Bag en lukket bom i Utahs røde ørken gemmer sig hotellet Amangiri, der forsvinder i landskabet. Udenfor ligger snævre kløfter, rå natur og måske endda et vildfarent atomsprænghoved.
En stemme skratter fra en lille højttaler. Min chauffør svarer med et par korte ord, og et øjeblik senere går bommen op. Så fortsætter vi. Den store, sorte bil ruller videre mellem klipperne, ned ad en bakke og længere ind i Utahs røde ørken.
Jeg sidder på bagsædet, gemt væk bag tonede ruder. På vej ind i et landskab, der ligger afspærret fra omverdenen. Det må være sådan, livet som hemmelig agent føles.
Seks timer tidligere satte jeg mig ind i bilen i lufthavnen i Phoenix. Men den virkelige ventetid begyndte længe før. For det sted, jeg er på vej til, har jeg ventet på i årevis.
En filmkulisse i Utahs røde ørken
Køreturen fra Phoenix har ellers været forrygende. Den begynder med de særlige kaktusser, saguaro, der ligner mennesker med armene strakt mod himlen. Så åbner vidderne sig, mens jeg kører ind i Navajo-folkets land. Jorden skifter farve, og pludselig rejser de karakteristiske røde klipper sig i horisonten.
Det ligner kulissen til et episk roadtrip. Hvis jeg ser efter, er det da også til at genkende fra den legendariske roadmovie Thelma & Louise fra 1991. Og fra en tegnefilm.
»Det ligner det sted, Lynet McQueen kører rundt i,« siger en af ungerne, da jeg fanger dem på en videoforbindelse.
De fleste, der er født i nullerne, har set animationsfilmen Cars (Biler på dansk) mindst én gang. Det er historien om en talende racerbil, der farer rundt i en rød ørken omgivet af stejle klippesider.
USA kan noget særligt med at få det til at føles som en film. Hvis du har været i New York, ved du præcis, hvad jeg mener. En retsbygning, en bar, en bestemt gade, og pludselig virker det hele bekendt. Jeg har bare aldrig haft den følelse med en tegnefilm før.
Hotellet midt i ørkenen
Jeg er på vej til et lille overnatningssted med blot 34 værelser, som jeg har fulgt i årevis. Jeg har læst om det, hørt om det og drømt om det.
Amangiri er navnet.
Et sted med sin helt egen stil.
De arkitekttegnede rammer langt ude i Utahs ørken synes designet til at forsvinde ind i den rå natur. Tag for eksempel den store pool, som snor sig rundt om en sandstensklippe midt i resortet. Stenen lå her først, og så må resten indordne sig. Naturen først, arkitekturen bagefter.
Da bilen efter seks timers kørsel sætter mig af ved hotellet, venter en oplevelse, som stadig sidder i mig. Jeg går op ad 18 trappetrin og træder ind i en lang gang, der ender i et perfekt indrammet billede. Fra loftet hænger røde klædestykker ned. De rå betonvægge danner en skarp kontrast. For enden er der intet vindue. Kun natur.
Solen er ved at gå ned, og dens sidste dybe glød maler klipperne i bløde, røde nuancer, og billedrammen er mit nye yndlingssted.
Problemet med stilhed
Det er først efter et par timer i ørkenen, at jeg virkelig forstår, hvor stille her er.
»Vi har gæster fra New York, som har brug for at tænde fjernsynet om natten, fordi her er så stille. De bliver helt utrygge af roen og har brug for en smule støj for at kunne falde i søvn,« fortæller hoteldirektøren.
Mine nætter er præcis så rolige, som jeg godt kan lide dem. Om morgenen vågner jeg tidligt, tager dynen med ud og lægger mig på en stenbænk foran værelset. Solen er ved at stå op bag klipperne, og med en kop kaffe i hånden vågner jeg i takt med naturen.
Om aftenen sætter jeg mig samme sted igen. Nu er solen gået ned, og jeg tænder det lille ildsted og bestiller hotellets »S’mores kit«. Hjemmelavede skumfiduser, sprøde kiks og mørk chokolade.
Jeg griber et grillspyd og rister skumfiduserne over ilden, før jeg klemmer dem sammen mellem to kiks, mens fuldmånen kaster sit lys over klipperne.
FAKTA
Sådan kommer du til Utahs røde ørken
Der er ingen direkte fly fra Danmark til Utah, så rejsen indebærer mindst ét stop undervejs. Den nemmeste rute er at flyve til Phoenix eller Las Vegas og derfra fortsætte i bil gennem ørkenen.
Byen Page er udgangspunkt for de berømte Antelope Slot Canyons. Her findes hoteller og moteller i alle prisklasser. Køreturen fra Las Vegas tager ca. fire timer, mens den fra Phoenix tager ca. seks timer.
I teorien kan du springe køreturen over og flyve fra Phoenix til Page. Flyene går dog kun få gange om dagen, så det kan være svært at få tidsplanen til at passe. Og køreturen er en oplevelse i sig selv.
Vandretur til Broken Arrow Cave
Amangiri handler om meget mere end stilhed og arkitektur. Det er også en rejse ud i den storslåede natur, der omgiver stedet.
Så jeg tager med på et hike til den nærliggende Broken Arrow Cave. Hvis navnet ringer en klokke, tror jeg, jeg ved hvorfor. Men først skal jeg lige have afklaret en ting.
»Bare rolig, klapperslangerne er gået i vinterhi på den her tid af året,« siger guiden.
Det er oktober måned, og jeg har henkastet spurgt til risikoen for at møde slanger. De findes nemlig i stort antal i området. Guiden forklarer, at i vinterhalvåret gemmer de sig i klippesprækker og huler. Først til foråret kommer de frem igen, og til den tid er jeg for længst rejst hjem. Pyha.
Tilbage til navnet på hulen. For Broken Arrow er en term brugt i det amerikanske militær om et bortkommet atomsprænghoved. For eksempel, hvis der ryger i fjendernes kløer.
Det hører med til historien, at det er viden, jeg primært har fra 90er filmen »Broken Arrow« med Christian Slater og John Travolta. Et drøn af en actionfilm, hvor terrorister stjæler to atombomber og planlægger at afpresse den amerikanske regering.
Nu skal jeg undlade at afsløre filmens slutning, men lad mig bare sige, at når John Travolta påtager sig rollen som the good guy, lader han naturligvis aldrig the bad guys slippe afsted med den slags.
Filmsettet står faktisk herude. Lige ved siden af Broken Arrow-hulen, som jeg har kurs mod.
Historien i ørkenen
Det er også nu på turen, at det går op for mig, at jeg hverken kan bedømme højde eller afstand i ørkenen. Jeg kunne se hulen fra hotellet, men alting viser sig at være både større og længere væk, end jeg regnede med.
På et tidspunkt vender jeg mig om for at se, om jeg kan få øje på hotellet. Men det er helt forsvundet i ørkenen. Nu er der kun sand, kaktusser og klipper tilbage.
Inde i Broken Arrow-hulen ligger der små stumper af forhistoriske redskaber fremme. Amerikas oprindelige befolkning har været i området i mindst 8.000 år, forklarer guiden. Så der er også et element af historieundervisning i turen.
Han peger på nogle ældgamle hulemalerier. Billederne fra forhistorisk tid er ridset ind i stenene. De forestiller dyr og er nænsomt lavet af mennesker, der levede her for tusindvis af år siden.
Der er selvfølgelig også altid en enkelt idiot, der skal ødelægge det. For midt mellem de uvurderlige inskriptioner står der: »Frazier 1939”. Så meget for de gode gamle dage. Unge mennesker var tilsyneladende også nogle lømler dengang.
Snævre kløfter i Antelope Slot Canyons
Mens Amangiri altid har været en drøm for mig at besøge, er turens egentlige højdepunkt de berømte Antelope Slot Canyons.
Disse snævre kløfter er nogle af verdens mest fotograferede af sin slags. En bil holder klar til at køre mig derud, og chaufføren er fra den lokale Navajo-stamme. Kløfterne ligger i Navajo Nation, og kan kun besøges med en lokal guide.
I det sekund, jeg træder ind i den første kløft, sker der noget magisk. Lyset er vildt. Det føles som at træde ind i en Windows-pauseskærm. Kløften snor sig inde i sandstensklipperne. Siderne er slebet bløde af vand gennem tusinder af år, og lyset falder ned gennem sprækkerne på den mest dramatiske måde.
Jeg føler næsten, at jeg kan række ud og røre ved lyskeglerne. De maler klipperne i nuancer af rød, lilla og orange. Wauw!
Vi fortsætter til den næste kløft, for Amangiri har lavet en aftale med Navajo-stammen, så hotellets gæster får adgang til steder, de færreste turister ser.
»Kan du fornemme, hvordan den her kløft snor sig som en klapperslange gennem landskabet?« spørger guiden.
Og ja, nu han siger det, kan jeg godt se det. Den er også mere snæver end de andre. Den kræver lidt mere arbejde at bevæge sig rundt i.
»Du lider ikke af klaustrofobi, vel?« når han lige at sige, idet jeg kanter mig rundt om de første fremspring. Nogle steder må jeg dukke hovedet. Andre steder skal jeg klatre op ad en stige og gennem et hul. Flere gange må jeg trække maven ind.
Efter tre nætter forlader jeg Amangiri med Utahs røde ørken siddende i mig. Det tog årevis at nå herud. Kun et øjeblik at køre væk igen.
En stemme skratter igen ud af højttaleren. Bommen går op.
FAKTA
Det koster en nat på Amangiri
Til frokost spiser jeg vidunderlige tacos. Om aftenen får jeg serveret en tasting menu inspireret af Navajo-stammens kost med vildt fra området. Min morgen starter med stærk kaffe og Egg Benedict med hummer.
Amangiri er et hotel i absolut luksusklasse. Resortets 34 elegante suiter har alle udsigt til ørkenen, privat terrasse og eget ildsted. De mindste suiter er på 93 m², mens den største er på 348 m². Nogle få har også privat pool.
Gæster bor typisk her i to til tre dage ad gangen. Priserne starter fra 2.329 dollar (ca. 14.500 kr.) pr. person pr. nat i delt dobbeltværelse.
Prisen inkluderer alle måltider og ikke-alkoholiske drikkevarer. Hvilket er væsentligt, fordi der er langt til nærmeste by, så alle måltider bliver indtaget i hotellets restauranter.
Flere daglige aktiviteter er inkluderet, blandt andet guidede vandreture i ørkenen. Derudover kan der tilkøbes ekstra oplevelser som rideture, mountainbiketure og flyvning i varmluftballon.
Tæt på hotellet ligger luksuscampen Camp Sarika, som hører til Amangiri. Her findes restaurant, pool og ti luksustelte i samme prisklasse som hotellets suiter.
Se mere her
Coverbillede: Kenneth Karskov
Berlingske FRI var inviteret af Aman Resorts.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 19. september 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i USA? Find flere artikler her
