Om bord på et krydstogtskib kan du nemt og bekvemt opleve nogle af verdens mest fascinerende steder. Rejsebranchens eksperter fortæller her om deres drømme-cruises.
Rejsebranchens krydstogteksperter har tilsammen tilbragt tusindvis af dage på krydstogtskibe rundt om i verden. De har sejlet til de mest fascinerende steder på kloden og set det meste. Alligevel drømmer de stadig om cruise-oplevelser, som de kan lukke øjnene og tænke på med længsel. Skibe, de drømmer om at sejle med, ruter, de gerne vil tilbagelægge, og store oplevelser, som kan få dem ud at sejle igen. Måske kan deres drømmekryds inspirere til din næste rejse.
1. Det vildeste: Flodcruise i Amazonas jungle
»I Nyhavn Rejser har vi længe drømt om at lancere flodkrydstogterne fra Aqua Expeditions i Danmark, fordi det er det ultimative flodkrydstogt i Sydamerika – og måske endda i hele verden,« siger Lasse Westh. Han er produktchef med ansvar for Sydamerika hos rejsebureauet Nyhavn Rejser i København, og har beskæftiget sig med rejser til Sydamerika i mere end 25 år.
»Cruiset foregår langt inde i den peruvianske del af Amazonas. Vi er i den tætte regnskov, i en totalt fredet del af regnskovsområdet, hvor der hverken er veje, hoteller eller større byer. Min store drøm er at opleve naturen på helt tæt hold ombord på et af disse små skibe, hvor der samtidig er skruet helt op for både komfort, service og forplejning.«

Rederiet Aqua Expeditions har to eksklusive flodskibe. Det ene med plads til 40 gæster, det andet med plads til 32 gæster. Og ombord er der nøjagtig lige så meget personale, som der er gæster. Skibene sejler fra Iquitos i Peru, cirka to timers flyvning fra hovedstaden Lima.
»På et tidspunkt bliver selv et lille skib for stort. For floderne i Amazonas forgrener sig og bliver mindre og mindre. Det er så her, de smider gummibådene i vandet. Skibet har fire avancerede zodiacs med plads til otte gæster i hver, og så fortsætter ekspeditionen endnu længere ind i Amazonas. Du glider ned ad de smalle bifloder, mens dyrene bevæger sig rundt i junglen. Aber, papegøjer, floddelfiner. Det er en ren drømmerejse,« fortæller Lasse Westh og tilføjer:

»De kalder faktisk disse flodsejladser for ekspeditioner, fordi guiderne ombord er folk fra regionen, som er enormt vidende om området. Og det her er et område, som er umuligt at komme til på andre måder end med skib. Hvis du er til oplevelser og natur, er det her den mest unikke rejseoplevelse, du kan få. Du kan sejle i tre, fire eller syv dage med Aqua Expeditions, og jeg drømmer naturligvis om den store tur på syv dage. Med besøg hos lokale stammer, junglevandring, gummibåde, fiske piratfisk, sejle i kajak, se vandfald og kigge på planter. Mens det hele bliver forklaret af guiden, som kender området ud og ind.«
»Du sover i suiter med store panoramavinduer, så du kan få det hele med. En af Perus mest kendte kokke har lavet signaturretter til skibet, og hele 70 procent af ingredienserne kommer fra Amazonas og de områder, skibet sejler igennem. Rederiet er kendt for et tårnhøjt niveau for maden ombord,« forklarer han.
»En tur i Amazonas med Aqua Expeditions koster fra cirka 25.000 kroner pr. person for et tredages cruise. Min drømmerejse er oppe i lidt over 70.000 kroner pr. person for et syvdages cruise. Dertil kommer fly og ophold i Peru,« fortæller Lasse. »Og det er jo et cruise, der er oplagt at kombinere med Perus verdensberømte attraktioner, Macchu Picchu og Cusco. Og måske endda med en tur ud til Galapagosøerne,« lokker han.
2. Det prisvenlige: Norges vidunderlige natur
Claus Ishøj Jensen er direktør og medejer i MyCruise, som i dag er Skandinaviens største krydstogtrejsebureau. Hvert år sender han og kollegerne cirka 20.000 gæster afsted på eventyr på de fem verdenshave.
»Mit drømmekrydstogt går op til de norske fjorde. Jeg synes det er lidt en overset perle, fordi turen både giver kæmpestore naturoplevelser og samtidig er nemt, fordi skibet sejler fra Københavns Havn. Og prisen er rigtig god,« fortæller Claus.
Det italienske rederi MSC er et af verdens største krydstogtrederier, og fra maj til oktober har de en ugentlig afgang fra København op til de norske fjorde, hvor turen koster omkring 7.000 kroner pr. person for en uge – inklusive al mad ombord og drikkepenge.

»På min drømmerejse vil jeg gerne have en balkon, og det koster 3.000-4.000 kroner ekstra, og en ‘drikkepakke’ til 1.500 kroner pr. person, for så har jeg al mad og drikke inkluderet i en hel uge. Det er et cruise, hvor jeg synes, man får virkelig meget for pengene,« siger han.
»Jeg ville vælge et af de nyere skibe, som MSC Euribia. Det er søsat i 2023 og var et af de første krydstogtskibe til at sejle på LNG – flydende naturgas – hvilket gør det mere miljøvenligt end mange andre skibe. Det er vigtigt, når turen går op til Norge, hvor der findes strenge krav til lav miljøpåvirking for at beskytte naturen mest muligt. Så det her skib er bygget til at sejle steder som de norske fjorde,« forklarer Claus Ishøj Jensen.
MSC Euribia er et stort skib med et hav af faciliteter. Der er plads til 6.300 gæster og 1.700 besætningsmedlemmer. Ombord er der alt fra champagnebar til sportsbar, der er indendørs- og udendørs pools, multihal med håndbold, 4D-biografer, bowling, spillearkader samt et hav af restauranter med alt fra steaks over sushi til tapas. Alligevel er det naturen, der er den helt store oplevelse.
»Højdepunktet på turen er indsejlingen til Geirangerfjorden. Det er en af Norges mest berømte fjorde med stejle fjeldsider og spektakulære vandfald, og det er ikke for sjov, den er med på UNESCOs verdensarvsliste. Og det er her, min balkon for alvor kommer i spil, fordi min drøm er at sidde om morgenen under indsejlingen med en kop kaffe i hånden. Så vil jeg læne mig tilbage og nyde kaffen, stilheden og det vidunderlige landskab fra første parket,« siger Claus om sit drømmekrydstogt.
3) Det kulturelle: Krydstogt til Japan og Sydkorea
Sprogbarrieren i Japan er måske større end noget andet sted i verden,« starter Jesper Boas Smith med at sige. Han er partner i krydstogtrejsebureauet Gaia Travel i København og har tilbragt over fire år af sit liv om bord på krydstogtskibe.
»Japan er en hot destination for tiden, men det er også et sted, hvor det kan være både svært og dyrt at rejse rundt i på egen hånd. Et krydstogt kan være en god måde at opleve det spændende land på, fordi du bliver transporteret nemt og behageligt rundt, og dit hotelværelse følger med dig hele vejen,« siger han.

»Japan er et bucket list-rejsemål for mange mennesker, og vi ser, at flere og flere krydstogtselskaber er begyndt at sejle til Japan. Min drøm er et cruise til Japan på den tid af året, hvor kirsebærtræerne springer ud,« siger han.
Lige præcis dette kan rederiet Crystal Cruises tilbyde i løbet af foråret 2026. En rejse med store japanske højdepunkter og masser af kirsebærtræer. I løbet af 11 nætter går sørejsen fra Sydkoreas hovedstad Seoul over Nagasaki i Japan videre til Kobe og til sidst Tokyo, Japans hovedstad. Med en række spændende stop i både Sydkorea og Japan undervejs.
»Skibet er Crystal Symphony. Det er et af to søsterskibe, som blev totalrenoveret for nogle år siden. Faktisk fjernede de 25 procent af kahytterne på skibet, så de kunne skabe større og endnu mere lækre kahytter til gæsterne. Samtidig holdt de fast i antallet af personale ombord, så servicen er bedre end nogensinde,« forklarer han.
Rederiet er ejet af en af branchens store kanoner, nemlig den tidligere indehaver af luksusrederiet Silversea. Da han solgte Silversea til en stor pengestærk rejsekoncern, brugte han nogle af de mange millioner på sit nye projekt: at bringe Crystal Cruises til nye højder. »Fordi det er den tidligere Silversea-ejer, fornemmer man tydeligt de gode gamle krydstogtdyder om bord. En masse lækre detaljer, overdådig service og stor gastronomi,« fortæller Jesper Boas Smith.

»For at give et eksempel, er Crystal Cruises de eneste, som har de anerkendte Nobu-restauranter ombord på skibet. De har også en filial af kasinoet i Monaco. Det er altså krydstogt, når det er allerbedst, og tilmed til en af verdens mest eftertragtede rejsedestinationer,« siger han.
»Det er et krydstogt på højeste niveau, og det afspejles i prisen på 56.300 kroner pr. person for 11 dage. Det inkluderer balkonkahyt, alle måltider, Champagne, butlerservice og drikkepenge. Dertil kommer fly til Japan samt udflugter på land«, forklarer Gaia Rejsers krydstogtekspert.
4) Det klassiske: Drømmecruise til Caribien
»Drømmekrydstogtet er for rigtig mange mennesker en tur til Caribien,« siger Klaus Tøth, Senior Sales Manager for rederiet Celebrity Cruises i Norden. »Og jeg må være ærlig at sige, at sådan har jeg det også. Fordi Caribien og cruise bare passer perfekt sammen.«
Klaus Tøth er en erfaren krydstogtgæst og har sejlet på langt over 100 krydstogter i sit liv. Han tager typisk afsted på fem-seks krydstogter om året.
»Den ultimative Caribien-tur er for mig en sejlads til det eksotiske Caribien. I særdeleshed til De Hollandske Antiller, kaldet ABC-øerne: Aruba, Bonaire og Curaçao,« fortæller han.
»Caribien er stort, og stederne er næsten lige så forskellige som de europæiske lande. Når mange vælger at tage på cruise til f.eks. Bahamas og St. Thomas, betyder det også, at disse steder er fyldt med turister og krydstogtskibe. Så jeg drømmer om en tur, der efterlader mig med et dybere indtryk af Caribien,« forklarer han. Aruba, Bonaire og Curaçao hører under Kongeriget Nederlandene. Tænder du telefonen på Bonaire, vil den sige: ”Velkommen til Holland«.
Du betaler med euro, men stemningen er caribisk.

»Jeg drømmer om et krydstogt på ni-ti dage ned til det sydlige Caribien. Der er afgange fra Fort Lauderdale i USA, og derefter får jeg et par dage på havet til at nyde skibet. Jeg skal slappe af, spise godt og se et show. Og førend jeg når at kede mig, er skibet fremme ved Willemstad på Curaçao. Byen er fuld af pastelfarvede bygninger, her ligger små tavernaer og hyggelige restauranter. Det er et idyllisk sted på sådan en Pirates of the Carribean-agtig måde,« fortæller Klaus Tøth.
»Næste punkt på rejseplanen er naboøen Arubu, hvor den den ultimative badedag venter. Øen er kendt for sine kridhvide sandstrande, og så sejler du til Bonaire, som jeg synes er en overset perle. Det er et dykkerparadis med smukke koralrev, og du kan sejle rundt i mangroveskovene og se naturen og dyrelivet på tæt hold,« fortæller han.
Disse krydstogter bliver blandt andet sejlet af skibet Celebrity Silhouette, som er et af rederiets nyrenoverede skibe. Der er plads til 2.800 gæster og 1.400 medarbejdere, og skibet blev gennemrenoveret for over 700 millioner kroner for to år siden.
»På min drømmerejse vil jeg gerne bo i en balkonkahyt, og så ligger prisen på 9.500 kroner pr. person i en delt balkonkahyt inklusive mad, drikkevarer, alkohol, drikkepenge, wifi etc. Dertil kommer fly til USA og ophold i Fort Lauderdale. Der er for eksempel en tur fra d. 1.-9. november i år, mens vejret er allerværst i Danmark,« siger han.
Se mere på celebritycruises.com
5) Det eventyrlige: Rundt om Sydamerika
Rolf Wilton er administrerende direktør i Profil Rejser og Bella Vista. To store danske luksusrejsebureauer, som hvert år sender danskere i hobetal på krydstogt.
»Jeg drømmer om en 18-dages sørejse med rederiet Oceania. Turen går fra Buenos Aires i Argentina til Lima i Peru. Det er hele vejen rundt om Sydamerika og cruiset slutter af med muligheden for at tage op til Macchu Picchu, den gamle inkaby højt oppe i Andesbjergene,« fortæller han.

»Turen starter på Sydamerikas østkyst og sejler så ned omkring Kap Horn og hele vejen op til Peru. Det er jo så meget mere end bare et krydstogt. Det er kolossale landskaber, unikke dyrearter og følelsen af at være langt væk fra alting,« siger Rolf Wilton.
»Skibet på den her rejse er Oceania Vista, som er et to år gammelt krydstogtskib. Rederiet Oceania satser på et højt gastronomisk niveau, og skibet kan bedst beskrives som et flydende boutiquehotel. Her kan maksimalt være 1.200 gæster og 800 ansatte til at tage sig af os undervejs,« forklarer han.
»Men jeg drømmer faktisk om turen, fordi den er det bedste af Sydamerika samlet i en sejlads. Undervejs går turen til Falklandsøerne, videre langs Patagoniens kyst, som er et af verdens mest øde områder, og så op langs Chiles kyst. Så det er jo en smuk kombination af både storbyerne Lima og Buenos Aires samt den mest magiske natur.«

Dette 18-dages krydstogt med Oceania Vista koster fra 49.500 kroner inklusive fly og al mad ombord (men alkohol og udflugter koster ekstra). Prisen er pr. person i en balkonkahyt i februar 2026.
Coverbillede: Aqua Expeditions/PR
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 16. august 2025.

