I Occitanie i Sydfrankrig kan du for få euro hoppe på toget og opleve alt fra historiske middelalderbyer til Middelhavets milde klima og Pyrenæernes kilometerhøje tinder.
Vores tog bevæger sig i adstadigt tempo langs kysten, så der er god tid til at absorbere de mange indtryk. Vi har fundet en kupé og smidt rygsækkene op i bagagenettet over sæderne. På det lille bord mellem os er der dækket op med en flaske rødvin, flutes, skinke og ost samt den uundværlige schweizerkniv, så vi læner os tilbage og nyder udsigten.
Toget passerer uendelige rækker af vinstokke, som står snorlige, samt lange stræk med lagune, hvor der udvindes salt. Pludselig bliver alt pink.
I det lave vand står hundredvis af lyserøde flamingoer og leder efter føde med deres krumme næb. Nationalparken i Camargue på den franske sydkyst er hjemsted for mere end 50.000 af de elegante fugle, der er i familie med storken, og selv om vi befinder os 100 kilometer øst for nationalparken, har store grupper flamingoer søgt hertil for at søge efter krebsdyr og alger.
Og det er netop skaldyrene, som giver flamingoerne deres karakteristiske lyserøde farve, men det er en proces, der tager tid. Unge flamingoer er blege i fjerpragten. Vi er helt høje over den uventede oplevelse og hænger ud af togvinduet de næste mange kilometer.
Slow travel i Occitanie
Min hustru og jeg er på togtur i den sydfranske region Occitanie. I grove træk er det landområdet, som – bortset fra den franske del af Baskerlandet – går fra Pyrenæerne og 200 kilometer nordpå. I en tid, hvor billige flybilletter har reduceret mange flyrejser til simpel transport, nyder vi den langsommelighed og lille luksus, der ligger i en togrejse, hvor man med et lidt slidt udtryk kan få sjælen med.
Og en togrejse kan antage mange former. Mens Orientekspressen, der oprindelig kørte fra Paris til Istanbul, forbindes med ultimativ luksus, betragtes den transsibiriske jernbane som mere rustik.
Mange danskere, som har nået senioralderen, husker deres ungdoms interraileventyr, og japanrejsende fortæller med begejstring om deres oplevelser med højhastighedstoget Shinkansen. Og så er der Occitanie. Indtil videre er området gået lidt under radaren som togrejsedestination, men det har et lokalt initiativ sat sig for at lave om på.
En af Frankrigs bedste markedshaller
For ethvert madøre må Narbonne, der er turens første stop, være et must. Mellem selve byen og kysten ligger en stor lagune, hvor kitesurfere blander sig med flamingoer og østersplukkere, og i baglandet arbejder lokale vinbønder intensivt på de sydvendte skråninger. Byen råder over en af Frankrigs bedste markedshaller, Les Halles de Narbonne, der lokker med alt fra seafood, lokal gedeost og languedocvin til små barer samt bistroer.
Efter lidt søgen spotter vi et ledigt bord, hvor vi sætter os, og ved et tilfælde havner vi midt i et underholdende show. Den tidligere professionelle rugbyspiller Gilles Belzons driver en restaurant i den åbne hal, og hver gang en gæst bestiller en kødret, hiver Belzons en megafon op og kalder en af de omkringliggende slagtere.
Få sekunder efter flyver en kødpakke gennem luften, den gribes virtuost af Belzons, som derefter smider den på panden. Stemningen er selvsagt høj omkring middagstid.
Mere om byerne undervejs
Narbonne bærer stadig præg af romernes tilstedeværelse for 2000 år siden. Den britiske arkitekt Norman Foster har tegnet Narbo Via-museet i en stil, der er banebrydende for arkæologiske museer.
Også Roman Granary Museum et besøg værd. Her går man rundt under jorden i de gamle kornmagasiner, hvor der er udstillinger i de forskellige kamre. Endelig tilbyder cykelfirmaet Languedoc VTT Evasion guidede ture i området – med flamingogaranti.
Perpignan er stedet, hvis man vil dykke ned i forskellige arkitektoniske stilarter. Her er alt fra gotiske katedraler til byens nærmest futuristiske teater, der er tegnet af Jean Nouvel. Men den arkitekt, der måske har sat størst aftryk på byen, er danske Viggo Dorph-Petersen. Omkring forrige århundredskifte opførte han en lang række slotte, villaer og hoteller i og omkring Perpignan, hvor han ligger begravet.
Carcassonne er – ud over fæstningen og Canal du Midi – også kendt for middelalderens store klædeproduktion. Her forarbejdede man uld, og her farvede man klæderne, blandt andet i den indogoblå farve, der fås fra vajdplanten. Lokale farveproducenter og købmænd skabte sig store formuer ved at forsyne klædeproducenterne med vajd. Dyk ned i emnet på Maison du la Laine et du Drap.
Narbonne er en rolig kontrast til mere hypede middelhavsbyer som Nice, Cannes og St. Tropez, og det er en nydelse at slentre ned ad byens boulevarder med platantræer i midten eller gå på opdagelse i de krogede stræder i byens historiske centrum. Vender man blikket godt to årtusinder tilbage, var Narbonne den første by uden for Italien, som romerne koloniserede, så er man til historie og middelalderarkitektur, er der masser at dykke ned i.
Økonomisk og mere bæredygtigt
Når noget lyder for godt til at være sandt, er det som regel også tilfældet, men den en god nok. I Occitanie kan man køre i tog fra to til seks dage for kun 10 euro per dag. Og bindinger er der få af, for billetten kan købes på nettet i sidste øjeblik, og man kan benytte ordningen ubegrænset i et område på størrelse med Irland. Dog kan man ikke køre med højhastighedstoget TGV, men skal benytte de såkaldte liO regionaltog.
Ordningen giver helt nye muligheder for rejsende, der vil på opdagelse med tog, uden at hverken budget eller CO2-aftryk løber løbsk. Mange af togene er eldrevne, og togkørsel er generelt et godt og mere bæredygtigt alternativ til rejser med fly og bil. Initiativet har da også været så stor en succes, at Occitanie løb med sejren ved den europæiske Rail Tourism Awards i 2023.
Om rejseplanlægning og Occitanie Rail Tour
Nyttige oplysninger med priser og rejsetips: www.visit-occitanie.com/en/rail-tour/
Trods de nærmest ubegrænsede muligheder, togpasset giver, nøjes vi med den trekant, der starter i Toulouse, hvorfra den fortsætter til Narbonne og Perpignan, inden den igen slutter i Toulouse. I alt cirka 400 kilometer togkørsel, der snildt kan gøres på seks dage.
Der er så meget at opleve i Occitanie, at man kan planlægge i flere temaer og retninger. De kulturelle og historiske seværdigheder står i kø, bjergene lokker med deres vandre- og cykelruter, og ved kystens badestrande og små fiskerlejer finder man middelhavsstemningen.
I bjergene
I vores program har vi indlagt et par dage med vandring i Pyrenæerne, og dagens mål er Abbaye Saint Martin, der blev grundlagt for mere end tusind år siden. Det højtliggende kloster er en stor lokal seværdighed, men det er gåturen derop, som betager os mest.
Over os har en flok gribbe fanget en opadgående luftstrøm, og her cirkler de rundt for at vinde højde. Længere nede ad bjerget bruser et vandløb gennem en tætbevokset kløft, og få kilometer væk strækker Pic du Canigou, catalanernes hellige bjerg, sine 2785 meter mod himlen. Bjerget rager så markant op, at allerede de gamle fønikere brugte det som pejlemærke, når de navigerede langs kysten.
For os står Pyrenæerne som mere rå, autentiske og uspolerede end mange af områderne i Alperne, hvor turisterne er rykket ind i en stor skala både sommer og vinter. Og med en frokost, der består af brød med sortfodsskinke, tomattapenade og et par skiver ost, nyder vi udsigten og stilheden.
Vejen til Occitanie
I princippet kan man starte sin tur fra enhver station i Occitanie, der betjener liO-toget, men med sin beliggenhed midt i regionen er Toulouse et oplagt udgangspunkt.
I bil er der 1700 kilometer fra den dansk-tyske grænse til Toulouse. Kør via Hamborg, Liege og Reims, og vær opmærksom på, at der på franske motorveje skal betales afgift – omkring 1 € for hver ti kilometer.
Med tog tager turen knap 20 timer, og ruten går via Hamborg og Paris.
Flyver man til Toulouse, er der gode forbindelser fra både København og Billund – eksempelvis med Norwegian, Air France og KLM – men regn med et mellemstop.
Lige så catalansk som fransk
Turen til Casteil er en lille afstikker fra Perpignan, hvor vi gør holdt et par dage. Perpignan er en livlig universitetsby, der blot ligger 50 kilometer nord for grænsen til Spanien. Indtil slutningen af 1600-tallet var byen spansk, og det mærkes både sprogligt og arkitektonisk samt på restauranternes menukort, der lokker med spanske klassikere som tapas og paella. Under den spanske borgerkrig modtog Perpignan mange flygtninge, og en del lokale føler sig lige så catalanske som franske.
Vi hopper på toget og tager endnu tættere på grænsen. Uden for togvinduet farer landskabet forbi. Under turen i Occitanie har vi kig til bjergkæderne i Massif Central, Corbieresområdet og frem for alt Pyrenæerne, så selvom vi begge har taget en bog med, går det meste af tiden med at suge rejseindtrykkene ind.
Ansjoser og fauvisme
Den lille kunstnerby Collioure ligger helt ud til Middelhavskysten, og med blot seks kilometer til den spanske grænse, kan man næsten ikke komme sydligere i fastlandsfrankrig. Her lever blot 3000 fastboende, og byens hovederhverv er turisme og fiskeri, især af ansjoser.
De pittoreske omgivelser – Collioure var oprindelig et lille fiskerleje – har gennem århundreder tiltrukket malere som Pablo Picasso og Henri Matisse, og sidstnævnte var med til at grundlægge malerretningen fauvisme i Collioure i starten af 1900-tallet.
Om aftenen spadserer vi gennem byen og finder et brasserie, der serverer friskfangede fisk fra Middelhavet. På væggene hænger lange rækker af billeder, som ubemidlede kunstnere gennem tiden har brugt som betaling for mad og overnatning, og det føles som om, man sidder og spiser midt i et farverigt kunstmuseum. I sommermånederne strømmer turister til Collioure, men kommer man uden for højsæsonen, er byen en oase af ro.
Vi har et enkelt stop endnu og sætter kursen mod Carcassonne. Toget er fyldt godt op, og passagerskaren er en blanding af pendlere, nogle få turister med rullekufferter samt mountainbikere og vandrere, der er på vej mod aktiviteter i bjergene.
Det er påfaldende, så få udenlandske stemmer vi hører i toget. Det virker, som om Occitanie er franskmændenes ”eget” sted, men vi falder i snak med flere af dem og modtager masser af turforslag, mens toget arbejder sig vestpå forbi Montagne Noire-kæden.
Holder øje med Rapunzel
Turistbrochuren lyver ikke. Det er som at gå rundt i en eventyrby fra middelalderen, hvor kringlede gader fører rundt til tårne, trapper, vindebroer og borgmure, og hvor de gamle huse i sten og træ er så nænsomt restaurerede, at Carcassonne omtales som verdens største og bedst bevarede fæstningsby.
Her kan man slippe sin indre ridder løs, og hver gang jeg passerer et spir, forestiller jeg mig Rapunzel lade sit lange hår falde ud af tårnvinduet, så den unge prins kan klatre op.
Den næsten tusind år gamle by, som befinder sig inden for den tykke borgmur, er UNESCO-fredet og en af Sydfrankrigs helt store seværdigheder. Men også uden for fæstningen er der masser at opleve.
Omgivet af vinmarker og olivenlunde glider Canal du Midi stille forbi, og med strømmen kommer en farverig flodpram sejlende. Kaptajnen, som står på dækket, ser ikke specielt sømandsagtig ud i sine klipklapper, shorts og t-shirt, men med en kold forfriskning inden for rækkevidde letter han på kasketten og styrer sikkert fartøjet uden om et par modgående småbåde.
Mellem Séte, der ligger ved Middelhavet, og Girondefloden, som via Bordeaux løber ud i Atlanterhavet, færdiggjorde man i 1681 Canal du Midi. Arbejdet blev igangsat af Frankrigs daværende regent Ludvig XIV, Solkongen, og han udkommanderede 12000 mand, der med primitive graveredskaber brugte 14 år på at færdiggøre kanalen.
Da Canal du Midi stod færdig, kunne man sejle tværs over Sydfrankrig, og ved at forbinde Middelhavet med Atlanterhavet undgik man både sørøvere, storme og sømil – helt præcist 1800 af slagsen, hvilket svarer til mere end 3300 kilometer.
Canal du Midi har for længst udspillet sin kommercielle rolle, da nutidens skibe er for store til den relativt smalle kanal, men vandvejen er i dag en rekreativ turistmagnet, der frister til flodbådsferie samt cykel- og vandreture langs bredden.
Begrænsningens kunst
Vi kunne sagtens være blevet hængende i Carcassonne et par dage mere, men har fået rejseindtryk nok i denne omgang. Frem for besøg i katedraler, kunstmuseer og koncertsale har vi valgt at komme ud og blande os med lokalbefolkningen – både i toget og på bistroerne samt på vandrestierne og markederne.
Mødet med den sydfranske befolkning har været positivt, og vi har fået en forsmag på byer, som hidtil har været ukendte for os. Samtidig har vi smagt nye og spændende retter og været fysisk aktive på en god del af turen. En tur, hvor Occitanie har vist sig fra sin bedste side.
FRI var inviteret af Occitanie Tourisme, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 9. november 2024.
