Kombinationen af forkælelse og cykling går op i en højere enhed på en tur langs tyske Mosel. Tager man hele strækningen fra Trier til Koblenz, venter omkring 200 kilometer langs en af Europas smukkeste floder, cykling gennem vinmarker og stop i små middelalderbyer.
Det føles som om, man befinder sig midt i et af barndommens store modeljernbanelandskaber. Togstammer bevæger sig over broer og gennem tunneler, inden de stopper ved små lokalstationer omgivet af bindingsværkshuse.
Lige rækker af vinranker dækker klippesiderne, og som en stor livsnerve, der binder det hele sammen, snor Mosel sig gennem landskabet i store mæanderbuer.
Jeg klikker op i cyklens højeste gear for at holde trit med et schweizisk flodkrydstogtsskib, der dovent driver med strømmen mod nordøst.
På dækket står gæster og fotograferer det Instagram-venlige landskab, og hver gang en flodbugtning passeres, åbnes der op for nye scenerier. På hver side af floden rejser bakkerne sig et par hundrede højdemeter, og her fører serpentineveje op til vinmarker, gårde og gamle borge med tårne og spir, hvorfra farverige flag vajer.
Man skal være varsom med superlativer, men det er svært at forestille sig en mere perfekt setting, hvis pilen peger på cykelferie under afslappede former. Det er ikke her, man kæmper med kilometerhøje bjergpas, og det er ikke her, der er langt mellem hver vandpost.
Til gengæld er det ved Mosel, man kan hyggecruise på cyklen via en flad strækning, der følger flodens løb. Cykelstien er anlagt, så man får det hele med – livet på floden, stemningen i middelalderbyerne samt et kig til de grønne vinmarker, der ligger overalt.

Høj forkælelsesfaktor
»Velkommen til Trittenheim. Jeres bagage er bragt op på værelset, og når I er klar, står der et glas kold sekt på terrassen.« Værten tilføjer, at middagen serveres ved 19-tiden.
Efter godt 40 kilometer i sadlen er vi ud på eftermiddagen nået frem til vores hotel, som ligger tæt på byens Moselpromenade, så vi sætter os med en forfriskning og betragter den livlige trafik på floden. Pramme, flodkrydstogtsskibe og et par kajakker driver forbi, og vandet strømmer langsomt mod Koblenz, hvor Mosel forenes med Rhinen.
Aftensmaden byder på en menu, der er sammensat af lokale råvarer, og første ret er en cremet suppe tilberedt på rieslingvin. Herefter følger en anretning med kalvemørbrad og kantareller ledsaget af et glas spätburgunder, som er den tyske pendant til pinot noir-druen. En perfekt afslutning på cykelturens første dag.
Vores tur er tilrettelagt som en pakkerejse, hvor arrangøren har taget sig af alt det praktiske. Og der er virkelig tænkt på alt, så vi kan fokusere på cykelturen.
Hotellerne er booket på forhånd, bagagen transporteres fra sted til sted, og vi er udstyret med komfortable turcykler, frokostmadpakker, kort og et telefonnummer, hvis en uforudset ting, eksempelvis en punktering, skulle opstå.
Arrangementet lægger op til ren nydelse, og min bedre halvdel og jeg er hoppet på en trend, der ser ud til at fortsætte.

Et marked i vækst
»Cykelrejser er et marked i kraftig vækst,« konstaterer Lasse Grunstrup, der er produktchef hos FDM Travel. Især efter coronakrisen har vi oplevet en stigende interesse for outdoorferie, og vi sender cykelgæster til blandt andet Loiredalen, Donau og Mosel.
Det er primært målgruppen 50 plus, som benytter sig af FDM’s tilbud. Særlig ruterne langs de europæiske floder lægger op til slow travel med tid til foto- og caféstop undervejs, og sværhedsgraden er overkommelig. FDM har specialiseret sig i kør selv-ferie, hvor gæsten selv sørger for at komme frem til udgangspunktet for ferien, men herfra er alt fra cykelleje til bagagetransport samt hotelreservationer på plads.
Samme tendens bekræftes af kommunikationschef Sofie Folden Lund fra Spies Rejser, der fortæller, at et stadigt stigende antal gæster ønsker at være aktive på deres ferie. Mallorca, Madeira og De Kanariske Øer er Spies’ mest populære cykeldestinationer, og der arrangeres færdige pakkerejser med fly fra Danmark samt indkvartering og guidede ture.
»Man kan glæde sig til storslåede scenerier, men skal også være forberedt på bjerge samt sved på panden på vore ture,« fortæller Sofie Folden Lund. Men elcykler har udvidet mulighederne, så man behøver ikke være hardcore-cyklist for at deltage. Der hersker ingen tvivl om, at cykelferie er kommet for at blive.
REJSETIPS
3 aktiviteter efter dagens cykeltur
For storytellere
Er man til vin & storytelling, kan man holde en pause i det lille lokalsamfund Kröv. Her produceres vinen Kröver Nacktarsch, men selv om vinen er velsmagende, er det i lige så høj grad navnet og historien, der har gjort den berømt.
Nacktarsch kan oversættes til bar ende (man kan google sig til en mere direkte oversættelse), og på etiketten ser man to bukseløse drenge, der afstraffes af kældermesteren efter et ulovligt besøg i vinkælderen.
Mens vinen har opnået stor international popularitet, var den i en periode forbudt i USA – navnet og etiketten var simpelthen for anstødeligt.
Mosel fra vandsiden
Talrige rederier tilbyder sejlture på Mosel, og der er ombordstigning i alle større byer. Bådene kan benyttes som ren transport, da man kan medbringe cykler, men de fleste fristes af en eller to timers rundtur med sightseeing og servering om bord.
Storbystemning i Koblenz
Efter de mange hyggelige middelalderbyer langs Mosel tilbyder Koblenz, der udgør turens endestation, lidt kærkommen storbystemning.
Afsæt eventuelt en ekstra dag i byen og tag svævebanen til fæstningen Ehrenbreitstein, besøg monumentet ved Deutsches Eck, hvor Mosel og Rhinen løber sammen, og gå på opdagelse i Koblenz’ byliv samt romerske historie.
Læs mere her
Vinkælder med fristelser
Næste formiddag fortsætter vi mod Koblenz. Turen er delt op i fire dagsetaper med en gennemsnitlig længde på omkring 50 kilometer, så der er tid til at nyde turen og tage indtryk ind. Sammenlignet med Rhinen, der er stor og majestætisk, er Mosel smallere og langt mere intim.
Vi cykler så tæt på vandet, at vi tydeligt hører den dybe dunken fra prammenes dieselmotorer, og vi passerer hotel efter hotel, der alle har udsigtsterrassemit Moselblick foran facaden. Når en af de velbevarede middelalderbyer dukker op, hopper vi af cyklerne og slentrer rundt mellem bindingsværkshuse, kringlede brostensbelagte gader og torve med springvand.
Mellem byerne kommer lange stræk, hvor ruten går langs vinmarker og små gårde. Her lokker vinproducenternes skilte med teksten Probierstube, og man skal være ualmindelig standhaftig, hvis man ikke på et tidspunkt giver efter for fristelsen. I Cochem, der er en af Mosels større byer, finder vi Weinkellerei Hieronimi, parkerer cyklerne og går indenfor.
»Denne riesling er god til fisk og skaldyr, mens den her er bedre som terrassevin,« forklarer Nicola Hieronimi, der er sjette generation af et lokalt vindynasti, som blev grundlagt i 1843.

Hun har skænket to glas og fortæller om forskellene i sødme, syre og kompleksitet. Vi får nok ikke alle detaljerne med, men nyder i stilhed de forfriskende gyldne dråber, mens vi kigger os omkring. I den kølige og sparsomt belyste kælder lagres vinen i egetræsfade, og vores engagerede værtinde viser os, hvor de særlig gode årgange opbevares.
Mens Frau Hieronimi serverer husets sekt, fortæller hun om Mosel, der hører både til blandt Tysklands ældste, største og mest kendte vinregioner. Her går flere forhold op i en højere enhed. Jordbunden er rig på skifer, som leder vandet væk samt absorberer og holder godt på solens varme.
Floden sikrer, at temperaturudsvingene ikke bliver for store, og vandet reflekterer solstrålerne, så druerne modnes ekstra. Og endelig har vinmarkerne en stejlhed, der betyder, at solen rammer i den rigtige vinkel. Især rieslingdruen trives godt under disse forhold, og vinene er mineralske og fulde af friskhed.
Tæt på Danmark
Selv om vi dagligt sidder mange timer i sadlerne, er der hele tiden noget at opleve. Hver formiddag indlægger vi et caféstop, og hver gang får vi at vide, at man kun kan betale med kontanter. At man i Europas stærkeste økonomi ikke har implementeret kortbetaling overalt er for os en gåde i samme liga som mysteriet om Bermudatrekanten.
Vi har valgt at fokusere på de mange indtryk, der rammer os i byerne, på floden og mellem vinmarkerne, men strækker man turen ud over fem-seks dage, vil der også være tid til at fordybe sig i den lokale historie.

I startbyen Trier kan særligt interesserede besøge Karl Marx’ fødehjem og derefter fortsætte til Porta Nigra, der er Tysklands bedst kendte romerske monument. Og er man til ridderstemning, troner den gamle middelalderfæstning Burg Eltz som et eventyrslot højt oppe på klipperne ved byen Wierschem.
Utroligt nok er det samme familie, der gennem 900 år og 33 generationer har besiddet borgen, der indeni er en skatkiste af rustninger, middelaldervåben samt guld- og sølvarbejder.
Men det må alt sammen blive en anden gang. Vi oplever rigeligt, mens vi kører ad cykelstien gennem Tysklands måske smukkeste landskab, og med det perfekte supplement i form af bløde hotelsenge og gode middage har vi ikke brug for mere. Og Mosel ligger blot syv timers kørsel syd for den dansk-tyske grænse.
REJSETIPS
Praktisk information
En lang række selskaber – både danske og tyske – arrangerer cykelture langs Mosel. Turene kan tilpasses individuelt, men de fleste indeholder cykelleje, bagagetransport og præbookede hoteller.
Den klassiske tur starter i Trier og ender i Koblenz.
Er man i bil, kan man parkere denne i Trier og derefter begive sig ud på cykelturen. Ved ankomst i Koblenz, der er cykelturens slutdestination, stiger man på toget og er halvanden time senere tilbage i Trier, hvor bilen står.
Transport
I bil
Fra den dansk-tyske grænse ved Kruså er der 750 kilometer til Trier, som er udgangspunkt for cykelturen langs Mosel. Hurtigste rute går via Hamborg, Bremen og Köln.
Med tog
Udturen fra Kruså til Trier tager omkring 11-12 timer, mens hjemturen fra Koblenz til Kruså tager otte-ti timer. Hertil skal lægges den indenrigske transporttid.
Med fly
Frankfurt er nærmeste større lufthavn med direkte forbindelser til både Kastrup og Billund. Fra Frankfurt er der knap 200 kilometer til Trier, og man kan komme videre med tog og bus. Alternative lufthavne ligger i Luxembourg Findel samt Köln, men her skal man påregne et mellemstop.
Coverbillede: Konny Christiansen
FRI var inviteret af Tysk Turist Information og Mosellandtouristik GmbH, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 24. januar 2026.
Ønsker du mere inspiration til din rejse til Tyskland? Find flere artikler her

