MaryHill Estate: Slotsophold på svensk

ANNONCE

En kort køretur fra København venter det overdådige overnatningssted MaryHill Estate i historiske omgivelser. Her er god mad, pool club – og masser af bløde sofaer.

Drik cocktails med udsigt til Øresund, slap af i en storblomstret solseng, tag et spil padel eller bordtennis og slut dagen af med en middag under gyldne lysekroner. Omtrent sådan lyder opskriften, hvis man tjekker ind på slotsresortet MaryHill Estate i Skåne.

Det lyder ganske attraktivt, og resortet, der slog dørene op i november sidste år, er da også lynhurtigt blevet en magnet for Øresundsregionens livsnydere. 

maryhill estate
Foto: Lise Kloch

Maryhill Estate er indrettet i det gamle Örenäs Slott, der ligger cirka en halv times kørsel fra Helsingborg og under halvanden time fra København. Slottet og det parklignende haveanlæg har over de seneste år fået en eksklusiv makeover og drives i dag af ESS Group, der blandt andet står bag Ystad Saltsjöbad, Marienlyst Strandhotel i Helsingør og det nyåbnede Rox Resort i Køge.

Og det er ikke hvilket som helst sted, den svenske hotel- og restaurantkoncern har overtaget. Ejendommens historie går helt tilbage til 1867, hvor herredsfoged August Anderberg fik opført bygningen Mariehild, opkaldt efter hustruen Marie. Den blev sidenhen købt af grevinde Constance Wachtmeister, der ændrede navnet til MaryHill

Mellem 1914 og 1918 blev Örenäs Slott bygget og lagde gennem et helt århundrede rammer til alt fra fagforeningskurser til royale besøg. Under Anden Verdenskrig og i efterkrigstiden blev slottet endda brugt til at huse flygtninge. Inden den gennemgribende renovering op til den nylige åbning af MaryHill Estate fungerede ejendommen som konference- og hotelcenter.

Hill House og Sugar Club

Det nyslåede MaryHill Estate spreder sig over to forskellige afdelinger: Hill House, slottets historiske hovedbygning, hvor seksten af resortets i alt 163 værelser ligger.

Her kan man spise på den ene af resortets to restauranter, nyde en kop kaffe på terrassen, der har panoramaudsigt over Øresund og tage en dukkert i den opvarmede pool, der har åbent året rundt. Man kan også tage et kig ind i det smukke, gamle konferencelokale, der er restaureret med respekt for de historiske rammer.

Resortets anden og mere festlige afdeling, Sugar Club, er primært indrettet i et nyopført bygningskompleks. Her ligger resortets evigt bankende hjerte, The Pool Club, et kombineret spa-, pool- og barområde, hvor man kan slænge sig i komfortable solsenge med en cocktail og et spil yatzy.  

Foto: Lise Kloch

Man skal dog ikke forvente at få poolklubben for sig selv. Tværtimod. Da vi ankommer til Maryhill Estate en kølig eftermiddag i maj, har DJ’en allerede skruet godt op for musikken, og der er tæt pakket med gæster, som hjemmevant bevæger sig rundt iført resortets bløde, sartgrønne badekåber. 

Er man til en lidt mere rolig spaoplevelse, kan man søge udenfor til den dampende varme pool, der mest af alt minder om en enorm udendørsspa.

Padel og pool

Indretningen på MaryHill Estate er gennemført og maksimalistisk med et stort ‘M’. Her er overdådige vaser, ild i pejsen og masser af tunge, bløde tekstiler. I den højloftede restaurant, der hører til Sugar Club, har indretningsdesignerne for alvor givet den gas med blomstrede møbler, masser af frynser og skinnende messing.

Foto: Lise Kloch

Hvad enten man booker værelse i Hill House eller Sugar Club, kan man frit færdes på hele resortets område. Og der er masser at lave, uanset hvad vejret byder på. Her er udendørs padel- og tennisbaner, adskillige poolområder, skønne solterrasser, elleve barer, tretten mødelokaler og et hav af bløde sofaer og tilhørende skakspil.

I barområdet kan man udfordre sin date ved bordtennisbordet, der er lavet af massiv mørkt træ – og naturligvis matcher det øvrige møblement. Vil man have lidt frisk havluft, kan man tage den korte gåtur ned til det lille idylliske fiskerleje Ålabodarna.

Her kan man f.eks. snuppe en bid mad på det interimistiske spisested Ålabodarnas Hamnkrog, der holder åben i sommerhalvåret og blandt andet har fish and chips og friskplukkede blåmuslinger på menuen.

Getaway med bred appel

MaryHill Estate er alt i alt et godt bud på et rart og afslappet getaway. Konceptet appellerer tilsyneladende også til en bred målgruppe. Under vores ophold møder vi både familier, unge par på romantisk date og en venindegruppe på polterabend. 

Man skal dog være minimum seksten år for at benytte faciliteterne i Pool Club. Der er desuden restriktioner for, hvornår resortets øvrige pools kan benyttes af børn, som ellers er meget velkomne på slotsresortet.

Foto: Lise Kloch

Det er generelt nemt at føle sig godt tilpas her. Alene den afslappede stemning og det meget venlige personale er så stort et plus ved stedet, at man får lyst til at snuppe endnu en overnatning.

FAKTA
Om MaryHill Estate

MaryHill Estate ligger ved den skånske by Glumslöv tæt på Landskrona.

Det tager cirka 1,5 time at køre i bil fra København. Cirka 2,5 time med offentlig transport. 

Resortet har i alt 163 værelser.

Aldersgrænsen for at benytte Pool Club i Sugar Hill er 16 år.

Bonusinfo: Hunde er velkomne på resortet og må tages med alle steder bortset fra restauranter og poolområder. Der er dog et begrænset antal værelser, hvor man må have hunden med, så tjek på forhånd.

Se mere her

Coverbillede: Lise Kloch

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 6. december 2025.

Ønsker du mere inspiration til din ferie i Sverige? Find flere artikler her