På familieeventyr i Malaysia og Thailand

Skyskrabere i Kuala Lumpur, frodig regnskov og madsafari i en af Asiens mest kendte streetfood-byer – og herefter en velfortjent badeferie ved bountystrande og turkisblåt hav. FRI rapporterer fra en forrygende familieferie i Malaysia og Thailand.

»You want to try durian? Let’s go find some durian!«

Vi er på en guidet foodtour i byen George Town på øen Penang i Malaysia. Byen er en historisk UNESCO verdensarvsby og kaldes også for Sydøstasiens street food-mekka.  Oplandet er samtidig hjemsted for en stor del af Malaysias produktion af den berygtede frugt durian. 

De fleste, der har rejst i Sydøstasien, har formentlig set skiltene med »No durian!« foran offentlige bygninger og metrostationer. Den specielle frugt har en lugt, der hænger i luften, på fingrene og i efterfølgende opstød som en sød og kvalmende pendant til hvidløg. 

Sådan lyder i hvert fald den gængse fortælling om durian, men den er alt for negativ og unuanceret, siger vores guide Remy, der er indfødt på Penang med malay-rødder.

Vi har booket en privat tur hos ham gennem sitet With Locals, og eftersom vores gruppe kun består af min egen lille familie, kan Remy tilpasse programmet til vores ønsker. 

Før vi lidt forsigtigt nævner durian, har vi været forbi hans yndlingsspisesteder i George Town. I Little India begyndte vi med indiske morgenmadspandekager af hjemmelavet rismel og kokosmælk dyppet i lidt stærk og sød chutney. 

Der er over 30 grader i byens små gader, så vi kaster os også gladeligt over den iskolde limejuice, lavet på en sødere type lime, som vi ikke kender i Europa.

Vi går videre til en anden indisk restaurant nogle få gader væk. Her smager vi banana leaf – en ret med ris og forskellige saucer serveret på et bananblad – og vi forsøger at spise med fingrene, som det hører sig til.

Byens bedste samosa er meget stærk, kan vi svedende konstatere, og der bliver også plads til grød-desserten bubur kacang, lavet på mungbønner efter en familieopskrift gennem 80 år.

Remy krydrer de forskellige smagsprøver med den farverige historie om George Town, der blev grundlagt af en kaptajn fra British East India Company i 1786.

Byen blev opkaldt efter den engelske kong George III og var den første britiske bosættelse i Sydøstasien. Som en frihavn tiltrak George Town immigranter fra mange steder i Asien og er i dag stadig påvirket af de forskellige kulturer, der lever fredfyldt side om side.

Konsistens som flødeost

Remy kender stort set alle spisesteder i George Town, så vi nærmer os målrettet en slags durian-café, hvor de kilotunge frugter med pigge er opstillet på en reol uden for. Der findes mange forskellige sorter af durian, og selvom det ikke er sæson for dem nu, er nogle sorter modne. 

Store både af det bløde kød ligger klar i bakker til salg, nogle til kilopriser, der matcher selv de dyre menuer på byens pæneste restauranter. 

»Free your mind,« siger Remy, da vi iført plastikhandsker tager et stykke frugt. Konsistensen er som flødeost, smagen er sød, lidt karamelagtig, men der er også noter af blå ost og andet udefinerbart. Durian har mange nuancer, og Remy hepper på sidelinjen, »keep on eating,« for det er også noget med tilvænning. 

Vi må dog hurtigt give op, ikke så meget på smagen som på konsistensen. Frugten er for slimet til vores vestlige smagsløg, og jeg kan ikke helt slippe synet af frugterne i pakkerne, som jeg ikke synes er specielt appetitligt.

Remy spiser gladeligt resten af det stykke durian, vi er begyndt på, helt ind til den mørkebrune kerne. Vi føler os til gengæld modige over at have spist frugten med nok verdens dårligste rygte. 

Kinesisk bydel

Næste dag skal vi opleve mere af George Towns historie, så vi sætter kurs mod byens mest turistede gader, hvor en gruppe trishaw-chauffører holder til. De trehjulede cykeltaxier var det foretrukne transportmiddel i byen i årtier frem til 1980’erne, men nu er det nærmest kun turisterne, der holder erhvervet i live. 

Vi booker en times tur, der både tager os forbi George Towns berømte vægmalerier og en tur ud til den kinesiske bydel, som er bygget på pæle i vandet.

Oprindeligt var det landgangsbroer, som var ankomststed for nye kinesiske immigranter, men de blev gradvist overtaget af medlemmer af specifikke klaner.

Vi går på smalle, let vippende trægader, og selv om området i dag eksisterer mest for turisterne med souvenirbutikker, juicebarer og snackboder, ser man også gennem åbne døre, at nogen rent faktisk bor og lever her i de små huse. 

Kuala Lumpur set fra oven

Tre dage tidligere landede vi i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, af lokale bare kaldet KL. En moderne og velfungerende storby med omkring otte millioner indbyggere, og det er en god mellemting mellem rene og snorlige Singapore og overvældende og hektiske Bangkok.

Det er første gang, vores børn på 12 og 14 besøger en storby uden for Europa, og benovelsen er stor, da vi tæt på midnat finder vej til vores Airbnb-lejlighed på 30. etage i et kæmpestort og flot boligkompleks med udsigt til byens farvestrålende skyline gennem panorama-vinduerne. 

Der er en infinity-pool på toppen, og via pænt anlagte stier er bygningen forbundet med et af byens nyeste shoppingcentre, LaLaPort. 

Vi begynder dog vores oplevelser i fugleperspektiv med et besøg i Petrona Towers – de 452 meter høje tvillingetårne, som var verdens højeste bygning, da de åbnede i 1999. 

Der er både besøgscenter, små arkitektoniske modeller af KL’s forskellige vartegn og på 42. etage mulighed for at gå ud på den ‘bro’, der forbinder de to tårne. Udsigten fra 86. etage, der er vores andet stop med elevatoren, er selvsagt fantastisk, for vi er heldige med klart vejr. 

Selvfølgelig er der også et shoppingcenter i bunden af Petronas Towers, og som de fleste andre af byens utallige malls er det gigantisk med etager både under og over jorden. 

Sulten eller tørstig når man aldrig helt at blive, for der er bogstavelig talt fristelser overalt. Fra søde snacks til friskpressede juicer, is, kager, kaffe – boderne står nærmest side om side i midtergangene i centrene til lokkende priser.

Det er her i de afkølede bygninger, mange opholder sig for at slippe for den fugtige varme udenfor.

Hellige grotter

Kuala Lumpur er perfekt til at shoppe, spise godt og gå på opdagelse i et mix af forskellige kulturer. Byen har sine egne udgaver af kvarterer som Chinatown og Little India, der blender ind med den britiske kolonitids bygningsværker og de mange  moderne skyskrabere.

Lokale og turister finder i aftentimerne fælles fodslag i gaden Jalan Alor, en 500 meter lang street food-gade. Alt, hvad der kan spises og især grilles, finder man her. Nogle steder er det små boder med nybagte pandekager, friske kokosnødder og durian (!), der trækker lange køer, mens det andre steder er alt godt fra havet eller helstegte lam.

Vi slår os ned og bestiller en hel masse retter, som vi knapt aner, hvad er. Kinesiske hokkien mee-nudler, en hel grillet fisk, stegte grønsager, ris, grillede rejer i ukendt sauce – perfekt til at dele, og alt smager både godt og fremmedartet. 

Næste dag i KL tager vi en taxa til Batu Caves, der er en af de helt store attraktioner lidt uden for byen. Det er et helligt sted med en 42 meter høj guldstatue af hinduguden Murugan i centrum. 

Der er 272 trappetrin op til selve grotterne, og trinnene er malet i smukke, klare farver, som gør det hele ekstremt fotogent – hvis man kan finde en vinkel uden hundredvis af besøgende i fokus. 

Små, frække aber sørger for underholdningen, når de stjæler mad fra de prustende turister på vej op, og for enden af trappen kan vi gå ind i klippehulerne og betragte tamilske altre, sågar templer og asiatiske turister, der udfører religiøse ritualer.

Langkawi

Efter besøg i både Kuala Lumpur og George Town skal vi videre. Vores slutdestination på den tre uger lange rundrejse er en uges badeferie på en af de sydligste thailandske øer, Koh Lipe. 

Den ligger lige på grænsen til Malaysia, så vi må gøre stop på den store malaysiske ferieø Langkawi for at komme med færgen til Thailand.

I slut-firserne besluttede den malaysiske regering at gøre Langkawi toldfri for at tiltrække flere turister, og det har resulteret i to-tre millioner besøgende om året og en følelse af charterferie på i hvert fald øens hovedstrand Cenang Beach. 

Stranden i sig selv er ekstremt flot. Den er over to kilometer lang og meget bred med fint, kridhvidt sand og lækkert vand. Her er ikke overplastret med liggestole, nærmest tværtimod må vi konstatere efter at have smidt håndklæderne under en palme. 

Det bevarer til gengæld noget af bounty-følelsen, selvom der skrues op for underholdende vandaktiviteter som bananbåde, parasailing og jetski, efterhånden som dagen skrider frem.

Bag stranden ligger hovedgaden. Et enkelt besøg om aftenen var nok for os – det blev lige hektisk og turistet nok for både børn og voksne, som egentlig bare drømte om en stille restaurant med udsigt til havet. Men mangler man en souvenir eller en kopi-taske, er det helt sikkert det rette sted.

Et kig ned på regnskoven

På Langkawi kommer de fleste for at nyde sol og vand og måske nogle naturoplevelser. Selve Langkawi består af 99 små øer, og her er både mangrove og den regnskovsdækkede Langkawi Hill med sine 900 meters højde på øens vestlige side.

Lige her ligger også øens hovedattraktion Sky Bridge, og efter 45 minutter i kø kan vi sætte os på kabelbanen op til stationen. Her er virkelig mange besøgende til trods for, at man skal gå et stykke på stejle trapper og naturstier for at nå frem til den fritsvævende, kurvede bro, der hører til verdens længste af sin slags.

De 125 meter er konstrueret hen over regnskoven og er imponerende og skræmmende på samme tid. Den gynger lidt på en blæsende dag, og det bliver mere til en adventure-oplevelse end en decideret naturoplevelse. 

Selve turen i kabinelift er muligvis heller ikke for alle, taget i betragtning at vi nærmest løftes lodret op langs klippen det sidste stykke, mens der er flere hundrede meter ned – vi er glade for, at vi ikke betalte ekstra for en kabine med glasbund…

Men udsigten fra toppen er fantastisk, og i klart vejr kan man se de 50 kilometer til Koh Lipe i Thailand, som er vores sidste stop på rejsen.

Populær bountyø

Fra Langkawi krydser vi grænsen til Thailand med færge. Koh Lipe på kun seks kvadratkilometer lokker med sit turkisblå vand og omkringliggende koralrev.

Koh Lipe er som den eneste ø i området befolket, oprindeligt af havsigøjnere, og den har blandt rejsende i mange år været fremhævet som en tilbagelænet bountyø. Det er den for sin vis stadig, men vi overraskes alligevel af mængden af turister – det er ganske vist højsæson, men stranden er fyldt med europæere, heraf en del danskere. 

Der er høj sol og stille vand, og vi bestiller straks en dagslang snorkeltur den efterfølgende dag. 45 minutter væk fra øen ligger det første ud af fem stop, som alle byder på helt unik snorkling. 

Der er levende, farvestrålende koraller i alle afskygninger og et sandt akvarium af mindre fisk. Her har vi årsagen til, at øen er fremhævet, og vi kunne nemt være taget på den samme bådtur hver eneste dag, så smukt var det. 

Det blæser dog op, og vandet er i røre, så vi nøjes med at nyde strandlivet de sidste dage, før vi rejser modsatte vej mod Kuala Lumpur og hjem til dansk gråvejr.

Coverbillede: Dorte Mosbæk

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 11. oktober 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Asien? Find flere artikler her