til South Dakota.
Fra København er der tre ugentlige afgange med direkte fly (Delta) til Minneapolis. Fra Minneapolis tager det en god time at flyve videre til Rapid City (80.000 indbyggere), der er en god base i forhold til at opleve South Dakotas turistattraktioner.
Det samme er de mindre westernbyer Custer (2.000 indbyggere) og Hill City (knap 1.000 indbyggere). Begge ligger på kanten af Custer State Park.
Velkomne er også vandrere, cyklister, ryttere, lystfiskere og campister. Statsparken har flere campingområder, mange stier og mulighed for at bevæge sig lige så frit omkring som en bison. Dog anbefaler statsparkens rangers at holde mindst 30 meters afstand til bisonen. Dyret ser måske noget tungt ud, men har både kraft og sprint.
Den voksne tyr måler cirka 1,8 meter i højden og kan veje op mod 1.000 kilo. Benene er korte, men stærke. Bisonen drejer hurtigt, springer højt og kommer op i en fart omkring 60 kilometer i timen.
I statsparken lever bisonen i spredte flokke, hvor det som regel er den ældste og mest erfarne hun, der afgør, hvor dyrene skal færdes. Tyrene lever alene eller i mindre grupper med andre ungkarle – bortset fra i parringssæsonen, hvor de kæmper om hunnernes gunst.
Cool at være cowboy
Én gang om året, sidst i september, samles de 1.400 bisoner. Det er den ultimative bisonsafari, og det er et tilløbsstykke. Den såkaldte buffalo roundup i Custer State Park havde i 2025 over 20.000 tilskuere, herunder FRIs udsendte cowboymedarbejder.
Solen er på vej op til endnu en dag i South Dakota med en himmel så skinnende blå som det amerikanske flag. Dagen begynder med otte grader, og det mærkes, at vi er i bjergene. Senere skal det blive brændende varmt og støvet, når først bisoner og cowboys sætter i bevægelse.
Dagens udvalgte 60 cowboys, heraf enkelte cowgirls, har sadlet op og venter. Nogle er fastansatte i statsparken, andre er en del af South Dakotas ranch- og rodeomiljø, mens en tredje gruppe, cirka 20 af dem, er udvalgt blandt ansøgere fra hele landet.
Det er cool at være cowboy her. Det ser godt ud på CVet, og det samme gør uniformen: cowboystøvler, cowboybukser, nystrøget skjorte, tørklæde om halsen og solbrændte ansigter under cowboyhatten.
De 60 cowboys er inddelt i tre grupper (rød, hvid og blå), der rider ud i det bakkede landskab og fordeler sig i forhold til flokkene af bisoner. Vi følger med den røde gruppe, der uden hast spreder sig i en cirka 100 meter bred kæde bag en større flok bisoner.
Rytterne sidder rankt i sadlen og venter. Enkelte har lange læderpiske klar. Bisonerne står roligt et stykke derfra, græsser videre og kigger dårligt nok op. Kalvene, som er kanelfarvede den første sæson, holder sig som vanligt tæt til deres mødre.
På gungrende jord
Via en mobiltelefon får lederen af rød gruppe en melding om, at starten skal gå. Han løfter et rødt flag, og rækken af cowboys skridter frem mod flokken, som langsomt begynder at røre på sig.
På den ene side har bisonerne et vandløb. På den anden side en stejl bakke. Ruten giver sig selv. Det er lige frem, og dyrene bevæger sig i småløb. Af og til går en bison i stå eller viser med eksplosive ryk, hvor hurtigt de kan skifte retning og komme op i fart. Med det samme er en årvågen cowboy i nærheden og genner uden andet argument end sin tilstedeværelse bisonen tilbage i flokken.
Luften genlyder af rytternes hylen, piften og piskesmæld. Efter et par kilometer snævrer landskabet sig ind mod et pas, som alle skal igennem. Farten sættes ned. Bisonerne løber skulder mod skulder og former, set oppefra, et langt og tætvævet tæppe i dyrets mørke skindfarve.
Men alle, inklusiv heste og enkelte biler, der fungerer som motoriserede cowboys og bidrager til at holde flokken på rette kurs, kommer fint ud på den anden side af passet. Her er åbne vidder, og her støder hvid og blå gruppe til med tilsvarende store flokke. De 1.400 bisoner er samlet nu, og det registreres, at jorden gungrer, når de mange ton bevæger sig gennem Custer State Parks let gullige sensommerlandskab.
Endnu et frit år
I et bakkekranset lavland får dyrene en pause. Almindeligvis flytter bisonen sig med få kilometer i timen. Efter løbeturen skal pulsen ned. Tusindvis af tilskuere sidder på en bakkeskråning og får her, et stykke op ad formiddagen, god tid til at iagttage flokken. Mange tilskuere kom før solopgang, for der er rift om gode pladser til den årlige roundup.
Det sidste stykke mod foldene går gennem et fladt og bredt græsland, som tilbagelægges i fuld kontrol. Da dyrene når foldene, som er endemålet, har de været undervejs i halvanden time og bevæget sig tre-fire kilometer.
De næste par dage får de lov at falde til ro. Dernæst venter vaccination, dyrlægetjek og for de nye i flokken: brændemærkning. Hanner og hunner testes for fertilitet og graviditet, og resultatet afgør, hvor mange der senere på året sælges på auktion. Målet er at holde bestanden på en størrelse, som passer til statsparkens græsarealer.
En gruppe på 50-60 bisoner har til ære for publikum været i foldene nogle dage. De kan gå direkte til dyrlægetjek og brændemærkning i båse. På en tribune sidder tilskuere og følger med på få meters afstand. Bagefter slippes dyrene løs til endnu et år, hvor de – ikke langt fra monumentet i Mount Rushmore – kan vise præsidenterne på bjerget og alle andre, der har lyst til at komme forbi Custer State Park i South Dakota, at den amerikanske bison, den nationale stolthed, lever og har det godt i USA.
FAKTA
Stor stat, store monumenter, stor natur
Mount Rushmore trækker mange turister til South Dakota. En anden magnet er monumentet Crazy Horse, hvor arbejdet begyndte for 77 år siden, og der vil gå flere årtier endnu, før det er færdigt.
Monumentet, der har udsigt til at blive verdens største bjergskulptur, er en del af et projekt, der ønsker at bevare og beskytte de oprindelige folks kultur, traditioner og arv. Crazy Horse var navnet på lederen af den lokale Lakota-stamme, der besejrede hærens syvende kavaleri ved Little Bighorn.
Og så er der selvfølgelig naturen. Store trækplastre er Black Hills – et naturområde på størrelse med Sjælland (Statsparken Custer indgår som en del af Black Hills). Samt Badlands – et Grand Canyon-lignende område i miniformat, hvor et stort antal bisoner i øvrigt også går frit omkring.
South Dakota er cirka fem gange større end Danmark og har knap en million indbyggere.
FRI var inviteret af Travel South Dakota.
Coverbillede: Travel South Dakota
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. oktober 2025.
