Der Weisse Ring: Årligt slalomløb i Ski Arlberg

Én dag om året lukkes pisterne af på det østrigske skisportssted Ski Arlberg ved byen Lech. Her arrangeres det 22 kilometer lange, festlige slalom-race Der Weisse Ring. FRI spændte skistøvlerne og løb med.

Nicole jubler, mens hun bliver båret på skuldrene af en ven hen mod sejrsskamlen. Hendes smil gnistrer om kap med den stjernekaster, hun har i hånden, for schweiziske Nicole var hurtigst af samtlige 254 kvinder i konkurrencen Der Weisse Ring 2026.

Scenen udspiller sig på pladsen foran Rüfikopf-kabineliften i den østrigske skisportsby Lech, hvor vinderne hyldes efter formiddagens festlige race, som alle, der holder af slalomskiløb, kan melde sig til.

Det var der så 1.250 der gjorde i år, og byen er på den anden ende: Her er tæt med tophuer og spændt forventning fra morgenstunden, hvor tilskuere og deltagere traver gennem den knirkende sne mod liften op til Rüfikopf-toppen i 2.362 meters højde.

Det er heroppe, starten går i et virvar af musik, adrenalin og en speedsnakkende speaker, der sender deltagerne afsted med ti sekunders mellemrum. Men inden vi er så vidt, føler vi os hensat til kødranden foran en fancy natklub hernede på torvet, hvor vi bliver gennet igennem af en official i gul vest.

Med højtidelig mine vinker han de heldige frem, hvis startnumre er under 300. Peger myndigt ind i flokken, her og der, og stopper dem, der forsøger at luske sig med. Han har en fest med sin opgave denne morgen, og det er fin underholdning at betragte showet. Men det giver god mening.

For dem, der var hurtigst sidste år, får lave numre og starter først, så de har god plads på pisten. Mens vi andre skildpadder, der ikke er i favoritkategorien, må vente til Hr. Gulvest nådigt kalder os frem til kabineliften. I ventetiden varmer vi op med knæbøjninger, drøfter løbsstrategi og tager forhåbningsfulde billeder af hinanden.

Elite og motionister

Det sjove er, at løbet ikke er forbeholdt eliteskiløbere, skønt mange startnumre bæres af netop denne kategori. Men er man pænt sikker på et par slalomski, tænder på konkurrenceelementet og elsker det festlige postyr, der præger eventet, er man hjertelig velkommen.

Der Weisse Ring er en gevaldig cirkel af sammenhængende pister med 22 kilometer alpint skiløb og 5.500 højdemeter fra Lech via småbyerne Zürs, Zug, Oberlech og ned til Lech igen. Og det hele i høj fart.

Undervejs hopper man på seks lifter for at komme til næste bjergtop. Men tidtagningssystemet er genialt, for det er kun netto-tiden, der registreres: Vi har en tidsmåler om benet, så når man løber ind til en lift, stopper tiden – og den startes igen på toppen, når man fortsætter. Det går alt sammen automatisk, så vi bruger bare minutterne i liften til at få pusten!

Enkelte pister er grumme og bider fra sig med krævende passager, men ellers er det en fremkommelig udfordring – naturligvis afhængig af vejr- og sneforhold på dagen.

De fleste pister er røde eller blå og omhyggeligt præparerede. Men jo senere man starter, jo dybere er sporet gennem portene kørt ned, så man er nødt til at blive i det korte, hurtige spor, som profferne har lavet.

Det er her, jeg sender en tanke til min fitnesstræner og ellers håber det bedste … Den suverænt største udfordring for mig er at kæmpe mig opad, for startlinjen ligger sært nok for foden af cirka 75 meter bakke, som de hærdede zig-zagger sig op ad i rasende fart.

Dér ryger mit optimistiske håb om en hæderlig tid. Men efter den sveddryppende kamp med sakseteknikken går det heldigvis nedad den dejligt lange Steinmänle pist. Solen stråler, luften er sprød af frost, og de kridhvide alper i horisonten ser tyst til, mens tilskuerne hepper langs afspærringen.

Dagens vinder er 36-årige Cornelius Deuring fra Østrig, der både er hurtigst af de 1.016 herrer og af samtlige deltagerne: 52 minutter og 45 sekunder. Med sit betuttede udtryk under sorte arkitektbriller og en hue, der er plantet på hovedet som toppen af et agern, minder han om en rar tegneseriefigur, mens han tager imod sin champagne på toppen af podiet.

Aldersspændet er i grunden interessant denne dag, for bjergfolket mister åbenbart ikke sådan overskud med årene. De yngste er 16 år og de ældste er i 80erne. Og blandt de, der er født før 1950, nupper 82-årige Ulrich Betz førstepladsen. Kun få minutter langsommere end Cornelius. Måske skyldes de imponerende resultater, at dette løb med sin længde, mange højdemeter og mikset af pister og lifter kræver en vis mængde erfaring.

Hajerne og de andre

»Eins, zwei, drei – Der weisse Hai,« jubler et par piger i kor. De glade ansigter er delvist skjult under lysegrå hajhætter, for de er heppekor for holdet Der weisse Hai og står klar med sandwiches og champagne.

For udover det individuelle race, er der også en holdkonkurrence, hvis man kan mønstre en flok på mindst fire. Der er navne som The Flintstones Racing Team, Hubertus og Team Pisten Teufel (Pistedjævlene), der ironisk nok er en flok kolleger fra en skadestue.

Sarah, Ramona, Mathias og Fabian kalder sig Anton Ente Racing Team, og har inviteret Anton med til mållinjen: En udstoppet andrik, der tiltrækker sig megen opmærksomhed som maskot for klubben. Jeg får et klistermærke med andelogoet og er nu officielt støttemedlem. En stor ære!

Antons hold kom ikke på skamlen, men de skaber lige så meget gang i andedammen på afterski, som havde de vundet hele molevitten. Så selv om der virkelig, virkelig løbes til derude i bjergene, og konkurrencen blandt storfavoritterne er knivskarp og ned til brøkdele af sekundet, handler Der Weisse Ring også om at være med, hvor det foregår, og fejre resultatet på afterski, omgivet af skiglade mennesker.

Man har knapt lyst til at forlade målområdet med musik, tv-hold, fans, flag og kolde øl, der supplerer den varme, søde te, der udskænkes, når man er suset gennem målportalen nede i Lech by. Nogle med sejrshyl og armene over hovedet, andre med et lettelsens suk og klasket hår under skihjelmen. Langt de fleste med begge dele.

Den mest seriøse krise for undertegnede opstod på de sidste 4.240 meter fra Kriegerhorn-toppen og ned mod målet i Lech, hvor det sødeste egern dukkede op inde fra skoven, og glad løb ud på pisten.

Panisk lynkalkulerede jeg min bremselængde – men sagen løste sig: Aldrig før har jeg set et egern stoppe op, stirre mig lige i øjnene og springe retur til skoven i så afsindig en fart!

Coverbillede: Simon Rainer – Lech Zürs Tourismus

FRI var inviteret af Lech-Zürs Tourismus og Østrigs Turistbureau, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. april 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste skiferie? Find flere artikler her