I Padstow i Cornwall kan du opleve Rick Steins fiske-mekka

ANNONCE

Med den britiske stjernekok Rick Stein i spidsen blev den ydmyge fiskerby Padstow forvandlet til mondæn gourmetdestination.

»Vil du prøve noget rigtig godt her fra kysten, så foreslår jeg røget kippers med pocheret æg. Men jeg er også et ægte fiske-menneske,« siger tjeneren, da vi bestiller morgenmad på »The Seafood Restaurant«, hvor kendis-kokken Rick Steins eventyr startede for 51 år siden. 

Kippers-anretningen ankommer i en sky af intens, næsten tjæret røgduft, der matcher beliggenheden ved kajen i fiskerbyen Padstow på nordkysten af grevskabet Cornwall i Sydengland.

Her har tidevandet og fiskelykken vetoret over hverdagens udformning, og arrige havmåger agerer vækkeur.

Ellers er her stille. Indtil man dukker op i restauranten, og en stemme byder hjerteligt »Good morning« og bringer god kaffe sammen med menuen, hvor fisk har hovedrollen – selv klokken 07.45 om morgenen.

padstow
The Seafood Restaurant slog dørene op i 1975, og på førstesalen har Jill, lidt efter lidt, indrettet 16 dejlige værelser med stensikker sans for badehotelstemning. Glasverandaen kom til for nogle år siden. Foto: Sam Harris

Røget laks, dagens grillfisk og kedgeree med kuller (en klassisk britisk-indisk ret). Kattelemmen er lækker granola, æg og croissanter, men det er for nemt.

Der er godt med gæster, både her og i byens andre restauranter nu om dage, men de færreste kendte til Padstow før 1975.

Det var året, hvor nygifte Rick og Jill Stein, uden at ane det, kickstartede byens transformation til et kulinarisk hotspot – og dermed stigende huspriser – som gourmet-pilgrimme valfarter til for at nyde i et miks  af skøn mad, eksklusiv feriestemning og en livlig havn med rå stabler af fiskegrej på kajen.

For selvom byen er vældig populær, er der ikke rørt ved scenografien.

Uheldigt start

Det hele begyndte med slagsmål og næseblod ude foran stenhuset, som Rick og Jill havde købt for at åbne en natklub i byen, som Rick kendte til fra barndommens ferier. 

Byens fiskere indtog nemlig The Great Western Disco, når tidevandet sendte dem tidligt i havn. Så gik de til øllet og kom ustandselig i håndgemæng. Nu og da også med Rick, der forsøgte at stoppe slagsbrødrene. Til sidst fik politiet nok af balladen og lukkede stedet. 

Nu var kassen tom. Men Rick fik lov at beholde bevillingen, hvis han serverede mad, så han satsede på erfaringen fra sit praktikophold i et hotelkøkken og greb til forklæde og pander, mens Jill satte et værelse i stand i privaten til udlejning for at skaffe penge.     

Padstow har heldigvis bevaret sin sjæl med ujævne havnemoler, lokalt øl og tilbud om fisketure fra havnen. Foto: Susser Feit

Fiskerne, der var skyld i den kuldsejlede natklub, kom tilbage. Denne gang til køkkendøren med kassevis af makrel, krabber, hummere og kammuslinger. Og snart blev den lille havnebistro kendt for friskfanget fisk og skaldyr, enkelt tilberedt med den naturlige smag som ledestjerne.

Menuen faldt i smag hos de lokale og siden hos de madanmeldere, der orkede den lange tur til Padstow, fristet af rygtet om den gode fiskesuppe med tomat og safran eller klassikeren, »Hummer Thermidor«, der stadig er på kortet. 

Nogle af fiskerne fra dengang, er der også stadig. 

Jack Stein (tv) er mellemste søn af Rick Stein (th) og køkkenchef for hele Rick Stein-gruppen i dag: »Mine barndomsminder er den evige summen fra restauranten, kokkene, larmen – og at mor og far var der hele tiden. Jeg startede selv i køkkenet som 12-årig.« Foto: James Ram

»Da vi åbnede dørene i 1975, havde vi aldrig forestillet os, at vi stadig ville være her – 50 år senere,« siger Jill Stein der, sammen med sønnerne Charlie, Jack, Ed og svigerdatter Kate, udgør et stærkt team. 

Sammen skabte Rick og Jill Stein The Seafood Restaurant i det gamle diskotek og indrettede smukke værelser på husets første sal.

Senere åbnede de også den hyggelige St. Petroc’s Bistro med klassisk fransk seafood-baseret køkken i en af byens smågader. Den har også værelser ovenpå i samme strandstemning som The Seafood Restaurant.

Fra take-out til stilet

I dag er der fire Stein-spisesteder i Padstow med den flisebeklædte Fish & Chips-biks på havnen som den simpleste. De har flere fisketyper at vælge mellem. Ofte hvilling, torsk og kulmule, men det vides ikke, før dagens fangst bliver leveret ved 11-tiden. 

»Så får vi travlt med at skrive dagens menu,« siger restaurantchefen, der også foreslår mig at besøge Stein´s Café oppe i byen foruden Ruby´s Bar i Broad Street med god gin og en lokal Purple Tiger Beer, opkaldt efter Ricks mobile diskotek fra 1970erne.

Restaurant og hotel nr. to, som Rick Stein åbnede i Padstow, er St. Petroc´s Bistro med klassisk fransk inspireret bistromad, men stadig med fisk og skaldyr i hovedrollen. Foto: James Ram

Foruden Stein-butikkerne med delikatesser, køkkengrej og sager til borddækning, hvor jeg falder for svigerdatter Kates skønne havblå porcelæn.

Men det største hit er kurserne i køkkenhuset på havnen, hvor alle kan lære at udbene, pochere, dampe og tilberede fisk og skaldyr og nyde det hele sammen med Jack og hans kokke. 

Familien har også restauranter i St. Merryn, Newquay og London, samt et par i Australien, som Rick driver med Sarah, hans hustru nummer to.

»Det kan være svært at holde fri, for arbejde og familieliv flyder altid sammen,« siger Jack Stein (bagerst). Her sammen sin mor, Jill, og brødrene Ed og Charlie. Foto: Sam Harris

Hele flokken samarbejder i et velfungerende set up: Sønnen Charlie er vinansvarlig, Ed og Jill er fælles om bygninger og indretning, mens Jack, der også laver tv-shows, har slået sig ned i Padstow efter nogle år ude i verden:  

»Rejserne lærte mig at værdsætte mange forskellige køkkener. Men også at indse, hvor meget jeg holder af det, mine forældre står for, nemlig enkelt, ingrediensbåret mad, baseret på alle kystens traditioner: Du kan se muslingebankerne fra restauranten, så vi præsenterer blot det, vi har lige udenfor døren. Serveret i en uhøjtidelig og livlig atmosfære, med vine, gode oste og det hele.«

For meget af det gode?

Det kulinariske er en stor del af Padstows identitet og økonomi i dag, og familien oplærer lokal arbejdskraft i restauranterne for at styrke fællesskabet i byen, ligesom fiskere og farmere har fået et trygt ståsted som leverandører. 

»Når én familie præger et lille samfund i så udpræget grad, er der altid nogen, der synes, at huspriserne stiger og der er for mange turister. De kalder byen for ‘Padstein’, sådan lidt spydigt,« siger Rob, der er sommelier på Prawn on the Lawn, en anden populær restaurant. Han venter på bussen ved læskuret på havnen – den eneste vej ud af Padstow, hvis man ikke har bil – på vej til en vinsmagning. Selv klager han ikke:  

»Jeg har kæmpe respekt for Rick Steins initiativer og de muligheder, han har grebet undervejs. Han har fået så meget ud af ingenting, og havde han ikke satset dengang, var vi her jo ikke i dag. Ricks niche er klassisk, og det giver plads til alle os andre, så der er forskellige køkkenprofiler i byen. Endda en Michelin-restaurant,« fortæller han.  

På menuen i The Seafood Restaurant optræder en enkelt fristende ret med oksekød, men man skylder sig selv at prøve, hvad Stein-køkkenet er så kendt for, nemlig godterne fra havet lige omkring Cornwall. Foto: Sam Harris

Simpelt og godt

Den nu 79-årige Rick Stein er utrættelig og entusiastisk, ifølge souschef Robert Jones på The Seafood Restaurant. 

»Rick er stadig involveret i menuerne. Han kommer tilbage fra Australien om foråret og ser, hvad vi har gang i. Det er stadig hans opskrifter, men vi foreslår justeringer eller at præsentere retten på en ny måde og lytter til hans meninger. Filosofien for både Rick og Jack er stadig ‘Simple cooking, just done well’. Det vil sige friske råvarer i bedste kvalitet. Enkelt, men omhyggeligt tilberedt. Ingen fiksfakserier. Måske blot et stykke frisk fisk med en rigtig god sauce, der kompletterer fiskens særlige smag. Ricks favorit er pighvar, krabber og hummer: Bådene, du ser i havnen, går ud med hummertejner, og nu og da ryger der en blæksprutte med. Dem kan vi også sagtens bruge,« siger Robert. 

Samme aften foreslår tjeneren netop lyngrillet blæksprutte på sprød salat i orientalsk marinade. Jeg har det stramt med sprutter, men satser – og vender på en tallerken, bogstaveligt talt, ved første bid. De kan deres hav-kram her. Og der var ingen synlige sugekopper.

I Padstow henter man ikke pizza med hjem, når man er køkkendoven, men nystegt fish & chips fra Steins på havnen. Foto: Susser Feit

REJSETIPS
Vejen til Padstow

Hvornår
Januar og februar er fredelige, i marts er der påskeliljer og forårslivligt. Midt juni til midt august er meget travle. Fra september er der roligere, men passende liv. I juletiden er byen også velbesøgt.  

Hvordan 
Fly til London, tog fra Paddington St. via Tiverton Parkway og Plymouth til Bodmin Parkway. Videre med bus til havnen i Padstow. Se mere på GWR.com

Fly til London Heathrow eller Gatwick. Ca. 4-5 timer i lejebil derfra til Padstow.     

Fly til London Stansted, videre med Ryanair til Newquay Cornwall Airport. Taxa derfra til Padstow.

Coverbillede: Sam Harris

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 22. august 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i England? Find flere artikler her