Besøg hos olivenfarm i Slovenien: »Hvis du hoster lidt, er det et godt tegn«

Den bedste olie både dufter grønt, kradser i halsen og fortæller noget om stedet, den kommer fra. Det kan man opleve på en lille slovensk olivenfarm, hvor ægteparret Nina og Andy Froggatt viderefører en familiedrøm.

Da vi forlader den lidt større vej og drejer cyklerne ind ad en lille grusvej, bliver det afvekslende kystlandskab, vi er cyklet gennem, afløst af oliventræer.

Træer i lange rækker beklæder skråningerne ned mod havet, mens græsset vokser højt og frisk mellem dem.

En let brise klæder den solrige forårsdag, og snart kan vi sætte elcyklerne i det høje græs og slappe af efter den bakkede tur langs Sloveniens kun 45 kilometer korte kyststrækning.

En kvinde med markante smilehuller tager imod os mellem de mange træer.

Det er Nina Froggatt, der sammen med sin mand, Andy, ejer olivenplantagen Gramona, som vi er steget af cyklerne for at besøge.

Her, mellem oliventræerne og den smukkeste udsigt ned mod Adriaterhavet og Kroatiens kystlinje, byder hun velkommen til en verden af oliven og dens olie.

»Vi har i alt omkring otte hektar jord, hvoraf cirka tre og en halv hektar er olivenlunde. Det er omkring 1.300 træer, siger Nina Froggatt, da hun fører os fra grusvejen ned mod en rustikt udseende pergola midt mellem træerne, hvor der er dækket op ved et langt bord med glas, snacks og flere flasker af både vin og olivenolie.«

Lysegrøn olie i blå glas

Udsigten er enestående, da vi sætter os til rette ved bordet: Vi kan se ud over træerne, kysten og særlige enorme saltbassiner nede ved havet, hvor man i generationer har brugt solens varme til at opkoncentrere havvandet for at producere krystalhvidt salt; datidens hvide guld.

Man har lokalt arbejdet på at få metoden optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Ved bordet kommer der snart en lokal, forfriskende malvasia-hvidvin i glassene, mens Nina gør olien klar.

For nok er vinen dejlig, men det er ikke den, der er i højsædet. Det er i stedet den tyktflydende olie, som Nina med hjælp fra Andy hælder op i små, dedikerede smagekopper. 

Hun rækker en kop frem. Olien er lys og grønlig i vores gennemsigtige glas, når solen får lov at spille i den.

Til professionelle olivenoliesmagninger er kopperne dog altid blå, forklarer Nina Froggatt.

»Ved I hvorfor?« spørger hun.

Det gør vi ikke.

»Det er fordi, farven ikke betyder noget for hverken smag eller kvalitet,« fortsætter hun. 

»Den blå farve gør, at man ikke kan se farven og derfor ikke lade den have indflydelse på ens vurdering.«

For vores uprofessionelle øjne synes det dog dejligt med de gennemsigtige kopper, for oliens farve lyser vidunderligt op og giver en aura af friskhed, forår og det græs, der vokser højt overalt omkring os mellem træerne.

Olien skal varmes 

Da kopperne er blevet sendt rundt, beder Nina os om at varme kopperne mellem hænderne. Som med vin handler det om at frigive aromaerne.

Når olien nærmer sig kropstemperatur, begynder den for alvor at åbne sig.

Og det første, man skal gøre, er at lugte til den.

»Du skal ikke bare lugte. Du skal virkelig suge den ind og komme ind i den,« siger Nina Froggatt, mens hun selv sætter næsen helt ned i glasset og virkelig trækker luft ind.

Duften er grøn og elegant og på sin vis nærmest overvældende på én gang. Det dufter utroligt meget af græs – men også af tomatstilk, artiskok, nyslået eng.

Så kommer selve smagningen. En lille slurk, som trækkes ind med luft – en teknik, der næsten føles forkert første gang, man prøver det.

»Den dér slubrelyd lyd, du laver, er vigtig. Det er sådan, du fordeler olien i munden,« forklarer Nina Froggatt.

Og smagen er intens. Først blød, fedtet og frisk, så bitter, og til sidst en markant prikken i halsen.

»Hvis du hoster lidt, er det et godt tegn,« siger hun og smiler.

Smager af landskabet

»Det første, man skal forstå, er, at god olivenolie ikke bare er fedt. Det er en frisk vare, som både kradser og siger en masse om landskabet og klimaet,« siger Nina Froggatt.

Og det er her, med den kradsende, nærmest peberagtige fornemmelse i halsen, at mange bliver overraskede. For de fleste forbinder olivenolie med noget mildt og rundt.

Men den gode olie – den friske, ufiltrerede – er alt andet end neutral, slår Nina Froggatt fast.

Forklaringen på smagen begynder i landskabet. Den slovenske kyst er kort, og klimaet er køligere end længere sydpå i lande som Italien og Grækenland, som er mere kendt for deres olivenolie end Slovenien.

Vinteren her kan være hård, og træerne skal arbejde mere for at overleve.

»Vi ligger helt på den nordlige grænse for, hvor man faktisk kan dyrke oliven. Og når træerne bliver pressede, producerer de flere polyfenoler. Det er dem, der giver både bitterheden og det der lille spark i halsen,« siger hun.

Det er også dem, der gør olien sundere og langt mere karakterfuld, forklarer hun videre.

Hjem til gården

For Nina Froggatt er olivenolien og kystlandskabet en del af hendes dna, også selvom hun i en periode har været væk fra den slovenske kyst for at opdage verden og uddanne sig.

»Jeg er selv vokset op her. Min mor var agronom og ville gerne lave noget, der kunne drives økologisk,« fortæller Nina Froggatt, der dog som ung flyttede til England, hvor hun studerede landskabsarkitektur. 

Her mødte hun sin mand, engelske Andy, der blev overtalt til at flytte til Ninas hjemland og kaste sig ud i olivenproduktion – både for at prøve et nyt, jordnært liv af og for at sikre familiens gård kunne løbe rundt rent økonomisk.

»Vi flyttede tilbage i 2012, hvor vi besluttede at udvide min mors lille hobbyfarm til noget lidt større,men uden at vi gav køb på alt det, som stedet altid har stået for.«

Produktionen er derfor stadig relativt lille, og olien bliver ikke sendt ud i verden via distributører. Den sælges udelukkende direkte fra gården.

»Vi kunne godt producere mere og sælge bredere. Men så ville vi også miste noget af det, der gør det her noget særligt,« fortæller Nina Froggatt.

Oplevelse for sanserne

En væsentlig del af Gramonas idé er da heller ikke kun at sælge olivenolie.

Inspiration og uddannelse af gæsterne er også en vigtig del. Derfor gennemfører Nina og Andy Froggatt også masser af smagninger for både enkelte turister, der kommer forbi, og for grupper. 

Og det er ikke bare tænkt som en ekstra indtægt, men som en del af selve ideen med gården.

Nina og Andy brænder nemlig for at lære folk, hvad det er, god olivenolie virkelig kan – og det skal helst opleves gennem sanserne.

»Mange ved faktisk ikke, hvordan olivenolie skal smage. Hvis du kun har smagt det fra supermarkedet, er det en helt anden oplevelse. Og hvis du bruger en olie rigtigt, kan den løfte en ret helt vildt,« siger Nina Froggatt. 

Derfor er det også med et par flasker olie i tasken, at vi siger farvel til Nina, Andy og den smukke udsigt over Adriaterhavet og de mange oliventræer.

Fra olivenmarkerne er det igen op på cyklen, hvor stierne gennem plantagen fører ned til en vej, forbi de store saltbassiner, ud til havet og herfra nordpå langs Sloveniens korte kyststrækning.

Coverbillede: Mikkel Bækgaard

FRI var inviteret til Slovenien af det slovenske turistråd.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 22. august 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Slovenien? Find flere artikler her