Krydstogt: Den blå vej til Kroatiens skærgård

Daglige havdyp, hvide kalkstenskirker og vingårdsbesøg. Tag med på krydstogt med øhop og nye feriefavoritter mellem Split og Dubrovnik.

Det er over 30 grader, og solen brager ned fra en skyfri himmel, men her på motoryachtens øverste dæk nyder vi godt af den naturlige brise, der gør sommervarmen behagelig.

Vi er stævnet ud fra Split, Kroatiens næststørste by, en tidlig morgen i juli. Byen er knudepunktet for Kroatiens chartersejlads, en rejseform, der er blevet mere og mere populær gennem de sidste årtier. Det anslås, at der findes 500 af denne lille type lokale motoryachter, som i sommerhalvåret fragter hele 130.000 turister rundt i den kroatiske skærgård. 

Det kan lyde af mange fartøjer og gæster, og når vi kigger agterud, ligner vi da også fortroppen på en lille armada, der pløjer sig gennem Adriaterhavets blå vand, men snart lægger skibene behørig afstand til hinanden, så det føles, som om vi har hele skærgården for os selv. Måske lige undtagen når vi kaster anker i de mest populære havne, hvor de små krydstogtskibe ofte må ligge klods op på hinanden, nogle gange helt op til otte-ni stykker, så vi skal forcere mange dæk, indtil vi når ud til vores.

Den daglige vandgang

Efter et par timers sejlads mod syd sagtner kaptajnen farten og cruiser tættere på kysten for at finde en passende badevig. Det er fast punkt i dagsprogrammet, uanset hvor vi kommer hen: klokken 11 er der »happy hour med havdyp«. Traktementet byder på frugthapsere på pinde og læskende vand med citronskiver.

Vi hopper omgående i. For os nordboere er havet forfriskende med sine 18 grader  – ikke mindst ovenpå et par timers stærk varme på soldækket. Flere af vores mellem- og sydeuropæiske medpassager gisper lidt efter vejret, da de rammer de blå bølger. 

For de knapt så øvede svømmere er der tidens moderne svømmebælter i form af en farverig skumpølse, man kan læne sig op ad, og hvis det går helt galt, en gammeldags flydende redningskrans, mens de modigste også prøver paddleboards.

Vandet er simpelthen så lækkert at svømme i, så vi til sidst ikke er til at drive tilbage på dækket. Men op skal vi, siger kaptajnen, han vil gerne holde sejlplanen, så vi kan få gang i vores øhop.

De tusind øers land

De lokale kalder selv Kroatien for »de tusind øers land«. Om der helt er så mange, skal vi ikke kunne sige, men når man som os kun har besøgt landets populære feriedestination Hvar, er det en øjenåbner at sejle mellem klippeskær og se de mange ubeboede øer, der tårner sig op med tæt skovbevoksning. Disse øer virker helt uberørte, og det får mig til at tænke, at sådan må her have set ud for hundreder, ja, tusinder af år siden. 

På vores krydstogt kommer vi på kort tid tæt på seks forskellige destinationer – plus det løse med badestoppene – og det er for os den helt rigtige måde at gense Kroatien. 

Der er i hvert fald rigtig gode chancer for, at vi måske kan finde »vores ø«, som vi engang kan vende tilbage til og slå os ned i længere tid. Kandidaterne står i kø, efterhånden som turen skrider frem.

Korcula er en af dem. Gennem 800 år var denne del af Kroatien underlagt italiensk overherredømme, og det ses på byggestilen i hovedbyen, der er lige så elegant som i støvlelandet. Det gælder især Skt. Marko-katedralen og huset, der rummer museet for den verdensberømte opdagelsesrejsende Marco Polo, men også de mange skønne bygninger, der ligger på række langs promenaden og giver alle restauranterne havudsigt.

En kort køretur fra det pulserende centrum er der også godbidder. Her ligger vingården Vina Sabulum, der først åbnede for besøg for fire år siden, efter at flere og flere turister efterspurgte vinsmagninger. Ellers havde ejerne kun dyrket vin til eget brug, men nu sidder vi altså med udsigt til den mere stille del af den aflange ø og får de lækreste lokale oste, oliven og charcuteri sammen med et glas af hvidvinen Grk. Den er lavet på druen af samme navn og regnes for at være landets bedste.

Opalfarvede søer

Vi havde nok heller ikke selv fundet vej til Mljet, selv om der går bilfærger hertil fra Dubrovnik. Vi møder en ældre dame, som bor inde i Syddalmatiens mest kendte by, men som er taget herud for at slippe for turisthorderne. Det er værst i højsommeren, siger hun, når de alle sammen skal gå tur på hovedstrøget Stradun med de blankslidte kalkstensfliser og se de berømte Game of Thrones filmlokationer ved Bokar- og Lovrijenac-fortet samt Minceta-tårnet.

Vi forstår hende godt efter vores eget besøg i Dubrovniks turisttrængsel og priser os lykkelige for, at sejlruten bringer os til denne stilfærdige ø, som kun har 1.000 indbyggere omkring hovedbyen Polace. Det absolutte trækplaster er naturparken med de turkise saltvandssøer, de duftende fyrreskovs-stier og den lillebitte ø Sankt Mary, som kan nås med kajak eller en lille turbåd. Her kan man se det 900 år gamle benediktinerkloster, der optager hele øens areal på 5.000 kvadratmeter.

Gensyn med Hvar

Det er til gengæld et glædeligt gensyn med et andet turisthotspot, øen Hvar, med havnebyen af samme navn. Tilstrømningen er ikke blevet mindre gennem årene, efter Condé Nast Traveller kårede øen som en af de ti smukkeste på kloden, men vi ved godt fra sidst, at man skal holde sig fra den pulserende promenade med alle de fortøjrede lystyachter i millionklassen. I stedet lader vi os igen opsluge af hverdags- og restaurantlivet i de smalle gyder i de gamle bydele Groda og Mikula på hver side af Stefanstorvet, og finder et sted, hvor vi kan smage på øens stolthed, rødvinene. 

Klimaet har nemlig skabt gode betingelser for druedyrkning, og vi oplever øens frodighed med vingårde og lavendel- og rosmarinmarker fra vinduet i lokalbussen til og fra Hvar by. Vores skib kunne kun få ankerplads i Jelsa på den modsatte kyst, men det er vi ikke kede af. Byen har mindst lige så smuk historisk arkitektur som Hvar, men en helt anden, mere stilfærdig puls. Det har været byens varemærke i 100 år, så den fremstår stadig som en »hemmelig« turistperle.

Den kroatiske gren

Vi er blevet godt rystet sammen med de andre cruisegæster på den uge, vi er afsted. Ikke mindst i den lille restaurant, hvor vi hver dag spiser morgenmad og frokost, men alle respekterer trangen til privatliv, som der er bedre plads til på soldækket. De fleste kommer fra Europa og enkelte fra USA, og det store samtaleemne er, hvad der kunne blive næste års destination til en længere rejse. Og så taler alle forventningsfuldt om Stranden.

Vi ved ikke, om det bliver øen Brac, vi vender tilbage til, for vi er der kun på badestop af én eneste grund, nemlig at besøge en af Kroatiens mest omtalte strande, Zlatni Rat. Den er så kendt og hypet, at den har sin egen Instagram-konto, hvor vi alle har set billederne af landtangen, der bedst kan beskrives som Grenen i Skagen. Den går 1 kilometer ud i det mest krystalklare, turkisblå havvand, du kan forestille dig, og alle vil helst opleve den yderste pynt. 

I stedet for at tage et autoriseret turist-minitog derud, skyder vi genvej til havs med en lokal sømand, som sejler os derud i en dieselhakker af en pram, så vi når hurtigt frem til første parket på rullestensstranden. Her oplever vi fænomenet, når strømmen og bølgerne hele tiden får tangen til at skifte form. Men vi erfarer, at det er et syn, man alligevel ser bedre fra øverste dæk, da det er tid til at sætte kursen mod Split igen og afmønstre for denne gang.

Her snakker vi om, hvor svært det bliver at vælge den ø, vi skal vende tilbage til for at opleve mere, for der er så mange gode bud.

Coverbillede: PR

FRI var inviteret af Apollo Rejser, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. marts 2025.

Mangler du inspiration til din næste ferie i Kroatien? Læs også artiklen om øhop her