Sådan skal du opleve Limfjorden ifølge to lokale restauratører

ANNONCE

Lækre badestrande, skønne madoplevelser og enestående natur. Tag med til Limfjorden og bliv inspireret af to lokale restauratører, der giver deres anbefalinger til en ferie i deres nærområde.

Med mere end 500 kilometer kystlinje byder Limfjorden på lave kyster og stejle skrænter, blikstille vand og sus i sejlene.

Her ligger øer og halvøer side om side og byder på storslåede naturoplevelser, et rigt kulturliv og et overdådigt spisekammer fuld af muslinger og østers, friskfanget fisk, lokal ost og øl fra egnens bryggerier.

Tag med til Limfjorden og mød to lokale restauratører, som deler deres anbefalinger til oplevelser i deres nærområde.

limfjorden
Mors er en af de mange øer i Limfjorden. Foto: Mette Johnsen, Destination Limfjorden

Lundø: »En symbiose af natur og ro, liv og solskinsdag«

For fem år siden skiftede Line Lund Olesen Italien ud med Lundø – en halvø i bunden af Limfjorden. Hun ville udleve sin drøm og købte byens gamle kro, som hun forvandlede til spisestedet Øhaven.

Med sig havde hun inspiration, viden og erfaring fra et mesterlæreophold på landstedet Agriturismo Due Papaveri nær Bologna i Italien.

Øhaven kombinerer det nordiske køkken med det italienske og franske, og lægger med jævne mellemrum også hus til vinsmagning og andre gastronomiske og sociale events.

Øhaven har flere gange modtaget »Travellers’ Choice«-anerkendelsen. 

Line Lund Olesen. Foto: Øhaven

Du har slået dig ned på Lundø – hvad kan dette hjørne af Danmark, som er helt særligt?

Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville søge tilbage til den landlige idyl. Hvor der er en symbiose af natur og ro, liv og solskinsdage. Efter at have boet i en større by – Silkeborg – i næsten 10 år, trak det i mig for at komme ud, hvor man kunne høre fuglene og se stjernerne.

Så efter at have samlet nok i rygsækken til at starte mit livseventyr op, flyttede jeg til Lundø, hvor jeg købte en gammel landevejskro fra 1945.

Jeg får spørgsmålet: »Hvad vil du herude, hvor kragerne vender?«, og til det kan jeg kun svare: Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted. Fordi Lundø har alt, hvad jeg kunne drømme om – og her taler jeg ikke kun om den smukke natur, men også om menneskene og lokalsamfundet.

Jeg flyttede til Lundø for at udleve min drøm, og det gør jeg i fulde drag – også mere end jeg havde turde håbe på.

Hvad er for dig indbegrebet af Lundø og af Limfjorden?

Limfjorden er en destination, som emmer af naturskønhed og gastronomi. Et sammenspil af naturoplevelser, god mad, lokale råvarer, sammenhold i lokalmiljøet, smukke, differentierede landskaber og solnedgang ved fjorden.

Restaurant Øhaven. Foto: Øhaven

Hvad anbefaler du altid andre at gøre eller prøve, hvis de skal opleve Limfjorden?

En dag er ikke nok! Først og fremmest synes jeg, at man skal smage på, hvad Limfjorden kan byde på gastronomisk.

Her er masser af små lokale restauranter og cafeer, som jeg ville ønske, at flere danskere kunne opleve – også selvom man måske ikke kommer fra området.

Limfjorden er en skjult madperle, man skal bare leder de rigtige steder.

Jeg vil anbefale folk at hoppe i et par gode vandresko, gå lange ture på stranden, kigge efter fossiler eller åbne en flaske bobler og nyde solnedgangen med en, man holder af.

Hvis du selv skulle øhoppe i Limfjorden eller på roadtrip rundt om den, hvilke steder ville du så gøre stop? 

Jeg ville uden tvivl besøge Lundø. Gå rundt om hele halvøen. Se de hyggelige huse og gader i byen, som leder tankerne hen på Morten Korch-filmene. Gå ud til »spidsen«, som vi lokale kalder det, fordi det har lidt »mini-Skagen« over sig.

Bad ved stranden og spis ude i haven hos mig i Øhaven. Besøg Ørslev Kloster, hvor  klosteret fra 1200-tallet gør områdets lange historie håndgribelig. Tag på østersbar i Glyngøre hos Glyngøre Shellfish, da det er en helt særlig og unik oplevelse i vandkanten.

Besøg Fur – og her vil jeg anbefale at tage på fossiljagt. Tag færgen til Livø og cykl en tur – her føles det, som om tiden er gået i stå – og nyd roen, da øen er helt bilfri.

Se åbningstider, aktuelle aktiviteter og menu på her

Anretning hos Øhaven. Foto: Øhaven

Fur: »Midt i ingenting og tæt på alting«

Ditte Dalsgaard er født og opvokset på Fur, og i 2022 vendte hun efter 14 år ude tilbage til barndomsøen og slog sig ned sammen med sin kæreste, Rasmus Vandborg, og parrets lille søn.

Med hjem til øen havde Ditte Dalsgaard en uddannelse som billedkunstner og kok og erfaring fra hele verden – københavnske restauranter som I’m A KOMBO, Slurp Ramen Joint og Hotel Kanalhuset, den 2-stjernede michelinrestaurant KOKS på Færøerne og gourmetburgerbaren Bergmann Burger i Tokyo.

Sammen med sin kæreste har hun på Fur åbnet Havens Deli, hvorfra de driver café, mikrobageri og køkken.  

Ditte Dalsgaard. Foto: Havens Deli

Du har boet og arbejdet mange steder i verden og er nu vendt hjem til Fur – hvad kan dette hjørne af Danmark, som er helt særligt?

Fur er midt i ingenting og alligevel tæt på alting. Her bor folk, der pendler til Aarhus, og det er nemt at komme til Karup og flyve til København, så selv om vi er en ø, er vi ikke afskåret fra alting. Men der sker noget, når man kommer om bord på færgen. Selv om turen kun tager fem minutter, får man følelsen af at være på en ø. 

Fur er et sted, hvor man kan gå all in på drømme og projekter. Her er plads, økonomisk frihed og opbakning til at skabe noget andet – og et foreningsliv, som får ting til at ske.

Det er vigtigt for et lille lokalsamfund med frivillige, som har lyst og overskud til at gøre noget for fællesskabet, og de seneste år har der været en tilstrømning af mennesker, som har lyst til at bidrage.

Det prøver vi også – selv om Havens Deli er en forretning, donerer vi eksempelvis alt vores pant til den lokale friskole, fordi vi ved, at det gør en forskel, og skolen er en livsnerve for os på øen.

Hvad er for dig indbegrebet af Fur?

Landskabet på Fur er helt særligt. Øen er kendt for sit moler. Det er en stor turistattraktion, men også det, der gør stedet helt særligt. På grund af sit moler er Fur indstillet til at komme på Unescos verdensarvsliste.

Her er et meget varieret landskab – bakker, men også flade marker, skov og lyngområder. Udsigten er fantastisk overalt på øen. Jeg sidder hjemme lige nu og kan se lidt af det hele.

Orangeriet hos Havens Deli. Foto: Havens Deli

Hvad anbefaler du altid andre at gøre, hvis de skal opleve Fur?

Lej en cykel, hvis du ikke selv har en med. Start med et morgendyp. Pak en let madpakke og kør til Færker Odde – spidsen af Fur mod øst – som har en dejlig strand. I højsæsonen kan vi godt lide at hoppe på cyklen, når butikken er lukket, og tage et fyraftensdyp derude. 

På vej rundt på Fur vil man se en masse flag. Det betyder ikke nødvendigvis, at folk har fødselsdag, men at de har åbent og gerne vil vise noget.

Her er mange små keramikere og kunsthåndværkere med galleri eller butik. Når flaget er oppe, er der åbent. Besøg dem. Besøg også os i Havens Deli eller en af øens andre gode spisesteder. Støt de lokale – her er noget for enhver smag.

Er det sæson til det, så pluk østers. Det kan man stort set øen rundt, og om sommeren kan man skrabe rejer. 

Foto: Marie Brandt

Vi har også et af landets smukkeste shelterspots, som har været i top-5 for hele landet. Det ligger ved Fur Lejrskole med udsigt over vandet. Tag en overnatning der, hvis det er muligt.

På turen vil man også se, at vi har fået en ny dyreart på Fur – en muflon, som er et vildfår fra Asien. For tre-fire år siden var der fra den ene dag til den anden mufloner på Fur.

Der er mange teorier om, hvor de kommer fra – om det måske er en lokal jæger, der har fragtet dem hertil for at kunne jage. Det er et lokalt mysterium, som folk snakker meget om, og der går også lidt safari i den, når folk kommer hertil og vil se muflonen.

Hvis du selv skulle øhoppe eller på roadtrip langs Limfjorden, hvor ville du så gøre stop?

Jeg ville pakke en køletaske og køre til Thise Mejeri. Selv om det er blevet et stort foretagende, er der stadig noget hyggeligt og autentisk over at komme til ostebutikken ved mejeriet. De har det sødeste personale – og meget jyske priser. Der kan man gøre et kup. 

Jeg kan også godt lide at køre en tur til Spøttrup Borg, som er en middelalderborg fra 1500-tallet. Den er vildt imponerende, men også naturen rundt om og den tilhørende have og lille urtehave er helt fantastisk. 

Skal vi ud at spise om aftenen, holder jeg af at køre til Nykøbing Mors til den fransk-inspirerede Bistro No. 1. De prioriterer lokale råvarer og laver lækre, simple anretninger – meget fisk, meget grønt – og for et spisested på Mors har de et imponerende vinudvalg, som de er meget passionerede og nørdede omkring. 

Østersservering. Foto: Glyngøre Shellfish og Østersbar

Når jeg er på ferie, betyder det at spise godt, meget. Så jeg ville også tage en tur til Glyngøre. Her ligger Glyngøre Shellfish og Østersbar, som er drevet af en fantastisk karakter, Svend Bonde, der sælger østers, hummer og muslinger. Skal vi have lidt godt med hjem til grillen, kører jeg derhen og køber af ham. Han har også en østersbar, hvor man kan sidde og smage, som er helt fantastisk. 

På min to do-liste er også Jenle – Jeppe Aakjærs kunstnerhjem. Jeg var der som barn og jeg vil gerne dertil igen. Det er et smukt område med smukke historiske bygninger og en smuk have og er et vigtigt sted for dansk kulturarv. Der er museumsstemning, men også foredrag, talks og en litteraturfestival.«

Se åbningstider, aktuelle aktiviteter og menu på Havensdeli.dk

Coverbillede: Destination Limfjorden

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 2. maj 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Danmark? Find flere artikler her