Argentière ved Mont Blanc: En rejse til barndommens Alper

Det er let at tegne et glansbillede af barndommens feriedestinationer, men kan virkeligheden leve op til erindringerne? Det tester forfatter og journalist Pia Konstantin Berg, da hun rejser tilbage til den franske bjergby Argentière, som hun besøgte adskillige gange i 1990erne.

Jeg har en ret stærk hukommelse, og derfor kan jeg levende genkalde mig følelsen af at køre mod Argentière ved Mont Blanc for første gang som fireårig, fordi min faster og onkel havde en lejlighed i byen.

Jeg husker, at jeg sad fastspændt i mit monstrum af en autostol og knugede yndlingsbamsen Ninus.

Jeg husker, at jeg hørte Bamse og Kylling på min walkman og forsøgte at ignorere lyden af mine søstres hyggeskænderi.

Og jeg husker ikke mindst de gruopvækkende hårnålesving, som i årene, der fulgte, udfordrede min højdeskræk igen og igen.

Nu er jeg 40 år og skal tilbage til den lille alpeby for første gang, siden jeg var teenager.

Min mand sidder bag rattet, og jeg har halvpanisk fablet om de der hårnålesving i flere måneder,
men hukommelsen er åbenbart ikke stærk nok til at huske, at der også findes en mindre strabadserende vej til toppen, som vores GPS gudskelov leder os ad.

»Du kan da kun blive skuffet med de høje forventninger,« siger han, idet vi nærmer os nabobyen Chamonix, og jeg hopper i sædet af begejstring over alt det, jeg allerede kan genkende. Men selv høje forventninger kan indfries her. Det er jeg overbevist om.

Gensyn med Argentière: Når minderne møder virkeligheden

Alt ligner umiddelbart sig selv, da vi kører op ad hovedgaden Rue Charlet Straton, men ved nærmere eftersyn skinner forandringerne alligevel igennem.

Det slidte hotel, hvor vi en sommer fandt et brugt plaster under den seng, som senere braste sammen, er nu forvandlet til moderne ejerlejligheder, og få meter derfra er et hus skrællet helt ned til facaden, så det kan genopstå i ny, fremtidssikret form.

Det småregner, da vi parkerer, og det passer slet ikke til det solbeskinnede billede af byen, jeg har arkiveret i hovedet.

Men sådan en smule vand kan ikke ødelægge mit humør, da vi sætter os ind på The Office, caféen, hvor min kusine agerede bartender en sæson eller to.

Her bliver vi mødt af en godmodig hund, der roligt byder nye kunder velkommen og ruller om på ryggen, så snart der er udsigt til nus.

Der må have været en form for indretningsfidus på spil her, for væggene er blevet beklædt med fancy tapet og grønne blade, mens puder i funky farver lyser lokalet op.

Menukortet har også bevæget sig væk fra de klassiske egnsretter, jeg husker fra barndommen.

Her bliver både langet poke bowls og piña coladas over disken, og da Israel Kamakawiwo’oles ukuleleversion af Somewhere over the Rainbow strømmer ud gennem højtalerne, føles det nærmest, som om vi er på Hawaii – men der er da pommes frites til min gigantiske burger, og mens jeg fortærer den saftige sag, har jeg absolut intet at klage over.

Gastronomi og lokale fristelser i Argentière

Efter frokosten går vi op og ned ad hovedvejen, hvor jeg forgæves spejder efter chokoladehandleren, som i hine tider solgte himmelsk blød nougat med glasurovertræk.

Jeg vil traditionen tro købe en pose med hjem til min mor, men indser, at indehaveren, som allerede dengang var en aldrende herre, næppe lever længere.

Til gengæld ligger supermarkedet, hvor det plejer, og duften af baguette og franske oste er præcis, som jeg husker den.

I barnagtig rus river jeg alt det ned fra hylderne, som vi plejede at købe. CaramBar og Kronenbourg med skruekapsler og den der særlige franske marmelade med skråskriftetikette.

Det var her, jeg købte min allerførste flaske Côtes du Rhône som teenager.

Dengang følte jeg mig noget så voksen og havde flasken stående i min reol i flere år i håbet om at imponere gymnasievenner med min fremragende smag.

Nu forsøger jeg i stedet at imponere min mands teenagesøn med historien om, hvordan min faster engang forsøgte at bestille fire bøffer i slagterafdelingen, men på sit gebrokne fransk i stedet kom til at bestille fire køer.

Overnatning med udsigt: Hotel Les Grands Montets

»Det var sgu seks køer,« retter min far mig, da jeg ringer ham op på FaceTime for at vise det fine grønne træhus, min faster og onkels lejlighed lå i.

Fra altanen kunne vi spotte spahotellet Les Grands Montets, som jeg altid drømte om at bo på.

I barndommen var min største spaoplevelse, når mine søstre gik i brusebad og satte prop i karret, så jeg efterfølgende kunne få lov til at flyde rundt i deres beskidte vand. Man må jo være kreativ, når varmtvandsbeholderen er på størrelse med en drikkedunk, men nu skal der edderbroderemig tages revanche.

Derfor har vi flottet os med en overnatning på det lækre hotel med alpernes indiskutabelt smukkeste beliggenhed.

Jeg er i hvert fald overbevist om, at vi har scoret jackpot, da vi hopper i det udendørs spabad med direkte udsigt til alpetoppene.

Midt i herligheden får jeg øje på en pensioneret kabinelift, som er placeret i hotelhaven. Hvem ved, måske var det den, som transporterede mig op på bjerget for allerførste gang, da jeg var blevet fortrolig med børnebakken.

Netop børnebakken forsøger jeg at lokalisere, da jeg sidst på eftermiddagen bevæger mig rundt på vandrestierne bag hotellet.

Her møder jeg ambitiøse hikere fra hele verden. De fleste er på vej rundt om Mont Blanc, og deres praktiske støvler står i skærende kontrast til mine slidte Birkenstocks, som ikke ligefrem egner sig til bjergvandring i regnvejr.

Turen bliver endda noget længere, end jeg havde planlagt, for børnebakken er som sunket i jorden.

Selvom jeg var overbevist om, at jeg kunne finde den ved hjælp af ren og skær hukommelse, må jeg opgive min søgen, da regnen tager til.

Restaurant Aux Dix Vins: Ost en masse og jul året rundt

Vi er decideret gennemblødte, da vi senere ankommer til restaurant Aux Dix Vins, men den varme stemning får os hurtigt til at glemme alt om uønsket nedbør. Særligt da vores raclette kommer på bordet og sender temperaturen endnu mere i vejret.

Jeg har aldrig prøvet den franskschweiziske version før, men er solgt allerede fra første overdådige ostebid.

Der er hverken poke bowls, paraplydrinks eller moderne pang i den hyggelige hytte. Med de rødternede duge, de skæve lampetter og det håndskrevne dessertkort virker det nærmest, som om tiden har været sat på pause.

I hvert fald siden december, for der hænger stadig julepynt over kaminen.

Desserterne er så fristende, at vi kaster os over tre forskellige, og jeg er overbevist om, at min pavlova er den bedste.

Mætte og lettere varmetrætte vover vi os udenfor, hvor det nu er klaret så meget op, at vi kan nyde synet af Mont Blanc, som lyser den dunkle aften op med sin snebeklædte top.

Tilbage på Les Grands Montets glider vi ned i pejsestuens bløde sofaer, og da jeg sidder der med en kold øl i hånden omgivet af antikke ski, en gigantisk kane og dagens papirudgave af Le Figaro på gammeldags træpind, fortryder jeg, at vi kun har bestilt en enkelt overnatning.

Jeg kunne sagtens blive en uge og mere til.

Spirituel morgenstemning

I et forsøg på at vride det sidste ud af opholdet står jeg op flere timer før resten af familien og begiver mig på soloeventyr med de storslåede Celine Dion-ballader i ørerne, som bragede ud gennem bilradioen i 1990erne.

Jeg stikker hovedet ind i bageriet L’Al’Pain. Her er trængsel, og det giver god mening, for stedet har vundet adskillige priser for deres brød og kager, erfarer jeg.

I stedet for at slå mig ned ved et de indbydende borde, lunter jeg videre og finder et udsigtssted, hvor jeg kan sætte tænderne i min lune croissant, mens morgentågen letter over bjergtoppene.

Mon Dieu, hvor er her smukt. Smukt på en måde, som jeg slet ikke værdsatte i samme stil, da jeg var 5, 10 eller 15 år gammel.

Selvom jeg ikke er religiøs, bidrager en grandios figur af Jesus på korset til den guddommelige stemning, og følelsen af fortid og nutid, der mødes, giver fugt i øjenkrogen. Det er ved at udvikle sig til en decideret oversvømmelse, da familiens teenager inden afgang formår at lokalisere børnebakken, som var pist væk i går.

Det er intet problem, da først han åbner den Maps-app, jeg var for stædig til at konsultere – præcis ligesom min far som regel var for stædig til at åbne et fysisk kort, når vi ikke kunne finde vej.

Hvis ikke jeg i forvejen var bevidst om, at jeg er rykket en generation op i livsspillet, bliver det slået helt fast nu.

Men jeg er heldigvis ikke blevet for gammel til Argentière. Og jeg skal ikke vente over 20 år med næste gensyn, lover jeg mig selv, da vi ruller mod Mont Blanc-tunnelen, som fører os i retning af nye eventyr.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Frankrig? Find flere artikler her