Krydstogt i 2026: 5 ekspertanbefalinger til magiske cruises

ANNONCE

Drømmer du om et krydstogt i 2026? Fem krydstogteksperter deler ud af deres bedste oplevelser til søs. Kunne en af disse vidunderlige oplevelser lokke dig ombord på et cruise?

Rejsebranchens krydstogtekspert har indvilliget i at dele ud af deres erfaringer fra mange tusinde dage til søs. Sammenlagt har de tilbragt flere år om bord på krydstogtskibe, og kan derfor pege på helt særlige oplevelser.

FRI har bedt dem udpege fem magiske krydstogter. Det er en håndfuld vidt forskellige rejser til forskellige dele af verden, men med én ting til fælles: De lyder som vidunderlige rejseeventyr.

1) Krydstogtskib med egen ubåd og helikopter

krydstogt i 2026
Ekspeditionsskibet Scenic Eclipse I medbringer helikopter, ubåd og kajakker. Foto: Kenneth Koustrup Christiansen

»Scenic Cruises er et vildt australsk rederi,« siger Kenneth Koustrup Christiansen, der er Head of Cruise Operations i Aller Leisures rejsebureauer, der blandt andet tæller  Nyhavn Rejser og Stjernegaard. 

»For det første fordi Scenic byder på luksus fra øverste hylde. For det andet fordi det har et stilrent design, der skiller dem ud fra andre rederier. Og for det tredje…« 

Han holder en kort pause. 

»For det tredje har Scenic en helikopter og en ubåd med. Så når de sejler ud til nogle af verdens fjerneste afkroge, får skibets gæster helt nye muligheder for at opleve omgivelserne.«

Scenic er dygtige til cruises i de kolde farvande omkring eksempelvis Antarktis, Grønland og Svalbard – men rederiets skibe sejler også under varmere himmelstrøg. 

»Jeg var ombord på ’Scenic Eclipse I’ på en tur omkring den californiske halvø. Det er et af verdens mest biodiverse havområder. Jacques Cousteau kaldte det engang for ‘verdens akvarium’,« fortæller Kenneth. 

»På sådan en tur, lægger skibet aldrig til i en havn. Det bevæger sig fra det ene afsidesliggende sted til det næste. Når det for en kort stund ligger stille, hopper skibets gæster ned i de medbragte zodiac-gummibåde for at udforske naturen på nærmeste hold,« forklarer han. 

Ekspeditionsskibet Scenic Eclipse I har sin egen ubåd, så skibets gæster kan udforske havbunde i nogle af klodens fjerneste egne. Foto: Kenneth Koustrup Christiansen

»På turene til de varmere himmelstrøg finder Scenic-crewet øde strande, hvor de sætter strandstole op, tager paddle boards og kajakker med. Så bliver der serveret drinks og kanapeer i strandkanten. Det er næsten som at have et flydende strandresort med. Bagefter pakker de det hele ned, og så fortsætter vi rejsen,« siger han.  

Scenic-skibet er som et flydende designhotel med plads til 228 passagerer. Der er næsten en ansat ombord for hver gæst, hvilket betyder, at servicen er i top i barer og restauranter på skibet. 

Og så er der ubåden og helikopteren. 

»Helikopteren står på agterdækket. Fordi Scenic sejler til fjerne og ufremkommelige destinationer, er der ofte ingen veje. Her giver helikopteren gæsterne mulighed for at flyve ind over landskabet og få et helt nye perspektiv på området.« 

»Ubåden har plads til seks personer, med glas hele vejen rundt og havets dyreliv til alle sider. Det føles helt James Bond-agtig at forlade sin yacht, træde ned i en ubåd og så dykke 30 meter ned for at bevæge sig langs havbunden.«

Et cruise med det vilde australske rederi fås fra 35.000 kroner pr. person.

Læs mere her

2) Verdens største krydstogtskib

»En af de mest fantastiske oplevelser, jeg har haft, var at sejle på verdens største krydstogtskib, da det var helt nyt,« fortæller Marie Louise Raaholdt, der salgsdirektør og ejer af rejsebureauet Krydstogt Eksperten. 

»Jeg var inviteret med på en af de første sejladser med skibet Icon of the Seas. Det er et krydstogtskib fra Royal Caribbean Cruises med plads til 10.000 mennesker.«

Marie Louise Raaholdt fra Krydstogt Eksperten ombord på verdens største krydstogtskib. Foto: Jens Raaholdt

Icon of the Seas sejlede sin jomfrutur i 2024, og sammen med søsterskibet Star of the Seas er de to verdens største krydstogtskibe. Begge er proppet til randen med aktiviteter, restauranter og underholdning.

»Vi sejlede fra Miami i USA til rederiets private ø, Coco Cay, der ligger i Bahamas. Det er et paradis med både vandland, område med dj’s og så Coco Beach Club, hvor de serverer hummer og champagne,« husker Marie Louise. 

Med op til 7.600 passagerer og 2.350 ansatte på Icon of the Seas er det jo næsten samme antal som i en dansk provinsby. Så man kan godt frygte, at der er lange køer og trange kår ombord.

»De er i dag så dygtige til at designe store skibe, at jeg ikke tænkte over det. De har fundet en måde at give plads til alle de mange mennesker på. Hvor utroligt det end kan lyde, så mærkede jeg faktisk ikke, at det er en hel by, der flyder rundt på havet,« siger Marie Louise Raaholdt.

Coco Cay er rederiets private ø i Bahamas. Her kan gæsterne om bord på Royal Royal Caribbean skibe udfolde sig på land. Foto: Jens Raaholdt

»På skibet er der et gigantisk vandland, minigolfbane og klatrevæg. Der er også stilleområder og voksenområder uden børn. Og masser af restauranter, barer samt en stor indendørs promenade med en blomsterhave med mere end 33.500 levende blomster,« forklarer hun.

»Og så er der underholdningen. For mig var det højdepunktet på cruiset, for det her er shows taget direkte ud af Broadway og sat op i skibets teater. Vi taler musicals og shows på op til to en halv time, som jeg fik lov at opleve kvit og frit som gæst ombord på Icon of the Seas,« fortæller krydstogteksperten.

»Det koster fra 8.000 kroner pr. person for en uge ombord på Icon of the Seas i Caribien. Maden er inkluderet, men oveni prisen kommer alkoholiske drikkevarer på skibet, drikkepenge til personalet, flyrejsen til USA og eventuelt hotelophold i Miami før og efter cruiset,« siger rejsebureaudirektøren.

Læs mere her

3) I Darwins fodspor

»Galápagosøerne i Ecuador inviterer til et oplevelseskrydstogt,« siger Thomas Elsgaard, der er krydstogtchef for rejsebureauerne Profil Rejser og Bella Vista. 

»Det er faktisk så spændende, at jeg har taget turen to gange.« 

Charles Darwin besøgte Galapagos i 1835 og gjorde observationer, som dannede grundlag for hans evolutionsteori.

»Det her er en rejse i Darwins fodspor. Typisk varer et Galapagos-cruise syv dage og begynder ved Darwins forskningsinstitut på hovedøen, hvor man kan møde 100 år gamle skildpadder. Derefter går man ombord på et skib med maksimalt 100 gæster og sejler rundt mellem øerne. Og kommer helt utroligt tæt på det fantastiske og unikke dyreliv på Galapagos,« fortæller han.

Krydstogter ved Galapagosøerne foregår altid på små skibe med maksimalt 100 gæster ombord. Foto: Andres Mesias

Et krydstogt på disse kanter er da også mere end blot en skøn sejltur. Det er også en rejse, man bliver klogere af. 

»Første gang jeg var der, er mere end 30 år siden. Dengang var der ingen krydstogtskibe derude, så vi sejlede rundt i primitive både. Nu om dage findes der lækre skibe med ekstremt vidende folk ombord, som hjælper med at gøre oplevelsen endnu større. Hver dag er der foredrag på skibet med eksperter indenfor dyreliv, historie og biologi,« fortæller Thomas.  

»En typisk dag på et Galapagos-cruise starter med morgenmad og så en formiddagsudflugt. Det kan være en vandretur på en af øerne eller en kajaktur, hvor man sejler langs kysten med guiderne. Tilbage på skibet er det blevet tid til frokost, mens skibet sejler videre til næste stop. Her vil der blive arrangeret en eftermiddagstur med kajakker eller en guidet tur for at se det unikke dyreliv på tæt hold,« siger han.

»Så selvom det er et krydstogt, er man aktiv undervejs. Det involverer faktisk en del vandring, og jeg vil sige, at man er decideret uheldig, hvis man ikke ser en skildpadde,« lokker Thomas Elsgaard. 

Dyrelivet på Galapagosøerne er helt unikt. Foto: Andres Mesias

Der findes forskellige niveauer af luksus for krydstogter ved Galapagos. Alle skibene i dette farvand er små, for der er begrænsning på, hvor mange der må gå i land ad gangen – alt sammen for at værne om naturen.

»Jeg synes rederiet HX er godt. Det hed tidligere Hurtigruten Expeditions, og er tilpas luksuriøst for mig. Men du kan sagtens få dyrere og mere overdådige sejladser med for eksempel Silversea og Celebrity, hvor de serverer gourmetmad, og man bor i luksuskahytter,« forklarer krydstogtchefen. 

Ture til Galapagos starter ved kr. 55.000 kroner pr. person inklusive al mad og drikke, udflugter i gummibåde, kajakker, indenrigsfly, to dages ophold i Quito og fly mellem Danmark og Ecuador.

»Husk på, at selve Galapagos er det samme uanset skibet. Og det er naturen og dyrelivet, man tager derud for,« slutter han.

Læs mere her

4) De græske øers magi 

»Der ligger en række små fantastiske perler i det græske øhav, hvor det er svært at komme hen med bil,« siger Claus Ishøj Jensen. Han er direktør i og medejer af MyCruise, som er Skandinaviens største krydstogtbureau.

»Derfor er det jo oplagt med et skib. Jeg sejlede rundt i det græske øhav med rederiet Azamara, der er kendt for lidt mindre skibe med plads til cirka 700 gæster. Turen startede i Athen og fortsatte til Mykonos, Santorini og Patmos,« husker han.

Santorini. Foto: Colourbox

I krydstogtbranchen er størrelsen aldrig ligegyldig. Og det er den slet ikke i det græske øhav. For mens de store skibe har store og flotte faciliteter at prale af, så har de små skibe andre fordele. 

»Fordi de mindre skibe med under 1000 gæster ombord, kan lægge til ved nogle af de helt små havne i det græske øhav. Det er steder, hvor de store krydstogtskibe aldrig får en chance for at lægge til,« forklarer han. 

»Samtidig er Azamara det, jeg vil kalde et ’hyggeligt’ rederi. Stemningen er uformel og venlig ombord, og både passagerer og personale er helt nede på jorden. Så glem alt om smoking og det fine tøj, og nyd i stedet god mad af høj kvalitet i afslappede omgivelser,« siger MyCruise-direktøren. 

Det, som gjorde turen mindeværdig for Claus Ishøj Jensen, var destinationen i sig selv: De smukke græske øer. 

»Vi besøgte både Mykonos og Santorini, men også Patmos, som er lidt mere ukendt. Det er en lille perle med få turister. Sammen med en ven lejede jeg en scooter og så kørte vi øen rundt. Stoppede undervejs, spiste lidt lækker græsk mad og fik en kold ø,« husker han. 

Krydstogtskibet Azamara Quest i det græske øhav. Foto: Claus Ishøj Jensen

»Når man sejler rundt i det græske øhav og har en dygtig kaptajn på broen, så gør de gerne lidt ekstra ud af det. Så han får vendt skibet på en måde, så du kan sidde ombord i de sene eftermiddagstimer og se solen gå ned bag den ø, du lige har besøgt. Det er magisk,« fortæller Claus.

En uges krydstogt med Azamara koster fra 10.000 kroner pr. person med helpension. Oveni kommer prisen for fly og eventuelt et hotel i Athen før eller efter cruiset. 

»Typisk bruger folk en uges tid på at cruise rundt i det græske øhav. Det er så godt, at jeg faktisk har været afsted tre gange. Èn gang om foråret, en gang i højsommeren og en gang sent efterår. Og det har været en fremragende oplevelse hver eneste gang,« siger han. 

Læs mere her

5) Første mand på helt nyt skib 

»For tre uger siden var jeg med på en helt særlig sejlads, nemlig den allerførste tur med et splinternyt skib. ’Star Seeker’ er et nybygget krydstogtskib, der tilhører det lille, spændende rederi Windstar. De er kendt for super service, små skibe og en casual stil,« siger Jesper Boas Smith, der har tilbragt over 1.500 nætter på havet og er generalagent for Windstar Cruises i Norden.

»Det var et såkaldt ’shakedown’ hen over julen, som er en slags pre-jomfrurejse. Typisk er passagererne ansatte fra rederiet og udvalgte folk i rejsebranchen, og idéen er, at rederiet kan finjustere de sidste detaljer, inden skibet skal sejle sin jomfrurejse. Så vi var en slags forsøgskaniner,« griner han. 

Windstar er et lille krydstogtrederi kendt for god service, små skibe og en casual stil. Foto: Jesper Boas Smith

»Men det gav mig muligheden for at se nærmere på Windstars første nybygning i 30 år. Og det interessante er, at mens andre rederier bygger kæmpeskibe med mange tusinde kahytter, så er det her et lille skib med blot 112 kahytter. Så det er mere som at træde ombord på en yacht end et krydstogtsskib,« fortæller han. 

»Fordelen ved et lille skib er helt åbenlys, for du kan sejle til små havne, øer og byer, hvor de store krydstogtskibe ikke må komme. Med et lille skib kan du opleve uspolerede steder, så derfor får du noget, der minder om en yachting-oplevelse i højere grad end et klassisk krydstogt, når du sejler med Windstar,« forklarer Jesper Boas. 

»Undervejs arrangerer de udflugter, som nærmest er små events. De tager dig ind på nogle af de største attraktioner efter lukketid, og laver særlige middage på steder, hvor det normalt kan være svært at få adgang. På den måde er turene eksklusive, selvom det hele er meget casual.«

Som krydstogtgæst kan du blandt andet opleve Windstars små skibe på sejladser igennem Panamakanalen, i Fransk Polynesien, og igennem den smalle Korinthkanal i Grækenland, som kun de allermindste krydstogtskibe kan passere. 

En tur på syv dage igennem Panamakanelen eller i Middelhavet koster fra 20.000 kroner pr. person inklusive mad og drikke på skibet. Som altid stiger priserne i højsæsonen, og fly og hotel kommer oveni. Rejsen vil kunne arrangeres hos de store krydstogteksperter som en samlet pakke.

Star Seeker er et af krydstogtbranchens nyeste skibe. Jesper Boas Smith var med ombord som en af de første. Foto: Jesper Boas Smith

Coverbillede: Kimberley Jan, Scenic Eclipse II

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til dit næste cruise? Find flere artikler her