Med luksustog til Highclere Castle – Downton Abbeys kulisse

ANNONCE

FRI er taget på tur med luksustoget The British Pullmann til det overdådige slot Highclere Castle, hvor tv-serien Downton Abbey er optaget.

»Man kan ikke være for festligt klædt ombord på The British Pullmann.« 

Sådan står der i velkomstbrevet forud for rejsen med det fine gamle art deco-tog, der triller ud fra hverdagsmylderet på Victoria Station i London og sender sine passagerer tilbage til 1920erne, hvor togrejser var noget, man gjorde stads af.

Undervejs er vi badet i forårssol og forkælelse.

Det første kan næppe loves, men forkælelsen udstedes der hermed nagelfast garanti for.

Og selv hvis man ikke ejer en hat med fasanfjer eller et skræddersyet jakkesæt, forekommer det naturligt at pudse skoene til udflugten, der absolut intet har til fælles med daglige pendlerture i DSBs vold.

Det er for eksempel første gang, jeg har taget fotos af gulvet på et togtoilet. Det er nemlig dækket af kunstmosaik, der forestiller en ædel fugl i selskab med et par ungmøer.   

Highclere Castle
Foto: Belmond

Festligt fra start

Det hele begynder på perronen med levende musik, mens vi finder vores pladser og hilser på togpersonalet, klædt i isnende hvide jakker med guldpynt på skulderene. 

Indenfor i kupéerne har man da sjældent set så meget gyldent træ og messing: Vinduesrammer, beslag og hattehylder i messingflet skinner om kap. 

»Jeg har været i gang med pudsekludene hele natten,« bedyrer Artur, der er steward og rævestolt af sin smukke arbejdsplads.

Han og hans kolleger brænder for at fortælle, hvorfor alle kupéerne har forskellige navne og hvilke berømte gæster, der engang var om bord. Det er bare at spørge løs. 

Foto: Belmond

James B. Sherwood er navnet på den amerikanske forretningsmand, vi kan takke for dette eksklusive tog.

Det var hans idé og passion at opsnuse en flok af de vogne, der blev overflødige, da jernbanedriftens storhedstid randt ud midt i 1900-tallet. Han fandt dem i remiser her og der, overladt til rust og glemsel og reddede flere af dem fra ophugning. 

Efter års renovering stod de klar og blev samlet til »The British Pullmann«, der er som en historiebog på skinner, for både det ydre og interiøret er pudset op til perfektion.

Hver vogn har sit særpræg.  Som vognen »Cygnus«, hvor det visuelle udtryk er skabt af togentusiast og filmmager Wes Andersen, der blandt andet står bag den ikoniske film The Grand Budapest Hotel.     

Delikatesser på tur

Knapt har vi fundet os til rette, før Artur dukker op igen, bevæbnet med bobler og juice af hvid fersken til en Bellini, der skænkes i champagneglas. Så er vi ligesom igang, og jeg rækker ud efter menukortet.

Spis endelig ikke morgenmad, for der venter en lækker brunch, mens togets monotone »da-dum-da-dum« og den høflige opvartning får hverdagen til at sive ud af kroppen til fordel for en sjælden fornemmelse af, at intet i hele verden haster. 

Det er vel det, som er togrejsens DNA: Tid – og tanken om, at netop nu behøver man blot at dvæle ved atmosfæren ombord og den film, der udspiller sig gennem vinduet. 

Foto: Susser Feit.

Den veloplagte tjener Jasmin servicerer os fra tidlig morgen, og til vi rammer London igen om aftenen, og skænker café au lait og sprødt og uimodståeligt bagværk med sesamfrø op, direkte fra togets ovn.

Derefter ristet müsli og friske bær på yoghurt og røget laks med pocheret æg og hollandaisesauce. Serveret i roligt tempo, så langsommeligheden i rejseformen understreges. 

Folk småsnakker, drikker te og studerer interiøret: Væggene er dækket af blankpoleret ædeltræ i whisky- og chokoladenuancer med indlagte håndlavede dekorationer.

De komfortable stole, der i grunden er vældig gammeldags med tungt velourbetræk, passer fint ind. For de høje rygge med armlæn giver følelsen af at have sin egen lille kupé, afgrænset fra naboen.

Velkommen på filmsettet 

»Highclere Castle er ikke et slot. Mere et privat landsted. Men familien er flettet ind i de royale kredse, og Dronning Elizabeth 2. var gudmor til den nuværende ejer, den 8. Jarl af Carnarvon, som I ser her,« siger vores guide og udpeger familiefotoet i sølvramme af jarlen som baby og alle dåbsgæsterne.

Vi har nemlig forladt toget for at strække ben i luksus version og opleve Highclere Castle, hvor Downton Abbey er optaget.

Hvilket får flere af mine rejsefæller til at kvidre op om ikke mindst Maggie Smiths uovertrufne skuespilpræstation som Lady Grantham.

Undtagen en mand, der er pænt ligeglad med både Maggie og tv-serier over en kam. 

Foto: Susser Feit

»Jeg tog med, fordi min kone er passioneret fan. Men jeg kan lide gamle tog, så det var en fornøjelse alligevel,« fortæller han, da vi sent på aftenen mødes i hotelelevatoren, tilbage i London.

De tunge grå mure ligner præcis sig selv, som vi kender dem fra tv, da vi nærmer os huset. Og det er pudsigt at gå på den store vinklede trappe til hallen eller stå i spisestuen og biblioteket, hvor vi har set dramaer og love stories udspille sig omkring familien, som vi ligesom kender ud og ind.

Det føles, som kunne Carson, familiens butler, træde ind hvert øjeblik.

Der er fotoplancher med situationer fra optagelserne i de rum, hvor det foregik. Plancherne står på staffelier, så det kan flyttes væk, når der ikke er rundvisning. 

Foto: Susser Feit.

Vi ser også den lille stue, hvor familiens private nips var opmagasineret under optagelserne, og hvor guiden, der hører til staben på Highclere, serverede te for Maggie Smith i pauserne. 

»Hun fik lov at slappe af her. De andre skuespillere blev sendt ud i vognene udenfor,« fortæller hun. 

Vi inviteres sågar op på første sal med soveværelserne. Det, hvor Lady Mary bliver forført af den flotte hr. Pamuk og det store Master bedroom.

Fra himmelsengen ser man langt ud over parkens plæner og skoven i horisonten. På kommoden ligger de bøger, som den virkelige grevinde har gang i.

For det er ikke et museum, men et privat hjem for Georg Herbert, den 8. Jarl af Carnarvon, hvis forfædre i oliemaling hænger i tunge guldrammer i spisestuen.

Uvidende om, at familien nu om stunder byder turister indenfor, udgiver bøger og sælger stiklinger fra parken for at finansiere vedligeholdelsen af huset og de enorme skatter, der opkræves. 

Foto: Susser Feit.

De 16,85 pund jeg lægger i souvenirshoppen for blomsterfrø og en blå kande med harer på, rækker næppe langt til håndværkerregningerne. Men mange bække små.

Mere opvartning

Efter besøget dumper jeg taknemmelig ned i min magelige stol i toget, der henter på os stationen, mens stewarderne popper et par flasker Veuve Clicquot-champagne.

Der dufter lifligt af lammefond fra køkkenet, vi nipper champagne og studerer vinkortet og menuen til den tre retters middag, der er på vej. Ved kaffen og solnedgangen triller toget ind mod London…

Det føles nogenlunde som at være med i sin egen rejseroman.    

FAKTA
The British Pullmann

FRI kørte med luksustoget The British Pullmann fra London Victoria Station til Highclere Castle i Hampshire, Sydengland, og retur. 

Turen er inklusiv brunch, middag på toget og privat rundvisning ved besøget.

Toget har flere ruter, blandt andet til byerne Oxford og Bath samt slottet Blenheim Palace. Program, tider og priser afhænger af sæson og destination.

Se også Lady Carnarvons site og blog om hverdagen på Highclere Castle her.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. maj 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste togferie? Find flere artikler her