Nordislands magi: Her er fjelde, nordlys og kulisser fra Game of Thrones

De spektakulære landskaber i den nordlige del af Island går i blodet på både turister og de lokale, der ikke kunne drømme om at flytte derfra.

Nogle aftener orker indbyggerne i den nordislandske by Akureyri knapt at gå ud i kulden for at beundre nordlyset. Så almindeligt er det. Men ikke desto mindre er det netop dette fænomen, der sammen med sneen på lavaklipperne, de brusende vandfald og uendelige vidder, gør, at de ikke kan forestille sig at flytte herfra.   

»Jeg gik i gymnasiet her i Akureyri og er blevet lige siden. Her er jo alt, hvad jeg har brug for med butikker, det gode musiksted og sådan. Mine forældre bor stadig i nabobyen Vopnafjördur. Det er her, vi hører til,« siger Elma, der står i receptionen på hotellet. Hun har et digt i sin mors håndskrift tatoveret på armen, for familien er det vigtigste i livet, forsikrer hun med et varmt smil. 

Heller ikke den rødskæggede fyr Hannes, der ligner en statist fra tv-serien Vikings, kunne tænke sig at bo andre steder. Hans solide figur er pakket ind i en sweater, strikket af ulden fra familiens egne får, og han er på det nationale redningsteam og træder til ved naturkatastrofer. Ellers tager han gæster med ud på snescooter som dagens tur til et krater i Myvatn-området, hvor vi slukker scooterne og lytter til hans beretning om, hvordan det blev til. 

Han udpeger strukturer på indersiden, som afslører, at krateret ikke er skabt af flydende lava, men er opstået gennem en heftig eksplosion af gasser, akkumuleret i undergrunden. 

»I skal ikke gå for tæt på kanten. Den er porøs og knækker nemt, og det er et værre mas at hente jer op,« gnækker han med lune i øjnene.   

Hvis vi var i USA, havde der været hegn og »No entry«-skilte. Men her er intet. Man kan jo bare tænke sig om, mener Hannes, og fortæller om sine børn: 

»Min treårige er ude i al slags vejr. Den knudrede lava er hendes legeplads, og hun lærer at have respekt for naturen.«

Det forklarer, hvorfor nordislandske teenagere er pylrefri og fungerer som medhjælpere på familiens farm med islandske heste, kører hundeslæde og assisterer ved heliski-turene. Nogle drager ud for at samle erfaring – mange studerer i Danmark – men det lille samfund kalder dem tilbage til familien og den natur, der opdragede dem. 

Måske nordkystens bedste hotel: Hotel Siglo

Det gjaldt også Róbert Gudfinnsson fra Siglufjördur helt heroppe, hvor fjorden slutter sig til havet med Grønland som næste stop. Han er en entreprenørsjæl, der drog til Arizona og blev velhavende på fiskeri. Men kærligheden til Nordisland vandt, og her ved kystvejen ligger hans olivengrønne Hotel Siglo i norsk byggestil som resultatet af hans forretningseventyr. For han valgte at investere i den lille by, han er rundet af, så pengene kunne komme tilbage og skabe nye arbejdspladser.

Det siges at være nordkystens bedste hotel og ligger lige ved den havn, der er essensen af byens unikke silde-historie. Den lærer jeg om i en stribe bygninger, der tilsammen udgør The Heering Adventure. Et storartet museum om det barske men indbringende erhverv, som sildefiskeriet udgjorde her i 1900-tallet, hvor et par brødre fra Ålesund i Norge dukkede op i Siglufjördur med viden om sildefiskeri og produktion af blandt andet fiskemel og -olie.

Sjovt nok havde ingen heroppe hittet ud af, hvordan man kunne fiske sild, så opbakningen var enorm, da nordmændene satte projektet i værk. Der opstod endda et helt nyt fag: De såkaldte »sildepiger,« der stod på række på kajen og i rasende fart skar hovedet af sildene, når fiskerne kom ind med lasten. Glem alt om akrylnegle og fransk manicure …

Både pigernes beskedne indkvartering og det maskineri, man brugte til at presse og koge fiskeolie og lave fiskemel til foder, er udstillet på museet. Der må have været en rædsom fiskefedtet stank overalt. Men pyt, man fik løn og det var attraktivt, for tidligere havde man mest byttet sig frem med varer for arbejdskraft. 

»Der var gode penge i fiskeriet. Men det hele ramlede i 1960erne på grund af overfiskeri, skønt de blev advaret,« siger Rena Rasouli, der viser rundt på museet. Hun kom hertil fra Grækenland for fire år siden og tabte sit hjerte til Nordisland og byens fællesskab omkring den islandske musikskat, hvor man blandt andet skaber nye fortolkninger af traditionelle sange. 

»Der er koncerter og masser af hjerteblod i det,« fortæller Rena, der har taget Islands livsstil til sig: 

»Alt det med, at mere vil have mere, er ikke længere en ting. Jeg vil bare vågne, se solen og have fred. Og det finder jeg her. Det er mit hjem nu.«

Skjálfandafljót og Game of Thrones

»At planlægge heroppe kræver en plan B,« oplyser guiden med et skuldertræk. Bådens skipper har nemlig aflyst dagens hvaltur, for stormen er for stærk. Der skal ellers noget til, for de små træbåde er ganske søstærke. Jeg lægger søsygepillerne væk og snører vandrestøvlerne, for vinden forhindrer ikke en tur til Godafoss-vandfaldet, der ligger et par timers vandring fra byen.

Her hamrer floden Skjálfandafljót 12 meter ned, henover en halvbue på 30 meter. Der var herude, at Þorgeir Ljósvetningagoð i år 999 kastede sine symboler på de gamle guder ned i vandmasserne. For nordmændene, der var rykket ind, insisterede på kristendommen. Deraf navnet Godafoss, som betyder gudernes flod. 

Selv her, hvor klippen går lodret ned i den iskolde brusende flod, er en træpind med et skilt på størrelse med en Danbo-ost den eneste advarsel. Det forestiller en mand med et kryds over. 

Det burde række, synes de lokale. 

Længere mod øst tager landskabet form af en fantasy-filmkulisse. En fremmed planet eller noget AI-skabt, måske.

Flere scener fra Game of Thrones er da også optaget her, hvor fortidens kræfter har designet sære søjler af lavasten, der stræber op mod ingenting. Og dybe flænger i jorden, hvor de transatlantiske og europæiske tektoniske plader trækker sig fra hinanden med to centimeter om året på tværs af Island fra nord til syd. Så står man dér og ser ned i den kløft, som Moder Jord trækker større og større, og bliver mindet om, hvor små vi mennesker i grunden er.

Andre steder fortaber snedækkede vidder sig i en uendelighed af hvidt, og når solen sejler henover himlen i sin lave vinterbue, glitrer sneen som tusind stjernekastere. Det er fe-agtigt smukt. Måske er det den slags, der nærer tanken om de elvere, som mange islændinge tror på. 

»Det siges, at de gjorde vrøvl, da broen over fjorden skulle konstrueres. Der var hele tiden noget, der gik galt. Så man inviterede én, der kunne forhandle med elverne. Der findes folk her, som har evnen,« fortæller guiden på Akureyri bymuseum. Selv er han skeptisk, men erkender, at hvad end der foregik, så hjalp det. Lige med det samme. Og byggeriet kunne fortsætte uden problemer.

The Forest Lagoon i Nordisland

Hvis der er noget, der kan nære elver-fantasien, er det tågen over det varme vand, som fosser op fra undergrunden utallige steder. Island er et af klodens hot spots med geotermisk aktivitet, hvor underjordisk hede opvarmer det regn- og smeltevand, der filtrerer gennem lavaen. Så ingen beder dig spare på vandet, når du vasker hår. Der er rigeligt, og man bruger varmen til at dyrke frugt og grønt i drivhuse. Og til at varme fortovene op:

»Der ligger varmerør lige under fortovet, så vi ikke skal gruse eller skovle sne,« forklarer vores guide. 

Vi prøver mere varmtvands luksus af i The Forest Lagoon, der er én af mange varme udendørs bade og swimmingpools, for badekulturen fylder i hverdagen: Efter en lang arbejdsdag, en skidag eller vandretur er det lækkert at bløde kroppen op i varmen, mens kulden napper i kinderne.

Vandet fandt de, da der skulle bygges en tunnel gennem bjerget, så nu bader man i det historiske vand – det tager mange år for vandet at nå ned til undergrunden – med kik over fjorden og lysene fra Akureyri by til den ene side og en lille skov af fyrretræer til den anden side. Heraf navnet, The Forest Lagoon, for der er ikke mange varme kilder, der er omgivet af træer.

Ingen svømmer, men småsnakker sammen over drinks fra baren, midt i vandet. Og da naturen forærer os et dansende grønt nordlys, der trækker sitrende mønstre over den sorte martshimmel, er lykken gjort for os. 

De lokale, der er så vant til fænomenet, smiler venligt over vores begejstrede udråb, mens de hviler roligt i vandet og nyder udsigten. Det forekommer, at islændingene lever deres hverdagsliv i pagt med naturen.

Og ikke mindst heroppe i nord er naturen en stor del af deres selvforståelse, formet af de rå vintre, de smukke somre, vejrets luner og, hvem ved, elverenergien. Det giver alt sammen kraft og tillid til livet. »Petta reddast,« siger de til hinanden. »Alt ordner sig.«

Coverbilledet er fra Visit North Iceland.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 15. marts 2025.

Mangler du inspiration til din næste rejse? Tag med på fisketur i den canadiske ødemark eller drøm dig til Færøerne på en weekendtur.