12. august i år rammer en total solformørkelse store dele af Nordspanien. FRI guider dig til fem steder i det iberiske land, hvor du kan opleve det sjældne fænomen i kombination med
enestående natur, gastronomi og kulturelle perler.
Mange turister besøger hvert år Spanien for at nyde det sitrende sollys med alt, hvad det medfører af varme dufte, intenst smagende frugter, skønt badevand og høje temperaturer.
Men til sommer er det netop det midlertidige fravær af solen, der får folk fra nær og fjern til at rejse dertil.
Den 12. august er det nemlig muligt at bevidne en total solformørkelse på himlen over den nordlige del af landet, og interessen for den historiske begivenhed er stor.
Det forventes, at ti millioner personer vil rejse til landet for at se det sjældne astronomiske fænomen på nærmeste hold.
Turistmyndigheder i en lang række regioner har travlt med at promovere lige netop deres lokalområde som det bedste sted at opleve solformørkelsen.

Og guides til de bedste observationspunkter er i høj kurs på nettet.
Solformørkelsen rammer sidst på dagen, kort før solnedgang, og det er derfor afgørende at udse sig et højtliggende udsigtspunkt med god sigtbarhed mod vest.
Zonen, hvor solformørkelsen er total – også kaldet totalitetsbæltet – dækker omtrent 40 procent af det spanske territorium og strækker sig fra Galicien i landets nordvestlige hjørne via Catalonien og Valencia ved den østlige middelhavskyst til de baleariske øer.
FRI giver dig fem forslag til destinationer, hvor solformørkelsesmissionen kan kombineres med en skøn ferierejse i det spanske.
Asturien – Cider, cabrales-ost og spektakulære bjerge
Øst for Galicien ligger Asturien, som er en af Spaniens mindste regioner.
Placeringen i forhold til årets solformørkelse er til gengæld storslået.
Hele regionens territorium ligger i totalitetszonen, og hovedbyen Oviedo befinder sig tæt på den centrale linje, hvor solformørkelsen varer længst tid.
Et af de observationssteder, der fremhæves af de lokale turistmyndigheder, er Cabo Busto, som ligger på en pynt ud mod Biscayen.

Her er der frit udsyn mod vest, så man – i tilfælde af klart vejr – kan opleve solformørkelsen, mens solen synker ned mod havoverfladen.
Andre gode udsigtspunkter langs kysten er Cabo Vidio og Cabo Peñas, hvor der også er optimalt udsyn til solnedgangen.
Asturien er som turistmål relativt ukendt i Danmark, men der venter masser af spændende attraktioner i regionen, der ligger som en grøn stribe mellem Atlanterhavet og la Cordillera Cantábrica – en bjergkæde, der strækker sig mere end 400 kilometer langs den spanske nordkyst.
Oviedo er en fredfyldt og charmerende by, der afskærmes fra kystens kraftige vinde af bjerget Monte Naranco.

Smukke palæer i den historiske kerne vidner om det gamle asturianske kongedømme, der blev styret herfra.
Og på de mange hyggelige spisesteder er der rig mulighed for at gå om bord i regionens kulinariske skatkammer, som både byder på perlende cider, rustikke gryderetter og blå cabrales-ost.
Sidstnævnte produceres efter gamle håndværkstraditioner i det naturskønne bjergmassiv Picos de Europa, som kan nås på et par timer i bil fra Oviedo.
Her er himmelstræbende tinder, dybe kløfter og grønne bjergsider, og trænger du til en pause til at fordøje både solformørkelse og naturindtryk, er der mange hyggelige overnatningssteder i de små idylliske landsbyer.
Galicien – Skaldyr og blæksprutter ved Atlanterhavets kyster
Galicien ligger i Spaniens nordvestlige hjørne, og placeringen længst mod vest gør, at solen her står højere på himlen, når solformørkelsen rammer, end det er tilfældet ved de østvendte kyster.
Listen over gode observationspunkter i Galicien er lang, og de lokale turistmyndigheder tilbyder masser af vejledning til den tilrejsende amatørastronom.
I kystbyen A Coruña – regionens største by – begynder månen at glide ind foran solen klokken halv otte om aftenen, og solformørkelsen er total kl 20.28.
De bedste observationspunkter befinder sig vest for byens centrum – eksempelvis Parque de Bens og Monte de San Pedro.
I Lugo-provinsen lidt længere mod øst er der også fremragende betingelser for at opleve solformørkelsen, og her fremhæves Punta Roncadoira som et særligt privilegeret udsigtspunkt.
Vil du i forbindelse med solformørkelsen holde ferie i Galicien, byder regionen på både naturrigdomme og kulturelle perler.

Fra nordkystens eukalyptusskove og dramatiske kystlinjer til de brede sandstrande i syd.
Fra det grønne og frodige vinland Rías Baixas i vest til de romerske ruiner i Lugo i øst.
Samt ikke mindst Santiago de Compostela – endemålet for den berømte pilgrimsrute Camino de Santiago – der emmer af middelaldermystik i de smalle snørklede gader med fine pladser, kirker, klostre og arkader.
Dybe fjorde skærer sig ind i landet fra den 1200 kilometer lange kystlinje langs Atlanterhavet, og nærheden til havet har sat sig spor i den kulinariske tradition.
Skaldyr og blæksprutter er grundstenene i den regionale gastronomi, og du kan se frem til at nyde noget af Spaniens bedste hvidvin lavet på signaturdruen Albariño.
Galicien er ikke som de andre, og heroppe kan du opleve solformørkelsen i en ramme, som ikke minder om noget andet sted i Spanien.
Valencia – Middelhavsstemning, paella og storslået arkitektur
Vil du gerne opleve solformørkelsen i Spanien, men allerhelst tilbringe feriedagene ved Middelhavet, er det heldigvis også en mulighed.
En stor del af Valenciaregionen ved den østlige middelhavskyst ligger i totalitetszonen, og i hovedbyen Valencia er formørkelsen også total.
Den kan også opleves i byer som Requena og Utiel i indlandet og i kystbyerne Gandia, Cullera og Castellón de la Plana.

Solformørkelsen rammer Valencia umiddelbart før solnedgang, og det er derfor afgørende at finde et observationssted med fuld sigtbarhed til horisontlinjen.
Det kan eksempelvis være i bjergområdet Sierra Calderona mellem Valencia og Castellón, der også byder på mange gode vandreruter til en aktiv naturferie.
Solformørkelsesferien kan oplagt kombineres med astroturisme i regionens tyndt befolkede områder – eksempelvis Aras de los Olmos, hvor stjernehimlen kan observeres med minimal lysforurening.
Valencia er rig på arkitektoniske mesterværker – både historiske perler og moderne byggerier som det imposante City of Arts and Sciences, der er tegnet af bysbarnet Santiago Calatrava.

Bystranden Malvarrosa er et perfekt sted at spise en autentisk paella – områdets store gastronomiske stolthed, der grundlæggende består af ris, som tilberedes over åben ild i en særlig pande sammen med fond, safran, grøntsager, skaldyr eller kød.
Skal der føjes en ekstra dimension til paella-oplevelsen, kan du tage turen til det vidtstrakte vådområde omkring Albuferasøen syd for Valencia, hvor man har dyrket ris i adskillige århundreder.
Her arrangeres den 12. august særlige bådture, som gør det muligt at opleve solformørkelsen fra vandet – og det er naturligvis muligt at slutte det hele af med en paella-middag.
Castilla y Leon – Stille dage og fantastisk vin på højsletten
Regionen Castilla y León udgør den nordlige del af den castilianske højslette, La meseta Central, der dækker store dele af det centrale Spanien.
Her er der mange steder at opleve den totale solformørkelse, og de lokale turistmyndigheder har udpeget mere end 200 observationspunkter.
Flere fremhæver Valladolid-provinsen som et af de bedste steder at opleve solformørkelsen takket være store åbne vidder med lang sigtbarhed.
Det kunne eksempelvis være omkring landsbyerne Tordesillas eller Simancas, i naturparken Riberas de Castronuño-Vega del Duero eller kanalområdet Canal de Castilla i landsbyen Medina de Rioseco.
Uanset hvad du vælger, er Castilla y León et besøg værd i sig selv.

Højslettens øde landskaber med bølgende marker, middelalderborge og drivende skyer sætter en helt særlig stemning, og området emmer af historisk vingesus.
Herfra kommer det spanske sprog, castellano, som blot var ét blandt mange sprog og dialekter på den iberiske halvø i middelalderen.
Sproget har navn efter Castilla, som var et mindre grevskab under det kristne kongedømme León, og som med tiden skulle blive rygraden i det hastigt ekspanderende spanske imperium.
Historieinteresserede kan lægge vejen forbi Burgos eller León, der imponerer med deres gotiske katedraler og velbevarede bykerner.
Et væld af idylliske landsbyer ligger og døser på den solsvedne højslette – besøg eksempelvis Olmedo, Rueda, Peñafiel eller Ureña.
Herudover, og nok så vigtigt, kan vinentusiaster se frem til at besøge vinområdet Ribera del Duero, der producerer nogle af Spaniens mest efterspurgte vine.
Aragonien – Astroturisme, naturrigdomme og historiske perler
Aragonien deler navn med det gamle kongerige, der i 1492 blev smedet sammen med Castiliens krone og banede vejen for det moderne Spanien.
I dag er Aragonien en lidt »glemt« og overset region på trods af storslået natur og mange kulturskatte, men den bliver uden tvivl et tilløbsstykke i forbindelse med solformørkelsen i august.
Regionens sydlige provins, Teruel, er sparsomt befolket og tilbyder glimrende betingelser for at opleve solformørkelsen.
Der er også fine forhold i store dele af Zaragoza-provinsen.
Mere end 150 steder er af de regionale turistmyndigheder blevet udpeget som officielle observationspunkter.
Astronomisk interesserede kan besøge stjerneobservatoriet Galáctica i Teruelprovinsen, som også byder på et oplevelsesmuseum.

Området er kendt for at have meget lav lysforurening og dertil fremragende atmosfæriske forhold.
Naturen i Aragonien er i en klasse for sig og vil være et oplagt supplement til en solformørkelsesferie.
Mest berømt er nationalparken Ordesa y Monte Perdido i Pyrenæerne, men der er mange andre juveler at opdage på en rundtur i regionen – eksempelvis klippeformationen Mallos de Riglos og Gallocanta-søen, som er et tilløbsstykke for fugleinteresserede.
Kulturhistorien skal naturligvis ikke glemmes, og her byder både Zaragoza og Teruel på masser af juveler.
Besøg også klosteret Monasterio de San Juan de la Peña eller den enestående middelalderborg Castillo de Loarre.
Når alle oplevelserne skal fordøjes, kan du passende gøre det i selskab med egnsretten ternasco – ovnstegt unglam – og et glas rødvin fra Aragoniens mest berømte vinregion Somontano.
FAKTA
Et sjældent astronomisk fænomen
En solformørkelse opstår, når månen glider ind mellem jorden og solen og derved blokerer solens lys helt eller delvist.
Man skelner typisk mellem tre typer af solformørkelser: Den totale, hvor solen dækkes helt. Den partielle, hvor månen dækker en bid af solen. Og den ringformede, hvor månen befinder sig for langt væk fra jorden til at dække solen helt, så en ring af sollys er synlig.
Ved en total solformørkelse bliver himlen mørk i nogle minutter i et smalt bånd på jordens overflade – også kaldet totalitetsbæltet. Mens den totale solformørkelse står på, kan man se koronaen, solens ydre atmosfære, som normalt er skjult af sollyset.
Det er 27 år siden, der sidst var en total solformørkelse på det europæiske fastland – og i Spanien har man ikke oplevet en total solformørkelse siden 1905.
Årets solformørkelse finder sted den 12. august og kan udover Spanien opleves på Island og i det østlige Grønland.
I 2027 er der igen en total solformørkelse i Spanien, mens 2028 byder på en ringformet solformørkelse.
VIGTIGT: Man må aldrig kigge direkte op i solen, heller ikke under en solformørkelse. Brug altid specialdesignede briller med certificeret folie, der beskytter mod de skarpe stråler.
Se mere her:
eclipses.ign.es
Spaniens nationale geografiske institut har lanceret en hjemmeside med masser af information om de tre solformørkelser, der kan opleves i løbet af 2026, 2027 og 2028.
trioeclipses.es
På denne statslige hjemmeside anbefales der på tværs af de spanske regioner en række udsigtspunkter – udvalgt efter en vurdering af sigtbarhed/udsyn, tilgængelighed og pladsforhold.
Coverbillede: Colourbox
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 9. maj 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Spanien? Find flere artikler her

