Seychellerne, Grækenland og Thailand: Øhop i tre forskellige verdenshave

ANNONCE

Verdenskortet er spækket med øer, der kan sætte gang i drømme og eventyr. Fjerne, frodige, farverige, forblæste … alt er muligt. Så hvilke øer skal man vælge? FRI har spurgt tre rejseeksperter, som her giver hver deres bud på et uforglemmeligt øhop.

seychellerne
Foto: PR

Seychellerne: Øhop i tropisk paradis og luksus

For mange er Seychellerne indbegrebet af et tropisk paradis. Pudderbløde strande, frodig grøn natur, hav i alle nuancer af blå og palmer, der idyllisk indrammer de postkortsmukke scenerier. 

»Og sådan ser der ud. De billeder, man ser fra Seychellerne, er ikke fotoshoppede. Jeg rejser mange steder i verden og ser steder, der er supersmukke, men så kommer jeg tilbage til Seychellerne og bliver klar over, hvorfor jeg altid anbefaler andre at rejse dertil,« siger Elsebeth Thomsen, Senior Travel Advisor hos Profil Rejser. 

Seychellerne består af mere end 1.000 øer, og det er langt de færreste, man kan komme til.

»Jeg anbefaler altid at bruge mest tid på Praslin, både fordi der er så smukt, men også fordi der er flest udflugtsmuligheder derfra.«

– Elsebeth Thomsen, Senior Travel Advisor hos Profil Rejser

De fleste forbinder øhop på Seychellerne med de tre hovedøer Mahé, Praslin og La Digue, og man ankommer til Mahé, som er den største og mest bjergrige af øerne med gode muligheder for at vandre.

Derfra går turen oplagt videre til Praslin. Sejlturen tager en time, men er en færgetur uden særlig udsigt til øerne, og derfor anbefaler Elsebeth Thomsen, at man flyver. 

»Det er et propelfly på størrelse med et vandfly. Det koster næsten det samme og tager kun et kvarter, og man får et fantastisk vue, når man er i luften,« siger hun og tilføjer, at Praslin er mindre og giver en følelse af at komme lidt tilbage i tiden.

»I det hele taget går tingene langsomt på Seychellerne, men når man kommer til Praslin, virker Mahé pludselig dynamisk. Jeg anbefaler altid at bruge mest tid på Praslin, både fordi der er så smukt, men også fordi der er flest udflugtsmuligheder derfra,« siger hun og nævner blandt andet den Unesco-beskyttede jungle Vallée de Mai, hvor man finder coco-de-mer-palmerne med verdens største nød, der kan veje op til 30 kilo. 

ø-hop seychellerne
Foto: PR

På Praslin finder du også strandene Anse Lazio og Anse Georgette, som er udråbt til nogle af verdens ti smukkeste strande, men du kan også snorkle og opleve store landskildpadder.

»De lever frit, men man holder dem også som kæledyr på Seychellerne. Nogle hoteller har dem i store indhegninger, og her kan man være med til at fodre dem,« forklarer hun. 

Man passer godt på naturen i det smukke ørige og foretager sig alting i roligt tempo. Derfor er motoriseret vandsport kun tilladt ét sted i landet – på en enkelt af Mahés strande. 

»Der er lokale restauranter, barer og hoteller, men ikke et sprudlende liv som i for eksempel Thailand. Det er lavt tempo på alle planer. Der findes enkelte resorts, for øerne er eksklusive destinationer i sig selv. Der er langt flere lokaltejede boutique-hoteller og selfcatering-hoteller, for selv om turisme er landets vigtigste indtægt, har man med vilje valgt masseturismen fra,« lyder det fra Elsebeth Thomsen. 

øhop seychellerne
Foto: PR

Fra Praslin er der 30 minutters sejlads til La Digue, som er kendt for sin karakteristiske hvide sandstrand omgivet af granit og grøn natur, Anse Source d’Argent, der er en af verdens mest fotograferede strande.

La Digue har kun få biler, og de fleste er små golfvogne, som har afløst oksekærrerne, og man cykler mest rundt på øen. La Digue kan opleves på en dagsudflugt, men har man tid, anbefaler Elsebeth Thomsen, at man tilbringer et par nætter på øen og oplever roen, når dagsgæsterne rejser hjem.

Og herfra kan man besøge flere småøer og opleve havskildpadder komme op og lægge æg på stranden. 

»Det var jeg selv så heldig at opleve, sidst jeg var der,« siger hun.

REJSETIPS
Ø-ferie i Det Indiske Ocean

Seychellernes våde tid er november-februar/marts, men temperaturerne er de samme, og du kan rejse dertil året rundt.

Har du mulighed for det, så brug mindst ti dage og gerne flere på en rejse til Seychellerne, lyder anbefalingen.

Forvent dansk prisniveau. 

Se mere på Profil-rejser.dk

Det gør ikke den store forskel, hvilken rækkefølge man oplever øerne i, tilføjer hun, men det er en lang tur fra Danmark, så lad være med at planlægge store udflugter fra første dag. 

»Vil man øhoppe endnu mere, kan man komme ud til endnu mindre atoller, hvor der kun ligger et enkelt hotel, og hvor du kan fiske, sejle eller bade, men egentlige udflugter foregår fra de tre hovedøer,« siger Elsebeth Thomsen og tilføjer en ekstra lille bonus ved Seychellerne: Der findes ingen slanger, giftige edderkopper eller lignende farlige dyr i øriget.

Grækenland: Ø-hop i Det Saroniske Øhav

»Grækenland har altid været kendt for sine øer og deres rolle i det gamle Grækenlands historie – og et rejsemål for sol og strand. Derfor får man rigtig meget med på én gang, hvis man tager på øhop og besøger flere græske øer.«

Sådan siger Nikolaj Bolko, produkt- og udviklingsansvarlig hos Smil Rejser. Han anbefaler en uges rundrejse til fire øer – tæt på fastlandet, så transporttiden bliver begrænset.

Foto: PR

»Der har altid været noget mytisk ved at fare rundt mellem små øer, og det her er en mulighed for en rejse, der emmer af både romantik og historie, men er begrænset til en uge, og som foregår i trygge rammer med en dansk rejseleder,« forklarer han. 

Øhoppet, som han anbefaler, starter med en overnatning i Athen og mulighed for at opleve Akropolis.

Herefter bor man fire nætter på den lille, postkortsmukke Poros, som har cirka 4.000 indbyggere, og to nætter på øgruppens største ø Ægina, hvor hovedbyen mere har præg af egentlig storby. Fra begge øer sejler man på dagsudflugter til de mindre øer Spetses og Hydra. 

grækenland
Foto: PR

»Man oplever i princippet alt det, vi forbinder med Grækenland: Fine strande og dejligt vand, historiske monumenter og gamle bygningsværker. Vi har rejser med tungere kulturelt fokus, hvor der bliver nørdet i bund med vulkaner og udgravninger, men det her er en mere tilbagelænet tur, hvor man kan opleve historien og kulturen i et adstadigt tempo og også gå på opdagelse på egen hånd på øerne,« siger Nikolaj Bolko. 

Selv om klimaet stort set ikke ændrer sig på turen, er forskellen på de fire øer stor. Ægina er en historisk vigtig ø, der er knyttet til den græske selvstændighed og altid været politisk vigtig, mens den lille Hydra er helt nede i gear og siden 1950erne har været kendt internationalt som en form for kunstnerkoloni. 

REJSETIPS
Ø-ferie i Det Græske Øhav

Øhoppet i det græske øhav spænder over otte dage med en enkelt overnatning i Athen, fire på Poros og to på Ægina og dagudflugter til Spetses og Hydra. 

Øhoppet arrangeres uden for højsæsonens høje temperaturer, i maj og i september. 

Læs mere på Smilrejser.dk

»Leonard Cohen var en af de stjerner, der slog sig ned og havde sommerhus her. Men det er også en ø, der stort set ikke har asfalterede veje, og på den måde er det som at komme tilbage i tiden,« siger Nikolaj Bolko.

Rejserne fra ø til ø foregår med færge, som gør det muligt at nå vidt omkring på kort tid. Ingen sejladser er over to timer og bliver ikke vildere end overfarten Odden-Aarhus.

»Området syd for Athen er et af de kulturelt vigtigste og ældste områder, som vi kender fra græsk mytologi, som vi lærte det i skolen. Jeg holder vældig meget af Grækenland af mange grunde – jeg er vild med deres historie og mytologi, men jeg er heller ikke bedre end alle andre og er pjattet med græsk mad,« siger Nikolaj Bolko og tilføjer:

Foto: PR

»Her har man alt det, man gerne vil have af Grækenland og på øer, som ikke er overrendt af de helt store turisthorder. Og der er en pointe i ikke at øhoppe på de helt store charterdestinationer, for det betyder, at man her møder en lokalbefolkning, som ikke udelukkende lever af turister og som har levet og boet her i generationer. Det gør i vid udstrækning øerne både traditionelle og autentiske.«

Thailand: Øhop med plads til spontanitet

»Thailand er vores største anbefaling. De fleste, der tager til Thailand, drømmer om at øhoppe, for det er så nemt derude,« siger Sari Petersen, salgskonsulent hos rejseselskabet Tui.

Noget af det fede er de korte distancer, konstaterer hun.

»Er man af sted i 14 dage, kan man uden problemer nå rundt til otte forskellige områder og stadig have tid til at komme tilbage til Phuket og slappe af.«

– Sari Petersen, salgskonsulent hos rejseselskabet Tui

»Det tager 20 minutter fra Phuket at komme til en bountystrand. Man kan nemt kombinere mange ferieformer på en uge eller to. Distancerne er så korte, så selv om det kan se voldsomt ud, når man sidder herhjemme og planlægger sin ferie, men det er så nemt at komme rundt og opleve både kultur og natur. Og så er det billigt – ’value for money. Du får mange oplevelser for få penge.«

Flyver man direkte til Phuket, anbefaler hun, at man starter ferien med et par dage på fastlandet. Derfra sejler man til Railay Beach, som ligger sydvest for Krabi, og derfra til øer som Phi Phi og Koh Lanta. 

»Er man af sted i 14 dage, kan man uden problemer nå rundt til otte forskellige områder og stadig have tid til at komme tilbage til Phuket og slappe af. Du har alt tæt omkring dig, så det er udelukkende et temperamentsspørgsmål, hvor meget man vil være på farten, og hvor mange udflugter man har mod på,« siger hun. 

Selv om rejsen til Thailand er lang, kommer man hurtigt ned i gear, lyder det. 

Foto: Tui

»Det er ikke, som charter kan være i Sydeuropa, eller hvis man rejser til en storby som Paris, der ofte er lidt hektisk. I Thailand er det så afslappet, og man tager det hele, som det kommer. Selv med små børn er det fantastisk at tage ud på ture og opleve øer, for det er ikke et problem pludselig at skulle hjem igen, fordi børnene er trætte. Det er nemt, og det er billigt,« siger Sari Petersen.

Det betyder også, at man ikke behøver planlægge alt hjemmefra eller i starten af ferien. 

»Der er altid plads til spontanitet. Hvis man ikke har prøvet et rigtigt øhop før, vil jeg anbefale, at man starter i Thailand,« siger hun. 

Transporten rundt mellem øer og fastlandets strande spænder fra færger og motorbåde til long-tail boats.

thailand
Foto: Tui

»Mange øer er bilfri, men det er nemt bare at gå rundt. Der er ikke de store kontraster på øerne, men strandene kan være meget forskellige. Nogle har helt hvidt sand, andre mørkt, ligesom vandet nogle steder er dybere og mørkere. I den nordlige ende af øerne er der en flot natur, mens Phi Phi-øerne er kendt for deres hvide strande, koralrev og snorkling,« forklarer Sari Petersen og remser et par anbefalinger op, som steder og oplevelser, hun personligt holder meget af. 

»Kho Phi Phi Don er en bilfri ø, hvor man oplever et ikke-industrialiseret Thailand. Sidst vi var der, sejlede vi i kajak og snorklede derfra, for koralrevet ligger tæt på kysten,« siger hun og tilføjer:

»Tag ud og oplev solnedgangen på Railay Beach. Det er en backpackerø, så hotelmæssigt er det ikke så meget at komme efter, men solop- og -nedgange er fantastiske. Og husk, at det bliver mørkt allerede ved 18-tiden i Thailand.«

REJSETIPS
Thailand om vinteren

Øhop i det sydlige Thailand er bedst i december-marts. April og maj kan også være fint, men sommeren har typisk få solskinstimer, og i efteråret regner det meget.

Det nordlige Thailand kan man sagtens rejse til i vores sommerhalvår, men her egner landskabet sig ikke lige så godt til øhop. 

Se mere på Tui.dk

Coverbillede: PR

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste rundrejse? Find flere artikler her