Østersøens gemte guld: Luksus og lune mudderbade

ANNONCE

Blot en køretur mod sydøst venter den polske kystby Kołobrzeg, hvor Østersøens salte luft blander sig med duften af fyrreskov, femstjernet luksus og en økonomi i mærkbar fremgang. 

Der er noget ved lyset over Østersøen, når det rammer de polske kyster. Det føles klarere, næsten mere oprindeligt.

Da jeg triller ind i Kołobrzeg – eller Kolberg, som de mange tyske gæster stadig kalder byen – efter at have taget bilen fra Danmark, er det første, der rammer mig ikke det forventede billede af en slidt post-kommunistisk havneby.

Tværtimod.

Byen møder mig med en frodighed af løvtræer, der kaster bløde skygger over de pæne, rene gader.

Kołobrzeg er en by med to ansigter.

Til hverdag bor her cirka 40.000 mennesker, men når sommeren rammer, svulmer indbyggertallet op til 200.000.

Alligevel bevarer byen en mærkbar autenticitet.

Her er ingen følelse af turistfælde; servicen er topmoderne, og det smilende personale virker ægte.

Det er det »nye« Polen, jeg møder – et land, der med en selvtillid bygget på årtiers økonomisk vækst, nu byder sig til som et seriøst alternativ til de klassiske skandinaviske spa-destinationer.

Kolobrzeg
Foto: Heiko Küverling

God vind til Sven

På vej mod Kołobrzeg, har vi overnattet i nabobyen Międzyzdroje, hvor hotellet The Wave (øverste billede) rejser sig som fem hvide tårne, der let drejer om deres egen akse – et polsk ekko af Turning Torso i Malmø.

I vores lille lejlighed på 8. sal, åbner vi en flaske hvidvin og kigger ud over en uendelig strand og en skov, der netop er ved at springe ud.

En enkelt modig kitesurfer har gang i en vedholdende kamp mod de mellemhøje bølger, og i takt med at skyggerne bliver lange foran solen, falder også kitesurferens lyst til vandkampen. 

Da vi kort tid efter er på vej ned på stranden, møder vi kitesurferen Sven.

Foto: Heiko Küverling

Han er fra Berlin og er en veltrænet mand i 50erne.

Han lyser op, da han hører, at vi er danskere.

Han elsker Danmark og nævner Nørre Vorupør, Hvide Sande og Klitmøller, som han åbenbart kender bedre end de fleste danskere.

»Det er et af mine yndlingssteder i hele verden, men det er anden gang, jeg er her med familien og det er også et rigtig godt sted at være,« forklarer han og peger mod horisonten.

Sven søger det samme som os: plads, luft og luksus uden de store turistmasser.

FAKTA
Rejsen til Kołobrzeg

Transport: Turen i elbil er uproblematisk med gode lademuligheder i hotelgaragerne. Fra Sønderjylland tager turen cirka 7-8 timer. Alternativt kan man tage færgen fra Gedser til Rostock (to timer) og køre de sidste timer, eller sejle fra Trelleborg til Świnoujście på en natoverfart med kahyt og køre knap to timer.

Bo: Hotel Aquarius for ultimativ 5-stjernet luksus og spa. Hotel Skanpol for dansk atmosfære og central beliggenhed. The Wave i Międzyzdroje for moderne arkitektur og havudsigt.

Spis: Red Salt for en gastronomisk totaloplevelse med tøris og steaks. Domek Kata for autentisk polsk mad i historiske rammer fra 1700-tallet.

Oplev: Domkirken i centrum og en gåtur langs den brede strandpromenade. Prøv en mudderbehandling og massage på et af byens mange spa-steder.

Tøris og hvid chokolade

Hvis man tror, at det polske køkken kun handler om tunge supper, må man tro om igen.

På restaurant Red Salt, der ligger i forbindelse med The Wave, oplever vi fine dining, der kan måle sig med de bedste.

Robert, vores tjener, præsenterer stolt et menukort med steaks fra Argentina, New Zealand, Japan og polsk oksekød i den absolut bedste ende, forklarer han.

Foto: Vincent Byakiika

Aftenens højdepunkt er ikke bare maden, men showet.

En anden tjener, Julia, tilbereder vores forret ved bordet: Carpaccio, friske parmesanflager, rucola og granatæbler rulles sammen, mens frisk mynte overhældes med tøris, knuses og drysses over som en kølig, aromatisk overraskelse. 

Vi får hver vores perfekte steak – porterhouse fra dagens udskæringer med tilbehør, og er begejstrede over niveauet. Middagen afsluttes med en lun, hvid chokoladesuppe, hvor friske bær også frysetørres med tøris direkte foran os.

Kurby med sjæl

En times kørsel mod øst ligger målet for vores rejse: Kołobrzeg.

Byen, der engang hed Kolberg under tysk herredømme, har en helt særlig atmosfære. Byen blev bombet i 1945 men står autentisk og hyggelig.

Den er ren, pæn og fyldt med løvtræer, der giver et blødt præg.

Her møder man ikke de store horder af danske turister, som man ser i Gdansk; Det her er de mere velhavende polakkers fristed.

Vi besøger Hotel Aquarius, et moderne femstjernet spa-hotel, der emmer af luksus.

Foto: Hotel Aquarius

Værelserne er store, nogle med eget jacuzzi, og hotellet ligger ideelt placeret ved siden af en park og stranden.

For det modne par, der søger ro, er spa-afdelingen her et kapitel for sig selv med saunaer og behandlinger i topklasse.

Hvis man derimod søger en mere enkel oplevelse er Hotel Skanpol midt i byen et besøg værd.

Det ejes af en dansker og er blevet et samlingspunkt for danske rejsende, der værdsætter god kontakt og en uformel bar, som såmænd hedder Jensen.

Her spiser vi en frokost – en solid burger med hjemmelavet dressing og sodavand for blot 100 kroner, og her hersker en mere hjemlig atmosfære blandt personalet, som i mange tilfælde har været der i mange år.

Helende mudder 

Det, der gør Kołobrzeg unik, er dens status som en slags statsfinansieret helseby. Byen er kendt for sin ekstremt rene luft og sit »sorte guld«, mudderet. Byen har haft sin særlige status i over 200 år. 

»Vi har et helt særligt mikroklima, og derfor er der også mange, der kommer og får hydroterapi og behandlinger. Området er også kendt for den saltholdige undergrund, og det er det vand, der ofte bruges i spabadene. Det har vi også her, og vi oplever, at mange af de danskere, der kommer forbi, er meget glade for opholdet og ofte kommer igen. Måske er det også prisen – vores danske ejer siger, at vi er for billige, men vi skal også have plads til polske gæster,« griner Jarosław Witkowski, der er daglig leder af Skanpol. 

På byens mange sanatorier kan polakker få dækket 80 procent af deres omkostninger af staten for at blive behandlet for alt fra gigt og cancer til genoptræning efter ulykker, hvis de er henvist af en læge, og det er helt almindeligt at blive det i Polen.

Man behøver dog ikke at være patient for at få en mudderhandling.

Det findes stort set alle steder, vi besøger. Mudderet (som rent faktisk er muddertørv) opvarmes til 45 grader og påføres kroppen for at lindre smerter og betændelse i led og muskler.

Det mest fascinerende er dog, at mudderet renses og får lov at hvile i 30 år, før det genbruges.

Sammen med saltvandsluftilførsler, der renser luftvejene, er det en kurtradition, der stikker dybt i den polske muld.

Foto: Skanpol Spa

Mellem fortid og fremtid

Byens historie er dramatisk.

Grundlagt i 1255 har byen overlevet krige og ødelæggelser.

Den store domkirke, Basilica of the Assumption of the Blessed Virgin Mary, står som et monument over fortiden.

Kirken blev bombet i 1945, men dens enorme søjler bærer stadig rester af farverige malerier fra 1500-tallet.

Når man går gennem de tunge døre, falder pulsen øjeblikkeligt i det enorme, andægtige rum.

I det hele taget er der en ro over midten af byen.

Den er hverken poleret eller smuk, men autenciteten fornægter sig ikke, og byen er stolt af sin turistattraktioner. 

Det moderne Polen ses tydeligt i økonomien.

Byen er i rivende udvikling med over 40-50 spahoteller, og hver sommer stiger indbyggertallet fra 40.000 til 200.000.

Det er en by, der har formået at bevare sin charme og autenticitet, mens den har opbygget en servicekultur, der er helt i top.

Kołobrzeg er en lille åbenbaring.

Det er muligheden for at få femstjernet luksus, medicinsk funderet spa og gourmetoplevelser til priser, hvor man kan tillade sig at forkæle sig selv lidt ekstra ved Østersøens bred.

Coverbillede: Wave Noca/PR

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 10. oktober 2026.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Polen? Find flere artikler her