Four Seasons Kyoto: Hotellet med den 800 år gamle have

ANNONCE

Midt mellem Kyotos templer og menneskemylder ligger et smukt, historisk hotel som et åndehul i den summende by. Men hotellet, Four Seasons Kyoto, viser sig også at have en anden side, der kommer til live om aftenen.

Jeg sidder ved et lille bedested, hvor et træ har fundet vej gennem taget midt i den 800 år gamle have. Et sted derude gør en hund, og trafikken fungerer fint som svag baggrundssummen.

Jeg befinder mig i Kyoto, hvor det er nemt at blive overvældet af turister i kimonoer, prægtige templer og tætpakkede metrolinjer. Alligevel får den gamle have på byens luksuriøse Four Seasons-hotel min puls til at falde helt ned. 

Måske har det noget at gøre med beliggenheden. Haven og den tilhørende sø ligger i et historisk område, der også var gravplads for kejserfamilier og adelen under Heian-perioden. En periode, som strakte sig fra år 794 til 1185, og som var Japans gyldne tidsalder. Her blomstrede det bogstaveligt talt med japanske haver, og en af dem har fået lov til at ånde i hele 800 år. 

Den frodige have gemmer også på en gammel, traditionel statue, der beskytter gæsterne. Foto: Four Seasons Hotel Kyoto

Udover at tilføje en lille glasbro og et bedested har hotellet ikke ændret ved stedet, men det er vist ingen hemmelighed, at de store guldfisk og skildpadder i søen er nyere beboere.

Jeg skriver mit ønske på et stykke træ, som det er skik at gøre ved et japansk bedested, og hænger det ved siden af de øvrige gæsters ønsker. De tæller alt fra sundhed og kærlighed til frugtbarhed og fred på jord. Intet mindre.

Hver måned afleverer personalet ønskerne til Myoho-in-templet, hvor ønskerne efter traditionen brændes, så de kan gå i opfyldelse. 

I mellemtiden lokker en anden japansk tradition i den anden ende af haven: traditionel grøn te i tehuset. Tehuset er indrettet minimalistisk, og fokusset er på den ældgamle teceremonikultur, hvor det handler om at tilberede, servere og drikke teen langsomt og med nærvær, og det kan man opleve til en privat ceremoni med en te-mester.

Jeg sidder længe på terrassen og øver mig i at nyde min stærke te ganske langsomt, som man har gjort i netop denne have i generationer.

four seasons kyoto
Man kan få privat og traditionel teceremoni. Foto: Four Seasons Hotel Kyoto

Fire sæsoners zen-oplevelse

Haven med søen er hotellets hjerte, og mange værelser har udsigt over dette område. Fra mit værelse har jeg dog fornøjelsen af panoramaudsigt over hovedindgangen, som med sin bambusallé roligt omdanner byens brummen til de zen-vibrationer, der hersker på hotellet.

Jeg ifører mig hotellets lækre kimono, lægger mig i sofaen og kigger ud over trætoppene. Det føles lidt som at bo ude i naturen, men tanken om byens menneskemylder og det imponerende UNESCO-tempel Sanjusangendo med 1.001 buddhastatuer blot fem minutters gang herfra, minder mig om, at jeg stadig er midt i Kyoto. Det er dét, Four Seasons kan. At få pulsen ned med naturen som omdrejningspunkt. 

Roen fra den gamle have og mit værelse glider med mig ned i spaen, der strækker sig over to etager. De dæmpede nuancer virker afslappende, og det hjælper nok også, at jeg har varmtvandsbadet helt for mig selv.

Foto: Four Seasons Hotel Kyoto

Det er ikke en traditionel onsen (naturlig varmekilde), men et mindre rum, hvor jeg kan skifte mellem 40 graders varme og iskolde dyp. En etage længere nede svømmer jeg baner i den 20 meter lange pool velvidende, at der også ligger en sø i haven ovenover mig. Det gør, at jeg for alvor mærker, at vand spiller en vigtig hovedrolle i både japanske haver og japansk wellness-filosofi.

Sitrende aftenstemning

Om aftenen bliver jeg en del af hotellets forvandling. Lobbyen, der er indrettet som en japansk stue med rene linjer og få møbler, summer af liv. 

»Den minimalistiske stil giver en lokal følelse af at være hjemme hos en Kyoto-beboer,« når en af hotellets medarbejdere at forklare mig, inden lobbyen omdannes til scene for aftenens geisha-opvisning. 

Den unge geisha, eller rettere maiko, som er betegnelsen for en geisha under uddannelse, bevæger sig langsomt til tonerne af traditionel japansk musik. Ansigtet er alvorligt, blikket koncentreret, og ikke et smil bryder hendes koncentrerede udtryk. 

Maiko-opvisning i lobbyen. Foto: Four Seasons Hotel Kyoto

Bagefter fortæller hendes oversætter om geisha-kulturen, og snakken fortsætter i restauranten, som viser sig at være et modspil til havens og spaens ro. Det store åbne rum sitrer, og ikke en stol står tom.

Det er bemærkelsesværdigt i en by, der ellers bugner af kulinariske fristelser. Her leger kokkene med kulgrill, dry ageing og sæsonens grøntsager, mens de drysser det syndigt lækre smør med kulpulver. Personalet dobbelttjekker omhyggeligt min nøddeallergi, og selvom menuen kredser om møre kødudskæringer, finder jeg som pescetar nok at vælge imellem. 

Senere forvandler internationale bartendere væsker til små oplevelser i mit glas. Alt imens er jeg omgivet af samtaler på alverdens sprog, som om jeg var midt i Kyotos gader. Her bliver det klart, at hotellets mix af ro, traditioner og internationale rytmer er et spejlbillede af Kyotos gamle sjæl og globale tiltrækningskraft.

FAKTA
Four Seasons Kyoto

Luksus:
Hotelkæden definerer luksus som en ’meningsfuld følelse af at høre til’, fokus på at behandle mennesker, som man selv gerne vil blive behandlet, og høj omsorg og service.  

Priser:
I vinterlavsæsonen kan et standard Deluxe Room fås fra cirka 5000 kroner per nat uden morgenmad. I kirsebærblomstsæsonen fås samme standardværelse fra cirka 16.000 kroner per nat.

Bæredygtighed:
‘Four Seasons for Good’ er navnet på hotelkædens bæredygtighedsprogram, der fokuserer på dele af FNs verdensmål. På Kyoto-hotellet handler det blandt andet om: Energibesparende værelser og bygningssystemer, elbiler, cykler, håndklædeskift hver tredje dag, intet plastik, økologiske rengøringsprodukter, samarbejde med lokale fødevareleverandører og kunstnere, anti-madspildsprogram, træning i bevidsthed om menneskehandel, støtte af lokale projekter og skoler.

Se mere her

Coverbillede: Four Seasons Hotel Kyoto

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 1. november 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Japan? Find flere artikler her