Øgruppen Træna ligger på polarcirklen, cirka 20 sømil fra Norges vestkyst. De rå omgivelser, hvor det eksklusive Ytri Hotel slog dørene op i foråret, er rige på naturoplevelser. Vi har plukket en håndfuld.
1. Sightseeing til vands
Sejladsen mellem skærgårdsøerne er den pureste sightseeing.
Eksempelvis fra Bodø, som man kan flyve til.
Herfra afgår Nordlandsekspressen, og båden er fyldt med lokale, for den lægger til ved masser af øer undervejs.
En slags bybus til havs og fin som »hop-on-hop-off«-tur, hvis man lige har styr på sejlplanen, så man ikke strander et upraktisk sted.
Når båden har lagt fra, er der mørke snespottede bjerge at se til den ene side, selv om sommeren.

Og til den anden side stikker småskær og klippeøer op her og der.
Ikke høje bjerge, men afrundede, som slebet glatte med sandpapir af fjeldtroldene.
Ikke ét hus, og ikke ét menneske i sigte.
Og vi har kun sejlet i ti minutter.
Båden er pragmatisk med flystole på brede rækker.

Pendlere og lokalkendte haster ind for at kapre en vinduesplads med bord, hvorefter de henter kaffe og vafler.
Mens vi, der er på eventyr, går op på dækket for at nyde skærgården naturel – uden vinduer imellem – og saltduften fra havet.
2. Vandring på øen Sanna
Yderst på en klippe ligger en minihytte på øen Sanna, hvor man kan pause med kaffe og pandekager med kanelsukker fra naturguiden Anders’ rygsæk.
Der er lidt sommerhuse på læsiden, så i juli er her liv og endda en café.
Resten af året har øens fastboende, et par pensionerede fiskerbrødre, alt skønheden for sig selv.
En af vandringerne runder det sydlige af Sannas tre bjergtoppe gennem bevoksninger og klippebrud.

Et par havørne holder øje oppefra, og den ene udsigt er mere storslået end den næste.
På toppen ligger et militært radaranlæg, som man havde planer om at nedlægge og i stedet bygge et hotel.
Lige indtil Rusland gik ind i Ukraine.
I 2022 blev anlægget således skærpet og hotelplanen droppet.
Man kan komme – næsten – helt derop, for en tunnel går gennem det meste af bjerget, og ender oppe ved tinden og det mageløse vue, hele horisonten rundt, over øriget og Norskehavet.
Guidede ture arrangeres af Hotel Ytri på naboøen Husøy for gæsterne. Eller bookes her
REJSETIPS
Værd at vide om Træna
Træna er en ø-kommune med over 200 øer, hvoraf de fleste er øde. De beboede øer er Husøy med ca. 450 indbyggere og Selvær med 50. Sanna har to, og Sandøy har én fastboende.
Når båden sejler til Træna, er det i Husøy Havn, der lægges til. De øvrige øer kaldes ved deres egne navne. Lovund hører ikke under Træna, men har bådforbindelse dertil.
Turen til Træna
Nordlandsekspressen sejler fra Bodø eller Sandnessfjorden. Desuden bilfærge fra Stokkvågen.
Fartplaner og priser:
reisnordland.no
tenktraena.no
3. Gravhulen fra fortiden
I 1930erne gravede nogle bønder fåremøg ud fra en stor hule, kaldet Kirkhellaren, der kiler sig 45 meter ind i bjerget på øen Sanna.
Fårene søgte nemlig ly i hulen i dårligt vejr, og fåremøg var god gødning til markerne.
Men arbejdet stoppede, da skovlene stødte på 33 skeletter af både mænd, kvinder og børn.
De viste sig at stamme fra 1300-tallet.
Formodentlig var de ofre for pesten, hvorfor man sejlede ud til øen for at blive fri for de onde ånder, der havde taget livet af dem.
Flere kranier havde metalpinde på tværs mellem tænderne, for at stoppe ånden i at slippe ud.

Dybere udgravninger har dokumenteret, at der boede mennesker på øen i ældre stenalder og jernalderen.
For her var velbevarede redskaber som harpuner og fiskekroge skabt af knogler.
Det forklarer også de tre fiskekroge i kommunens våbenskjold i dag.
Hulen er nemmest at finde med en guide, der både kan fortælle og sørge for sejlturen hertil.
Ture arrangeres for gæster på Ytri Hotel. Eller direkte her
4. Søpapegøjernes ø
Færgen fra Træna færgeleje på Husøy sejler mod sydøst til øen Lovund hele året.
Rute 836 hedder turen, der varer en halv time.
Lovund har ca. 540 fastboende, restaurant, cafeer og en golfbane med ét hul.
Så det er næppe værd at slæbe golfbag med – hellere kamera og en kraftig kikkert til en fantastisk søpapegøjedag, for øens hovedattraktion er en koloni af de charmerende stornæbbede fugle, der har fast adresse på Lovund.

Omkring 200.000 søpapegøjer dukker op hvert år midt i april, hvor de lander på klipperne for at indtage deres rede eller bygge nyt og udruge sæsonens unger.
De små skal lære at flyve, fiske og klare sig selv i løbet af få måneder, for i slutningen af august er opholdet forbi, og alle drager til havs igen.
Fra øens »Puffin viewing area« er der godt udsyn til fuglene, og vil man blive nogle dage, siges hotellet at være udmærket.
De har endda pakker med søpapegøjeture omkring 14. april i håbet om, at tidspunktet passer fuglene i 2027.
5. Musikfestival
Hver sommer invaderes Træna af omkring 2.000 musikelskende friluftsfolk, der kommer hertil fra hele verden for at opleve Træna Festivallen.
Det er fire musikmættede dage i anden weekend i juli.
Udover koncerterne i kirken foregår det hele udendørs på Husøy og Sanna, hvor gæsterne ses i alt fra T-shirts til uldhuer og vindjakker.
Vejret bestemmer her.

Der er diversitet i musikstilen med både norske og internationale navne på scenerne.
Husøys få hoteller og B&Bs er hurtigt booket, så mange bor i telt og sovepose under midnatssolen.
Det kan også noget – især når maden er den rene forkælelse, for øboerne tilbyder hjemmelavet mad med friskfanget fisk og skaldyr: fiskeburgere, rødfisk med jordskokker og havtapas på spisestedet med det løjerlige navn, Fishy Fishy Nam Nam.

Nogle kommer i egen sejlbåd, for der er også en regatta, »Træna Ocean Race«, fra Bodø til Husøy i programmet.
Næste festival foregår den 7.- 10. juli 2027.
Coverbillede: Susser Feit.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. oktober 2026.

